Derdser

Det er morgen, og det er koldt. Måske kan man ligefrem sige, at det er bidende koldt. 

Vi befinder os i Grønland. 

Det er her julemanden bor, men ham skal vi ikke besøge endnu.

Vi zoomer ind på en isbjørn. 

Han er hovedpersonen i denne historie. 

Og naturligvis ikke en helt almindelig isbjørn.

Han er lidt mere intelligent end de fleste af sine artsfæller. 

Med intelligens følger kedsomhed, og han kan ikke lide at kede sig. 

Og faktisk fryser han også lidt.

Hvad skal han gøre, når det er så koldt? 

Han kan drikke en kop te, eller løbe en tur.

Begge ting, som man får varmen af. 

Men hvis man er rigtig smart, og hvis man er en ensom isbjørn, som han jo nu engang er, så gør man noget andet.

Man ryger en fed. Jep, man ryger en joint. 

Problemet er, at det godt kan være lidt svært at finde nogen at ryge med på Nordpolen, 

Men det er altså lige præcis det, som vores pelsede ven her har tænkt sig at gøre. 

Han tænker "Jeg er ensom. Jeg keder mig."

Han har heller ikke gjort særlig meget for at opsøge selskab. 

Isbjørnen bor helt alene i en iglo. 

Han har venner, men den nærmeste bor 12 kilometer væk, og han er lidt doven i dag, så han bliver hjemme. 

Heldigvis har han allerede lidt pot, og det er god pot, så han tænker: 

 "Okay. Jeg har pot, jeg har rullepapir, og jeg har et uimodståeligt smil.    

Jeg er sikker på, at jeg godt kan finde nogen, der vil ryge med mig."

Dybfrossen, som isbjørnen hedder, er fuld af selvtillid. Dette skyldes blandt andet, at han ved hvor karismatisk han bliver og hvor meget hans øjne lyser op, når han snakker om pot. 

Nu stiller han sig ud foran sin iglo og vifter med en lille pose, hvori han har gemt den hellige urt.

Det er ikke så nemt at skaffe pot på nordpolen, men denne bjørn har sine metoder. Metoder som han har finpudset med tiden, og helst ikke deler med nogen. 

Ikke så langt fra isbjørnens iglo går en enhjørning rundt. 

Hun er faret vild. 

Det er tydeligt at se, hun ikke er fra Grønland. Så hvad laver hun her? 

Dybfrossen står stadig og venter foran sin iglo.

Han kan ikke se nogen. Det er mærkeligt, tænker han.

Det er ellers en dejlig morgen. 

Det var koldt tidligere, men nu er det blevet lidt varmere. Varmt for en isbjørn. De fleste mennesker ville nok stadig foretrække at blive indenfor.

Noget der dog er knap så godt, er at isen er begyndt at smelte. 

Alligevel ignorerer vores ven det, da han har vigtigere ting at tage sig af.

"Hvem kan bekymre sig om global opvarmning, når man ikke har været skæv i flere måneder? Det handler om prioriteter", tænker han.

Så hører han endelig en stemme.

Det lyder ikke som en isbjørn, og heller ikke som et menneske.

Kunne det være en søløve? 

I så fald kan han få lidt at spise. Ja, stege den først og så bagefter spise til han revner.

Nu ser han, hvad det er, og det er ikke en søløve. Ærgerligt. 

Nej, det er enhjørningen, der er faret vild.

Hun ser forvirret ud, som om hun ikke ved hvor hun er.

Han går hen til hende og siger "Er du okay? 

Hvad i alverden laver du her i Grønland?

Enhjørningen ryster af kulde. 

Hun åbner munden og fortæller "Ja, jeg er en enhjørning

 .. jeg er faret vild .. det var ikke med vilje .. undskyld!

Jeg har bare ikke så god stedsans.. 

Jeg kom herop for at sige hej til julemanden, men da jeg endelig var nået herop, kom jeg i tanke om, at det jo er sommer, så han ligger nok og sover .. så ja, nu er jeg her .. helt alene”  

Isbjørnen siger så "Det er jeg ked af at høre. 

Mit navn er Dybfrossen og jeg bor lige derovre i den smukke iglo.”

Han peger på igloen med sin højre pote. Den anden har han posen i. Igloen er ikke specielt pæn, men det er ikke gået op for Dybfrossen endnu.

Han fortsætter entusiastisk 

“Jeg bor også alene, og nogle gange er jeg også lidt ensom, men hvis du vil, kan vi hænge ud?" 

Han prøver at få det til at lyde henkastet og skjule den ensomhed han føler. 

Enhjørningen smiler, og siger så "Ja, det lyder som en fantastisk idé. 

For resten, så er mit navn Gudeskøn."

Et fantastisk navn. 

De går tilbage i igloen. På vej ind er Gudeskøn lige ved at slå sit hoved, da indgangen ikke er særligt stor.-- ZAREMA OCTOBER 31ST 20

Nu sidder de inde i igloen, og Gudeskøn kigger rundt omkring, for at inspicere hvad det er for et sted, hun er kommet til.

Selvom det er koldt udenfor, glemmer man det helt når man sidder indenfor i en dejlig varm iglo.

Det bliver især hurtigt varmt, når man er to. 

Dybfrossen har brugt flere år på at bygge den, og han mener stadig, at den kan forbedres. For eksempel kunne han gøre indgangen lidt bredere og højere, og hvis han havde nogle stole eller en sofa i den, ville fremtidige gæster også have det mere behageligt.

Men varm, det er den. Dens vægge er tre meter tykke, så næsten ingen kulde kan trænge igennem.

De sidder og snakker lidt. 

Dybfrossen siger så "Ved du hvad, jeg må tilstå, at jeg ikke rigtig har noget mad at byde dig på, men jeg har noget som er endnu bedre, og det er .. pot"

Gudeskøn kigger på ham, som om hun ikke rigtig ved hvad pot er.

"Er det en slags agurk?" siger hun.

Dybfrossen kan ikke lade være med at le lidt.

"Åh, jeg kan forsikre dig om, at pot på ingen måde er beslægtet med agurker, min ven.

Nej, pot er noget du ryger.. 

Og hvis du aldrig har prøvet at ryge noget før, skal jeg nok vise dig, hvordan man gør"

Gudeskøn venter spændt. 

Hun har ingen anelse om, hvad pot er. Dér, hvor hun kommer fra, krydrer man tilværelsen på andre måder. 

Hun kigger med beundring på Dybfrossen, mens han ruller en joint.

Han forsøger at imponere hende lidt.  

"Ja altså, i min familie har vi røget pot de sidste tre generationer.

Det er en meget stolt tradition.

Det er vist nok ulovligt, men altså, det her er Grønland, for fanden!

Der er ikke nogen der går rundt og tjekker om du overholder loven eller ej. 

Og desuden, så bliver jeg altid i så godt humør når jeg ryger den fede"

Gudeskøn forstår ikke så meget af hvad Dybfrossen siger, men hun har tillid til ham, så hun siger

"Jeg er sikker på, at denne oplevelse vil åbne mine øjne og give mig visdom"

Dybfrossen tænder jointen med en tændstik. 

Han ryger lidt på den. Han nyder rusen. 

"Åh, det føles godt. Jeg har virkelig savnet at ryge pot" siger han.

Han læner sig tilbage, og giver hende jointen. 

Gudeskøn tager sit første sug på den.

Hun hoster lidt. Hendes hals er ikke vant til den slags stærke sager. 

Men efter et par minutter bliver hendes hosten erstattet af en dejlig følelse. 

Hun ved ikke, hvad hun skal sige.

Dette er en helt ny oplevelse for hende.

Målløs og euforisk siger hun "Jeg har fundet lykken..."

Det har hun, men den vil ikke vare længe.

Dette er starten på et eventyr..

Et eventyr som denne enhjørning selv har vovet sig ud på. 

.. fyldt med alverdens farer og mystiske væsner ..

Fortsættes…

Et koldt eventyr: 2. del

En historie af Thomas Helbech Hansen.

Det sker ikke hver dag, at en enhjørning sidder og ryger en joint med en isbjørn.

Det er usædvanligt, og på ingen måde normalt, men selvom det ikke er normalt, er det en vidunderlig ting for vores ven Gudeskøn. Hun er nok den første enhjørning som nogensinde har røget en joint. 

Det er en følelse af lykke, som er helt uforlignelig. Ubeskrivelig. Bare det at prøve at sætte ord på den, vil fjerne noget af dens skønhed. 

Dybfrossen kigger på hende og siger "Ja, jeg tænkte nok, at pot ville være noget for dig.. for pot er noget for alle. Hvordan har du det lige nu?"

Det er svært for Gudeskøn at sætte ord på det, hun føler i sin krop, men hun gør et forsøg.

"Det er som om.. alting er okay .. som om, intet kan røre mig .. jeg har det bare godt .. jeg føler en form for harmoni” Det er en følelse ulig noget, hun nogensinde har oplevet før. Den hellige urt har en magisk virkning på hende. 

Dybfrossen smiler, og forstår med hjertet hvad hun mener. 

"Ja. Det er ikke nemt at forklare, men det føles som om, man bare har det godt.

Hver gang jeg ryger, får jeg sådan en følelse af ro i kroppen. Det er virkelig dejligt."

Gudeskøn siger så "Ja, det har du ret i, det er dejligt. Men hvor får du egentlig pot fra? Jeg mener, Grønland virker ikke som et sted, hvor man kan dyrke den slags.”

Dybfrossen smiler skævt - fordi han er skæv - og siger så “Du har så evigt ret. Men jeg har mine metoder. Dem vil jeg ikke afsløre for meget om. Men jeg kan da fortælle, at det hjælper at inuitterne er lidt bange for mig”

Gudeskøn tænker  “Hvor får inuitterne så deres pot fra?” men lader det ligge og bliver enig med sig selv om, at hans svar er godt nok. Hun finder nok aldrig ud af, at det danske kongehus har noget med det at gøre. 

“Nå, men udover at ryge pot, hvad får du ellers tiden til at gå med?"

Dybfrossen siger "Ja, som jeg fortalte dig før, så bor jeg jo alene, så det kan blive lidt ensomt nogle gange, og det sker at jeg keder mig lidt, men jeg får meget af min tid til at gå med jagt. 

Det er primært søløver, jeg fanger. Det er min livret. Noget andet, jeg også holder meget af, er at læse bøger om planter.”

Dybfrossen har ikke set så mange planter i sit liv, men drømmer tit om dem. Han drømmer om de steder, hvor træerne er mange og græsset vokser vildt. 

-- DORA APRIL 15TH 2024--

For ham giver udtrykket ‘Græsset er altid grønnere på den anden side’ virkelig god mening.

“Mine forældre gav mig de bøger, da jeg var helt lille. De ville gerne have, at jeg lærte lidt om verdenen udenfor Grønland”

Det, der dog fangede Gudeskøns opmærksomhed, var ordet ‘jagt’. Dybfrossen går på jagt. Selvfølgelig gør han det. Han er et rovdyr.

Gudeskøn kigger nervøst på ham, og siger forsigtigt sine tanker højt "Ja, du er en bjørn, og bjørne er rovdyr, er de ikke?"

Dybfrossen tænker sjældent over, hvad han egentlig er. Han ser sig selv som meget mere end et rovdyr. Han er en person, en fyr med en stor forkærlighed for det afslappede, tilbagelænede liv. 

Dog kan han ikke helt benægte biologiens verden og de definitioner, den er kommet med.

"Jo, det er rigtigt nok, jeg er et rovdyr. Det er selvfølgelig ikke noget, jeg selv har valgt, men det har sine fordele."

Gudeskøn føler sig kun mindre tryg, nu hvor de ord har forladt hans mund, og nu hvor hun også lægger mærke til hans kraftigt byggede kæbe og knivskarpe tænder, bliver hendes frygt kun forværret.

-- DORA APRIL 23RD 2024---

Hun siger "Ja, det er jeg sikker på, det har. Spiser du nogensinde heste?"

Dybfrossen kigger lidt undrende på hende "Heste? Ja, nu lever der jo ikke så mange heste heroppe i Grønland. For at være helt ærlig, kunne jeg godt tænke mig at smage en, men det er bare så sjældent, at chancen byder sig."

Faktisk så Dybfrossen en hest for et par uger siden, men hans korttidshukommelse er ikke så god mere. 

Gudeskøn er ikke længere i godt humør. Den pot, hun røg tidligere, virker ikke mere. Eller også har den bare gjort hende paranoid. 

"Så heste står på din liste. Hvad med enhjørninger?"

Dybfrossen synes, at det er for komisk en tanke, så han bryder ud i latter, og svarer hende 

"Ahahaha, bare rolig. Jeg har ikke tænkt mig at spise dig. Hvis jeg spiser dig, hvem skal jeg så ryge med? Og desuden, så har du jo også fortalt mig, hvad du hedder, så jeg kunne ikke drømme om at sætte mine tænder i dig, uanset hvor godt du så end smager."

Gudeskøn er ikke helt overbevist, men lader som om, hun køber hans forklaring. 

Dybfrossen ryger lidt på sin joint, puster røgen ud og siger “Jeg har ingen problemer med at finde mad. Der er søløver og sæler alle vegne. Sådan føles det i hvert fald når man altid kan lugte dem. Men venner..dem har jeg ikke så mange af.”

Imens de sidder og snakker inde i Dybfrossens iglo og røgen fra deres joint efterhånden har gjort det svært at se noget, vil vi vende blikket mod en hytte, som ligger ca. 40 kilometer nord for dem.

Det er naturligvis ikke en helt almindelig hytte. Det er julemandens hytte. 

Selvfølgelig bor han ikke alene. I hytten bor der også mere end 70 nisser og julemandens kone, som naturligvis hedder julekonen.

Selvom vi er i juli måned, ligger julemanden ikke og sover.

Dette er lidt usædvanligt. Hvorfor er han mon stået op? Normalt går han i hi fra d. 2. januar til d. 2 november.

Der er en god grund til han er vågen. 

Han sidder på sin sengekant, og tænker 

"Jeg kunne virkelig godt tænke mig at sove lidt mere, men det går ikke. Jeg bliver nødt til at stå op." En af nisserne kommer hen til ham, og siger 

-- DORA MAY 21ST---

ordinal numbers 

"Hej far. Hvorfor er du vågen nu? Burde du ikke ligge og sove?"

Julemanden kigger på nissen, som er hans søn Munter-Mikkel, og siger 

"Jo, det plejer jeg også at gøre i juli måned..men jeg bliver nødt til at stå op nu. Nogle af de andre nisser har lavet ballade."

Nissen Munter-Mikkel er ikke helt med på, hvad julemanden mener, så han spørger

"Ballade? Hvad mener du med det?"

"Det er en lang historie..du er en god nisse, Munter-Mikkel..men nogle af dine brødre og søstre..de er gået hen og blevet onde.."

"Onde?!" siger Munter-Mikkel chokeret 

"Ja" siger julemanden, og fortsætter 

"Mere end 100 nisser flyttede hjemmefra for ca. 20 år siden. Det kan du godt huske, ikke? Det, der er sket, er at de nu har dannet en eller anden organisation og...ja, jeg kender ikke helt detaljerne endnu, men de går i hvert fald rundt, og gør en masse uartige ting, så jeg bliver nødt til at stoppe dem!" 

Julemanden er ikke meget for at forlade sin hytte om sommeren, når han egentlig burde ligge og sove, men han har ikke noget valg.

Tilbage i Igloen sidder Gudeskøn og Dybfrossen stadig og snakker.

Dybfrossen vil gerne vide lidt mere om Gudeskøn, men hun fortæller ikke så meget 

"Jo, altså, jeg er en enhjørning. Jeg kan godt lide at spise ananas, og jeg er bange for skorpioner. Og så, øhh, kan jeg godt lide kæledyr"

"Kæledyr?" siger Dybfrossen, mens han kigger skeptisk på hende.

"Ja, kæledyr. Derhjemme har jeg to pindsvin og en siamesisk kat. De er dog lidt kedelige..det ville være sjovt med et lidt vildere og farligere kæledyr.."

Dybfrossen har aldrig overvejet at få et kæledyr før, så han griner lidt af det, Gudeskøn siger.

"Nå, hvad skulle det så være for et kæledyr? En bjørn eller hvad? Haha!"

Han kan ikke tage hende seriøst.

Enhjørningen tænker for sig selv 

"Ja, han griner af mig nu, men han skal nok blive klogere."

Gudeskøn kan mærke, at hun nu har siddet og hygget sig længe nok, så hun siger 

"Ved du hvad? Det har været rigtig hyggeligt at ryge en fed med dig, men nu vil jeg faktisk gerne videre. Jeg er en travl enhjørning!"

Dybfrossen siger så "Ej, det mener du vel ikke, gør du? Hvem skal jeg så chille med? Jeg troede, vi var venner, eller det er vi måske ikke?"

Gudeskøn tænker 

"Perfekt. Det går lige efter planen."

-- DORA MAY 28TH 2024--

 

"Hmm..Jeg ved ikke, hvad det er .. måske er det den pot, vi lige har røget, eller måske er det kulden, der har fået mig til at miste forstanden, men af en eller anden årsag, så føler jeg at du skal tage med mig. Det er sandt, at jeg er en travl enhjørning, det var på ingen måde en løgn, men hvis du vil, kan du tage med mig. Nu hvor jeg ved, at julemanden alligevel bare ligger og sover, kan jeg lige så godt rejse tilbage til mit hjemland."

Isbjørnen ved ikke helt, hvad han skal sige. Han er, mildest talt, imponeret. 

Tænk, at Gudeskøn er sådan en eventyrlysten type.

Det havde han ikke ventet, nej, det kommer bestemt som en overraskelse, men en positiv en af slagsen.

Han siger så "Det lyder faktisk som en god ide. Må indrømme, at det er lidt kedeligt at bo heroppe. Jeg mener, det hele er jo hvidt, for fanden. Det kan godt blive lidt deprimerende, nogle gange, selv for en isbjørn som mig."

Gudeskøn smiler, og siger så "Jamen, så lad os komme af sted. Vi bliver jo ikke yngre, vel?"

De går ud af igloen, og begiver sig ud på indlandsisen. Desværre er meget af den smeltet.

Dybfrossen siger "Ja, det her sker altid om sommeren.

-- DORA JUNE 4TH 2024--

 Det er ret træls, men jeg har krydset den smeltende indlandsis flere gange, så det er ikke noget problem. Vi skal bare løbe hurtigt, men forsigtigt.

"Hurtigt, men forsigtigt.." siger Gudeskøn.

Det lyder som noget af en udfordring, men for disse to nye venner er intet umuligt, og slet ikke når Gudeskøns smukke, men endnu navnløse, hjemland venter på dem.

Fortsættes..

Et koldt eventyr 3. del

_____

Grønland er et fint sted, og mange drømmer om at besøge det, men når man har boet der hele sit liv, kan man godt trænge til lidt forandring.

Det er lige præcis sådan Dybfrossen har det.

Han er født og opvokset i Grønland, og for ham er der intet specielt ved dette iskolde kontinent.

Nu har han været så heldig at møde Gudeskøn, som er en enhjørning.

Hun har bedt ham om at rejse med tilbage til hendes hjemland.

"Det lyder meget spændende" siger han, og fortsætter så

"Men hvor ligger dit hjemland egentlig henne? Og hvad hedder det?"

Gudeskøn kigger på ham, men svarer ikke.

Hun kan dog se, at han bliver lidt utålmodig, så hun beslutter sig for at svare alligevel 

"Det er et hemmeligt sted. Ved ikke, om du har bemærket det, men jeg er jo et væsen, som nogle ville betegne som 'overnaturligt' og derfor er mit hjemland også hemmeligt. Det findes ikke på verdenskortet"

Isbjørnen synes, det lyder meget mystisk, men også spændende. Han bliver mere og mere nysgerrig for hvert sekund der går.

Dybfrossen er ikke vant til at se andre væsener end isbjørne og mennesker.

Faktisk vidste han slet ikke, at enhjørninge fandtes.

Enhjørningen siger så "Der er noget, jeg tit har undret mig over. Hvordan kan det være, at I isbjørne ikke flytter mere sydpå? Jeg mener, isen smelter jo langsomt heroppe, så hvorfor flytter I ikke til et sted, hvor der ikke er noget is, eller hvor I i hvert fald ikke er så afhængige af den?”

Det har Dybfrossen aldrig tænkt over før. Selvfølgelig har han bemærket den globale opvarmning, og det har da bestemt ikke været sjovt for ham, særligt ikke når man tænker på alle de slægtninge, han har mistet på grund af den smeltende is. 

Han siger "Det er meget interessant, det, du siger. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, jeg aldrig har forladt Nordpolen før. Chancen har aldrig rigtigt budt sig. Jeg er vel bare blevet vant til at bo her, og måske har mit forbrug af pot også påvirket min hjerne lidt."

"Hvad mener du med det?" siger Gudeskøn.

Dybfrossen forklarer "Det jeg mener, er, at når man ryger for meget pot, så nedsætter det ens kognitive funktioner. Man bliver simpelthen dummere af det. Ja, det kommer måske lidt bag på dig,  at jeg indrømmer det, og at jeg overhovedet ved det, men de skadelige virkninger kan altså ikke benægtes. 

Jeg tror, grunden til at jeg har kunnet ignorere de skadelige virkninger i så lang tid, er at jeg ikke rigtigt har haft brug for mine kognitive evner heroppe. Det er så koldt, så min hjerne fungerer ikke så godt alligevel, og det eneste jeg foretager mig, er at fange fisk, søløver og sæler, og ja, som du ved har jeg da også nogle andre hobbyer…

 men der er ikke rigtigt noget her, som tvinger mig til at stoppe med at ryge pot..men universitetsprofessor bliver jeg nok aldrig. Hvis jeg går hen og bliver helt deprimeret og får en krise, kan jeg jo altid blive præsident i USA”

Dybfrossens forklaring gør Gudeskøn lidt trist, men samtidig synes hun også, at det er lidt komisk, at Dybfrossen bliver ved med at ryge pot, selvom han ved, det gør ham dummere. 

Hun siger "Det er jeg ked af at høre... men i det mindste virker du lykkelig."

Mens de snaker om Dybfrossens forbrug af pot, og om det er det værd, vil vi forlade dem og i stedet besøge et sted, som er langt mindre hyggeligt.

Vi skal vestpå. Vi er stadig i Grønland, men det her sted minder på ingen måde om Dybfrossens lille, hyggelige iglo eller julemandens store og legendariske hytte.

Vi befinder os nu inde i en stor bygning. Den er grå. Facaden er grå, taget er gråt, og døren er grå. Den forsøger ikke at imponere nogen. Dens formål er ikke at tiltrække forbipasserendes opmærksomhed.

Her foregår skumle ting. Ting, som ikke er lovlige. 

Inde på et kontor sidder en person. Han er ikke et menneske, men han ligner et. Han er i samme kategori som et menneske, men bliver kaldt for noget andet.

Han drikker lidt kaffe. Dette er det eneste normale han foretager sig i dag, for nu åbner han sin mund og ytrer disse onde ord 

“Har vi nok våben? Vi skal snart angribe igen”

Han er utålmodig, og hvem end han er, taler han tydeligvis til en underordnet, som frygter hans temperament, og derfor siger 

“Ja, mester. Det tror jeg vi har.”

“Det tror du vi har? Du skal ikke tro, du skal vide!”

Hans vrede er ikke til at tage fejl af, og nu knuser han en krystalkugle med sine bare næver.

Den underordnede bliver lidt bange og siger “Mester, vi har nok våben. Det lover jeg dig”

Nu er den overordnede tilfreds, og siger så “Det var godt. Vi skal have en masse bomber med når vi angriber byen. Vi skal slå så mange uskyldige væsener ihjel som overhovedet muligt!”

Han taler med stor overbevisning, og den underordnede siger “Ja, naturligvis. Åh, du er sådan en klog nisse”

“Jeg er ikke en nisse! Jeg er en dræber-nisse!”

“Undskyld, Ultra-Mord. Jeg havde glemt, du ikke ville høre ordet ‘nisse’ mere”

ytringsfrihed 

Ultra-Mord kigger lidt mistroisk på ham, men lader det ligge og siger “Det går nok, Snavset-Hånd. Bare husk, at vi skal gøre alt hvad vi kan for at glemme vores skamfulde fortid. Vores fortid som almindelige nisser, som julemandens børn..”

Nu vil vi forlade disse onde individer, og i stedet se hvordan det går med Dybfrossen og Gudeskøn.

Dybfrossen har tænkt lidt over det med at han ryger for meget pot, og om han egentlig er lykkelig. Han trækker på smilebåndet, og siger så "Ja, jeg er lykkelig. Nå, skal vi ikke spise noget mad? Nu har vi løbet i tre timer, og jeg tror det er en god ide at tage et hvil."

Gudeskøn siger "Du har ret. Vi bliver nødt til at spise noget, men problemet er, at jeg ikke ved, hvor vi kan finde noget mad."

"Gudeskøn, det skal du ikke bekymre dig om. Jeg kan lugte kød. Jeg er trods alt et rovdyr. Jeg vil gå ud og finde en sæl eller noget. Hvis ikke jeg er tilbage om 20 minutter, så fortsæt uden mig."

"Er du s-sikker på det?" stammer Gudeskøn.

"Ja, det er jeg. Hvis du står stille i mere end tyve minutter vil din kropstemperatur begynde at falde. Det kan vi ikke have. Bare rolig, det tager mig ikke lang tid at finde noget mad. Min næse svigter mig aldrig."

Gudeskøn er lidt nervøs ved tanken om at vente på ham, og endnu mere ved tanken om at skulle fortsætte uden ham, men hun vælger at stole på ham.

Dybfrossen går på jagt, og hans mave fortæller ham, at han skal spise en søløve i dag.

Han lytter til sin mave, det gør han altid, og kigger efter et par søløver. Der er ikke så mange, men hvis bare han kan finde et lille hul i isen, så vil han helt sikkert også finde nogle søløver der.

Mens Dybfrossen nyder sin jagt, vender vi tilbage til Gudeskøn, som står alene og venter på ham. 

"Han virker som en person, jeg kan stole på, men jeg bliver nødt til at holde min egentlige mission hemmelig. Det går ikke, at han finder ud af, hvad jeg i virkeligheden har tænkt mig at gøre med ham" tænker hun for sig selv. 

Gudeskøn kigger sig rundt omkring. Der er ikke så meget at se.

nyresvigt 

spændingen stiger 

--- JAYNE MARCH 21ST 2023--

Vinden blæser, og hun fryser, så hun kigger ned for at skærme sig mod den kolde vind. 

Nu står hun så og kigger ned, og får øje på noget. 

Små fodspor. Hun ser nogle små fodspor. Nogle væsener har været her før dem, men hvem?

De er meget små, så det kan ikke være mennesker, men formen kunne godt antyde, at det var nogle væsner beslægtet med mennesker.

Det er lidt mystisk.

Hun tænker over, hvad det kan være. Måske dværge, eller nisser. 

Gudeskøn kan se at fodsporene ikke er mere end en time gamle. Måske vil de mystiske væsener komme tilbage?

Slægtsforskning

Slægtning

Det er ikke til at vide, men nu kommer Dybfrossen i hvert fald tilbage.

Hans jagt er gået godt, for han har en død søløve under armen.

Gudeskøn er glad for, at det er lykkedes ham at fange et bytte, men siger til ham

"Du er tilbage, det er godt. Jeg er glad for at se dig. Men se her! Det er fodspor ..!"

Isbjørnen kigger på dem, og siger 

"Hmm, det ligner at nogle nisser har været her, men hvorfor i alverden ville de dog bevæge sig så langt væk fra julemandens hytte?"

Dybfrossen er lidt i tvivl, om hvem det kan være, så han bruger sin næse.

Det med at lugte ting, er noget han virkelig er god til.

Han lægger sig ned på maven og lugter til dem. 

Han lukker øjnene, og efter 20 sekunder slår han dem op igen.

"Nå, hvad tror du så det kan være?" siger Gudeskøn.

"Der er ingen tvivl" siger Dybfrossen.

Det er helt tydeligt, at han ikke er i særlig godt humør nu, men han svarer stadig på hendes spørgsmål

"De her spor .. kommer fra dræbernisser"

Fortsættes..

-- JAYNE MAY 23RD--

Et koldt eventyr 4. del 

---------------

Der findes mange farlige dyr og væsener i denne verden, og isbjørne er bestemt et af dem.

Isbjørne er dog ingenting sammenlignet med dræbernisser. De er i hvert fald ikke lige så onde. 

Gudeskøn kigger på Dybfrossen, og venter på at han skal sige noget.

"Jamen, hvad er dræbernisser? Dem har jeg aldrig hørt om før."

Den smukke enhjørning er bange. Hun fortryder at hun kom til Grønland, men nu er det for sent. 

Dybfrossen prøver at berolige hende ved at sige

"De er farlige..og de her spor er ikke mere end et par timer gamle, så dræbernisserne kan ikke være langt væk..men jeg er sikker på, at de ikke vil finde os, og selv hvis de gør, skal jeg nok nedlægge dem. Det vil være mig en stor ære!" Dybfrossen virker bange, men også selvsikker på samme tid. 

Egentlig er det ikke så tit, at han slås, men lidt maskulin stolthed har han trods alt, så hvis de skulle støde på nogle dræbernisser, vil han gøre alt hvad han kan, for at beskytte sin nye ven.

Gudeskøn har aldrig set en dræbernisse før, så hun ved ikke hvor farlige de kan være, men hun stoler på Dybfrossen og siger 

"Okay! Lad os fortsætte"

Dybfrossen nikker, smiler og siger så 

"Der er ingen grund til at gå i panik, det fører sjældent noget godt med sig, men på den anden side, er der heller ingen grund til at blive her. Grønland er et farligt sted, så vi kan lige så godt skynde os ned til den sydligste havn og tage en båd."

Gudeskøn nikker, og de fortsætter deres lange rejse mod syd.

Faktisk er den ikke så lang, vi snakker omkring 40 kilometer, men Dybfrossen er ikke i så god form, fordi han altid dovner den. 

Mange i hans familie har sagt, at han burde komme i bedre form. 

Dette er dog ikke ensbetydende med at han har lyttet til dem. 

Alligevel påstår han at kunne nedlægge en dræbernisse.

Gudeskøn føler en lidt akavet (pinlig) stilhed, og siger så 

"Du kan godt glæde dig til at se mit hjemland"

Dybfrossens opmærksomhed skærpes, mens hun fortsætter

"Jeg kan ikke afsløre for meget, fordi jeg gerne vil have at du bliver overrasket når du ser det, men én ting kan jeg godt fortælle dig: 

Det er et uforglemmeligt sted, og du vil ikke komme til at kede dig der. Det er noget helt andet end Grønland. Vi har mange fantastiske ting. Det eneste vi mangler, der hvor jeg kommer fra, er julemanden, og det er selvfølgelig derfor at jeg kom herop i første omgang. Julemanden gider ikke rigtigt besøge os”

Ingen ved hvorfor julemanden aldrig har besøgt Gudeskøns hjemland før, men der går mange teorier om det. En af dem lyder på, at han kun besøger mennesker, og en anden teori går på, at han er bange for nogle af de mindre søde væsener, som også lever i Gudeskøns hjemland. Men det er altsammen gætværk. Ingen har nogensinde talt med eller set julemanden før. 

Gudeskøn siger så “Jeg besluttede mig for at opsøge ham. Jeg vidste så ikke, at han bare lå og sov, men .."

Dybfrossen overtager

"Nej, julemanden er en sjov fætter. Han sover ret meget, men nogle gange, sker det faktisk at han står op, og går en kort tur udenfor, men det er kun et par gange om året.”

Gudeskøn spørger så “Har du sagt hej til ham før?”

“Det har jeg, men jeg tvivler på, at han kan huske mig”

“Hvorfor skulle han dog ikke kunne det?”

“Nu er det jo julemanden vi snakker om. Isbjørne interesserer ham ikke så meget. Nej, han bruger mest sin hukommelse på at huske børns navne.”

Gudeskøn er imponeret over julemandens hukommelse og hvor dedikeret han er til sit arbejde.

Dybfrossen siger så “Hvis jeg en dag møder julemanden, vil jeg gerne ryge en fed med ham. Det er en lille drøm, jeg har. Måske er det bare fordi han er berømt, og det ville være en fed historie at fortælle til min familie”

Gudeskøn spørger så “Nå, tror du de ville synes det var interessant?”

“Uden tvivl. Min bedstefar ville blive så misundelig. Han har altid drømt om at møde julemanden”

Gudeskøn morer sig over Dybfrossens anekdoter, men kommer så igen til at tænke på dræbernisserne og om julemanden også er bange for dem.

Isbjørnen kan godt forstå hendes nysgerrighed. Hvis han var hende, ville han også selv have spurgt om det. Problemet er bare, at hun ikke er klar til at høre hele sandheden. Det er en sandhed, som han ikke selv er helt sikker på, men det kunne den meget vel være, og den er kompliceret. Det ville være katastrofalt, hvis hun fortalte den videre.

Hans svar bliver 

"Julemanden er ikke bange for dem, men han ved at nogle væsener er ude af kontrol, så han er meget forsigtig. Man skal ikke undervurdere dræbernisserne"

Gudeskøn kan mærke, at der er noget som Dybfrossen ikke fortæller hende. Hun kan fornemme at han holder et eller andet tilbage.

Han er selvfølgelig ikke den eneste med en hemmelighed. Den nysgerrige enhjørning har sin egen skjulte dagsorden, som hun heller ikke vil dele med sin nye ven. 

Ingen her spiller med åbne kort. 

Heldigvis lader han til at være lidt langsom i optrækket.

"Min konge vil blive glad for at se Dybfrossen..men jeg tror ikke, at Dybfrossen vil føle den samme glæde." tænker Gudeskøn.

Der er helt stille. Ingen af dem siger noget. Der foregår mange ting inde i deres hoveder, mange tanker bliver tænkt, men ingen ord kommer ud. 

Dybfrossen bryder så stilheden 

"Hmm, jeg synes, at isen begynder at blive lidt for blød. Det er som om, den ikke er så solid som for et par minutter siden."

Den globale opvarmning er en konstant trussel for Dybfrossen og hans familie, men de prøver at lade være med at tænke for meget på den.

Gudeskøn kigger på ham og siger 

"Ja, det har du ret i. Den smelter ret hurtigt. Hvad skal vi gøre?"

Det dovne rovdyr siger så 

"Der er ikke så meget vi kan gøre, andet end at være forsigtige. Et skridt ad gangen. Jeg er faldet i det iskolde vand før, og det er bestemt ikke en rar oplevelse."

De fortsætter deres rejse på isen. Det hvide landskab bliver oplyst af solen, og reflekterer nok sollys til at blænde de fleste, men ikke vores to venner her.

Dette har naturligvis noget at gøre med, at de er meget fokuserede på deres mission.

Gudeskøn lægger så mærke til en skikkelse i det fjerne. Det er ikke en klippe, det er ikke en iglo, det er heller ikke en hytte, nej, det er noget levende. Hvad end det er, så bevæger det sig.

Dybfrossen lægger også mærke til skikkelsen. De kigger så på hinanden, og bliver enige om at løbe hen imod den, for at finde ud af hvad det er.

De løber så hurtigt som de kan, og ignorerer den smeltende is under dem.

De kommer nærmere. Nu kan de se, at det er et levende væsen, som er faldet igennem isen, og som desperat prøver på at komme op igen.

Hvad end det er, så kæmper det.

Nu bliver det tydeligt for Dybfrossen hvem det er, der råber om hjælp.

Chokket får ham til at sænke farten, hvilket selvfølgelig får Gudeskøn til at spørge ham

"Kender du det stakkels væsen?" 

Dybfrossen kigger væk. Han har ikke lyst til at svare på spørgsmålet. Det vækker dårlige minder i ham.

"Det er en af dræbernissernes allierede."

Nu er det Gudeskøn, som er i chok. Hun spørger 

"Jamen, hvis det væsen er allieret med dræbernisserne, hvorfor skal vi så hjælpe det?"

Dybfrossen svarer ikke med det samme. Han havde håbet, at han aldrig skulle sige de følgende ord igen, men han indser, at han ikke har noget valg..

"Det er Is-djævelen .. min tvillingebror.."

Fortsættes ..

Et koldt eventyr 5. kapitel 

"Så din bror er en slags djævel?" spørger Gudeskøn.

"Nej, han er ikke en rigtig djævel, det er bare hans navn. Det valgte mine forældre at kalde ham, fordi han altid var så ond. Ja, selv som barn kunne man ane hans diabolske tendenser."

Dybfrossen har ikke set sin onde tvillingebror i flere år. Sidste gang var til en familiefest, hvor alle deres fætre, kusiner, tanter, onkler og bedsteforældre var samlet.

Det var en god fest, med masser af istapper dyppet i blod, eller det var det i hvert fald, indtil Isdjævelen ankom og ødelagde det for alle de andre. 

Han brugte lejligheden til at holde en tale om, at Isbjørnene som art snart ikke ville have noget sted at leve, og at det var menneskenes skyld. Han var af den overbevisning at menneskene skulle straffes for deres ugerninger, og han opfordrede kraftigt sin familie til at danne en hær af isbjørne. Trist. Heldigvis blev det aldrig til noget. 

Dybfrossen og Gudeskøn nærmer sig hullet, hvor Isdjævelen er faldet i. De stopper tre meter før de når ham, og sætter så farten ned.

Den onde tvillingebror råber desperat om hjælp

"Hvad venter I på? I kan da ikke bare lade mig drukne! Jeg fortjener ikke at dø på den måde"

Dybfrossen tager en dyb indånding og siger så 

"Ingen fortjener at dø på denne måde. Ingen fortjener at dø i det hele taget..ja, det er i hvert fald min mening..men du er vist ikke helt enig med mig, er du, min desperate bror?"

Gudeskøn får ondt af Isdjævelen. Det kan godt være at han er ond, og at han har slået uskyldige væsener ihjel før, men hun kan ikke bare lade ham drukne.

Hun bliver nødt til at gøre noget, men hun ved, at hun ikke har den fysiske styrke til at hjælpe Isdjævelen op ad hullet, så hun forsøger at appellere til Dybfrossens medfølelse 

"Han er din egen bror. Du bliver nødt til at gøre noget. Han venter på din hjælp. Kan du ikke se, at det her er et spørgsmål om liv eller død?!"

Dybfrossen ved, at hun har ret. Han vil ikke indrømme det overfor hende, men det har hun.

Til sidst giver han efter for sin dårlige samvittighed, og trækker Isdjævelen op ad hullet.

Isdjævelen fryser. Han har været nede i det kolde vand i lang tid, og det har hans krop ikke haft godt af.

Dybfrossen er dog ikke bekymret, da han ved at Isbjørne hurtigt får varmen igen, så han træder tilbage, og forbereder sig på, at Isdjævelen vil gå til angreb. Men ingenting sker.

Gudeskøn kigger med en vis grad af medlidenhed på Isdjævelen og siger 

"Hvordan faldt du ned i det hul? Isen lige her er ikke specielt tynd."

Isdjævelen fryser stadig, hans krop ryster, og det er svært for ham at tale.

"Je-jeg må være b-blevet ramt af karma. N-nogen har villet s-straffe mig for alt d-det slemme, jeg har gjort"

Dybfrossen nærmer sig, men forsigtigt. Det kan være en fælde.

Isdjævelen fortsætter "Jeg skulle have lyttet til dig, bror. Du sagde altid, at det var vigtigt at nyde livet, men jeg ignorerede alle de råd, du gav mig. Min hævntørst var så stærk og jeg troede, at dræbernissene var de eneste, som kunne forstå mig. Det var selvfølgelig derfor, at jeg opsøgte dem..men det skulle jeg aldrig have gjort. Det kan godt være, at jeg ikke er et af Guds bedste børn, men de der små væsener .. puha, de er altså ikke til at spøge med. De kender ikke til medfølelse, de kender ikke engang til retfærdighed. De er ude af kontrol, og selv julemanden ved, at man ikke skal undervurdere dem.."

Dybfrossen ved ikke, om han kan tro på sin brors historie. Onde individer har det jo med også at være patologiske løgnere, så han holder lidt igen med at vise sine følelser, mens han siger

"Så, du siger at du ikke længere vil have noget med dræbernisserne at gøre? At deres ondskab overgår din egen?"

"Ja, det er lige præcis det, Dybfrossen! De elsker ødelæggelse og kaos. De har ingen moral, ingen mission, ingen ære.."

Mens de to brødre og Gudeskøn snakker, og finder ud af, om Isdjævelen virkelig er blevet en af de gode, vender vi endnu engang blikket mod julemanden, som står foran sin hytte, og er ved at gøre sin kane klar.

Han går og nynner lidt, mens han pudser den. 

"En pudset kane er en god kane!" siger han stolt.

Der er dog ingen som lytter til ham, udover hans otte rensdyr, der lige nu er i gang med at spise et måltid.

"Gulerødder med majs! Er det ikke verdens bedste måltid?" spørger julemanden begejstret.

Ja, julemanden lader til at være i godt humør, men det er måske fordi, han prøver at benægte den alvorlige situation, han står i.

Det er ikke nemt at skulle fange sine egne børn.

Julemanden tænker lidt for sig selv

"Jeg er glad for, at det kun var nogle af nisserne, der flyttede hjemmefra, og at 70 af dem stadig blev boende hos mig og julekonen..men hvad var det egentlig der skete med dem, efter de var flyttet hjemmefra? Hvorfor er de blevet onde?.."

Der er mange spørgsmål, og julemanden forsøger at finde svar på dem alle sammen.

Det vigtigste lige nu, er at han finder sine børn, og overtaler dem til at komme hjem igen til de fredelige nisser, som venter på dem.

En genforening kan være noget af det mest hjertevarmende, tænker han.

Julemanden tænker på sine fortabte børn, og mens han gør det, vil vi besøge dem.

Ultra-Mord, som lader til at være en meget hård type, kommanderer med de andre dræbernisser, og siger at de skal skynde sig. 

“Hør nu her. Jeg har fået et tip om, at vores gamle allierede, Isdjævelen, er gået i vores fælde. Ja, han er faldet igennem isen.”

De andre dræbernisser klapper og jubler af glæde, men Ultra-Mord afbryder dem, og siger
“Men desværre har jeg også fået at vide, at han er blevet reddet. En anden isbjørn, muligvis en af hans slægtninge, og en enhjørning har hevet ham op af hullet. Altså er han stadig i live!”

Dette gør dræbernisserne rasende, og en af dem ved navn Blodige-Bo siger “Åh, mægtige leder! Må jeg ikke tage hen til hullet og myrde dem?”

Ultra-Mord sætter pris på Blodige-Bo’s initiativ, men kommer med et andet forslag 

“Tak for det, Blodige-Bo, men hvis vi angriber dem ved hullet, vil de bare dele sig og flygte. Nej, vi skal vente til de er kommet til et mere lukket sted. Måske en lille havneby”

Det synes dræbernissen Snavset-Hånd lyder som en god ide, så han rækker sin ene hånd i vejret og siger “Ultra-Mord, jeg skal nok tage ned til havnen og lægge en fælde for dem. De vil ikke slippe levende derfra!”

Ultra-Mord er vild med Snavset-Hånds ide, så han roser den og siger “Fantastisk ide! Gør det, Snavset-hånd!”

Nu er alle dræbernisserne glade igen. Men deres glæde er blandet med en form for had. De elsker at dræbe, og for dem overgår intet følelsen af at nedlægge en fjende. Og alle uden for deres organisation er deres fjender. 

Om alt håb er tabt for dem, og deres formørkede hjerter aldrig vil åbne sig igen, vil tiden vise, men nu vil vi vende tilbage til Dybfrossen, Gudeskøn og Isdjævelen.

Isdjævelen formår langsomt at overbevise sin bror om, at han har set lyset, at han ikke længere er ond.

Dybfrossen ved stadig ikke, om han kan stole på ham, men han har ikke flere spørgsmål til sin bror, så han siger ikke noget.

Isdjævelen begynder at snakke

“Du vil tids nok forstå hvordan det hele hænger sammen, Dybfrossen..det er en lang historie, og jeg forventer ikke, at du kan tilgive mig lige med det samme...men lige nu kunne jeg godt tænke mig at ryge en joint. Har du nogen... brormand?"

Dybfrossen begynder langsomt at åbne lidt op. Når nu hans egen tvillingebror har kaldt ham 'brormand' for første gang i flere år, er det lidt svært ikke at blive rørt.

"Jo, selvfølgelig har jeg en joint. Og her har du en tændstik. Værsgo."

Isdjævelen tager imod jointen og tændstikken og giver et nik til Dybfrossen, som kommunikerer at alting nok skal blive okay.

Gudeskøn spørger "Er der også en joint til mig?"

Dybfrossen smiler, og svarer

"Gudeskøn, hvis der er noget jeg altid har, så er det joints. Bare rolig, jeg løber aldrig tør for den slags."

Isdjævelen griner og siger "Hah ja! Det kan du i hvert fald godt stole på. Min bror, solitær og sær som han nu engang er, ruller de bedste joints i Grønland og selv eskimoerne snakker om hvor god kvalitet hans pot er."

"Shh, bror! Det behøver Gudeskøn ikke at vide." siger Dybfrossen.

Gudeskøn ryster lidt på hovedet, og siger så

"Jeg dømmer dig ikke. Jeg er trods alt en enhjørning. Desuden, har jeg også mine egne hemmeligheder, hvilket I måske snart vil finde ud af.."

Dybfrossen og Isdjævelen ved ikke, hvad hun mener, men tænker så begge "Hmm, det kan vel egentlig være lige meget"

Dybfrossen siger så 

"Gudeskøn, kun du ved, hvilke vidunderlige eventyr der venter os i dit hjemland, og når vi om ti minutter er færdige med at ryge disse joints, vil vi genoptage vores rejse sydpå.."

Fortsættes..

Et koldt eventyr 6. del 

____________

Det er dejligt at ryge den fede. Det er en af de ting, som gør livet værd at leve. I hvert fald, hvis man spørger Dybfrossen, Isdjævelen og Gudeskøn.

De sidder lige nu og nyder livet. De tager sig et velfortjent og strategisk hvil, for de ved, at de har en lang rejse foran sig.

Heldigvis er de ikke så langt fra den nærmeste havneby, så Gudeskøn siger

"Nå, lad os komme videre. Havnen venter på os"

Dybfrossen og Isdjævelen nikker, og rejser sig op.

De fortsætter deres rejse, og kigger ikke tilbage. 

De gør alt hvad de kan for at glemme de forfærdelige dræbernisser.

Gudeskøn tænker lidt for sig selv 

"Når jeg kommer ned til havnen, bliver jeg nødt til at ringe hjem. Jeg ved at de venter på at høre fra mig. Det går ikke, hvis de bliver urolige og mister tillid til mig. Min mission er vigtigere end noget andet."

De tre nærmer sig havnen, og kan nu se et flag. Det er egentlig ikke særlig pænt, men ikke desto mindre giver det dem en idé om, at de snart er fremme.

Isdjævelen siger "Kan I se det flag? Ja, det ser lidt slidt ud, men i det mindste er der et. Det betyder, at der også er nogle mennesker. Og hvor der er mennesker, er der.."

"Kød?" siger Dybfrossen som om han har mestret afbrydelsens kunst.

Isdjævelen griner lidt og siger "Ahaha, brormand. Du har ikke ændret dig det mindste. Hvor der er mennesker, er der huse, og hvor der er huse, er der skibe."

Fedt. De tre venner er næsten fremme, og det er Gudeskøn glad for.

Hun føler, at hun har tilbragt nok tid i Grønland nu, og at hun gerne vil vende tilbage til sit hjemland.

Den store udfordring for hende lige nu, er at huske sin egentlige mission. Hun bliver nødt til at bevare sit fokus, hvis hun skal ære sit hjemland. Hendes familie, venner og mange andre regner med hende.

Hun siger til Dybfrossen og Isdjævelen, at hun lige vil købe nogle souvenirs til sin familie, og forlader de to brødre for en stund.

Gudeskøn går ind på en lille bar, og spørger om de har en telefon, hun må bruge.

Bartenderen siger, at det har de, så Gudeskøn går om i baglokalet, hvor der hænger en rød telefon på væggen. Rød som jordbær. Frosne, selvfølgelig. 

Hun griber røret, og ringer hjem

Der er ingen der svarer.

Hun tænker højt 

"Jeg håber, at han tager den. Det her er måske den eneste mulighed jeg får for at tale med ham direkte."

Efter et minuts tid, kan hun endelig høre en stemme, der siger 

"Goddag, du taler med Superhersk. Hvem er du?"

"Kong Superhersk, det er mig. Gudeskøn."

Kongen er glad for at høre fra hende, så han siger 

"Gudeskøn, hvor er det dejligt at høre fra dig! Hvor er du henne lige nu? Har du fanget den endnu?"

"Jeg er i Grønland lige nu. Vi er faktisk i en havneby, og de to brødre står udenfor og leder efter en båd."

"Fantastisk. Og du siger, at du har hele to isbjørne med?"

"Ja, det har jeg. Den ene hedder Dybfrossen, og den anden hedder Isdjævelen. De er tvillingebrødre."

Kongen glæder sig over den gode nyhed

"Du er en god enhjørning. Vi venter alle sammen på dig. Vi er meget stolte af dig"

Gudeskøn føler ikke, at hun har udrettet noget specielt, så hun siger 

"Nå, ved nu ikke om der er så meget at være stolt over. Dybfrossen virker ret naiv, ja, faktisk lidt dum, for at være helt ærlig, så han har slet ikke fattet mistanke."

Kongen er tilfreds med Gudeskøns indsats, og siger så 

"Du har gjort det godt. Så langt, så godt. Lad nu bare være at afsløre dig selv."

Gudeskøn kan godt forstå, at Kong Superhersk beder hende om at være forsigtig 

"Du har ret, min konge. Bare rolig, du skal nok snart få nogle nye kæledyr"

Kongen roser Gudeskøn endnu en gang, og de lægger røret på.

Hun siger "Tak for lån" til bartenderen, og forlader nu baren

Nu vender hun tilbage til Dybfrossen og Isdjævelen, som står og kigger på nogle mænd, der står og sælger fisk.

Desværre har ingen af de to brødre nogen penge, så de kan ikke købe nogen.

Gudeskøn går hen til dem, og siger 

"Nå, har I fundet en god båd?"

De to brødre ryster på hovedet, og Dybfrossen siger

"Nej, ikke endnu. At finde en god båd er ikke helt nemt. "

Nej, nemt er det ikke, men det gælder om at finde et skib, så de kan komme væk fra dette gudsforladte kontinent. Et kontinent Gud forlod for mange år siden. 

Isdjævelen siger "Vi bliver nødt til at finde et skib eller en båd, der er stor nok til os alle tre. Hvis den er for lille, risikerer vi at den synker."

"Det ville ikke være så godt. Mine svømmeevner er ikke hvad de har været" siger Dybfrossen.

De leder efter en båd, som passer til dem. 

Gudeskøn siger "Tror I vi kan finde en i lyserød? Det ville være fantastisk!" 

Dybfrossen siger "Du må da have spist søm, Gudeskøn! Eskimoerne heroppe går altså ikke op i hvad der er moderigtigt, og hvad der ikke er."

Gudeskøn er lidt skuffet.

"Nå..det var ærgerligt. De kunne godt trænge til at pynte deres både og huse lidt. Alting her er jo gråt og kedeligt." siger hun.

"Ja, det er det vel, når man kommer fra et mystisk land, som man ikke engang gider fortælle noget om." siger Isdjævelen, mens han kigger lidt mistroisk på Gudeskøn.

Isdjævelen og Gudeskøn udveksler blikke, som ikke er specielt venlige, men inden nogen af dem når at sige noget, bliver de afbrudt af Dybfrossen

"Hey, venner! Kom lige herover."

De glemmer deres mistro, og går over til Dybfrossen.

"Hvad så, brormand? Har du fundet noget?"

Ved siden af Dybfrossen står en mand. Han har briller på, og en pibe i munden. En rigtig havnetype, ville de fleste nok sige.

"Denne flinke og rare mand siger, at vi kan bruge hans båd, og at det slet ikke kommer til at koste os noget."

Den knap så høje mand, som indtil nu ikke har sagt noget til hverken Gudeskøn eller Isdjævelen, står og smiler med sin pibe i munden. Han virker som en meget stolt type, der så endelig vælger at ytre et par sætninger

"Ja, goddag. Undskyld, jeg ikke præsenterede mig selv før. Mit navn er Snavset-hånd, og jeg er kaptajn på den båd, I kan se derovre. Det er måske ikke verdens største, men der er plads nok til jer alle tre. Og jeg lover, at jeg nok skal sørge for det hele. Mad, drikke og varme. Bare rolig."

Gudeskøn synes, at det virker lidt mystisk. Hvorfor er denne fremmede mand så venlig?

Hun er ikke den eneste, som mistænker den fremmede mand for ikke at have rent mel i posen.

Er der mon en bagtanke med det her? Tænker Isdjævelen.

Dybfrossen er den eneste, som virker begejstret. Han sætter pris på den lave mands venlighed, og siger "Du er et godt menneske. Selvfølgelig tager vi imod dit tilbud. 

Snavnet-hånd tænker “Jeg er ikke et menneske”

Snavset-hånd smiler, og det er på en måde, der gør Isdjævelen endnu mere mistænksom.

Mistilliden ligger og bobler lige under overfladen. Den er til at tage og føle på. Den eneste som ikke kan mærke den, er Dybfrossen.

Han tænker, at alting går som i smør, og at der ingen problemer er.

Gudeskøn siger "Nuvel. Lad os komme af sted. Man kan ikke sejle direkte til mit hjemland, så først må vi sejle til den nordlige del af Canada. Tror du, din båd kan klare det?"

Snavset-hånd er fornærmet, men undertrykker sin sande følelse, og fremtvinger et falsk smil, (Selvom det gør ondt i hans sjæl at smile) mens han siger "Ja, selvfølgelig. Jeg har masser af erfaring med at sejle på det arktiske hav. Lad os komme af sted!"

De går nu alle om bord på skibet. 

Dybfrossen, Isdjævelen og Gudeskøn står på dækket og indånder den friske luft.

Den er super frisk, og det er forbudt at prutte nu. 

De to bjørne siger farvel til deres hjemland, og føler en blanding af nostalgi, glæde og tristhed, mens skibet langsomt sejler væk fra havnen.

Grønland bliver mindre og mindre, og til sidst forsvinder det helt.

De er nu ude på åbent hav.

Snavset-hånd kalder på dem

"Hey! Jeg ved godt,  det er en smuk udsigt, men kom lige ind i min kahyt, jeg har noget, som jeg gerne vil vise jer!" 

De tre venner ved ikke rigtigt hvad de skal forvente, men går så alligevel ind i hans kahyt.

Noget af det første, som de lægger mærke til, er at hatten, brillerne og frakken ligger på gulvet.

Det er som om, han bare har brugt dem som forklædning. Men hvorfor i alverden ville denne venlige mand dog forklæde sig?

Måske, fordi han ikke bare er en venlig mand, der har tilbudt dem et lift til Canada.

Han er ikke en almindelig havnearbejder, som bare går og slår tiden ihjel. Nej, det han går og slår ihjel.. er mennesker og dyr..

Snavsethånd er..en dræbernisse..

Et koldt eventyr -  7. del 

At være om bord på et skib, det kan være hyggeligt, bestemt, men ikke når det er ejet af en dræbernisse..det er nok ikke noget, de fleste går og drømmer om.

Ikke desto mindre, er det virkeligheden for vores tre venner lige nu.

De har opdaget at Snavset-hånd ikke er et menneske, men en dræbernisse.

Naturligvis er de alle i chok, men Gudeskøn er også nysgerrig, da det er første gang i sit liv, hun ser et af disse farlige væsener.

"Så du er en dræbernisse? Hvordan føles det? Hvad er din livret?"

Både Dybfrossen og Isdjævelen er overrasket over hendes spørgsmål. 

Gudeskøn lader sig ikke skræmme. “Imponerende” tænker de to isbjørne.

Snavsethånd siger "Nå, så du vil gerne stille nogle spørgsmål? Fair nok, det skal du være velkommen til. Jeg, Hr. Snavsethånd, er 103 år gammel, så jeg er en af de unge dræbernisser. Vi er en storslået art, som udretter fantastiske ting, men vi er også meget misforståede. Folk tror, vi er onde. Det er slet ikke tilfældet."

Isdjævelen kender allerede dræbernisserne og deres filosofi, så han kan ikke lade være med at afbryde Snavsethånd 

"Du lyver! Jeg kender dig, Snavsethånd. Jeg kender din familie, og alle dem du omgås med. I er nogle koldblodige mordere, der ikke viger tilbage for noget. Og så lugter I heller ikke særlig godt. I har mere blod på hænderne end nogen andre, og ære har I heller ikke noget af."

Snavsethånd ler lidt af Isdjævelen..

Dybfrossen tænker “Nå, enetalernes tid er kommet..” og drømmer sig væk. Forståeligt nok. 

"Ahaha, åh, Isdjævelen..du har sgu altid været så underholdende, især når du er vred.

Ja, vi bruger måske nogle lidt hårde metoder, og det er forståeligt nok hvis vi ikke ligefrem bliver inviteret til børnefødselsdage, men altså..vi har hjertet på rette sted. Godt beskyttet af vores stenhårde knogler. Vi kæmper altid for retfærdigheden. Det må du da vide, siden du selv har kæmpet ved vores side. Og du gjorde det godt"

Dybfrossen bliver irriteret og afbryder den selvfede massemorder 

"Hey, hey, slap lige af, du! Min bror kæmpede sammen med jer, ja, og den fejltagelse vil han leve med resten af sit liv. Han fortryder det, men er kommet videre. Det er så god, han er”

Snavset.-hånd er hvad man kan kalde en skændsel for alle de gode nisser, som lever i fred og fordragelighed, som hjælper julemanden, og er med til at gøre julen til en vidunderlig tid. Definitionen på ondskab? Muligvis. 

Dybfrossen taler med stor overbevisning, og blinker ikke en eneste gang, men det påvirker åbenbart ikke Snavset-hånd, der blot siger

"Tja, det kan godt være din bror fortryder at han indgik en alliance med os for lang tid siden, og det er da bestemt også muligt, at julemanden og de fredelige nisser ikke ønsker at have noget med os at gøre..men spørgsmålet er, min skæve ven: Hvad vil I gøre ved det?"

Faktisk er Dybfrossen ikke skæv mere, men han tager det alligevel som et kompliment. 

De to isbjørne kan mærke at det er ved at være tid. Deres poter og klør gør sig klar til kamp, deres vejrtrækning bliver tungere, og de fokuserer deres blik på Snavsethånd, som på arrogant vis står og griner ad dem. Virkelig dårlig stil. 

Nej, stemningen er bestemt ikke god på dette skib, og derfor vil vi nu vende blikket mod julemanden endnu en gang.

Vores tykke, røde ven flyver i sin kane. 

Normalt forbinder han sine kaneture med stor glæde, men denne anledning er ikke noget, der gør ham i særlig godt humør.

Det er trist, når man skal fange sine egne børn.

Julemanden tænker over den måde, som han opdragede sine børn på.

Egentlig var han jo en meget god far, men han havde bare ikke tid nok til dem alle sammen.

Når man har 200 børn, kan det selvfølgelig være noget af en udfordring, hvis man gerne vil tilbringe noget kvalitetstid med dem alle sammen, men sådan er det jo med børn; De har brug for kærlighed og opmærksomhed. Det siger den gængse teori i hvert fald. 

Det har julemanden indset nu, hvor det er flere årtier siden at 130 af hans børn flyttede hjemmefra.

De sagde knap nok farvel da de fløj fra reden. 

Det var som om, de ville væk fra deres far hurtigst muligt.

Og nu er det altså dem, som render rundt og terroriserer den nordlige halvkugle.

For det meste, er de kun blevet spottet omkring Nordpolen, men julemanden har hørt rygter om, at nogle af dem også er begyndt at migrere til mere sydlige egne, hvor de efter sigende har tænkt sig at etablere en række baser, som de vil bruge til deres onde foretagende.

Hvad de helt præcist vil, er uvist for julemanden, men han ved at flere af dem har taget navneforandring, hvilket sårer ham meget. Det er som om, de ikke vil kendes ved ham, som om de skammer sig over ham.

Han vil gøre sit bedste for at få dem til at komme hjem igen. Det er et ønske som står højt på hans liste, ja, det er faktisk det eneste han ønsker sig.

Om det er sommer eller vinter, forår eller efterår, så er det eneste, han ønsker sig, at hans børn kommer hjem igen.

Desuden savner de fredelige nisser dem også, og det ville betyde rigtig meget for dem, hvis de kunne blive genforenet med deres brødre og søstre, uanset hvor rebelske og hadfyldte de end måtte være.

Julemanden leder efter dem i sin kane, og sætter nu kurs mod sydvest.

Måske gemmer de sig der, måske gemmer de sig et helt andet sted.

Der er kun en måde at finde ud af det på..

Tilbage på skibet, står Dybfrossen, Gudeskøn og Isdjævelen stadig overfor Snavsethånd, som åbenbart ikke mener, at de tre venner er en rigtig udfordring for ham.

Isdjævelen er dog ikke enig med ham.

"Du glemmer, at vi er tre og du er en. Dine chancer er ikke for gode. Du kan lige så godt overgive dig, inden vi for alvor viser dig hvad vi er i stand til." siger Isdjævelen med en hæs stemme

Dette bekymrer dog ikke dræbernissen det fjerneste 

"Er du nu også sikker på, at jeg er alene?" siger Snavsethånd.

Han åbner nogle skabe, og ud kommer fire andre dræbernisser.

De ser alle sammen onde ud. De ligner nogen, der har lyst til at slås.

Blodet på deres hænder, deres diabolske smil, og deres jernveste sender et klart signal; de her væsener er meget farlige, og man skal ikke vende ryggen til dem.

Gudeskøn, Dybfrossen og Isdjævelen ved, at der ikke er nogen vej tilbage. 

Det er tid til at slås.

Gudeskøn sparker til to af dræbernisserne, men de hiver hende i halen. Dårlig stil. 

Dybfrossen angriber de to dræbernisser bagfra, og nedlægger dem med sin utrolige styrke. 

Snavsethånd og isdjævelen kæmper mod hinanden. Der er mange usagte ting imellem dem.

Det er tydeligt at se, de to kender hinanden, og det gør det sværere at slås.

Det gør det svært at fokusere, og for alvor slå den anden i gulvet.

Igennem hele deres nærkamp holder de øjenkontakten, og sender hinanden dræberblikke, mens de prøver på at presse den anden psykisk.

Snavsethånd siger 

"Isdjævelen, du ved jo godt at du er ond ligesom os. Du skal ikke bilde dig selv ind, at du kan rette op på dine fejltagelser. Dit hjerte er fyldt med mørke og had, og du kan ikke flygte fra det. Din fortid indhenter dig, og hvorfor tror du, den gør det? Fordi din skæbne er at slutte dig til os endnu en gang. Vi har en mission, vi har et formål. Vores sag er værd at kæmpe for. Du bliver nødt til at .."

Den onde nisse bliver afbrudt af Isdjævelens slag, som rammer den lige i maven.

Det gør ondt, og Snavsethånd kan godt mærke, at hans gamle allierede har lagt kræfterne i.

"Det er tid til at tage fløjlshandskerne af" siger den diabolske nisse.

Snavsethånd tager tilløb og da han er et sekund fra at ramme Isdjævelen lige i halsen, under hagen, som er hans svage punkt, tager Isdjævelen fat i nissens hænder, kaster ham over skulderen, løber ud af kahytten, og er nu ude på dækket.

Han kigger rundt omkring. Der er ikke så mange våben her.

Isdjævelen er godt nok stærkere end Snavsethånd, men det er ikke meget, og det er kun et spørgsmål om tid, før nissen slipper fri.

Isbjørnen kaster ham ned på dækket, og giver ham en masse slag i ansigtet.

Det gør ondt, og Snavsethånd skriger af smerte.

Isdjævelen siger så "Havde jeg fået muligheden 6 måneder siden, ville jeg have taget dit liv uden at tøve, men den tid er forbi. Du fortjener at dø, men jeg fortjener ikke at blive morder endnu en gang, så jeg har en anden ide." 

Isdjævelen tager fat i hans fødder, så nissen hænger i luften med hovedet nedad.

Snavsethånd ryster på hovedet, og kan ikke forstå hvorfor isbjørnen er gået hen og blevet barmhjertig.

Isdjævelen holder så nissen foran sig, mens han kigger ud på det store arktiske hav, og siger 

"Du er fyldt med vrede. Jeg tror du trænger til at køle lidt af."

Vores stærke ven lægger nu alle sine kræfter i, og slynger dræbernissen ud mod havet.

Han har lagt meget styrke i, så snavsethånd lander i vandet ca. 100 meter væk fra skibet.

Den onde nisse svømmer nu rundt i det iskolde vand, og gør sig mange tanker om hvordan han skal tage hævn, når han engang er kommet i land.

Isdjævelen vender ryggen til, da han ved at Snavsethånd ikke kommer tilbage foreløbig.

Et øjeblik senere, kommer Dybfrossen og Gudeskøn også ud på dækket. 

De har besejret de andre dræbernisser.

Dybfrossen siger "Så, brormand! Det lader til at det alligevel lykkedes os at vinde over dem. Det var sgu dejligt at slås igen. Det er lang tid siden, jeg sidst har gjort det."

Isdjævelen smiler, og siger så "Ja, det er det vel. Nå, men lad mig lige få skaffet de her små bæster af vejen"

Den tidligere så nådesløse isbjørn tager de resterende dræbernisser, og kaster dem i vandet.

Han ved, at de ikke er særlig gode til at svømme, så han kigger ned på dem og siger 

"I kan lige så godt vænne jer til det kolde vand, for I kommer til at tilbringe en del tid der."

Gudeskøn siger så "Det gjorde vi godt. Vi kæmpede bravt og fik besejret vores fjende. Lad os nu fortsætte vores rejse sydpå. Canada venter på os.."

Fortsættes..

Isbjørnen og enhjørningen kapitel 8 

-----------

Dræbernisserne er i vandet, og det er takket være vores tre venners evne til at samarbejde.

Truslen er afværget, men kun for en stund. Disse dræbernisser er sat ud af spillet, men der er mange flere hvor de kom fra.

Dybfrossen er træt oven på kampen, og trænger til at hvile sig lidt.

Han går ind i sin kahyt, og lukker døren.

Tilbage på dækket står Gudeskøn og Isdjævelen.

De bryder sig ikke om hinanden, og det bliver efterhånden mere og mere tydeligt, at de heller ikke stoler på hinanden.

Gudeskøn har en mistanke om, at Isdjævelen inderst inde stadig er en dræber, mens han er sikker på, at hun har en mørk hemmelighed, som hun ikke vil fortælle ham.

Isdjævelen siger så

"Du er god til at slås, det må jeg sige. Hvor har du lært den slags?"

Gudeskøn svarer så "Nå, jeg ville nu ikke sige, at jeg er så god til at slås, men tak for det. 

I mit hjemland lærer alle at slås, og især os enhjørninger er nødt til at lære at forsvare os selv."

"Hvordan kan det være?" spørger Isdjævelen undrende.

"Jo, ser du, som du måske har bemærket, så har jeg kun et horn, og hvis der er noget, der er eftertragtet i det kriminelle miljø i mit hjemland, så er det enhjørningehorn. Det er virkelig noget, der sælger godt."

Isdjævelen lytter til hendes historie. Han er god til at se når folk lyver, og indtil videre har Gudeskøn ikke givet ham nogen grund til at betvivle hendes ærlighed.

Nu er det den smukke enhjørning, som begynder at stille spørgsmål

"Jeg kunne ikke helt undgå at overhøre din snak med Snavsethånd. Han sagde noget om, at du hørte til hos dem, at du inderst inde er ond ligesom ham. Hvorfor tror du, han sagde det?"

Isdjævelen ved, at hun prøver på at lokke ham i en fælde, så han vælger sine ord med omhu.

“Snavsethånd er den typiske skurk, der elsker at holde lange taler. Du skal ikke lytte til ham. Min fortid er ikke uplettet, det er sandt, men lyt ikke til ham. Han er skingrende sindssyg”

Gudeskøn er ikke helt overbevist, men vælger at tie, da hun ikke ønsker en åben konflikt.

Isdjævelen siger så 

"Hvorfor kom du egentlig til Grønland? Min bror sagde, at det var for at møde julemanden, men den historie var altså lidt svær at tro på. Du virker ikke som en person, der ville være så optaget af Julemanden. Der er noget, der ikke giver mening."

Gudeskøn bliver nervøs. Tænk nu, hvis det lykkes Isdjævelen at afsløre hende, og skulle de to brødre finde ud af, hvad hendes rigtige mission er, ville de nok smide hende over bord med det samme.

Heldigvis er hun også god til at manipulere ord, fordreje sandheden og lyve, så hun siger

"Det du bliver nødt til at forstå, er at Julemanden aldrig har besøgt mit hjemland. Det er som om, han har glemt os, eller måske ved han slet ikke, at vi eksisterer. Det har været en stor gåde for os, ja, hele nationen har debatteret det i flere årtier. Jeg valgte så at aflægge ham et visit. Det var måske ikke den bedste idé, at gøre det om sommeren, men.."

Isdjævelen siger så

"Nej, det virker meget mystisk at du besøger ham om sommeren. Alle ved at Julemanden sover det meste af året. Er du sikker på, at din egentlige mission ikke er en anden?"

Gudeskøn lader som, om hun ikke hører noget, og vender langsomt ryggen til Isdjævelen.

Han kan mærke, at det irriterer ham, men inden han når at gentage sit spørgsmål, hører han hende så sige

"Se der! Det er den Nordcanadiske kyst. Vi er snart fremme!"

Den værste timing nogensinde, tænker Isdjævelen.

Gudeskøn føler sig reddet, men ved godt, at Isdjævelen vil blive ved med at bore efter sandheden.

Hun ville ønske, at Isdjævelen ikke var her. Han stiller for mange spørgsmål. Omvendt, tænker hun også at det kunne være sjovt at se ham som kæledyr. Tænk, at tæmme sådan en aggressiv isbjørn. Det ville virkelig more hendes konge.

Isdjævelen kalder på Dybfrossen, og beder ham om at komme ud på dækket.

Han kommer ud på dækket, og ser så den canadiske kyst.

Det er et smukt syn.

Der er træer. Høje træer, med lange grene og masser af grønne blade.

Det er noget som hverken Isdjævelen eller Dybfrossen har set før. 

På en måde, føles det som om de er kommet til en helt anden verden.

Næsten som en helt ny verden. Hvem der dog bare havde et flyvende tæppe lige nu. 

"Ja, ja. Det er smukt, men bare vent til vi kommer i land, så skal I nok få jer en oplevelse I aldrig nogensinde vil glemme" siger Gudeskøn.

Dybfrossen siger så 

"Det her er så smukt, vi bliver næsten nødt til at fejre det med en fed!"

"Nej! Brormand, nogle ting skal opleves som de er. Se den flotte skov. Du behøver ikke at være skæv for at kunne nyde den. Du kan altid ryge på et senere tidspunkt."

"Nå, nå, så siger vi det" mumler Dybfrossen med en lav, irriteret stemme.

De nærmer sig kysten. Gudeskøn beder de to brødre om at forberede sig.

De kommer nærmere og nærmere, og endelig er de fremme.

Gudeskøn så skoven på vej til Grønland, så hun er ikke imponeret, men kan godt forstå de to brødres reaktion.

Dybfrossen og Isdjævelen er helt målløse. De ved ikke hvad de skal sige.

Det er første gang nogensinde i deres liv, at de ser sand. De går i land, og kan mærke sandet under deres poter. Det er en sjov følelse.

"Det er en mærkelig, men dejlig følelse. Det er lidt svært at fatte, at der slet ikke er noget is her." siger Isdjævelen.

Hans bror nikker, og giver ham ret.

Gudeskøn er den eneste der kender vejen gennem skoven, så hun siger 

"Kom! Vi skal den her vej."

De to bjørne følger efter hende, men lige pludselig er der noget andet, som fanger deres opmærksomhed.

Det er oppe på himlen. Et flyvende objekt, uden tvivl.

Hvad end det er, så er det langt væk, så hverken Dybfrossen eller Isdjævelen kan tyde det.

Heldigvis kommer det nærmere, og de kan nu se en rød farve.

Den røde farve minder Dybfrossen om en eller anden, men han kan ikke huske hvem.

Isdjævelen siger "Jeg ville ønske, jeg havde taget min kikkert med"

Nu kommer det flyvende objekt endnu tættere på dem, og det står klart for dem, hvem det er.

"Det er julemanden!" udbryder Gudeskøn i jubel, da hun heller ikke kunne stå for sin nysgerrighed.

Gudeskøn er glad for at se Julemanden i sin kane, selvom han er så højt oppe, at han nok ikke har set de tre venner nede på jorden.

De fortsætter videre ind i skoven, og håber på at Julemanden har tænkt sig at lande der, så de kan få en snak med ham.

De kigger op, og slipper ikke hans kane af syne.

Dog bliver de distraheret af en mærkelig lugt.

Nu er de selvfølgelig et sted, hvor to af dem aldrig har været før, så nye sanseindtryk er da bestemt at forvente, men de kan mærke, at der er noget galt.

Det lugter ikke bare af gran, eller af dyreliv.

Nej, det lugter brændt.

Der må være noget, der brænder!

De tre venner vender deres opmærksomhed væk fra Julemanden et øjeblik, og ser at hele skoven står i flammer...

Fortsættes.,

Isbjørnen og enhjørningen kapitel 9 

Flammer kan varme, men de kan også dræbe.

Én flamme kan tænde et lys, men når flere tusinde er samlet på et sted, kan det koste liv. 

Dybfrossen, Isdjævelen og Gudeskøn har netop opdaget, at skoven brænder.

De ved ikke hvad de skal gøre, og da de allerede er kommet langt ind i den, er det for sent at vende om.

Ilden kommer langsomt tættere og tættere på, de bliver omringet, og kan mærke varmen, hvilket får de to brødre til at svede gevaldigt, da de slet ikke er vant til temperaturer over 15 grader.

Gode råd er dyre, men heldigvis er Gudeskøn modig nok til at trodse faren, og siger så 

"Mine venner, selvom skoven brænder, skal vi nok klare den. Bare rolig. Mit horn fortæller mig, at vi nok skal overleve det her."

Isdjævelen og Dybfrossen ved ikke hvad de skal tro.

Lige nu er det ikke så praktisk at have en varm, tyk pels.

De sveder, og har svært ved at ånde.

Efterhånden som ilden kommer nærmere, kan de også mærke røgen i deres lunger.

Røgen får vores tre modige venner til at hoste, og deres øjne begynder at løbe i vand.

"Hvis bare det ville begynde at regne, så ville ilden blive slukket" tænker Dybfrossen, mens han lukker øjnene og beder for sit liv.

Gudeskøn forholder sig roligt, og tænker

"Hmm. De er bange, så jeg er nødt til at være modig..men jeg ved sgu ikke, hvordan vi skal slippe levende ud af det her..hvis bare julemanden kunne hjælpe os.."

Hun håber på det bedste, men er forberedt på det værste.

I disse nordcanadiske skove kan alting ske.

Så hører hun en lyd. Det lyder som en lille klokke.

"Besynderligt" tænker hun.

Så hører hun lyden igen. Den kommer nærmere. Det er ikke bare én klokke, men mindst 5-6 klokker. Det er lyden af noget, der bevæger sig i luften.

Desværre kan hun ikke se noget, men hun lukker sine øjne, og fokuserer udelukkende på lyden.

"Ho, ho, ho!" lyder det.

Der findes kun én person i hele verden med den latter, tænker hun.

Og det er noget hun ved, selvom hun aldrig har fået hilst på denne berømte og afholdte person.

Hun lukker endnu en gang sine øjne, og hører den samme stemme

"Ho-ho-ho! I tre ligner nogen der har brug for hjælp!"

Gudeskøn kan ikke tro sine egne øjne. 

Foran hende står Julemanden i egen høje - og tykke -  person.

Det er næsten for godt til at være sandt, men Julemanden står foran dem med sin legendariske kane og otte rensdyr.

Dybfrossen og Isdjævelen er besvimet, men vågner ved lyden af Julemandens muntre latter.

"Julemanden" udbryder de i kor.

"Ja, det er mig. Nå, men jeg kan se, at vi har lidt travlt, så hvad siger I til, at hoppe op i min kane? Jeg skal nok flyve jer væk herfra!" 

De tre venner tøver ikke, og hopper med det samme op i hans kane.

Kanen letter fra jorden, og de flyver væk.

Kanen er naturligvis rød, og på siden kan man se hvide prikker, som skal forestille snefnug.

Nu sidder de alle fire i kanen, og er glade for at være sluppet væk fra den brændende skov.

Der var en masse røg i skoven, og den får også julemanden til at hoste lidt, men heldigvis fanger hans karakteristiske skæg mange af de små røgpartikler, så han ikke bliver kvalt.

Det har sine fordele at være julemanden.

-- LASZLO MARCH 23RD 2022--

Dybfrossen og Isdjævelen er stadig lidt svimle, da de begge har fået for meget røg ned i lungerne, så Gudeskøn beder dem om at hoste det hele op, for at undgå røgforgiftning.

Det går jo ikke, hvis Kong Superhersk's nye kæledyr bare går og hoster hele tiden. Det vil han højst sandsynligt ikke sætte pris på. 

Efter et par minutter med intens hosten, er de mere eller mindre sluppet af med de skadelige partikler, så Julemanden siger.

"Nå, det er godt at se jer alle sammen. I er nogle modige sjæle, det må jeg nok sige. Hvad lavede I dog også der i den brændende skov?"

Gudeskøn svarer på hans spørgsmål 

"Skoven lå på vores rute. Vi var på vej mod mit hjemland, og vi var nødt til at krydse den store skov. Desuden så den så flot ud, så det var svært ikke at blive betaget af dens skønhed."

Julemanden svarer med sin sædvanlige ho-ho, men kommer så med et mere seriøst svar 

"Nå, så I er ude på et eventyr af en eller anden slags? Det må jeg nok sige, det lyder spændende."

Dybfrossen rømmer sig, og siger så 

"Ja, spændende, det er det..men det er også farligt. Vi er allerede stødt på fem dræbernisser."

Der bliver helt stille. Julemanden siger ingenting, og mens de tre venner venter på hans reaktion, går der mange tanker gennem hans hoved

"Så de har mødt dræbernisserne..gad vide hvem af dem det var..måske var det Ussel-Fod, eller Monster-Mund..eller måske var det Snavset-Hånd..?"

Isdjævelen bliver utålmodig og nysgerrig efter at høre hvad Julemanden tænker, så han siger

"Julemand! Fortæl os hvad du tænker! Vi ved godt, at du kender dræbernisserne, og at de kender dig."

Dybfrossen synes, at hans bror spørger lidt for direkte, men måske er det fordi, Dybfrossen allerede ved, der er en forbindelse mellem julemanden og dræbernisserne. Han er bare ikke helt sikker på hvilken.

Gudeskøn siger det samme som Isdjævelen, men på en anden måde 

"Det som Isdjævelen prøver på at sige, er at vi godt kunne tænke os at vide, hvad du ved om dem. Måske er det ikke et særlig rart samtaleemne for dig, men da vi allerede er blevet angrebet af dem én gang, føler vi, at vi er nødt til at vide mere. Jeg håber, at du kan forstå hvordan vi har det."

Julemanden sætter pris på Gudeskøns høflige og ydmyge tilgang, så han vælger at svare 

"Okay..dræbernisserne er farlige..det ved I allerede..det som I måske ikke ved, er at jeg desværre var involveret i deres tilblivelse. Ja, jeg er ikke stolt af det, men det er sandt; Jeg er ansvarlig for, at der nu render nisser rundt og terroriserer den nordlige halvkugle."

Isdjævelen tænker, at han også bør dele lidt af sin egen historie

"Julemand, jeg har faktisk selv arbejdet sammen med dræbernisserne på et tidspunkt. Og nej, det er heller ikke noget, jeg er stolt over, men på trods af min skam, er jeg kommet videre. Jeg har lagt min fortid bag mig. Dræbernisser er onde helt inde i sjælen. De er ikke bare misforståede og forskruede; De er ondskabsfulde og søger verdensherredømme. Jeg er sikker på, at du ikke er ansvarlig for deres handlinger og ambitioner."

Dybfrossen tilføjer til det, som hans bror lige har sagt

"Ja, Julemand. Du skal ikke være så hård ved dig selv. Du er en god mand. Hele verden elsker dig"

Julemanden sukker, men er alligevel glad for at høre deres velmenende ord.

Det er helt tydeligt at se, deres ord har rørt ham. 

Det at se julemanden følelsesmæssigt påvirket er et sjældent syn, men julemanden har helt bestemt et ømt punkt, når det kommer til hans børn.

"Tak skal I have. Jeres venlighed betyder meget for mig. I har tydeligvis rene hjerter, og vil mig det bedste..men selvom det måske ikke er min skyld, at dræbernisserne føler den blodtørst som de gør, er jeg stadig nødt til at fortælle jer sandheden..den er ikke behagelig og rar at høre, men den er nødvendig, hvis I vil gøre jer nogle forhåbninger om at besejre disse farlige væsener..de er alle..mine forsømte børn."..

Fortsættes..

Et koldt eventyr, kapitel 10

Det at opdrage børn er ikke altid nemt. Det er en udfordring for de fleste af os, og man lærer rigtig mange ting om sig selv, når man får børn

I Julemandens tilfælde, er resultatet af hans mislykkede børneopdragelse dog mere alvorligt end for de fleste andre, og kan i værste fald få globale konsekvenser.

Dybfrossen har lige fået bekræftet sin mistanke om den forbindelse, som han længe har fornemmet der var mellem julemanden og dræbernisserne, men at de er hans børn kommer bag på ham.

"Så, det du siger, er at du er far til alle disse skræmmende væsener? Hvordan kan det overhovedet være muligt?"

Julemanden klør sig i skægget, og fortsætter sin lange forklaring 

"De er alle mine børn. De blev født gode, og i deres tidlige barndom viste ingen af dem tegn på ondskab..men efterhånden som jeg fik mere og mere travlt med at uddele gaver til jul, og i takt med at verdens befolkning voksede, fik jeg mere og mere at se til, og til sidst endte det med, at jeg slet ikke kunne tilbringe tid sammen med mine børn mere. Det kan selvfølgelig også godt være lidt svært, når du har flere hundrede af dem, men alligevel..jeg var ikke en god far for dem"’

Gudeskøn klapper Julemanden blødt på skulderen og siger

"Så måske er det bare kærlighed de mangler? Måske vil lidt anerkendelse og bekræftelse fra deres far kunne ændre på deres livssyn?"

"Det er for sent!" siger Julemanden

"Da det gik op for mig, at jeg havde skubbet mine børn væk, besluttede jeg mig for at gøre skaden god igen. Og da jeg bor i Grønland, valgte jeg selvfølgelig at ryge en fed sammen med mine børn. 

Eller, det var i hvert fald planen. Min ide faldt ikke i særlig god jord. Det eneste jeg ville, var at få dem til at slappe af, men de lyttede ikke til mig. Jeg pakkede deres joints ind i det fineste gavepapir, men det var stadig ikke godt nok. Det var ikke den hellige urt de sagde nej til, men mig. De sagde nej til mig, og havde allerede lukket følelsesmæssigt af. Det var en meget traumatisk oplevelse for mig."

Dybfrossen kan slet ikke forstå hvordan nisserne kunne sagde nej til pot.

"Der må være et eller andet galt med dem" tænker han inde i sig selv, men har dog situationsfornemmelse nok til ikke at sige det højt

Imens de tre venner sidder og lytter til julemandens historie, vil vi aflægge Gudeskøns konge, Kong Superhersk, et visit.

Kongen sidder inde i sit palads, på en trone lavet af guld.

Det er nu en uges tid siden, at Gudeskøn tog af sted, og hun er endnu ikke vendt tilbage.

Kong Superhersk er begyndt at blive lidt utålmodig. 

"Hvor kan hun mon være? Jeg håber ikke, at hun har glemt sin mission. Det ville være forfærdeligt. Jeg VIL have de isbjørne. En isbjørn er det bedste kæledyr man kan have, og hvis det Gudeskøn siger er sandt, så kommer hun med to isbjørne til mig. Det er jo fantastisk. Jeg må belønne hende når hun har bragt mig dem"

Superhersk har altid været meget fascineret af isbjørne. Måske er det fordi der ikke bor nogen i hans rige. 

Det har naturligvis også noget at gøre med, at dette rige, eller land, ikke er til at finde, medmindre man har været her før.

Beliggenheden er en gåde, men for dem der bor her, er der selvfølgelig intet mystisk ved det.

Kong Superhersk sidder og sipper på sit rødvinsglas. Han er et firben, så hans hud får en sjov lilla farve, når han drikker rødvin.

"Det er med til at holde mig ung" tænker han for sig selv.

Nu vil vi desværre forlade denne excentriske konge, for i stedet at se, hvad de fire venner i kanen sidder og snakker om.

Dybfrossen er blevet nysgerrig. Kan det virkelig være rigtigt, at julemanden har flere hundrede børn.

Han spørger julemanden, og håber på at forklaringen ikke vil blive alt for lang

"Julemand, hvad mener du med, at du har flere hundrede børn? Og var det kun nogle af dem, som du kom til at forsømme, eller er det dem alle sammen, som føler at du har svigtet dem? Ja, undskyld mit ordvalg, men det er bare alt sammen lidt mystisk for mig"

Julemanden kan godt forstå, at Dybfrossen er nysgerrig, så han svarer 

"Åh, Dybfrossen, jeg har rigtig mange børn. Hvordan det er muligt, er noget af en gåde, ja, jeg ved faktisk ikke engang selv, hvordan det kan lade sig gøre at få så mange børn, men i hvert fald, så er det ikke alle sammen, som jeg har forsømt. 

Nogle af dem har jeg tilbragt masser af tid sammen med. Det var tilbage i 50'erne og 60'erne. Dengang havde jeg stadig masser af tid til at udføre mit arbejde ordentligt, og samtidig hygge mig med mine børn..men så eksploderede befolkningstallet. Ja, så fik alle menneskene lige pludselig en masse børn, og så fik jeg travlt..det gjorde, at mange af de nisser, som kun var 70-80 år gamle dengang i 60'erne, ikke havde fået nok af min opmærksomhed..og det resulterede altså i, at de følte, jeg ikke elskede dem..mange af dem flyttede så hjemmefra, langt væk fra min hytte..de fleste af dem har sidenhen taget navneforandring..men der bor stadig mange nisser hjemme hos mig..de såkaldte "fredelige nisser" savner selvfølgelig alle deres brødre og søstre, som er gået hen og blevet til disse farlige dræbernisser..så ja..det er trist.."

Dybfrossen føler sig rørt af julemandens historie. Tænk, at en mand, som alle forbinder med så meget glæde, kan have sådan en trist historie.

Isdjævelen begynder at nynne "Bjældeklang" for at gøre Julemanden i bedre humør.

Gudeskøn får lidt ondt af Julemanden, og siger derfor 

"Julemand, du er indbegrebet af alt hvad der er godt. Du er ikke bare afholdt, og du er mere end blot populær; Du er essentiel for denne verden. Du spreder glæde hos både børn og voksne, du giver håb i den kolde tid, og du gør december til en hyggelig måned. Tænk på de ting. Vi har brug for dig..og vi skal nok hjælpe dig med at fange dræbernisserne."

Julemanden har fået det lidt bedre nu, så han siger 

"Tak, Gudeskøn. Du er en god enhjørning. Jeg tror, du skal have en stor gave i år! 

Nå, men jeg tror mine rensdyr trænger til et hvil, så hvad siger I til at vi slår lejr på den der bakketop?"

De tre venner nikker, og Julemanden forbereder sine trofaste rensdyr på en landing.

De lander lige så stille og roligt på en lille bakketop, stadig i den nordlige del af Canada, men langt væk fra den uforklarlige skovbrand.

Dybfrossen er den første, som stiger ud af kanen.

Han kigger ud over horisonten. Det er et flot syn. Alle de træer, alle de bakker og dale. Det er noget helt andet end Grønland, tænker han.

Nu sætter de sig alle sammen ned på jorden, og kigger op mod himlen.

Det er ved at være aften nu, og solen er på vej ned.

De nyder den flotte solnedgang, mens rensdyrene hviler sig.

Dybfrossen siger "Jeg har sgu lyst til at ryge en fed. Er der andre, der har lyst til at ryge?"

Julemanden, Isdjævelen og Gudeskøn takker alle ja til Dybfrossens tilbud, og han giver dem nu en joint hver.

Dybfrossen tænder dem en for en, og sætter sig så tilbage, mens han puster røgen ud.

"Aaah! Det er altså noget virkelig godt pot, du har der, Dybfrossen!" siger Julemanden.

"Tak!" siger Dybfrossen. "Min farfar har altid fortalt mig, at hvis man skal ryge pot, så kan man lige så godt ryge det bedste."

Det er de alle enige om, og sidder nu i deres dejlige rus, mens den sidste smule sollys forsvinder.

Gudeskøn siger så “Ved du hvad, Dybfrossen? Faktisk nyder jeg potten endnu mere den her gang. Har du rullet jointen på en anden måde eller hvad?”

Dybfrossen svarer med stor entusiasme og visdom “Gudeskøn, det er fordi din krop er ved at vænne sig til den. Nu er det tredje gang du ryger, og din krop er ved at indse, at pot er godt for den. 

Gudeskøn siger “Så min krop ved at den skal byde potten velkommen?”

“Lige præcis” siger Dybfrossen og fortsætter “Det er derfor du nyder den mere”

Gudeskøn smiler lidt, og siger så “Nå, okay. Det giver meget god mening. Så håber jeg, at jeg vil nyde den endnu mere næste gang!”

Dybfrossen ryster lidt på hovedet, og siger så “Det kan jeg godt forstå du tænker, men lad være med at tænke på det nu. Bare nyd øjeblikket”

Dybfrossen har ret. Den visdom som pot giver ham er svær at sætte en pris på, og mange af de åbenbaringer han har haft, er kommet til ham mens han var skæv. Han skylder den hellige urt meget af sin livsglæde.

At de fleste tanker virker som åbenbaringer når man er skæv, ved Dybfrossen ikke noget om.

Gudeskøn stiller så endnu et spørgsmål, men denne gang til julemanden 

"Julemand, jeg bliver altså nødt til at spørge dig om noget. Hvordan kan det være, du aldrig har besøgt mit hjemland?"

Julemanden tænker lidt, før han svarer på hendes spørgsmål

"Hmm, Gudeskøn. Du er en enhjørning, og altså kan jeg gætte at du kommer fra.. ja, kan desværre ikke huske navnet på dit hjemland lige nu..”

Dette irriterer Gudeskøn lidt, så hendes horn afgiver et rødt skær, men hun prøver at bevare roen. 

Julemanden fortsætter “..Men i hvert fald, så har jeg ikke glemt jer. Skriver I ønskelister der hvor du kommer fra?”

Det gør de ikke. Måske fordi de ikke har brug for noget postvæsen. Gudeskøn siger dog ikke noget, og lader bare julemanden fortsætte, mens hun nikker.

“Hvis ikke I gør det, så er det svaret på dit spørgsmål. Hvis ikke der er nogen ønskelister, så kommer jeg ikke. Det er en af de eneste regler jeg har."

Isdjævelen bryder dog ind i deres samtale, da han mener, de har større problemer lige nu

"Det er meget hyggeligt at snakke om ønskelister og den slags, men faktummet er, at vi står over for en stor trussel. Dræbernisserne har langt fra givet op”

Julemanden nikker bekræftende, og siger så “Det er rigtigt. De vil slå til igen. Vi må stoppe dem”

Julemanden tager fem hurtige sug på sin joint, puster røgen ud, så der bliver helt tåget til, smider jointen på jorden, hvilket gør nogle forbipasserende edderkopper ret så skæve, hvorefter han siger 

"Nu har vi røget nok. Det er tid til at lægge en slagplan, så vi kan stoppe nisserne inden det er for sent."

Dybfrossen og Gudeskøn smider også deres joints på jorden.

Dette gør edderkopperne og nu også nogle enkelte regnorme endnu mere skæve. 

De fire venner ved at de må tænke strategisk, hvis de skal besejre dræbernisserne.

Julemanden siger "Selvom nisserne er onde og sindssyge, er de stadigvæk gode til at strukturere deres angreb. Deres organisation har rigtig mange medlemmer, og vi må for alt i verden ikke undervurdere dem"

Med disse inspirerende ord vender han sig om, og begynder at gå op mod kanen, mens de tre andre langsomt følger trop.

Julemanden fører trop, og nærmest slæber sin tykke mave. Han kunne gå meget hurtigere hvis ikke han havde den. 

Han kigger tilbage på de andre. De er fast besluttet på at hjælpe ham. 

De har en mission, og heldigvis har de også hinanden, men dette er ikke nok..for der er en ting, de ikke længere har..og det er julemandens kane .. den er lige blevet stjålet.

Fortsættes..

Et koldt eventyr, kapitel 11:

Nogle ting er sværere at stjæle end andre, og de fleste vil nok mene, at det ikke er en nem sag at stjæle julemandens kane, når han ikke sidder mere end 30 meter væk fra den.

Slet ikke en opgave for amatører.

Men det er lige præcist det, der er sket. Tragisk, men sandt.

Ingen har set gerningsmændene, men det er ikke svært at finde en - eller flere - mistænkte. 

Isdjævelen siger så "Nu slynger jeg bare det ud, som vi alle tænker: Tror I Ikke, det er dræbernisserne, der har været på spil her?"

Gudeskøn og Dybfrossen nikker begge. De tænker det samme som Isdjævlen. 

Julemanden siger så 

"Det kan godt tænkes. De elsker at stjæle, næsten lige så meget som de elsker at dræbe, men det jeg ikke forstår, er hvordan de har båret sig af med det. Min kane er ret tung."

"Så må der have været mange nisser" siger Dybfrossen og fortsætter

"Hvis de er så organiserede, som du påstår, er det ikke svært at forestille sig, at de stjal kanen bag din ryg." 

De står alle og spekulerer. Ingen ved med sikkerhed, hvad der er sket. Det er oplagt at mistænke dræbernisserne for at have gjort det, men ingen af dem har set nogen dræbernisser, siden de landede på bakketoppen. 

Det er alt sammen meget mystisk

Gudeskøn er dog ikke så optaget af at opklare denne gåde, da hun stadig har en hemmelig mission, som trumfer alt andet. 

“Det går ikke at jeg hele tiden bliver distraheret. Det hele startede med den skovbrand. Jeg er nødt til at genfinde mit fokus. Hvis jeg fejler, vil det kaste skam over min familie..”

Gudeskøns familie består kun af hende selv og hendes forældre. De andre er døde. Fattigdom er noget som hendes familie kender alt for godt, og det var på grund af dette, at hun opsøgte Kong Superhersk, så han kunne hjælpe hende. Men selvfølgelig er der intet, der er gratis, så han satte hende på en opgave, og nu skal hun vise hvad hun duer til. 

Blandt hendes nye “venner” er det kun Isdjævlen som har fattet mistanke. Hverken julemanden eller Dybfrossen har fornemmet hvad hun pønser på. Gudeskøn krydser sine hove, og håber på at det forbliver sådan. 

Ud af Gudeskøns hoved og tilbage til de andre, hvor Julemanden står og klør sig i skægget, mens han siger “De har taget både min kane og mine rensdyr… hmm .. Dybfrossen kan du lugte noget?”

Dybfrossen svarer så “Det kan jeg måske. Giv mig et øjeblik”

Han lukker sine øjne, og scanner området med sin snude. Den opfanger ikke så meget, men en lille smule er der i luften. Noget der godt kunne være rensdyr.

"Min snude siger vi skal den her vej. Det er helt mørkt, men jeg har en god lugtesans. Lad os finde de banditter!"

De følger alle efter ham. Lige nu er han deres leder. 

Ingen har en næse ligesom Dybfrossen, og det er på trods af hans mangeårige forbrug af pot.

Hvis ikke han havde røget så meget pot, ville hans lugtesans have været endnu bedre, men hans forkærlighed for den hellige urt er større end alt andet. Om dette vil vare ved, er dog mere tvivlsomt. 

Dybfrossen leder efter en skråning. Det kan godt være svært at finde sådan en, når det er helt mørkt, men man må jo prøve sig frem. 

De finder så endelig en skråning, og begynder langsomt at gå ned ad den.

Skråningen er selvfølgelig lidt stejl, så det er svært for dem at holde fodfæstet, men det lykkes dem i sidste ende at nå ned for enden af den. 

Dybfrossen kigger rundt, og prøver at spore dræbernisserne.

Han tager nogle skridt, og..

Dybfrossen stopper op, og det samme gør de andre.

"Vent! Jeg kan lugte noget her. Men det er ikke dine rensdyr, julemanden. Det er dræbernisserne. De har stået lige her, hvor vi står nu. Det er der ingen tvivl om."

Isdjævelen kommer så med et forslag 

"Jamen, hvis de allerede har været der, så kan det være de kommer igen? I så fald, bør vi bare vente her. Ja, vi kan måske lokke dem i en fælde."

Isdjævelen er en god strateg, men Dybfrossen er ikke enig. 

"Brormand, det er en fin ide, men jeg har på fornemmelsen at vi skal fortsætte lidt længere. Vi kan ikke bare stå stille."

De går på den store eng, og der er ikke meget andet lys end stjernerne på himlen, og en fuldmåne, som er på vej op.

Nattehimlen er smuk, men dette glemmer vores fire venner helt at sætte pris på, når de leder efter de farlige dræbernisser.

Så hører Julemanden en lyd 

"Kan I høre det, venner? Der kom en lyd ovre fra det træ!" 

På den store eng står der et grantræ helt for sig selv. 

Ingen andre træer holder det med selskab. Lidt mystisk. 

Der kommer nogle mærkelige lyde fra grantræet.

De skynder sig alle sammen hen til det for at se, hvad det kan være.

Efterhånden som de nærmer sig træet, sætter de farten ned, og udviser en vis forsigtighed, da det aldrig er til at vide, hvad eller hvem der kan gemme sig inde i sådan et. 

Dybfrossen går forrest, og krydser fingre for, at den mærkelige lyd på en eller anden måde vil lede dem til dræbernisserne, hvor end de har gemt sig.

Han river nogle grene af træet, og hvad ser han?

En lille nissehue. Med en bjælde oppe i toppen.

Det er lidt mystisk. Ja, en nissehue tyder selvfølgelig på, at der har været mindst én dræbernisse her, men hvis det er tilfældet, hvorfor har han eller hun så efterladt huen her?

Denne gang bliver der ikke meget tid til at spekulere og gætte på, hvad forklaringen kan være, for før vores fire venner ved af det, er de omringet af en hel hær af dræbernisser. 

Ingen af dem er særlig gode til at tælle, men Julemanden siger 

"Der er mere end 30 dræbernisser her. De er alle kommet for at slå os ihjel."

Gudeskøn føler, at det var en unødvendig kommentar, og siger 

"Ja, der er vel en grund til, at man kalder dem for 'dræbernisser'.."

En hær af dræbernisser. Det er ikke noget kønt syn.

Der er god grund til at være bange. En hær på denne størrelse er ikke til at spøge med.

En af dræbernisserne træder frem, og præsenterer sig selv 

"Godaften. Det lader til, I er faret vild. Ja, mit navn er Ægte-kaos, og jeg er leder af denne beskedne hær. Nå, hvad har vi her? To isbjørne, en enhjørning og..ja, den tykke mand, tror jeg bare, vi vil ignorere. Det fortjener han i hvert fald at blive"

Julemanden føler sig frustreret, og siger 

"Ægte-kaos, du ved godt, at I alle er mine b ørn. I ved, hvem jeg er; Jeg er Julemanden, manden som spreder glæde til jul, og I kan umuligt have glemt jeres rødder. Jeg er jeres far, jeg skabte jer, jeg.."

Julemanden bliver afbrudt af Ægte-kaos

"Vi har ingen far, vi har ingen mor, vi er forældreløse. Vi har lært at klare os selv."

Julemanden ryster på hovedet, men siger så 

"Spillet er endnu ikke tabt" 

Dræbernisserne forstår ikke, hvad han mener, og kigger forvirret på ham.

Julemanden fisker en lille fløjte op ad lommen, tager den op til munden og siger 

"Troede I virkelig, at I bare kunne komme og stjæle mine rensdyr?"

Han pifter i fløjten.

Alle venter spændt - de kan mærke, at der skal til at ske noget.

Og så sker det..rensdyrene kommer flyvende..de har reageret på Julemandens fløjte.

De kommer de fire venner til undsætning..

Ja, med ynde lander de otte rensdyr på jorden, stiller sig ved siden af julemanden, som så siger 

"Nu..er det tid til kamp.."

Fortsættes..

Isbjørnen og enhjørningen kapitel 12 

----

Der er god grund til at være bange, når man er omringet af mere end 30 dræbernisser.

Dybfrossen, Gudeskøn, Isdjævelen, julemanden og de otte rensdyr står netop i denne situation.

Dog har de ikke opgivet håbet, og især julemanden er overbevist om, at de nok skal få besejret disse farlige væsener.

Hærlederen, som går under navnet 'Ægtekaos', åbner sin onde mund og siger 

"I kan lige så godt overgive jer. Hvis I vælger ikke at kæmpe, vil vi skåne jeres liv"

Julemanden har fået nok af dræbernissernes ondskab og forkærlighed for lange taler, så han siger 

"Nej! Ikke mere snak! Gør jer klar på at tabe!"

Med disse ord indleder vores fire venner kampen mod dræbernisserne.

Julemanden går direkte efter Ægtekaos, da han er lederen af denne hær.

Normalt er julemanden ikke så glad for at slås, men nogle gange er det nødvendigt.

Imens det sker, har Dybfrossen travlt med to af de mindre dræbernisser, ikke meget større end et par vinterstøvler, som har sat sig på isbjørnens ryg, og nu rider på ham.

Dybfrossen forsøger at ryste dem af sig, men de giver ikke op uden kamp.

For Gudeskøn går det lidt bedre, da hun er i fuld færd med at nedlægge den ene dræbernisse efter den anden. 

Hendes evner inden for nærkamp er ikke til at tage fejl af; Det er helt tydeligt, at hun har forberedt sig på en situation som denne.

Kong Superhersk ville være stolt, hvis han kunne se hende nu.

Indtil videre har hun formået at nedlægge 6 dræbernisser, hvoraf 5 ikke engang kan rejse sig op igen.

Det går godt for hende, men hun ved, at hun må holde fokus, hvis hun skal hjælpe sine venner med at besejre dem alle sammen.

Isdjævelen har også travlt. Han kæmper mod tre af de større dræbernisser, dem på størrelse med mennesker.

Han kæmper ihærdigt, og det går godt for ham, men kampen gør ham træt, og for hvert sekund der går, bliver det sværere og sværere at holde paraderne oppe.

Det er som om, han er blevet mindre fokuseret siden han forlod dræbernisserne for flere måneder siden .

"Min barmhjertighed er blomstret på bekostning af mine krigeriske evner" tænker han.

De otte rensdyr hjælper også til med at besejre dræbernisserne, og har indtil videre tvunget mere end 7 dræbernisser på flugt.

Kampen er dog langtfra overstået. Den er hård, og vores fire venner ved ikke, om de kan klare presset.

Disse tanker prøver de dog alle at ignorere, da de ved, at dette ikke er det rette øjeblik til at tvivle på deres evner; Der står alt for meget på spil.

Julemanden er stærkere end han troede. Det lader til, at han næsten er stærkere end Ægtekaos, hvilket den onde dræbernisse selvfølgelig ikke er så glad for. Der er ingen tvivl om, at det skader hans ego. Men intet tager mere skade end det bånd der burde være imellem dem.

"Julemand, du er ikke så god, som du tror. Du kan slås, men du kan ikke vinde. Du kan måske slå et par dræbernisser ud, men du kan ikke besejre os. Du spilder din tid. Tag tilbage til Grønland og hyg dig med de fredelige nisser, som du tilsyneladende holder så meget af"

Ægtekaos er så forblændet af had, men Julemanden ved at det stammer fra en smerte dybt i hans børns hjerter, og derfor tager han et par skridt tilbage, og hviler sine arme, mens han siger 

"Det handler ikke om, hvem jeg holder af, og hvem jeg ikke gør. I er også mine børn, og jeg har givet jer mange chancer for at komme tilbage til mig, men I har afvist mig gang på gang. Mine forsøg på at gøre skaden god igen, for at kompensere for mine manglende evner som far, har I alle ignoreret. I er blevet forført af mørket, og jeg er bange for, at der ikke er så meget jeg kan gøre, andet end at forhindre jer I at skade flere uskyldige væsener"

Ægtekaos tænker over det, som Julemanden siger, og svarer så 

"Først da skaden var sket, begyndte du at overveje, om du måske skulle være en bedre far..men det var alt for sent! Du vidste slet ikke, hvor forsømte vi følte os, hvor mange gange du havde skuffet os. Dine søde ord, indpakkede joints og taler om tilgivelse gør ingen forskel nu. Det er ærgerligt, men du traf dit valg for lang tid siden"

Julemanden ved ikke, hvad han skal gøre. Han kan ikke blive ved med at slås mod sine egne børn. Det føles helt forkert. Alle de 'gode nisser', som sidder tilbage i Grønland og venter på at deres far skal komme hjem, savner ham sikkert også.

Det er ikke nemt at være Julemanden lige nu, og på grund af den fortvivlelse han føler, har han mistet fokus, og dette ser Ægtekaos som en chance for at vælte ham omkuld.

Dog er Julemanden hurtig nok til at afværge angrebet, og i stedet er det Ægte-Kaos som lander nede på jorden, og ikke kan komme op igen.

Dybfrossen, Gudeskøn, Isdjævelen og de otte rensdyr er efterhånden ved at have nedlagt de andre dræbernisser, så Julemanden lader Ægtekaos ligge, og beslutter sig for at hjælpe dem i stedet.

De står nu sammen og slås mod de resterende ti dræbernisser, som stadig ikke har givet op.

Man kan tydeligt se, at disse ti dræbernisser er ved at gå i panik, da de er i undertal, og denne panik får dem til at stikke af. De løber deres vej...nu er de væk.

Tilbage står vores fire venner og rensdyrene. De er alle helt udmattede. Dette har været en hård kamp, og nu trænger de til et hvil.

Julemanden kommunikerer lidt med sine rensdyr, som fortæller ham, hvor den stjålne kane er, så han henter den, og mens han gør det, står Dybfrossen, Gudeskøn og Isdjævelen tilbage

Gudeskøn siger 

"Det var noget af en kamp. De er altså virkelig gode til at slås, de dræbernisser. Jeg håber ikke, at de kommer tilbage"

"Det gør de ikke" siger Isdjævelen, og fortsætter så 

"De ved, at de har tabt dette slag. Naturligvis har de ikke opgivet deres mission, og de vil finde os igen på et eller andet tidspunkt, men lige nu holder de et strategisk hvil, og det samme bør vi gøre"

Dybfrossen tager en joint frem, tænder den, ryger lidt på den og siger

"Ja..vi fortjener et hvil oven på den kamp."

Gudeskøn nikker, og siger så 

"Det er rigtigt..men vi skal heller ikke glemme vores egen mission: At nå frem til mit hjemland!"

Isdjævelen, som allerede er lidt skeptisk over for Gudeskøn og hendes såkaldte 'mission' siger 

"Ja, vores mission..er det ikke bare din mission?"

Gudeskøn ryster på hovedet, og benægter det 

"Nej, det er VORES mission. Vi står sammen. Må godt nok indrømme, at det var langt nemmere at komme fra mit hjemland til Grønland end omvendt, men faktum er, at det her er vores alle sammens mission. Jeg tager ikke tilbage uden jer."

I samme øjeblik vender julemanden tilbage med sin kane, og siger 

"Nå, er I klar til at flyve?"

De nikker alle sammen, og Julemanden forbereder sine rensdyr på den lange rejse 

Han spørger Gudeskøn 

"Nå, Gudeskøn, hvor går rejsen hen?"

Gudeskøn smiler, og svarer på hans spørgsmål 

"Vi skal højt op..vi skal helt op i skyerne.."

slagtøj 

Fortsættes..

Kapitel 13

Denne spændende rejse har indtil videre budt på rigtig mange oplevelser. Smeltet is, suspekte havnetyper, skovbrande, og dræbernisser, men dette er intet i forhold til det, som Gudeskøn lige har sagt 

Ingen af dem kan tro det

"Oppe I skyerne?" siger Dybfrossen

Han kan ikke tro det. Man kan da ikke bo oppe i skyerne, tænker han.

"Det er sandt. Vi bor oppe i skyerne. Ja, jeg sagde jo ikke at vi bor på  skyerne, men det er rigtigt nok, at mit hjemland ligger deroppe."

Julemanden havde allerede en ide om, hvor Gudeskøns hjemland lå, inden han spurgte hende, men er alligevel lidt overrasket 

"Nå, det lyder interessant. Jamen, lad os komme af sted!" siger han, og af sted flyver de.

De flyver så højt på himlen, og det er et smukt syn. For dem der ser det nede fra jorden, er det ikke til at se, hvem der sidder i kanen, men alle mennesker og dyr, ja alle levende væsener ved, hvem Julemanden er, og synet af hans kane, er noget der fylder deres hjerte med glæde.

Det er lidt svært, ikke at blive i godt humør når man ser den, men lidt underligt er det også for de fleste, da det jo som bekendt er sommer, og Julemanden burde ligge og sove i sin store seng 

"Er Julemanden blevet syg?" tænker nogle af dyrene som ser hans kane

Tilbage i kanen sidder de alle sammen, og nyder den smukke udsigt.

Det er en klar nat, og man kan se alle stjernerne på himlen.

De er så højt oppe, og så langt væk fra menneskenes storbyer, så lysforurening er der heller ikke noget af.

Nattehimlen er helt klar, og man kan se mælkevejen. 

Et smukt syn, et uforglemmeligt syn.

Dybfrossen er dog mere interesseret i at høre om Gudeskøns hjemland, så han spørger hende 

"Så du siger, at du bor oppe i skyerne, at dit hjemland ligger et eller andet sted deroppe?"

Gudeskøn føler lidt, at hun må gentage sig selv, men gør det, da hun kan se, at Dybfrossen er lidt forvirret 

"Ja. Det er så højt oppe, at ingen fly nogensinde kommer derop. De kunne godt hvis de gad, men jeg kan bekræfte at vi aldrig nogensinde er blevet besøgt af mennesker før. Faktisk er der aldrig nogensinde nogen, som har besøgt mit hjemland. Det er et meget isoleret sted. Et meget specielt sted..et meget smukt sted"

Selv Isdjævelen, som ikke engang kan lide eller stoler på Gudeskøn, bliver lidt nysgerrig og spørger

"Er det kun enhjørninge der bor der? Bor der også andre fantasivæsener?"

Gudeskøn svarer på hans spørgsmål 

"Der hvor jeg kommer fra, findes der alle mulige forskellige slags væsener. Det er ulig noget, du nogensinde har set før, tro mig. Jeg er en enhjørning, men det betyder skam ikke, at der kun findes enhjørninge. Der findes også væsener som er knap så smukke, men som til gengæld har andre evner"

Det er alt sammen meget spændende.

Gudeskøn kunne snakke om sit hjemland i flere timer, men beslutter sig for ikke at gå i detaljer nu. 

Hun vil nemlig gerne have, at de tre andre bliver overraskede. 

Selvfølgelig har hun også stadig sin hemmelige mission. Den må hun ikke glemme. Det var Kong Superhersk som sendte hende til Grønland med den meget vigtige opgave, at lokke nogle isbjørne til hendes hjemland, med den hensigt at gøre dem til kongens kæledyr.

Det har ikke været sjovt for hende at holde på den hemmelighed i så lang tid.

Normalt er hun ikke særlig god til at holde på hemmeligheder, men fordi hendes familie og venner regner med hende, og virkelig har høje forventninger til hende, gør Gudeskøn sit bedste for at de ikke skal finde ud af den.

Det eneste problem er, at Isdjævelen godt ved, at hun ikke har rent mel i posen.

Måske er det fordi, han plejede at arbejde med dræbernisserne, og at han i kraft af sine erfaringer med dem, er god til at læse ansigtsudtryk og den slags.

I hvert fald, kan det blive meget farligt, hvis han afslører hende.

"Hvis bare han røg lige så meget pot som sin bror..ja, så ville alting være meget nemmere" tænker hun for sig selv

Dybfrossen og Isdjævelen er to vidt forskellige individer

Det er sandt, at de kommer fra den samme familie, og de deler blod, men det er ikke mange ting, de har til fælles.

Gudeskøn spørger lidt ind til deres familie

"Dybfrossen, hvor tit ser du dine forældre?"

Dybfrossen kan ikke huske, hvornår han sidst har set dem, men det er i hvert fald et godt stykke tid siden

"Jeg ser dem ikke så tit. De har travlt med at lave mad. Ja, altså, det jeg mener er, at de eksperimenterer med mad. De bruger forskellige ingredienser som tang og hvalros, og ja..jeg synes ikke, det smager særlig godt, men det er altså nu engang det, som de gør."

Isdjævelen tilføjer til hans historie 

"Ja, vores mor og far går og laver nogle lidt sjove ting. Jeg kan ikke rigtigt se mig selv i dem, må jeg indrømme. Æblet er faldet ret langt fra stammen."

Dybfrossen siger så 

"Ja, jeg føler jo nærmest, at det var mine bedsteforældre som lærte mig alting. Min farfar tog mig altid med på jagt, og lærte mig rigtig mange ting om livet. Han lærte mig, at livet skulle nydes, at det var alt for kort til at gå og stresse. Det var også ham, der lærte mig at ryge pot. Det er takket være ham, at jeg er så rar at omgås."

Isdjævelen ler lidt, og siger så 

"Haha, ja. Farfar var sgu altid så rar, men han var også lidt senil, var han ikke? Han kunne aldrig huske mit navn, og nogle gange kom han til at putte pot i min mad..jeg har mange gode minder om ham"

Julemanden synes, det er hyggeligt at høre om deres barndom. Selv kan han ikke huske så meget fra dengang han var barn. Det er så lang tid siden. Det kunne være 100 år siden, eller 1000 år siden, han kan simpelthen ikke huske det.

At dele den slags historier bringer folk tættere sammen. Det er ligemeget om de er mennesker, nisser, isbjørne eller enhjørninger. At åbne sit hjerte og fortælle ærligt om fortiden og de oplevelser, der har gjort en til den man er, er noget som knytter stærke bånd.

Det er hyggeligt, og alle har det godt lige nu, men en uventet drejning vil vende op og ned på det hele.

Vores venner i kanen hører en høj lyd. Nærmest et brag. Og kanen begynder at ryste.

Rensdyrene bliver også urolige, og flyver alle i forskellige retninger, hvilket rusker i kanen. 

Hvad er der sket?

Julemanden kigger på de andre, og Dybfrossen kigger så ned på siden af kanen.

Med stor forfærdelse opdager han, at kanen er blevet ramt.

Men med hvad, og af hvem? 

Noget har ramt kanen, og dette har skabt et stor hul i siden på den.

Rensdyrene kan slet ikke klare det. Julemanden prøver at berolige dem, men de går i panik, og er nu ude af stand til at flyve kanen.

Kanen taber højde. Den taber højde, og vores helte har kurs lige mod jorden.

Julemanden kan ikke få sine rensdyr til at lystre. De er immune overfor alle kommandoer lige nu.

Gudeskøn tænker så for sig selv “Hvis vi ikke overlever det her, vil jeg aldrig få fuldført min mission. Det ville være en katastrofe!”

Alle har noget at miste. Ingen har lyst til at dø.

Er dette virkelig enden på det hele for vores modige venner, som er de eneste der kan stoppe de forfærdelige dræbernisser? 

Kanen er lige ved at ramme jorden. Nu er det kun et spørgsmål om sekunder før den styrter ned.

Terrænet er meget varieret. Der er små bakker, træer, buske og floder.

Hvis de kunne lande kanen i en flod, vil det give dem en større chance for at overleve styrtet.

Dette tænker alle, mens de sidste par sekunder går, og alle lukker øjnene for ikke at se deres tragiske skæbne i øjnene..

Fortsættes..

Et koldt eventyr, kapitel 14

Der må være en gud et eller andet sted som holder hånden over vores venner, for trods de umulige odds, er kanen landet i floden, og alle lader til at være okay.

Julemanden er den første, som hopper ud af kanen, for at svømme hen til landjorden. Dette er dog ikke nemt, da hans tykke krop trækker ham nedad. Det er åbenbart ikke altid, at fedt flyder.

Dybfrossen og Isdjævelen hjælper ham, og sammen får de trukket julemanden i land.

De tre sidder nu, og prøver at genvinde kræfterne, men så siger Dybfrossen

“Hey!! Hvor er Gudeskøn?!”

Han bliver bekymret, og kan ikke få øje på hende. Nu hopper han i vandet for at redde hende. 

Tilbage sidder Isdjævelen og tænker “Hvis han dog bare ville lade hende drukne, så vi kunne slippe for hende..”

Gudeskøns horn stikker op. Det tager Dybfrossen fat i, og trækker hende i land.

Hun har overlevet, men hoster en masse vand op.

Julemandens rensdyr er så småt også på vej op af vandet. Deres størrelse har sikret dem deres overlevelse. 

Nu sidder de så alle der, gennemblødte og forvirrede. 

Julemandens kane er ikke faldet helt fra hinanden, men den har fået et hul og er blevet sjaskvåd og derfor tung, og alle må samarbejde om også at få hevet den i land.

Kanens majestætiske læderbetræk har suget en masse vand til sig, og der vil gå noget tid, før den er helt tør. 

Julemanden kommunikerer lidt med sine rensdyr, for at være sikker på, at de alle er sluppet uskadt fra styrtet. 

Ingen lader til at have fået nogen blødninger eller andre alvorlige skader.. men så ser han, at en af dem har brækket sit højre bagben. 

Det er skidt nyt. 

Rensdyret Rene-Sne har brækket et ben, og kan knap nok stå op. 

Dybfrossen ser at julemanden er bekymret, så han siger 

“Kan den ikke flyve, selvom den har brækket et ben? Jeg mener, den skal jo alligevel ikke røre jorden når den flyver..” 

Denne tankegang giver god mening.. altså, hvis man ikke forstår julemandens rensdyr.

Nu svarer han så Dybfrossen “Sådan fungerer det desværre ikke, Dybfrossen. Hvis bare et af mine rensdyr ikke bruger alle sine ben, kan kanen ikke lette. Og det gør de andre rensdyr nedtrykte, når de ser en af deres egne lide. Prøv at se hvor triste de er!” 

Dybfrossen kigger så på de andre rensdyr, og ser at de drager omsorg for Rene-Sne og hans brækkede ben. 

Imens dette sker, tænker Gudeskøn lidt for sig selv 

“Det her er virkelig ikke godt for min mission .. vi er blevet slået fuldstændig ud af kurs .. nu aner jeg ikke hvor vi er længere..” 

Isdjævlen er også frustreret. Og han er sikker på, at det var dræbernisserne der stod bag nedskydningen af kanen. De farlige væsener kan ikke klare et nederlag. De er villige til at tage livet af deres egen far, og en tidligere allieret, bare for at redde ansigt. 

Dybfrossen siger så “Nå, men.. hvad skal vi så gøre nu?”

Alle kigger lidt rundt. De prøver at orientere sig. Hvis bare de vidste hvor de var havnet. Floden, som de landede i, er omgivet af det grønneste græs, og de farverigeste blomster.

Der er ingen stier eller veje at se. Ingen spor af civilisation eller beboelse. 

De er landet på et smukt, men øde sted.

Naturen er fyldt med liv, og rundt om dem vrimler det med dyr, som Dybfrossen aldrig har set før.

Sommerfugle, biller, bier. Harer og fugle. 

Et så rigt dyreliv havde han aldrig turde forestille sig i Grønland. Der har han ikke set meget andet end sæler, søløver og andre isbjørne.

Hvad er dette for et fantastisk sted? 

Julemanden burde vide det. Han har fløjet jorden rundt adskillige gange, og burde også kende dette sted. 

Isdjævlen giver også lidt slip på sin frustration, og giver sig hen til den smukke natur. 

Det er en tidlig sommermorgen, og temperaturen ligger omkring de 12 grader.

Ikke særligt varmt, men perfekt for en isbjørn.

Solen er lige stået op, og vores venner håber på, at dette vil hjælpe dem med at finde vej.

Gudeskøn siger så “Jeg mindes, at I sagde noget om, vi var i den nordlige del af Canada før, og siden klimaet virker lidt mildere og varmere her .. må vi være i den sydlige del af Canada” 

Gudeskøn ved slet ikke hvor stort et land Canada er, men der er julemanden lidt bedre informeret.

“Ja, den sydlige del af Canada, det har du nok ret i. Så skal vi bare gå indtil vi når en by.. så vidt jeg kan huske, er de fleste canadiske storbyer i den her del af landet..” 

Dybfrossen får så en ide.

“Hvis der er mennesker her i nærheden, må der også være noget mad. Og mennesker er jo så glade for at tilberede deres mad .. mærkelige, som de nu er .. jeg tror godt, jeg kan lugte mig frem til en by, hvis jeg virkelig koncentrerer mig..”

Han begynder at lugte. Han fokuserer. Hans næse opfanger mange ting, især fra græsset og planterne, men intet der dufter af tilberedt mad. 

Han prøver i alle retningerne. Det er ikke nemt at få bid. 

Men så kan han pludselig dufte noget. Det dufter varmt. Og rart. Men ikke som kød, som jo er det, Dybfrossen foretrækker. 

Nej, det er noget helt nyt for ham. 

Nyt for ham, men meget velkendt for julemanden, som nu også kan dufte den varme mad.

Det er noget, som han har spist meget af i sin tid, noget som har bidraget gavmildt til hans store tykke mave. 

Så åbner han munden med et stort smil, og siger “Jeg kan dufte frisk morgenbrød. Kom, venner. Jeg ved, hvor vi skal hen” 

Det er lidt ærgerligt for Dybfrossen, at det ikke var ham som i sidste ende skulle føre de andre til en by. 

Julemanden har masser af erfaring med bagværk. Ja, det med at bage gør han sig ikke så meget i, men han har frådet og, man kan vel nærmest sige ‘fortæret’ flere hundrede kilo brød, især af den hvide og søde slags, i sit liv. 

Det er en dejlig duft, som nu trænger ind i alle de tilstedeværendes næser. Rensdyrene er også glade for den, og Rene-Sne får det lidt bedre takket være den himmelske duft af friskbagt morgenbrød. 

Julemanden fører an med stor beslutsomhed og selvsikkerhed. 

Efter et par minutters gang når de til en vej. Det er en typisk landevej. Asfaltbelagt, men med masser af jord og planterester, som om den ikke er særligt befærdet.

Så ser julemanden et skilt. Der står skrevet noget på det. Det er godt at han kan læse. De andre er noget nær analfabeter, og i særdeleshed Dybfrossen, som kun er vant til at ‘læse’ i billedbøger om planter.

Julemanden læser højt for de andre 

“Vancouver, 2 kilometer”.

“Sådan!” jubler julemanden. 

De andre hører hvad han siger, men ingen klokken ringer hos dem, så julemanden må forklare, mens han ringer med sine egne klokker. 

“Vancouver er en storby. Der bor masser af mennesker her. Og så er vi vist nok ret tæt på grænsen til Amerika..” 

Dybfrossen tænker lidt for sig selv “Amerika..Canada.. jeg ved ikke meget om disse steder.. men jeg ved at jeg allerede nu har set mere på en dag, end mine forældre har set i hele deres liv.. jeg glæder mig til når jeg er hjemme igen, og kan fortælle dem om alle mine oplevelser syd for Grønland..” 

Gudeskøn siger “Skønt! Så længe jeg kan få noget mad! Jeg er ved at dø af sult..” 

“Ja, gid du gjorde det..” mumler Isdjævelen lidt for sig selv, men ingen hører det.

De ser så en lille butik. Det er faktisk et bageri. Det må være der den herlige duft kommer fra.

Nu får Dybfrossen øje på et menneske der står i butikken. Det er en mand i midten af 40’erne, som står og sælger det friskbagte brød. Han ligner en, der har gjort det i mange år, for hver eneste bevægelse oser af rutine. 

Dybfrossen vil spørge bageren, om han må få et stykke varmt brød, og uden at sige noget til de andre, går han hen til butikken, træder ind ad døren og spørger med et stort smil 

“Hej, må jeg få et dejligt varmt stykke af det der morgenbrød?” 

Bageren er forfærdet! Hvad laver en isbjørn her i hans butik? Dog er det ikke første gang han ser sådan en, så han tager en kost og jager Dybfrossen ud, mens han råber “Kan du så komme ud, din..din bandit! Jeg vil ikke have dig her!” 

Bagerens reaktion gør Dybfrossen helt befippet, og før han får set sig om, står han ude foran bageriet. Uden brød, og stadig med en tom mave.

De andre kan ikke lade være med at grine lidt.

Isdjævlen fyrer en smart bemærkning af, men så minder julemanden ham om, at han selv er en isbjørn, og endda ser endnu farligere ud end Dybfrossen, så han ville nok have fået lige så dårlig, hvis ikke værre, respons fra bageren. 

Julemanden siger så “Overlad det til mig” og går så selv ind i butikken. 

Han er trods alt den eneste her som er et menneske, omend et lidt specielt et af slagsen.

For ham er det ingen sag at købe brød, og efter to minutter kommer han ud igen med nok morgenbrød til alle. 

De sætter sig ned på græsset, og i et stykke tid bliver der helt stille, mens vores helte fylder deres maver.

“Morgenstund har guld i mund. Især hvis det guld kommer i form af hvedemel, vand, gær og smør!” siger julemanden så. 

Der går et øjeblik før de andre opfatter, det er ingredienserne til brød, han lige har opremset. 

Julemanden kigger på sine rensdyr, og de lader til at have fået det bedre. Også Rene-Sne, som nu næsten kan stå normalt på alle fire ben igen. Dette letter julemandens hjerte. 

Dybfrossen tygger og sluger sit sidste stykke brød og siger så 

“Nå, lad os komme videre. Jeg vil stadig rigtig gerne se Gudeskøns hjemland” 

Dette er sød musik i Gudeskøns ører. Hun glæder sig til at præsentere Dybfrossen og Isdjævelen for sit hjemland, og give dem en ordentlig overraskelse.. 

Alle børster nu brødkrummerne af deres pels og tøj, og fortsætter ad den retning, som skiltet der stod Vancouver på, pegede i. 

Solen står lidt højere på himlen nu og det er begyndt at blive lidt lunt. Omtrent 15 grader.

De nærmer sig storbyen, og ser flere og flere mennesker. Dog holder vores venner sig på afstand, da synet af julemanden og alle hans rensdyr, samt to isbjørne og en enhjørning nok vil tiltrække mere opmærksomhed end hvad godt er. 

Folk virker glade her. De cykler på deres farverige cykler, de synger og nynner og nogle løber morgenture.

Tænk, at der kan være så meget natur og så meget liv. 

Det er en dejlig morgen, og vores helte nyder den, men de har også noget de skal ordne.

Julemanden kigger rundt omkring, og siger så 

“Hvad end det var, der ramte min kane, har det lavet et hul i den. Og det skal laves. Vi skal købe noget.. lim, tror jeg. Måske også noget træ”’

Julemanden har aldrig repareret sin kane før, og derfor er han lidt på bar bund. 

Gudeskøn siger så “Vi skal nok finde en butik som har træ og lim, julemand”

Dybfrossen siger så “Ja, det er jeg sikker på. Inden længe vil vi være oppe at flyve igen!”

Disse ord giver rensdyrene lidt tiltrængt optimisme, da de har slæbt kanen hen ad jorden de sidste par timer. De er ved at være trætte. Og oven i det sveder de også. Temperaturen stiger, og de savner Grønlands sne og frostgrader. 

Alle spejder efter eventuelle butikker, som har de nødvendige materialer.

Vancouver er større end nogen by, Dybfrossen nogensinde har set.

Det er lidt overvældende at se så mange butikker og mennesker.

Havnebyen som ligger nærmest hans iglo har nok ikke meget mere end et par hundrede indbyggere, så dette er helt nyt for ham.

Nu lugter han så noget. Det er duften af noget velkendt. Noget han holder af.

Han siger ikke noget til de andre, men følger blot sin lugtesans. Den har fungeret som kompas for ham i så mange år, så hvorfor stoppe med at følge den nu?

De andre prøver at stoppe ham, men han hører dem slet ikke. Hans ører opfanger ingenting, og kun den dejlige duft i hans næse betyder noget lige nu.

Den stoler han på, og snart vil han blive belønnet for sin tillid.

Dybfrossen bekymrer sig ikke længere om menneskene ser ham. ‘

Han følge sin næse igennem gaden, og selvom folk skriger, og prøver at skræmme ham væk med koste og truende fagter, rører det ham ikke det mindste.

Duften bliver stærkere og stærkere. Han kan begynde at fornemme hvad det er, og hvorfor han føler sig så draget af den.

Nu er den blevet rigtigt stærk, og han står foran en butik. Butikkens navn kan han ikke læse, men han kan se igennem ruden, og det han ser gør ham så glad, at han må bruge al sin selvbeherskelse for ikke bare at vade ind i butikken.

Hans øjne betragter den reneste skønhed gennem ruden.. inde i butikken står der lange rækker af kasser med pot og færdigrullede joints i.. og Dybfrossen kan se .. at de er lovlige..

Kapitel 15. 

Dybfrossens hjerte fyldes med glæde ved synet af de mange joints, denne vidunderlige butik sælger. 

Og tænk at det er lovligt! Det er helt utroligt. 

Han har lyst til at gå ind og kigge nærmere på de mange varianter af den hellige urt, men så husker han hvad der skete hos bageren. 

Nej, Dybfrossen må bevare sin selvbeherskelse, og finde på noget andet.

Julemanden og de andre synes det er lidt sødt. Dybfrossen er som et barn i en slikbutik. Et barn som ikke får lov at komme ind. Livet som rovdyr er ikke altid nemt.

Isdjævlen siger “Min bror er gået helt i selvsving. Jeg burde have vidst det ville ske”

“Hvad mener du?” spørger Gudeskøn.

“Jeg mener, da jeg arbejdede for dræbernisserne, læste vi jævnligt aviser for at orientere os om verdenssituationen. Og en dag så jeg, ved et tilfælde, at pot var blevet lovligt i Canada. Det fik mig til at tænke på min bror, men da vi ikke var på talefod på det tidspunkt..”

Julemanden og Gudeskøn forstår hvad han mener.

Nu siger Julemanden så “Nå, men lad bare Dybfrossen hygge sig henne ved den butik. Vi skal finde noget lim og træ, så vi kan reparere min kane!”

Isdjævlen siger “Men har vi penge?”

Det har de ikke. Men mon ikke de finder på noget alligevel?

Gudeskøn siger så “I går bare i gang, drenge. Jeg skal lige træde af på naturens vegne”.

Hun forsvinder for en stund, og Isdjævlen tænker “Drenge? At træde af på naturens vegne? Hvorfor snakker hun pludselig sådan? Jeg tror..”

Han bliver mere og mere mistænksom. Gudeskøns adfærd er ikke som en normal persons. Heller ikke som en normal enhjørning. Ja, det sidste er kun noget Isdjævlen kan gætte, men mystisk, det er hun.

Julemanden siger så “Isdjævlen, jeg kan se et marked derhenne. Måske har de hvad vi skal bruge. Bliv du hellere her. Der er ingen grund til de bliver skræmte”
Isdjævlen tager det som et kompliment. Selvom han ikke er ond mere, smører det stadig hans ego lidt, når nogen er bange for ham.

Han bliver tilbage, mens julemanden går hen til markedet.

Imens er Gudeskøn forsvundet ind bag nogle buske. Hun har brug for privatliv, men ikke til det, som hun fortalte Isdjævlen og julemanden. 

Hun har brug for en tænkepause. Ingen afbrydelser, ingen forstyrrelser.

“Okay. Så nu er vi her. Min konge er med garanti ved at blive utålmodig. Men hvad kan jeg gøre? Ingen af de andre har en telefon. Jeg bliver nødt til at ringe til Kong Superhersk, for at fortælle ham, jeg stadig er fokuseret på missionen”

Tilbage foran pot-butikken, står Dybfrossen og prøver at komme på noget. Han skal prøve nogle af de joints, som butikken sælger. Hvis bare han dog havde et menneskes ansigt.

Nu ser han så noget, der giver ham håb.

På en bænk sidder en fyr, der ser ret afslappet ud. Hættetrøje, skægstubbe, og et smil der siger “Jeg har lige røget den største fed”. Om han virkelig har det, kan Dybfrossen naturligvis ikke vide, men når fyren ser så afslappet ud, mon ikke det er et forsøg værd at tale med ham?

Han går forholdsvis langsomt hen mod bænken, og siger “Hey, undskyld. Må jeg sætte mig her?”

Der er plads både på bænken og i fyrens hjerte, så han siger ja, og Dybfrossen sætter sig ned på bænken. Endnu en ting, han aldrig har set før.

Fyren siger “Du er vist ikke helt normal, er du?”

“Hvad mener du?” spørger Dybfrossen.

“Jeg mener, dit ansigt er helt hvidt, og hvad sker der med din næse..og er det pels, du har?”

Nu går noget op for Dybfrossen. Fyren på bænken har slet ikke opdaget, at Dybfrossen er en isbjørn.

“Altså, faktisk er jeg meget normal, når du tager i betragtning at jeg er en isbjørn”

Fyren vågner lidt op, kniber sine øjne, og siger så “Er du.. en isbjørn?

“Ja, det er jeg. Hvad skulle jeg ellers være?”

“Det ved jeg ikke. Det er bare mærkeligt, at du kan tale..noget siger mig, det ikke kun var pot jeg røg tidligere i dag..”

Dybfrossen ler lidt, og siger “Åh, bare rolig. Jeg ved ikke hvad du har røget tidligere i dag, men jeg kan forsikre dig om, at du ikke hallucinerer. Jeg er en isbjørn, og ja, jeg kan tale”

Helt normalt for Dybfrossen. Hvem fanden kan ikke tale?
Nu lader fyren til at være kommet over chokket, og siger så “Nå, men du er vel hvad du er. Mit navn er Sten, forresten”

“Sten? Altså ligesom sådan en her?” siger Dybfrossen til sin nye bekendt.

“Ja, ja. Sten Og mit efternavn er Mark. Lidt et lortenavn, ikke?”

Dette er meget interessant for Dybfrossen. Nu siger han så selv “Ja, og mit navn er Dybfrossen. Intet efternavn. Bare ‘Dybfrossen’”

“Okay..cool” siger fyren mens han nikker, som var han med i en Snoop Dogg video fra 90’erne.

Dybfrossen siger så “Ja, jeg er ret cool. Jeg holder stilen kølig. Men det, jeg vil snakke med dig om, er den hellige urt”

Sten forstår. Selvom han har siddet og stenet de sidste par timer, kan han godt følge med i samtalen.

“Okay, fedt. Som sagt så røg jeg selv en fed for et par timer siden. Uh, det var dejligt”

Dybfrossen smiler, så hans tænder kommer til syne, og siger “Det er jeg sikker på det var. Men jeg har et problem. Kan du se butikken derovre?”

Sten vender sit hoved lidt, og lader sit blik køre langsomt rundt - han er trods alt skæv - og siger så 

“Åh, ja. Den der. God butik. Du skal købe tre af de lange, med 20 % THC. Tro mig, du vil ikke fortryde det”

Dybfrossen ved ikke hvad THC er. Kemien i pot interesserer ham ikke. 

Han siger så “Det lyder godt. Men.. jeg skal bruge din hjælp. Jeg kan ikke gå ind i butikken, fordi .. “ han lader Sten gætte resten, men Sten er så skæv, at han ikke tænker særligt langt.

Dybfrossen afslutter sin sætning “Ja. Jeg er en isbjørn, så de er bange for mig. Derfor ville det være super fedt, hvis du kunne gå ind og købe nogle joints til mig”

Nu er Sten med. Dybfrossen skal have hjælp. At hjælpe er godt. Især hvis den bliver givet til en truet dyreart.

Sådan går Stens tanker lige nu. Men nok med bare at tænke. Han rejser sig op og siger “Okay, Dybfrossen. Jeg skal nok gå ind og købe noget pot til dig. Du virker som en fin fyr. Og min mor har altid sagt, at..”

Sten stopper halvvejs i sætningen, da han ikke kan huske, hvad han skal sige. Han ryster så på hovedet, og går hen til butikken.

Mens Dybfrossen sidder og venter, vil vi vende tilbage til Julemanden, som befinder sig henne ved markedet

Der er nogle folk der sælger lim, men julemanden skal have noget rigtig stærkt lim, så han siger 

“Er du sikker på, den her kan reparere min kane? Hvis den går i stykker, mens jeg flyver i den, så..”

Normalt afslører julemanden ikke hvem han er overfor fremmede, og slet ikke almindelige handelsfolk, men tiden er knap, og han har ikke noget skiftetøj på, så de fleste har allerede gættet hvem han er, eller i hvert fald hvem han prøver at ligne.

Sælgeren siger “Hey, hey, du lyder så alvorlig. Tag det roligt, du gamle. Jeg sælger kun det bedste. Tag mit ord for det”

Skal julemanden det? Han har vel ikke noget valg. Nu stikker han hånden ned i sin lomme. Den er dyb. Muligvis flere meter. Han fisker efter penge, men finder ikke nogen.

Til gengæld finder han nogle magiske kugler. For ham er de ikke noget specielt. Når man er julemand, så har man adgang til lidt af hvert. Men de fleste mennesker har nok ikke set sådan nogle kugler før, så..

Julemanden tænker hurtigt, og siger “Så, øh, jeg har, desværre, ikke nogen penge. Det er jo ikke heldigt”

Sælgeren vender det hvide ud af øjnene. Endnu en kunde der ikke vil betale.

Nu gør julemanden dog noget, som sælgeren ikke kunne forudse. Han tager 3 kugler op af sin lomme, og lægger dem på bordet.

De skinner. Ikke på en overdreven måde, der blænder, men nok til at man bliver betaget af deres skønhed. Lyset er grønt og rødt. Julens farver. 

Sælgeren kigger på julemanden, som om dette er det mest fantastiske han nogensinde har set, men stadig er han også skeptisk. Det skal man være som forretningsmand.

“Nå, så du vil altså give mig de der kugler som betaling? hmm”

Julemanden håber at han vil tage imod dem, for han har virkelig ikke nogen penge på sig. De sidste brugte han på morgenbrødet.

Sælgeren siger så “Du skal have lidt lim.. og jeg må indrømme, de der kugler fascinerer mig temmelig meget, så .. lad gå.”

Julemanden smiler, og udbryder et lille “ho-ho”, men stopper så, da han indser, dette drager for meget opmærksomhed.

Han tager limen, og forlader markedet. Han går hen til Isdjævlen, som sidder og venter på en sten. Isdjævlen bryder sig ikke om at vente, så det har han ikke gjort.

Foran ham ligger nogle træstykker. 

“Hvad har du lavet?” spørger julemanden både undrende og imponeret.

“Jeg har bare fældet nogle træer. Efter jeg gjorde det, hyggede jeg mig lidt med at slibe barken af, så.. her har vi alt det træ vi skal bruge”

Isdjævlen er virkelig en god allieret. Julemanden sætter pris på hans handlekraft, og siger “Fantastisk, isdjævlen. Så har vi alt, hvad vi skal bruge. Nu skal vi så bare fikse kanen. 

Det går de så i gang med. Det går hurtigt når man er to.

Rensdyrene er der også, så de kigger på, mens de spændt venter på at komme op at flyve igen.

Imens der bliver arbejdet på kanen, vender vi tilbage til Gudeskøn, som har fundet en telefon, og nu snakker med sin konge.

“Gudeskøn, hvad er problemet? Du lyder bekymret”

“Jeg er lidt bekymret, min konge. Julemandens kane, som vi fløj i, blev skudt ned, og nu er vi i Canada.. ja, det er lidt af en lang historie ..”

“Hvornår får jeg så mine nye kæledyr at se?” spørger Kong Superhersk og forventer et svar med det samme. Manden er utålmodig. 

“Snart. Jeg bliver forsinket en dag eller to, men jeg er på vej. Du skal nok snart få dine isbjørne”

“Godt så. Det håber jeg for din skyld.. og for dine forældres”

Disse ord løber Gudeskøn koldt ned ad ryggen, men hvad der er vigtigere nu, er at slå koldt vand i blodet, og tro på missionen.

Hun siger farvel til Kong Superhersk, og står nu igen alene med sine egne tanker.

Gudeskøn ved ikke hvor langt julemanden og isdjævlen er nået i deres bestræbelser på at reparere kanen, så hun ved ikke om de venter på hende.

“Jeg må hellere vende tilbage” tænker hun for sig selv.

“At træde af på naturens vegne plejer ikke at tage 20 minutter”

Med disse ord, giver hun sig til at lede efter dem, og mens hun gør det, vender vi tilbage til Dybfrossen, som sidder på bænken, og venter på at Sten kommer ud med nogle joints.

Han glæder sig til at ryge dem. Mon de er anderledes end dem han selv har rullet? Det er spændende. Eksotiske, canadiske joints.

Nu kommer Sten så ud af butikken, med en lille pose.

Han kommer smilende hen til Dybfrossen, sætter sig ned ved siden af ham, og siger “Nå, er du klar?”

Sten virker mere frisk og klar i hovedet nu. Måske var det fordi han inde i butikken var nødt til at spille voksen. 

Det behøver han ikke gøre mere. Nu er det tid til at hygge sig. Dybfrossen smiler, Sten smiler og de tænder den første joint. 

Det er en mærkelig følelse at ryge sådan en på et offentligt sted. Det er første gang Dybfrossen prøver det.

Nu spørger Sten så “Nå, men, du siger du er en isbjørn .. det ved jeg ikke, om jeg kan tro på. Men hvad laver du her i Vancouver?”

“Det er en lang historie. Jeg er oprindeligt fra Grønland. Jeg er ude på et eventyr”

Sten synes det lyder spændende, og siger så “Nå! Et eventyr! Det må jeg nok sige. Det lyder spændende.. men også lidt stressende”

Hvad mener Sten med det?

Dybfrossen beder ham om at uddybe, og det gør Sten, mens han puster røgen fra den dejlige joint ud.

“Et eventyr, det er sådan noget hvor man skal ud og .. ja, se nogle ting, prøve nogle ting. Det ville give mig stress, hvis nogen bad mig om at tage med på sådan et”

Dybfrossen synes det er ærgerligt, at Sten ikke deler hans eventyrlyst, og siger så 

“Stress.. hmm, nej, det har jeg ikke fået. Men tro mig, jeg har set ting, som jeg aldrig vil glemme..”

Sten nikker langsomt, og siger så “Det er cool .. men der må have været tidspunkter, hvor du tænkte ‘Ey, nu gider jeg ikke det her mere. Jeg bliver bare her’”

Dybfrossen fortæller så hele historien om ham og de andre, som er på vej mod Gudeskøns hjemland, og på samme tid har påtaget sig opgaven at stoppe dræbernisserne.

Sten tror på Dybfrossen, men skal have noget tid til at fordøje alt det han lige er blevet fortalt.

Dybfrossen lader ham sidde på bænken, og går så lidt rundt. Han kigger på træerne. De er høje og grønne. Han kigger på græsset, der vokser så vildt. Han hører fuglene kvidre og tænker “Hmm, gad vide om de smager godt?”.

Ja, Dybfrossens mave sover sjældent længe ad gangen, og der skal ikke meget til at vække den op.

Han tænker så “Jeg håber snart julemanden har fikset sin kane. Det er tid til at komme videre..”

Det er det. Dybfrossen ved, at han har hygget sig med Sten længe nok, og at det store eventyr venter på ham. Det trækker i ham, og han ved det.

Nu hører han så en stemme, der ikke er til at tage fejl af. Det er julemanden, som kommer gående hen imod ham.

“Åh, Dybfrossen. Jeg har gode nyheder, min ven”

Gode nyheder er altid gode at høre, så Dybfrossen spidser ører, mens julemanden fortsætter

“Min kane er klar igen. Vi kan flyve videre”

Det er Dybfrossen glad for at høre. Timingen er perfekt, så han giver julemanden fem - fordi han er for tyk til at man kan kramme ham - og siger så “Det er fantastisk, julemand. Jeg er klar om lidt. Skal lige sige farvel til en ven”

“En ven?” spørger julemanden forvirret.

Dybfrossen går hen til Sten, klapper ham på skulderen og siger “Hey, Sten. Jeg skal videre nu. Det var hyggeligt at ..”

Sten afbryder ham ved at sige “Nå, okay. Øv. Det var så hyggeligt at ryge med dig”

Det var hyggeligt, men Dybfrossen har andre prioriteter end at ryge sig skæv, så han siger 

“Det var det helt sikkert, men eventyret venter på mig

. Min rejse er ikke forbi endnu”

“Nå okay, jamen, så held og lykke med den” siger Sten, og forstår stadig ikke rigtigt hvorfor Dybfrossen er så eventyrlysten. 

De siger farvel, og Dybfrossen følger med julemanden, som muntert spadserer hen til kanen, som både er blevet repareret og fået ny maling.

Dybfrossen giver julemanden et anerkendende nik, og julemanden siger “Vi er helt klar til at rejse. Men hey! Hvor er Gudeskøn?”

Hun er stadig ikke vendt tilbage. Hendes mission optager hende så meget, at hun har glemt at opføre sig normalt. Det er selvfølgelig også svært at opføre sig normalt på kommando. 

Isdjævelen siger “Kan vi ikke bare tage af sted uden hende?”.

Han kan ikke udstå hende. Han ved, at hun pønser på noget, selvom han ikke kan bevise det.

Til det siger julemanden “Nej, vi skal da have hende med. Venner holder sammen, ikke?”

Isdjævelen føler en stærk trang til at ryste på hovedet. Gudeskøn er ikke en sand ven. Dette kan han dog ikke lade julemanden vide, så han nikker blot og siger “Du har ret. Lad os kalde på hende”

Nu kalder de alle tre på hende. De går rundt, og spejder efter hende. Hun må være i nærheden. 

Det er hun også. Efter et par minutter, hører hun dem, og kommer så frem fra busken. Hvad hun har lavet derinde, er der ingen som vil spørge om.

Julemanden vil vældigt gerne op at flyve, så han gentager sig selv “Nå, lad os komme af sted!”

De gør klar til afgang. Vores helte og rensdyr sætter kursen mod Gudeskøns hjemland, og flyver nu af sted.

Fortsættes ..

Kapitel 16.

De flyver i kanen igen. Rejsen har været lang, men den er ikke overstået endnu. Gudeskøns hjemland venter på dem, og hun glæder sig til at hendes plan snart vil blive realiseret.

“Jeg er så tæt på målet. Og de ved slet ikke hvad der venter dem. Først når det er for sent, vil de se, at jeg har narret dem” 

Hun har ført dem bag lyset. Hun har løjet. Dette er ikke noget hun plejer, men som bekendt følte hun ikke hun havde noget valg, da hun indgik aftalen med Kong Superhersk.

Dybfrossen siger “Gudeskøn, hvordan vil du beskrive dit hjemland?”

Gudeskøn svarer “Det er et dejligt sted. Nej, dejligt er ikke et passende ord. Det er et fantastisk sted. Som taget ud af et magisk eventyr. Du kommer fra Grønland, og kan slet ikke forestille dig hvor anderledes det er”

Isdjævelen, som selvfølgelig stadig er mistroisk over for hende og alt hun siger, spørger så 

“Du siger vi får en rigtig god oplevelse. Men hvad får du ud af det?”

Gudeskøn prøver at spille dum, og siger så “Hvad mener du?”

Isdjævelen vender det hvide ud af øjnene - bortset fra, det hvide er grønt i hans tilfælde - og siger så 

“Vi er rejst med dig tilbage til dit hjemland. Du siger vi skal se det, fordi det er så smukt og specielt. Det er fint. Men hvad får du ud af at vise os det?”

Gudeskøn bryder sig ikke om hans spørgsmål, så hun kigger lidt væk, men vender tilbage og siger så “Det er mit hjerte, der fortæller mig, jeg skal gøre det. I fortjener at se noget så smukt som mit hjemland”

Isdjævelen er ikke tilfreds. Han ved hun lyver. Den slags kan han mærke.

Gudeskøn skifter samtalens fokus før Isdjævelen når at stille et nyt spørgsmål

“Og nå ja, noget I alle skal vide er, at når vi ankommer til mit hjemland, så er der rigtig mange som vil være nysgerrige og stille jer en masse spørgsmål. Bare lad dem. I er vores gæster. Og I vil blive behandlet som berømtheder”

Dette kan julemanden godt lide at høre. Han elsker opmærksomhed. Især nu hvor alle dræbernisserne ikke giver ham nogen, i hvert fald ikke af den positive slags.

Han siger “Det lyder spændende. Tror du vi skal give nogle interviews og sådan noget?”

Gudeskøn smiler og siger “Det er jeg helt sikker på I skal. I er meget specielle i mit hjemland. Der er mange der gerne vil møde jer”

Dybfrossen synes også det lyder spændende. Tænk at blive interviewet af nogen. Det havde han aldrig tro ville ske for ham. Ikke at berømmelse er noget han har været optaget af i sit liv. Tanken er bare sjov for ham.

De kommer nærmere Gudeskøns hjemland, og nu siger hun “Okay. Vi er der snart. Jeg kan dufte det”

“Dufte det?” siger Isdjævelen som om det ikke giver nogen mening, at man kan dufte et land.

Gudeskøn lukker sine øjne som var hun med i en Disney-film fra 1995, tager en dyb indånding og siger så “Ja .. vi er her næsten. Om få sekunder vil I også kunne se det”

Julemanden, Dybfrossen og Isdjævelen kniber alle deres øjne. De kan stadig ikke se noget. Ikke andet end skyer. 

Men nu flytter skyerne sig, som om de var blevet beordret det. 

Og hvad kommer til syne? Det gør Gudeskøns hjemland.

"Se! Det der...det er mit hjemland!" hun peger på noget..og det er en ø..en ø, som flyver i luften..der er vandfald ..bakker og dale..bjerge..og alverdens interessante væsener..

Endelig er de nået frem til Gudeskøns hjemland. Det er endnu smukkere, end de forventede.

"Hvad hedder det?" spørger Dybfrossen nysgerrigt 

Gudeskøn kigger på ham og siger 

"Mirakel-øen "

Julemanden tænker lidt for sig selv

"Nå ja, hvordan kunne jeg dog glemme det?"

Mirakel-øen er et smukt sted. Der er vandfald, bakker, dale, bjerge, søer, skove og selvfølgelig..en masse regnbuer.

Isdjævelen kan ikke forstå hvor regnbuerne kommer fra, så han spørger 

"Gudeskøn, hvordan kan det være, at der er så mange regnbuer heroppe?"

Dette er noget, som hun faktisk aldrig har tænkt over før, men hun svarer alligevel 

"Det er fordi vi er så lykkelige her. Regnbuerne er en fysisk manifestation af den lykke vi føler. De symboliserer fred og idyl, harmoni og balance"

Isdjævelen synes, at det lyder som en omgang fis, men viser det ikke og siger blot "Tak. Det er godt at vide."

Julemanden gør klar til landing, og lander langsomt kanen på en stor plads, hvor der ikke er så mange væsener. Det er ikke altid nemt, når man har sådan en stor kane.

Rensdyrene er trætte oven på rejsen, så Julemanden giver dem nogle gulerødder og siger, at de godt må slappe af nu. Selv rensdyr kan trænge til et hvil en gang imellem.

Dybfrossen står på den åbne plads, og kigger rundt omkring.

Han kan se bjerge i horisonten, bjerge af guld. Han kan se smukke vandfald imellem bjergene.

Mirakel-øen er et poetisk smukt sted, og Dybfrossen føler, at det har været hele rejsen værd.

Han spørger så Gudeskøn 

"Nå, Gudeskøn. Det har været noget af en lang rejse, men nu er vi her. Du sagde at der var mange forskellige væsener her, så..hvor kan jeg finde dem? Ja, jeg skal nok lade være med at spise dem.."

Gudeskøn fniser, og siger 

"Kig bag dig, Dybfrossen"

Dybfrossen vender sig om, og ser en lille drage. Den er ikke meget større end en gris.

"Nååå, hvor er den sød." siger Dybfrossen 

"Hvad hedder du, lille ven?" spørger han den.

Dragen kan vist ikke forstå ham, for den siger ikke noget.

Gudeskøn fortæller så 

"Ja, drager er lidt generte, så du skal ikke regne med at få en samtale i gang med dem."

Det er lidt ærgerligt, tænker Dybfrossen, men siger "Nå, pyt med det. Jeg er sikker på, der er mange andre spændende væsener her"

Julemanden rømmer sig, og siger så 

"Ja, jeg må jo erkende, at jeg aldrig har været her før. Jeg har simpelthen ikke fået nogen ønskelister fra Mirakel-øen før."

Gudeskøn kan se, at Julemanden skammer sig lidt over det, så hun siger 

"Det skal du ikke tænke på nu, Julemand. Der er rigtig mange her, der gerne vil møde dig. Det var jo trods alt for at møde dig, at jeg rejste til Grønland i første omgang. Kom, lad mig vise dig hvor populær du er."

Julemanden følger efter hende, og tilbage står de to brødre, Dybfrossen og Isdjævelen.

Mange små væsener kommer hen til dem. De bliver stillet en masse spørgsmål af talende slanger, gule dværge og en leende ko.

"Hvad hedder I, og hvor kommer I fra?"

Dybfrossen svarer på deres spørgsmål 

"Mit navn er Dybfrossen, og det her er min bror, Isdjævelen. Vi kommer begge fra et meget koldt sted, som hedder Grønland. I har måske hørt om det før. Det er der, hvor Julemanden bor. Vores pels er hvid, og det er fordi vi er isbjørne. Vi kommer fra et meget koldt sted, og vores tykke pels er et resultat af dette."

Isdjævelen overtager, og siger

"Ja, vi er isbjørne, og meget farlige..men bare rolig, vi er ikke kommet for at skade nogen. Vi er blot kommet, fordi vi har hørt at jeres land skulle være ret så fantastisk, og nu hvor vi er kommet, kan jeg så bekræfte, at det er. Gudeskøn, den enhjørning som viser Julemanden rundt lige nu, har vist os vejen hertil, og sammen har vi oplevet en masse eventyr."

Den leende ko synes, at alt dette lyder meget interessant og siger så 

"Fascinerende. Isbjørne. Det er første gang nogensinde, at vi ser sådan nogle som jer. Velkommen til Mirakel-øen. Vi håber, at I vil nyde jeres ophold her."

Dybfrossen siger 

"Det er jeg sikker på, vi vil, men jeg har bare et spørgsmål: Hvordan er det muligt, at jeres land er heroppe i skyerne? Jeg mener, hvordan er det fysisk muligt for jeres land bare at flyve i luften?"

Den leende ko skal til at svare, men bliver afbrudt af en gul dværg, som siger

"Det er fordi, vi er mirakelmagere her. Vi kan trylle. Vi kan mange ting, som I slet ikke kan forestille jer."

Isdjævelen og Dybfrossen forstår ikke så meget, af hvad der lige er blevet sagt, men siger 

"Tak for forklaringen. Den var meget .. interessant. Nå, men vi må videre. I må have en god dag"

De to brødre forlader den store plads, og går ind mod det, der ligner byens centrum.

"Gad vide, hvad vi vil finde derinde." siger Dybfrossen

"Det er slet ikke til at vide" svarer Isdjævelen 

De går gennem gaderne, og kan se en masse bygninger, lavet af silke og sæbebobler.

"Meget interessant ide" tænker Dybfrossen.

De når så frem til en markedsplads, hvor der er en masse madboder.

Foran en af dem, står Gudeskøn og Julemanden.

De to isbjørne går hen til dem, og siger 

"Nå, hej med jer! Hvordan går det?"

Julemanden nikker med hovedet, og siger "Det går fantastisk, mine venner. Folk her elsker mig..og ved I hvad? Gudeskøn har fortalt mig, at deres konge gerne vil møde os. Er det ikke fantastisk?"

Hverken Dybfrossen eller Isdjævelen ved, hvad de skal sige til det.

"Øhh..det er vel okay." siger Isdjævelen med en klar skepsis i sin stemme.

Hans skepsis er velbegrundet. Tiden er nemlig snart inde til, at Gudeskøn vil afsløre sin hemmelige mission.

Isdjævelen ved, at hun har planlagt et eller andet, men han er stadig ikke sikker på, hvad det er.

Gudeskøn tænker for sig selv 

"Det er nu, det gælder. Jeg er så tæt på målet. Mine venner og familie vil blive så stolte af mig. Jeg skal bare få dem præsenteret for kongen, og så er min opgave næsten overstået"

Hun siger så 

"Kom med mig. Jeg ved, hvor kongens palads er."

De følger efter hende, og efter et par minutter, når de frem til et stort palads, med vagter ude foran, og en dør belagt med diamanter.

Vagterne er to satyrer, som smiler til de to isbjørne, og hvisker et eller andet.

Hverken Dybfrossen eller Isdjævelen kan forstå hvad de siger, så de ryster bare på hovedet, og tænker i stedet på kongen som vil møde dem. Det er en meget stor ære for dem.

Gudeskøn beder vagterne om at åbne døren, og det gør de

De fire venner træder indenfor. 

Det er en stor sal, de kommer ind i.

Der er malerier på væggene, gyldne reb hænger ned fra loftet, og tæppet er lavet af en meget tyk form for grøn silke.

Nu bevæger de sig længere ind i salen, og får øje på kongen.

Kong Superhersk sidder på sin trone. Det er tydeligt at se, han har ventet på dem længe.

Med sit scepter i hånden og krone på hovedet, rejser kongen sig op og siger 

"Velkommen til vores skønne land. Jeg er Kong Superhersk."

Dybfrossen, Isdjævelen og Julemanden ved ikke, hvad de skal sige.

De havde ikke ventet, at kongen ville være et firben, men ud af almindelig høflighed, og for at historien ikke skal gå i stå, vælger de ikke at sige noget.

Julemanden har det dog lidt mærkeligt med situationen.

Normalt er det ham, som man anser for at være lidt af en konge, så han føler sig en lille smule utilpas, men tænker så lidt for sig selv 

"Nå, ja. Her er jeg ingen konge. Må bare se hvad han har at sige. Måske vil han give os nogle gaver"

Gudeskøn siger så 

"Min konge har ventet på jer i lang tid, og nu er I her endelig. Han er virkelig glad for at se jer"

Det store øjeblik nærmer sig, hvor kongen afslører Gudeskøns hemmelige plan. 

Isdjævelen kan mærke at noget er galt, men kan ikke sætte en finger på det.

Dybfrossen stiller det oplagte spørgsmål 

"Hvorfor ville du gerne møde os? Er der et formål med det, eller kan du bare godt lide at møde nye folk?"

Kong Superhersk ler, og kigger hen på Gudeskøn, som føler en vis skam over at have narret sine nye venner. 

-- MACIEJ MARCH 10TH 2022--

Da hun ved, at Dybfrossen snart vil opdage hendes hemmelighed, tager hun lige så diskret et par skridt, og distancerer sig fra ham. Hendes skyldfølelse vokser sig større.

"I, mine kære venner..er nødvendige for mig..især jer, Dybfrossen og Isdjævelen. I er mine æresgæster"

De to brødre føler sig beærede, men også forvirrede.

"Er vi dine æresgæster?" spørger Isdjævelen.

"Ja, mine hvide venner. I er slet ikke klar over, hvor længe jeg har gået og savnet sådan nogle som jer."

Isdjævelen får øjenkontakt med julemanden, som heller ikke ved hvad der foregår.

I  Grønland ville man aldrig høre den slags, så at sige vores tre venner er noget forvirrede, ville være en solid underdrivelse.

"Kan du ikke bare sige det ligeud?" siger Dybfrossen så.

"Nuvel.." siger Kong Superhersk og fortsætter 

"Jeg skal nok fortælle jer det..jeg er jo kendt for at være en meget flink fyr..men lad mig lige fortælle jer lidt om mig selv først..jeg er en simpel mand..jovist, jeg er da konge..og den store magt har måske steget mig en anelse til hovedet, men..der er en ting, jeg altid har sat pris på, og det er kæledyr..der findes ikke noget bedre i verden end kæledyr, hvis I spørger mig..I har sikkert allerede hilst på nogle af de drager, leende køer, talende slanger, gule dværge, satyrer og hvilke andre væsener der ellers bor her i mit smukke kongerige, og ja..de er da meget sjove..men jeg er træt af dem..jeg vil have nogle nye kæledyr..så..mine venner, I får nu den store ære at blive mine nye kæledyr!"

Fortsættes..

At stige 

Kapitel 17 

-----

"Kæledyr?" siger Dybfrossen, som om han ikke rigtigt kan tro det

Gudeskøn er glad for, at han ikke er blevet sur endnu, men det vil han nok snart blive, når han finder ud af, at Kong Superhersk mener det alvorligt.

Kongen sipper lidt på sit vinglas, og siger så 

"Dybfrossen..Isdjævelen..I er meget vigtige for mig. Ja, I skal være mine nye kæledyr. Fra nu af, er det her jeres hjem"

Isdjævelen synes, det lyder for latterligt, men er på samme tid også frustreret, og tænker så lidt for sig selv 

"Jeg vidste, at Gudeskøn ikke var til at stole på. Jeg vidste det!"

Det går nu endelig også op for Dybfrossen, at Gudeskøn har vidst besked om dette hele tiden, så han vender sig mod hende, og siger 

"Du lokkede mig herop, blot så jeg kunne blive din konges slave. Hvordan kunne du gøre det? Jeg troede, vi var venner!"

Gudeskøn skammer sig, og har ikke noget at sige til sit forsvar.

Hun kigger ned i gulvet, og venter på, at nogen skal sige noget.

Det er det eneste, der kan redde hende lige nu.

Kong Superhersk tager ordet, og siger 

"Isbjørne er så søde. I er nuttede. Tag det dog som et kompliment. I skal bo her nu. Aldrig mere behøver I at gå på jagt. I kan bare slappe af, og nyde livet her. Der er masser af mad til jer, og så er det meget varmere end i Grønland. Hvad har I at brokke jer over?"

De to brødre er bestemt ikke i godt humør, og det er julemanden heller ikke.

Vores tykke ven siger 

"Dette kan du ikke gøre. Frihedsberøvelse er en forbrydelse. Jeg vil ikke tolerere det under nogen omstændigheder!"

Julemanden råber, og både Dybfrossen og Isdjævelen er glade for at se, at han kæmper for dem, men de ved også godt, at det er en kamp, som de selv må tage

Isdjævelen siger så "Jeg elsker at gå på jagt. Der findes ikke noget bedre i den her verden. Det kan du ikke tage fra mig!"

Kriminalitet 

Kriminelt 

Ulovligt 

Kongen ler, men siger ellers ikke noget. Han føler sig overlegen, og ser ned på isbjørnene.

Dybfrossen siger så "Jeg elsker Grønland. Du får mig aldrig til at blive her. Har I overhovedet noget pot her?"

Kongen har aldrig hørt om pot før, men Gudeskøn går hen til ham, og hvisker ham i øret.

Hun forklarer ham, hvad det er, og efter ca. et minut siger han så 

"Ahaha, nej, den slags har vi ikke her. Livet er allerede så smukt, at vi ikke behøver sådan noget, for at kunne nyde det."

Det er det værste, man kan sige til Dybfrossen. Ifølge ham, er det nemlig pot som gør livet smukt. Pot og den nydelse som den bringer, er en central del af hans filosofi, og han vil aldrig give slip på den. Det handler ikke kun om hedonistisk kærlighed, men om principper.

Dybfrossen ryster på hovedet, og kigger så på Isdjævelen. 

De to brødre ved, at de bliver nødt til at gøre noget.

Kongen vil ikke lade dem gå, det er helt sikkert, og derfor bliver de nødt til at flygte, mens de stadig kan.

Julemanden aftaler med dem, at han vil aflede kongens opmærksomhed, så de kan flygte ud af paladset 

Han stiller sig hen foran Kong Superhersk, og spørger 

"Deres majestæt, undskyld at vi er så usamarbejdsvillige. Det er bare fordi, vi er så vant til at bo i Grønland. Vi har ikke helt vænnet os til dit vidunderlige kongerige endnu."

Gudeskøn ved, at julemanden ikke mener noget af det han siger, men at det blot er ment som en afledningsmanøvre. Dog, siger hun ikke noget, da hun inderst inde håber, at Dybfrossen og Isdjævelen slipper væk.

Julemanden fortsætter 

"Jeg har et spørgsmål til dig. Hvordan føles det at være et firben og på samme tid konge? Er det at være konge, noget som krybdyr har talent for? Ja, jeg spørger jo bare, for nede i Grønland, har vi jo ikke nogen firben."

kryb og kravl 

Kong Superhersk er glad for at få spørgsmålet, og da han elsker at tale om sig selv, begynder han at svare på det 

"Jo, ser du, jeg har været konge i tyve år, og det bedste er at ..."

Kongen tager sig god tid til at besvare julemandens spørgsmål, og i mellemtiden lister Dybfrossen og Isdjævelen ned mod udgangen, i håbet om at kongen ikke ser dem.

Gudeskøn kan godt se de to brødre, og er slet ikke i tvivl om, hvad de prøver på, men hun lader som om hun ikke ser det.

De kommer nærmere og nærmere porten. Deres hjerter begynder at banke hurtigt, for de vil virkelig gerne hjem. 

Kong Superhersk er helt optaget af at fortælle sin historie, så han har slet ikke lagt mærke til, hvor tæt på porten de to bjørne er.

Julemanden står og lytter til kongens lange historie, og finder den ret så kedsommelig, men ved, at han bliver nødt til at foregive at være interesseret. Der står for meget på spil til at miste fokus nu. Han bevarer koncentrationen, og siger "Neeej, er det rigtigt?" og "Ej, hvor spændende!" til alting, den selvoptagede konge siger.

Gud bevare Danmark

listetyv 

Nu er Dybfrossen og Isdjævelen endelig nået helt ned til porten.

De kan mærke, at friheden venter lige rundt om hjørnet.

De kigger på hinanden, og hiver i porten så den går op...og det fanger Kong Superhersks opmærksomhed!

Han forlader sin trone, og begynder at løbe efter dem, men julemanden spænder ben for ham, så den vin-elskende konge falder og lander nede på gulvet.

Dybfrossen og Isdjævelen føler, at de er sluppet godt fra det, men..

Da de tager deres første skridt ud af paladset, bliver de stoppet af de to satyrer, som hele tiden har stået og vogtet paladsets indgang.

Normalt ville de bare slås, men for en gangs skyld, vælger de ikke at gøre det. Nok fordi satyrerne står med våben, som de to brødre aldrig har set før. 

De kigger på hinanden, og tænker begge "Håbet er ude."

Vagterne slæber dem ind til Kong Superhersk, som ikke længere er i et særlig godt humør, så kongen siger 

"Okay! Nu kan det være nok! Smid fangerne i fængsel, alle tre!"

Indsat

Fængselsindsat 

Vagterne følger hans ordrer, og smider de tre venner i fængsel.

Ingen af dem har prøvet at være i fængsel før, og nu hvor de sidder inde i den lille celle, med de kedelige grå vægge, tænker de, at de skal ud så hurtigt som muligt 

Julemanden siger "Tænk, at det er gået så galt. Jeg kan stadig ikke fatte, at Gudeskøn forrådte os på den måde. Jeg kunne ellers fornemme, at hun havde sådan et rent hjerte."

Isdjævelen er på ingen måde chokeret. Han vidste godt, at Gudeskøn gik og pønsede på noget. Dog vælger han at sige det på en skånsom måde.

"Ja..det er nok lidt af en overraskelse for os alle sammen..men på den anden side..vi burde have set den komme..Gudeskøn fortalte os aldrig noget om Mirakeløen her..hun var meget sparsom med detaljerne..synes I ikke, det virkede lidt mistænkeligt?"

Julemanden føler sig fortvivlet. Han ved ikke hvad han skal sige.

Det er dog værst for Dybfrossen. Han er den, som har kendt Gudeskøn i længst tid, ja, hele 4 timer længere end Isdjævelen. 

-- MACIEJ APRIL 7TH 2022--

Han er i chok, og siger 

"Det er stadig ikke til at tro..Gudeskøn..er en forræder..jeg ville ønske at det ikke var sandt..men det er det..og der er intet vi kan gøre ved det..jeg føler mig bare så skuffet..jeg har været så god ved hende..jeg inviterede hende ind i min iglo..jeg fortalte hende om mig selv..jeg røg en fed med hende! Hun sagde, at jeg var med til at åbne hendes øjne..men nu..nu ved jeg sgu ikke længere, hvad jeg skal tro.."

Isdjævelen kan se, at hans bror er ked af det, så han sætter sig ved siden af ham, og giver ham et venligt klap på ryggen, mens han siger 

"Jeg ved det godt, min bror. Det er hårde tider..men du kan ikke bebrejde dig selv. Det kommer der ikke noget godt ud af."

Tanken om at tilbringe resten af deres dage som kæledyr lyder ikke særlig tiltalende for de to brødre..og hvad med julemanden? Hvad har kongen tænkt sig at gøre med ham?

Der er bestemt grund til at være nedtrykt nu, men samtidig ved de tre venner også godt, at det ikke kan nytte noget med al den selvmedlidenhed.

Julemanden siger "Vi bliver nødt til at gøre noget! Vi er blevet forrådt, og det er ikke retfærdigt, men sådan er virkeligheden altså lige nu. Vi må tage den herfra, og spørge os selv: Hvad kan vi gøre?"

De to brødre ved, at julemanden har ret. De kan ikke bare give op, nej, de bliver nødt til at kæmpe til den bitre ende.

Dybfrossen siger "Julemand, du er fantastisk. Jeg er sikker på, du er en god far for dine børn. Dine ord har mindet mig om, at vi stadig har en anden vigtig mission: At stoppe de farlige dræbernisser."

Julemanden nikker, og alle ved, at de nu bliver nødt til at bryde ud af cellen.

Dette er dog ingen nem sag, da den ikke ligefrem er lavet af træ eller is.

Det er i sådan et øjeblik, at man kun kan håbe på et mirakel..og nogle gange får man sådan et mirakel.

Et mirakel er ikke altid smukt, men nu kommer der et.

Cellen begynder at ryste..og det er ikke kun cellen, der ryster..det er hele bygningen der ryster..hele jorden..

"Hvad kan det dog være?!" råber Dybfrossen.

Ingen af dem ved, hvad der foregår, så derfor går julemanden hen til cellens vindue, og kan så se, hvad der forårsager denne massive jordskælvsagtige hændelse..

Han kan næsten ikke tro sine egne øjne..Mirakeløen..er blevet invaderet..

Fortsættes..

Olivia ligger i sin seng.

Hun er lige vågnet, men ville ønske, at hun kunne falde i søvn igen.

Det var sådan en dejlig drøm, hun havde. En af dem, man ikke har lyst til at vågne fra.

Når man er en smuk pige på 22, så påvirker det selvfølgelig de drømme, man har.

Der er ingen bekymringer, om hvorvidt man er god nok, om man får kærlighed nok.

For opmærksomhed, det er noget som Olivia får masser af.

Det siges, at man drømmer om længsler, om de ting, som man ville ønske man havde.

Og det er også tilfældet med Olivia.

Hun ligger stadig i sin seng, og tænker 

"Hvorfor skulle jeg absolut vågne? Nu havde jeg endelig fundet ham.."

Der er ikke så meget at gøre.

Nu er hun allerede vågen, så hun kan ligeså godt stå op.

Hun placerer sin højre fod på gulvet, og tænker så 

"Endnu en dag, endnu en chance"

Hun rejser sig fra sengen, og tager tøj på.

Der er så meget at vælge imellem..det bliver aldrig nemmere.

Det er ikke nemt at være en ung kvinde, med alle de krav, som moden stiller.

Olivia beslutter sig for ikke at gøre noget ud af sin påklædning i dag.

Hun går ud på badeværelset for at børste tænder, og mens hun bruger sin tid på denne meget spændende aktivitet, vil vi besøge et andet ungt menneske.

Vi kigger ind af en lejlighed - ja, altså, ikke bogstaveligt talt.

Herinde bor Emil.

Emil er en lidt anden type end Olivia.

Han har også drømt, men ikke om en fyr.

Nu tænker du måske "Nej, han har vel drømt om en pige i stedet", men nej..

Dette er heller ikke tilfældet.

Og det er heller ikke så mystisk, det han har drømt om.

Det, der optager ham mest, er succes. Og derfor er det, naturligvis, også det som han drømmer om.

Emil drømmer om succes, både økonomisk og spirituel.

Han tænker, at man kun lever én gang, og i stedet for at tage den hedonistiske tilgang til livet, hvor man drikker, horer og fester så meget som man kan slippe af sted med, har han valgt at sige til sig selv 

"Okay. Jeg har potentiale. Ja, det har alle, så det er ikke noget specielt. Men jeg vil rent faktisk udnytte det potentiale jeg har."

Det faktum, at han udnytter sit talent, gør ham speciel.

Om et par timer vil han tage af sted, og så vil vi finde ud af hvad hans talent er.

Han kan mange ting, han har færdigheder og evner, som mange ville ønske de besad.

Alligevel føler han sig ikke som et helt menneske.

Han er ikke klar over, at han mangler noget, for han tænker aldrig over det.

Men man kan ikke løbe fra de menneskelige behov man har, uanset hvor meget man prøver.

Emil mener selv, at han er lidt af et supermenneske, og dette er en tankegang som tjener ham godt, når han er ude og udvikle sit talent, men..

Han får en besked på sin telefon, og beskeden er fra en pige.

Inderst inde ved han godt, at han ikke burde svare med det samme, men han kan ikke lade være. 

Han siger til sig selv "Det er godt at svare med det samme, for så ved hun, at jeg er interesseret" men det han ikke forstår, er den dynamik og det spil der foregår mellem mænd og kvinder.

Mange ting har han styr på, men kvinder er ikke en af dem.

Han forstår ikke, hvorfor de ikke kommer til ham

Emil går med en forventning om, at de skal elske ham som han er.

Det med kommunikation har han aldrig rigtig forstået.

"Det er jo det indre der tæller" tænker han altid.

Måske har han taget den talemåde lidt for bogstaveligt.

Fortvivlelsen rammer ham dog aldrig, da han bruger det meste af sin energi på at udleve sine drømme.

Det med at få succes er noget, som han går meget op i.

Nogle dage er han nærmest besat af tanken om at være den bedste.

Mens han tager tøj på, og gør sig klar til at komme ud af døren, lytter han til en sang på sin telefon.

Musikken er med til at holde hans humør oppe, med til at motivere ham.

Den fungerer som en slags baggrundsmusik til hans liv.

Musikken spiller ikke kun hos ham, men alle vegne.

Den spilles alle vegne, den høres hvor end man går hen.

De smukke melodier og rytmer er noget, der forbinder os alle sammen.

Unge, gamle, rige og fattige, det er lige meget hvem man er; Vi elsker alle musik.

Nogle af os elsker dog andre ting endnu højere end musik.

I en lejlighed et par kilometer væk fra der hvor Emil bor, skal vi besøge en anden ung fyr.

Det der bliver spillet hos ham er computerspil.

Men det er ikke tetris eller super mario, han sidder og spiller.

De spil har han for længst droppet.

De gav ham ikke spænding nok.

Bag computerskærmen sidder en ung fyr ved navn Klavs.

Det med at se godt ud som Olivia, eller være succesrig som Emil, er ikke rigtig noget der tiltaler Klavs.

Han føler ikke, at han behøver at opnå noget.

"Hvorfor skal jeg fare rundt og bevise mig selv?" tænker han ofte.

I stedet for at bruge sin tid på forfængelighed og jagten på succes, tilbringer han det meste af sin tid ved computeren, og spiller online spil.

Når han sidder og spiller, kan han leve sig ind i en anden verden. 

En verden som er meget mere interessant end den virkelige.

Alt det der med at skulle handle ind, og lave aftaler med folk, det giver stress.

Klavs får stress af den slags, så han foretrækker at bruge sin tid på det han er god til.

Og efter at have været gamer i ti år, er han blevet en af de bedste i Danmark.

I denne online-verden kan han være mægtig. 

Han kan flyve, slås, forsvare og kæmpe - ja, han kan være en helt, eller være den onde tyran, som andre prøver på at bekæmpe.

Det er ren eskapisme, og han elsker det.

Udenfor er det forår.

Det er ved at blive en smule varmt, men nogle gange er det ikke vejret der er det vigtigste, men de ting, der foregår inde i en selv.

Olivia, Emil og Klavs, alle har de forskellige livsfilosofier, forskellige styrker, forskellige svagheder.

Når man tænker på det almindelige liv, vil man måske ikke sige, at man går rundt med en mission, men alligevel er det noget, som vi alle gør.

Skæbner mødes, og ens værdier udfordres.

Livet kan være en stor labyrint, og som verdenshistorien har lært os så mange gange før, er det ikke til at sige, hvad der vil ske.

Hvad går Olivia egentlig og laver? Hvem var fyren i hendes drøm?

Hvad er det der driver Emil, og hvad er det for nogle talenter, han besidder?

Er Klavs blot indadvendt og doven, eller gemmer der sig noget under overfladen, som måske kan ændre verden, ikke blot den virtuelle, men den virkelige?

Svarene vil vi ikke få med det samme, men langsomt vil det gå op for os, hvad der foregår med disse tre unge mennesker.

Fortsættes..

En ny skæbne 2. kapitel

Olivia går ude på gaden. 

Det er ca. (Cirka) 12 grader, og hun er glad for at kunne smide vinterjakken.

"En smule solskin, en smule vind. Det kan jeg godt leve med." tænker hun for sig selv

Hun kan stadig ikke få nattens drøm ud af hovedet.

Det var en af de drømme, hvor man møder nogen, som man ved, man har brug for.

Manden i hendes drøm var ikke en helt almindelig mand.

Det var ikke fordi han var en filmstjerne eller noget, men der var et eller andet specielt ved ham.

Han havde noget at tilbyde, noget som hun endnu ikke har formået at finde på egen hånd.

Normalt hjælper hendes skønhed dog hende, og den er helt bestemt noget, som har gjort hendes liv nemmere.

Olivias telefon ringer, og hun tager den.

Mens hun taler i telefon, vil vi vende tilbage til Klavs, som stadig sidder fordybet i sit computerspil.

Den verden som han lever sig ind i, den der kun eksisterer online og i hans fantasi, er meget mere spændende end den virkelige.

Et eller andet sted, er han godt klar over, at det ikke er særlig sundt, men det bringer ham så meget glæde, at han ikke kan stoppe.

Lige nu er han i færd med at nedlægge en drage. Det kræver meget af ham, og han er dybt koncentreret om det.

Den mindste fejltagelse kan gøre hele forskellen, om han vinder eller taber, så han lever sig helt ind i spillet, mens han ser sejren for sig. 

Den entusiasme han føler, når han sidder og spiller, er meget beundringsværdig. 

Klavs glemmer alt omkring sig, men nogle gange er det ikke en god ting.

Og det får vi at se, nu hvor han kommer til at spilde en kop brændende varm kaffe ned over sig.

"Av for satan" råber han, mens han hurtigt rejser sig fra stolen.

Nu render han ud i køkkenet, for at finde noget is.

Der findes ikke noget bedre end is fra fryseren, hvis man lige er kommet til at brænde sig.

Han åbner fryseren, og tager nogle isposer, som han så lægger på sit lår.

Normalt er han ikke så meget for at forlade sin online-verden, men hans egen krop er trods alt det vigtigste.

Nu er hans lår ved at have det okay.

Klavs tænker, at da han allerede er ude i køkkenet, kan han da ligeså godt spise en frysepizza.

Det der med at lave mad, er ikke lige Klavs. Det er kedeligt og tidskrævende, tænker han.

Nu åbner han fryseren endnu en gang, men til sin store overraskelse ser han, at der ikke er nogen pizza. 

"En katastrofe" siger han til sig selv.

Det betyder jo, at han er nødt til at gå ned i supermarkedet.

Han tænker lidt over, hvilke pizzaer han helst vil have, og hvilket supermarked, der har de bedste priser.

Efter lidt overvejelse, beslutter han sig for, at han vil tage metroen til et supermarked der ligger ca. 4 km fra ham.

Det er godt nok lidt langt væk, men det er også byens bedste frysepizza.

Mens Klavs gør sig klar til at forlade sin lejlighed, vil vi fokusere blikket mod Emil, og se hvad han går og laver.

Han er ikke hjemme mere. Nej, han står nede på en restaurant.

Og det er altså ikke fordi han også er blevet sulten, at han står der.

Nej, Emil er på arbejde. Han prøver på at sælge noget til ejeren af restauranten.

Emil sælger mange ting, og hvilke afhænger selvfølgelig af, hvem kunden er.

I dette tilfælde, er det nogle røgalarmer, som han prøver at få ejeren af restauranten til at købe.

Det går ikke så godt for Emil. Restauranten har allerede fire røgalarmer, og har ikke brug for flere.

Det irriterer Emil lidt. Han synes godt, at ejeren kunne købe alarmerne alligevel.

Men så indser Emil, at det ikke kan nytte noget, at ønske tingene var anderledes - for det er de ikke.

Heldigvis er der ting, som er vigtigere for ham end at sælge røgalarmer.

Faktisk gør han det kun for pengenes skyld.

Det han virkelig vil, er at sælge jakkesæt, herre jakkesæt.

Han har altid elsket den lidt formelle og fine stil, ja, faktisk lige siden han var ti år gammel, og nu har han altså besluttet sig for, at han vil dele sin glæde med resten af verden, mens han så også bliver rig af det.

Designet står en af hans gamle venner for. De gik i klasse sammen på HF, og der fandt de ud af, at de begge havde en lidenskab for fint tøj.

Emil mener, at man altid skal være fin i tøjet, uanset hvad man skal, eller hvor man er på vej hen.

Der findes ingen undskyldninger for ikke at se godt ud, tænker han.

Hans drømme er store, og hans arbejdsindsats er næsten lige så stor, så han skal nok en dag blive større end Versace, men lige nu er der ikke så meget andet han kan gøre, end at forlade restauranten. Det er spild af tid, så han smutter.

Nu er Emil ude på gaden. Vinden blæser lidt, men heldigvis skinner solen også, og Emil føler, at den skinner på ham.

Klokken er kun 14:00, og dagen er kun lige begyndt, føler han. Der er stadig mange ting, han skal nå.

Det næste han skal, er at møde sin ven til frokost, men det ligger et godt stykke væk fra den restaurant, han lige har besøgt, så han bliver nødt til at tage metroen.

Han kigger på sin mobil, for at tjekke om den har nok strøm til de næste par timer, og det har den.

Emil begynder at gå ned mod metrostationen.

Og som de fleste nok allerede har gættet, er det nu endnu engang tid til at vende blikket mod Olivia, som også er på arbejde.

I dag er det et modeljob, som hun har. Det kan vel næppe komme bag på nogen, med den skønhed som hun besidder.

Hun står og poserer for kameraet inde i et lille studie, hvor der kun er hende selv og fotografen. 

De mange lys på sættet blænder Olivia, og hun beder om en pause.

Fotografen siger, at det er okay, så hun tager en pause, og sætter sig ned, for at se, om der er kommet nogle beskeder.

Der er kommet mange beskeder, rigtig mange, bare ikke nogen interessante. 

Det med at få meget opmærksomhed, når man er en smuk kvinde, det er ikke så fedt, som alle forestiller sig. .

Jovist, er det med til at bygge ens ego og selvtillid, men det er lidt træls, når man altid bliver kontaktet af en masse liderlige mænd, som slet ikke ved, hvordan de skal tale til kvinder.

Det irriterer tit Olivia, men omvendt ved hun også godt, at det vil være sådan de næste mange år.

Livet er ikke hårdt, ikke for hende.

Hun har det, som man kalder luksusproblemer.

Fotografen kigger på hende, og det er tydeligt at se, han er ved at blive lidt utålmodig.

Forståeligt nok. Han har også ventet på hende et par minutter nu.

Hun går hen til ham, og siger "Nå, skal vi få taget de sidste par billeder eller hvad?"

Fotografen synes, at det er en meget uprofessionel attitude hun har, men ved godt, at mange modeller opfører sig sådan, så han vælger at ignorere det, og tager så 15 billeder mere. 

Olivia ser billederne og er nogenlunde tilfreds. Ikke hendes bedste, men de kan gå an, og desuden bliver hun jo betalt for det, så mon ikke 2000 kroner for 3 timers arbejde, vil få hende til at se lidt anderledes på det?

Hun skifter tøj og fjerner sin make-up, og mens hun gør det, nynner hun en sang.

Så kommer hun i tanke om, at hun skal i biografen og mødes med sin veninde.

Der er bare det, at biografen ligger ca. 6 kilometer væk, så hun bliver også nødt til at tage metroen.

Det er da utroligt, som alle ser ud til at tage den metro i dag.

Hun pakker sine ting, og forlader fotostudiet.

Nu har hun retning mod metrostationen.

Mens hun går, tænker hun igen på den drøm, hun havde i nat.

I den, så hun en mand, der ville tilbyde hende noget, som ingen andre kunne give hende. Han ville få hende til at indse, hvor meget potentiale hun har. Olivia er kun 22, og ved godt, at hun ikke har alle de svar, som hun godt kunne tænke sig at have, så når nogen med nyttig viden dukker op, er hun altid åben. 

Det siger hun i hvert fald til sig selv. Nogle gange, er hun ikke altid helt imødekommende overfor fremmede. Hun har det med at spille lidt kold, nogle gange. 

Det er sandt, det gør hun, men når hun ligger i sin dybe søvn og drømmer, er paraderne nede. Hun er åben overfor nye forslag. 

Mens hun går og tænker, skal vi besøge Klavs igen.

Vores computerspil elskende ven står foran billetautomaten.

Han har ingen kontanter på sig i dag, så han må bruge kort.

Nu køber han en tre-zoners billet.

Det er ikke så tit han tager metroen, da han bedst kan lide at blive hjemme, men når han gør, synes han, det er meget sjovt, at kigge på nogle af de mennesker som også tager den.

Egentlig ved han godt, at det ikke er så høfligt at stirre og glo, men han er Klavs, så han kan ikke lade være-

Han tager sin billet, og løber ned mod perronen.

Toget kommer snart, og han vil helst ikke komme for sent, da han i så fald bliver nødt til at vente fire minutter på det næste 

Tålmodighed er ikke hans stærke side.

En anden person, der lige er steget på toget, er Emil. 

Det var lige før han ikke nåede det, men heldigvis var der ikke så mange mennesker på rulletrappen, så han kunne bare løbe ned ad den.

Han sidder i toget, og tænker lidt. Han kan se, at der heller ikke er så mange mennesker her.

Det er mærkeligt, tænker han.

Et andet sted i toget sidder Olivia. Hun kan heller ikke se nogen mennesker.

Mystisk, tænker hun.

"Har jeg skræmt dem alle sammen væk?" spørger hun sig selv.

Emil sidder i toget, Olivia sidder i toget, og det samme gør Klavs.

De sidder der alle tre. De kan godt nok ikke se hinanden, men da de naturligvis er nysgerrige efter at finde ud af, hvorfor der ikke er andre i toget end dem selv, begynder de at gå fra den ene vogn til den anden, i håbet om at finde nogen.

Emil kigger rundt omkring, men kan ikke se nogen..

"Det her må være en af de få situationer, som et fint jakkesæt ikke kan løse" tænker han for sig selv.

Olivia har set ham. Hun er glad for at se et andet menneske i det ellers helt tomme tog.

De siger hej til hinanden, og deres undren over hvor alle folk er henne, er med til at bryde isen. Ja, de har noget at snakke om, men inden længe, vil de få endnu mere at snakke om.

Efter at været gået igennem et par togvogne, får Klavs øje på dem.

Han går hen til dem, og håber på at de kan give ham nogle svar.

Klavs kigger på ham og siger "Nej..jeg ved ikke noget..ja, normalt ved jeg præcis, hvad jeg skal gøre, men den her situation er lidt speciel"

De introducerer alle tre sig selv, og krydser fingre for, at de snart vil få nogle svar.

Ja, det ville være en god start, hvis toget ville stoppe.

Nu har det kørt i ti minutter uden at gøre et eneste stop. Det er vist ikke helt normalt.

"Det er da en besynderlig køreplan", Siger Olivia.

Det, der sker nu, er mere besynderligt.

Toget stopper..men ikke ved en station..det kører bare ikke..der sker ingenting..

De tre unge mennesker kigger på hinanden..så går lyset ud..der bliver helt mørkt..

Hvad sker der?..

Fortsættes..

Nye skæbner 3. kapitel

Toget er standset, og ingen ved hvorfor.

Timingen er bestemt ikke god. 

Emil har noget, han skal nå, og det samme har Klavs og Olivia.

Ingen af dem har tid til at finde ud af, hvorfor toget er standset, de vil bare gerne have, at det kommer i gang igen, så de kan komme videre.

Det er tydeligt at se, at ingen af dem er særlig eventyrlystne eller nysgerrige. De er mest bare irriteret.

Olivia siger "Det her går altså ikke. Jeg skal i biografen med min veninde. Hvad fanden sker der for det her tog?"

Emil ryster på hovedet, og siger så "Ja, jeg ved det heller ikke. Det er altså mystisk. Og hvorfor er der ikke andre end os her?"

Klavs er den lidt indadvendte type, så han venter lidt med at sige noget.

De tre kigger på hinanden, og indser at det måske er bedre, hvis de lærer hinanden lidt at kende.

Olivia gør et forsøg på at bryde isen, ved at sige "Jamen, så må vi vel bare samarbejde om det her, men først vil jeg egentlig gerne vide lidt om hvem I er. I ved jo allerede, at jeg hedder Olivia, og jeg er 22 år gammel. Har normalt ret travlt. Jeg elsker lyserøde bamser, og så er jeg bange for edderkopper" 

Klavs smiler lidt, da Olivia siger edderkopper, men det er primært fordi det minder ham om en stor edderkop-boss i et computerspil.

Emil er den næste der siger noget

"Ja, jeg hedder som sagt Emil, og jeg er også den lidt travle type. Går og arbejder en del, er glad for at gå i jakkesæt, og så er jeg 24 år gammel."

Olivia og Klavs nikker, men den sidstnævnte er ikke så meget for, at fortælle om sig selv.

Han er genert, og det kan de godt mærke.

Dette er ikke en særlig behagelig situation for Klavs. Det der med pinlig stilhed, og forventningspres, er han ikke så god til at håndtere.

Han kigger ned i gulvet, mens han begynder at fortælle om sig selv

"Ja, okay. Som jeg allerede har fortalt, så er mit navn Klavs, jeg er 21 år gammel, og jeg får meget af min tid til at gå med computerspil. Det er nok det, jeg brænder allermest for"

Emil skal lige til at fyre en smart bemærkning af, da han hører hvor meget Klavs elsker computerspil, men tænker, at det nok er bedre at lade være, da Klavs ikke ligefrem virker som en, der stråler af selvtillid.

Klavs kigger på Emils jakkesæt, og spørger ham 

"Har du selv syet det?"

Emil griner lidt, og svarer så

"Nej, det har jeg ikke. Det er min ven, der syr dem, mens jeg sælger dem. Det er en fin lille forretning, hvor.."

De bliver afbrudt af Olivia, der har fundet en dør, som kan åbnes.

"Hey, Kom herhen! Jeg tror godt, vi kan få åbnet den her dør og komme ud af toget, men I bliver nødt til at hjælpe mig!" 

Emil og Klavs løber hen til Olivia, og de begynder alle tre at trække dørene til side, i håbet om at få dem op.

Det er ikke let, men de bliver ved.

Det er hårdt, de sveder, men til sidst lykkes det dem endelig at få døren op.

Nu kan de endelig komme ud af toget, så de hopper ned på skinnerne, men ser at det er helt tåget.

"Måske skulle vi kravle oven på toget i stedet" siger Emil

"Hvorfor dog det?" spørger Olivia

"Der er så mørkt herinde , og hvis vi går på skinnerne, risikerer vi, at der lige pludselig kommer et tog, og ..."

Emil har en pointe, og det ved både Klavs og Olivia, så de hopper op på toget, og sammen begynder de at kravle på det.

Egentlig ved de ikke, hvor de skal hen, det eneste de ved, er at de bliver nødt til at finde noget lys.

Situationen er en smule uhyggelig, mørket gør helt klart en forskel, og ingen af de tre ved, hvor de befinder sig.

Noget venter på dem, og de vil blive overrasket.

De kravler stadig på toppen af vognene, og selvom det er mørkt og beskidt, bliver de ved med at søge lyset.

Olivia siger "Tror I, toget er kommet på afveje? At det måske er endt på de forkerte skinner?"

Tanken er skræmmende. Hvad nu hvis det lige pludselig bliver ramt af et andet tog?

Det er bestemt ikke usandsynligt. Den slags er sket før.

Så siger Klavs "Lad os være helt stille. Hvis vi er det, så kan vi måske høre en lyd. Den lyd kan vi så følge. Den må føre os til et eller andet."

De andre synes, det er en god ide, så de holder nu op med at snakke, og lytter opmærksomt efter en lyd.

Hvilken som helst lyd ville kunne gøre det. De er ikke kræsne med hvilken en, det skal være.

Da de befinder sig under jorden, er det ikke utænkeligt at de vil støde på nogle rotter, men indtil videre har de hverken set eller hørt nogen.

Dette er faktisk noget, som Olivia er bange for. Generelt er hun ikke så glad for skadedyr. Hun går i panik, hvis hun ser et.

Emil siger så "Jeg synes, jeg kan høre nogen. Det må være et menneske, for det lyder som en nynnen."

Måske er det et menneske, måske er det ikke. De må følge lydens retning, for at bekræfte Emils mistanke.

De kravler på toget, og mens de gør det, tænker Olivia "Det her er virkelig ikke godt for mine negle. Den her slags er jeg altså ikke vant til."

De kommer nærmere lyden, og den bliver langsomt højere.

Emil havde ret; Det er en person, som går og nynner.

De tre kan dog endnu ikke høre, om det er en mand eller kvinde, så de bliver ved med at følge lyden, for at opklare dette mysterium.

At være fanget i den københavnske metro, var bestemt ikke en del af dagens plan, hverken for Emil, Klavs eller Olivia.

Emil tænker lidt for sig selv 

"Mit jakkesæt bliver beskidt. Det er ikke skide godt. Men måske kan jeg bruge det til noget alligevel. Hvis det kan overleve sådan en tur på en togvogn, kan det klare hvad som helst. Så kan jeg sælge endnu flere jakkesæt."

Det er helt tydeligt, at Emil altid tænker i muligheder, og at han ser potentiale i næsten alle situationer.

Klavs har det lidt sjovt med at skulle kravle på de beskidte, lange togvogne.

Normalt sidder han kun og spiller foran computeren, så det med selv at være ude på et lille eventyr, er ikke noget han er vant til.

Det gør det heller ikke nemmere, at han er det sammen med to andre mennesker, som han ikke rigtigt kender, og som begge virker meget mere selvsikre end ham selv.

Klavs ved ikke helt hvad han skal sige til dem, men han vælger at holde sine usikkerheder for sig selv, og i stedet fokusere på den nysgerrighed, som han selvfølgelig også føler.

"Det er alligevel godt at leve lidt, en gang imellem." tænker han.

De tre er nu kommet så tæt på lyden, at de kan høre, det er en mand.

Han kan ikke være meget længere væk end 20-30 meter nu.

"Hvorfor går han og nynner så højt hernede?" siger Emil.

"Det ved jeg ikke." siger Olivia, og fortsætter så 

"Men jeg synger bedre end ham. Måske, skulle jeg give ham nogle sanglektioner.

Emil griner lidt, mens han ryster på hovedet af Olivias kommentar.

Det er da også lidt mystisk, det med at gå og synge under jorden. 

Hvad får man ud af den slags?

Nu kan de så endelig se en skikkelse af denne mand, og han lader til ikke at være særlig høj.

Klavs synes, han ligner en trold, men det er nok fordi han har spillet for mange computerspil, så hans associationer er nok ikke som de fleste andres.

Olivia synes, han ligner en hjemløs, en stakkel som ikke ved, hvad han laver.

Emil synes, at han ligner en mand, der godt kunne trænge til lidt nyt tøj, og måske en tur hos frisøren.

Mange ting kan man sige om denne mand, men hvad siger han selv?

Det finder vi ud af, nu hvor han endelig siger et par ord, som man rent faktisk kan forstå.

"Hej. Hvem er I?" siger manden, som er iført brune cowboybukser, og et gammelt slidt jakkesæt.

Olivia synes, at manden virker meget afslappet i sin tone, og slet ikke som den særling, hun havde forestillet sig 

"Hej, vi er faktisk bare nogle unge mennesker, som er lidt fanget hernede. Ja, vi sad i toget, men så gik det i stå, og..nu er vi her.."

Manden rynker sine øjenbryn, og siger "Okay..og hvad så? Hvad vil I mig?"

Han kan åbenbart ikke forstå deres nysgerrighed.

Emil siger så "Vi håber ikke, at vi kommer og forstyrrer dig. Det var lidt svært ikke at overhøre din nynnen, og så blev vi altså bare lidt nysgerrige. Hvad laver du hernede?"

Det spørgsmål har manden fået før, og føler ingen angst ved at besvare det, på trods af den overraskende sandhed, som hans svar vil rumme.

"Jeg er bare en simpel mand..der engang var borgmester.."

Kan dette passe? Er denne mand, som meget vel kunne være en hjemløs, virkelig være en tidligere borgmester?

Alt er selvfølgelig muligt, men det virker nu alligevel ret usandsynligt for Emil, Klavs og Olivia.

Klavs spørger så 

"Jamen, hvis du engang var borgmester, hvad laver du så hernede nu?"

Manden svarer på spørgsmålet, som han har fået så mange gange før

"Det må I spørge den nuværende borgmester om.."

Fortsættes

note: men nu er det jo hans hjem, så hun må være høflig ****

Nye skæbner 4. kapitel 

Så den tidligere borgmester lever under jorden, og ifølge ham selv, har det noget at gøre med den nuværende borgmester.

Den havde ingen af de tre set komme.

"Så du er altså hernede på grund af noget, den nuværende borgmester har gjort?" spørger Emil.

Den beskidte mand vender det hvide ud af øjnene, og svarer 

"Ja, selvfølgelig er jeg det. Det kan da umuligt komme bag på nogen. Sådan fungerer det i politik."

Der hersker en stor forvirring lige nu.

Olivia spørger så manden hvad han hedder, og han svarer med sin stemme, der lader til at være lidt slidt

"Jeg hedder Jakob Hækkerup. I tre følger vist ikke så meget med i lokalpolitik, gør I?"

Det er sandt. Det gør de ikke.

Klavs har også noget, som han vil spørge Jakob om, men inden han når det, siger den tidligere borgmester "Ja, undskyld mig, men jeg skal lige på toilettet."

Tilbage står de tre, og undrer sig over hvad der har tvunget denne mand under jorden - bogstavelig talt.

Olivia siger "Det er lidt mystisk. Tror I det har noget med korruption at gøre?"

Emil og Klavs trækker begge på skuldrene, og ved ikke, hvad de skal tro.

De ved ikke så meget, og kan kun gætte. 

Klavs kommer med en teori "Måske har det ikke noget at gøre med den nuværende borgmester. Måske lyver Jakob om det." 

Emil er ikke enig med Klavs, og siger så

"Nej, han virker meget oprigtig og ærlig, men måske tager han svampe eller sådan noget, eller måske lider han af en eller anden psykisk sygdom, der gør det svært for ham at tænke klart."

De spekulerer og diskuterer hvordan det hele eventuelt hænger sammen, men stopper da de hører at Jakob er på vej tilbage.

Han kommer hen til de tre, og siger 

"Ja, så jeg håber I har haft en god snak om mig, mens jeg var væk. Det er da dejligt, at der er nogen, der gider skænke mig en tanke. Den slags sker sjældent nutildags.

Nu går det op for de tre, at Jakob måske også er lidt ensom. 

Det giver naturligvis også meget god mening, hvis han bor alene under jorden.

Hvordan han tilbringer sine dage, hvem han snakker med, og hvad han spiser, tør de slet ikke  tænke på, da de har en forventning om, at den virkelighed han lever i, nok er mere bizar end hvad de kan klare.

Måske var det bedre, om ikke de bare fandt vej ud af metroen, og vendte tilbage til deres eget liv?

Nysgerrigheden er der stadig, men de har på fornemmelsen, at jo mere de finder ud af om Jakob, desto flere spørgsmål vil de have, og hvad end der har tvunget ham under jorden, er det ikke noget, som de ønsker at blive involveret i.

Ingen har rigtig lyst til at sige til Jakob, at hans blotte tilstedeværelse faktisk ikke er særlig rar, men Olivia starter med at sige, at hun lige vil tjekke noget graffiti, som hun så henne på en væg.

Under det påskud, forlader hun nu Jakob, Emil og Klavs, som står tilbage, og egentlig ikke udveksler så mange ord, da de ikke ved, hvad det vil føre til.

Jakob siger så "Jeg ved godt, I er nysgerrige, men jeg ved også I er bange. Det kunne jo være, at I også ville få problemer, hvis I fandt ud af, hvorfor jeg er endt hernede, ikke?"

Klavs tænker, at selvom Jakob måske har lidt psykiske problemer, er han meget god til at aflæse deres ansigtsudtryk, ja, det er nærmest som om, han læser deres tanker.

Genial eller gal? 

Hvis ikke det var for at de befandt sig nede i undergrunden, kunne det sagtens tænkes,  Jakob var på en eller anden form for psykedeliske svampe.

Men uanset om det er psykedeliske svampe, almindelig visdom, skizofreni eller blot skuespil, tænker både Emil og Klavs, at det er bedst de kommer væk, før situationen udvikler sig til noget, som de ikke kan kontrollere.

Det er bedre at være på den sikre side.

Jakob har allerede læst deres kropssprog. Deres ansigtsudtryk, og de blikke, som de unge mænd sender til hinanden, har givet den tidligere borgmester en idé om, hvad de allerhelst vil. 

Der er ikke behov for at kommunikere noget verbalt. De kan forlade ham på en anstændig måde uden at sige noget. 

Jakob vender ryggen til, og siger "Jeg har lige noget, jeg skal ordne.."

Han går nu ned mod sin seng, som er en gammel madras med en masse huller i, og dette ser Emil og Klavs som en mulighed for at slippe væk. Men hvad siger deres samvittighed? 

De benytter sig af chancen, men kan ikke lade være med at kigge tilbage. De har det lidt dårligt med at forlade Jakob, og deres nysgerrighed får de heller ikke stillet, nu hvor de har valgt at tage den nemme udvej - ja, det er selvfølgelig i overført betydning, for de mangler stadig at finde vej ud af undergrunden.

De går tæt langs væggen, og prøver at holde sig væk fra skinnerne, af frygt for pludselige tog.

Klavs ligger så mærke til noget graffiti på væggen, og gør Emil opmærksom på det 

"Emil, prøv lige at se her." 

De læser det, der står skrevet. Det ligner ikke bare almindelig graffiti, nej, det ligner at nogen har prøvet at formulere et budskab.

Nu er det naturligvis ikke så tit at nogen kommer herned, så det er oplagt at tænke, Jakob har skrevet det. 

Emil prøver at læse det højt, selvom skriften ikke er særlig pæn, og lader til at være blevet noget udvisket med tiden.

"Find sandheden - hvis du tør. Belønningen vil være stor, men ikke for dig. Undersøg sagen på egen risiko."

Emil er lidt irriteret over den uklare formulering, og siger "Hvad sker der med, at sådan nogle altid skal være så skide kryptiske? Ville det skade nogen, at være klar i spyttet for en gangs skyld?".

Han er helt klart en type, der godt kan lide at gå lige til sagen.

Klavs forholder sig dog til teksten på en lidt anden måde.

Han synes, det er spændende. Noget at tyde, noget at analysere. 

Det hænger, ikke overraskende, sammen med at han godt kan lide mysterier.

Når han sidder og spiller computer hver dag, er det ikke kun for eskapismen og adrenalinens skyld - det er også det strategiske element, det at læse imellem linjerne, og prøve at gætte hvilke kort, en mod- eller medspiller egentlig sidder med. 

Der er langt fra at spille computerspil online, og så tyde semi kryptiske sætninger i Københavns undergrund, men han kan mærke, at dette vækker et eller andet i ham.

Det tænder ham på en måde, det sætter hans tanker i gang.

Selvfølgelig siger Klavs ikke noget til Emil, da han ved, at han har det på en anden måde.

De to begynder at lede efter Olivia, i håbet om at hun måske har fundet en udvej.

Det har hun ikke. Olivia har nemlig benyttet sig af den alenetid hun nu har, til igen at tænke på den drøm hun havde i går.

"En mand, der havde noget at tilbyde..noget som jeg ikke allerede havde..jeg har allerede skønhed og selvtillid..og jeg er vist nok også et godt menneske..jeg har det hele, har jeg ikke?"

Hvis man har det hele, søger man ikke efter svar, og dette ved Olivia også godt, rent intuitivt.

Problemet for hende er, at hun stadig mangler noget. Om det er noget spirituelt eller noget materialistisk, kan hun ikke finde ud af. Visse ting, visse tanker som hun gør sig, forhindrer hende i at se hele sandheden, forhindrer hende i at se sig selv objektivt. Der er noget som slører hendes syn på sig selv. Hvad der slører hende klarsyn, og hvad der gemmer sig bag denne tåge agtige illusion, ved hun ikke.

Olivia er ikke vant til at gøre sig sådanne tanker, så hun beslutter sig for at give sin hjerne et hvil, og det gør hun ved at tjekke beskeder på sin telefon.

Godt nok har hun ikke modtaget nogen beskeder på sin telefon i et par timer, da der ikke er noget internet i undergrunden, men hun går ind i sin indbakke, og genlæser nogle af de beskeder, som hun har fået fra forskellige fyre de sidste par dage.

Der er mange søde beskeder. Mange søde ord, komplimenter, smigrende beskeder, med kysse-smiley'er, og andre ting, der giver hende en følelse af, at hun er populær.

At tjekke telefonen, er det første hun gør hver dag.

Der er altid noget godt. Altid en fyr, der har skrevet i løbet af natten.

Mange af gangene, er det fyre, som hun aldrig ville røre med en ildtang, men en gang imellem er hun også heldig, at fange opmærksomheden fra en fyr, som hun rent faktisk føler, kan berige hendes liv.

Nogle fyre tilbyder at købe hende drinks og endda dyrt tøj, selvom hun ved, at de ikke kommer nogen vegne med hende, men hun siger ja alligevel, da hun ikke ser nogen grund til ikke at udnytte den skønhed, hun er blevet velsignet med, til at få de ting i livet, som hun gerne vil have.

Man må spille med de kort man er blevet tildelt, tænker hun.

Så hører Olivia en lyd. Det er et eller andet dyr. Hvilket dyr kan det mon være?

Hun ser så hvad det er, og det er en mus. Hun er lidt bange for mus, men tænker så "Nå, hvis jeg kan overleve at kravle oven på en togvogn, så skulle jeg nok kunne klare at se en mus kravle forbi mig."

Musen kommer nærmere, men hun forholder sig roligt. 

Den frygt hun føler, er indbildt, da musen nok er mere bange end hun er.

Så hører Olivia en anden lyd, og denne gang er det Klavs og Emil.

Hun er glad for, at det er dem. Olivia tror ikke, at hun ville kunne magte at snakke med flere hjemløse og halv skumle typer i dag.

Emil siger så "Nå, har du fundet en vej ud?"

Det har hun ikke. Faktisk har hun ikke været så optaget af det de sidste 10-15 minutter.

Klavs siger så "Jeg tror ikke, der er så langt igen. Den mus vi lige så, har sikkert luret noget mad, og hvor der er mad..er der en god chance for, at der også er en station..Han er stolt af sig selv. Han har lige taget initiativ, og føler nu, at han kan vise vejen. Det er lidt stort for ham, da han normalt er meget passiv og tøvende. Måske er det noget, som undergrunden her gør ved ham. Han føler nærmest, han er i sit rette element.

Utroligt hvad der kan ske, når man bliver placeret i et andet miljø.

Klavs leder vejen, og lige som han har regnet med, finder de nu en station.

"Det var også på tide!" siger Emil, mens han støver sit jakkesæt af.

De hopper op på perronen, og heldigvis er der ikke så mange mennesker på den lige nu, så ingen spørger dem, hvorfor de har gået på skinnerne.

De går hen mod rulletrappen, og Olivia siger "Nå, men jeg skal vist også videre. Mine planer for i dag er lidt gået i vasken, men føler, at jeg har oplevet spænding nok i den her omgang."

Emil siger så "Ja, jeg har også nogle ting, som jeg skal ordne. Det har været meget uproduktivt at tilbringe så lang tid hernede."

Klavs er den eneste, som ikke har travlt med at komme videre.

Måske er det fordi, han endelig føler at han har levet lidt.

Han har mærket faren, mærket spændingen, snuset lidt til noget mystisk, og i det store hele, er han glad for, at han har haft denne oplevelse. 

De tre kommer nærmere udgangen, og ingen siger rigtig noget, fordi de ikke ved, om de skal udveksle telefonnumre eller ej.

Det at det lige præcis var de tre der endte alene i metroen, det må betyde et eller andet.

Ingen af dem tror for alvor på skæbnen, men alligevel kan de ikke lade være med at tænke tanken.

Hvad nu, hvis der er en mening med at de tre mødtes? Hvad nu, hvis det ikke bare var en tilfældighed?

Selvom de har sagt, at de skal videre, kan de godt mærke, at det her langt fra er slut. 

Mysteriummet er nok det eneste der binder dem sammen. Der er ikke så meget andet.

Men der venter dem flere overraskelser. Nysgerrigheden vil vende tilbage med fornyet styrke, brikker vil falde på plads, verdenssyn vil blive rykket ved, personlige historier vil blive delt og indre dæmoner vil komme frem i lyset.

De udveksler numre, og går hver deres vej.

Nu er de fysisk adskilt, men som vi ved, handler det ikke altid om, hvem der er tættest på en rent fysisk, men hvem man deler den samme fascination med.

Ærinder skal klares, og dagen fortsætter. Den er langtfra forbi.

Under jorden, sidder Jakob på en taburet, og tænker.

Han kigger i en dagbog. Det er ikke hans egen. Det er den nuværende borgmesters. Det er i den, detaljerne for Jakob's afskedigelse står. 

Hvad står der i den? Hvor korrupt er det? Er Jakob i virkeligheden bare en gal mand?

Man siger tit, at intet er som det ser ud til, men nogle gange, er tingene præcis som de ser ud til. Hvad er tilfældet her? Hvor mange forviklinger er der tale om her?

Jakob lukker bogen, og siger så "Nogen må skride til handling.."

Fortsættes...

Nye skæbner, kapitel 5

Dagbogen i hånden. Jakobs hånd. Jakob Hækkerup kigger i dagbogen. Den tilhører den nuværende borgmester, som efter sigende er skyld i, at Jakob nu befinder sig i den københavnske undergrund.

Alle ved, det har noget med korruption at gøre, men detaljerne er der ikke mange, som kender til.

Jakob tænker, at han må tage et bad, hvis han skal begynde at kontakte folk.

Renlighed og god hygiejne plejer at hjælpe på troværdigheden, tænker han.

Under jorden er der ikke særlig rent, men beskidt. 

Mus, rotter, edderkopper, sod, graffiti og mange andre ting gør den til et beskidt sted at være, og dette er noget som Jakob har vænnet sig til med tiden. 

Dette er blevet hans hjem, det sted hvor han føler sig tryg. 

Måske har det noget at gøre med, at han sjældent bliver forstyrret hernede.

Der er masser af fred i undergrunden, og rigeligt med tid til at tænke over livet, til at filosofere, og finde meningen med det hele, men denne tid har også gjort noget ved den tidligere borgmester. 

Han er blevet mærkelig, ville nogle sige. Han går og snakker med sig selv, og glemmer hvordan resten af verden er.

Alligevel, er han nødt til at gøre noget. 

De unge menneskers nysgerrighed har vækket hans egen nysgerrighed, og nu er det svært for ham at ignorere den korruption, som i sin tid resulterede i hans afskedigelse.

Nu har han endelig fundet en gammel vandhane. 

Hvordan det er muligt at finde en vandhane hernede, ved han ikke, men han tøver ikke med at tænde for vandet. 

Han kan nu endelig vaske sig selv, og mens han gør dette, vil vi vende vores opmærksomhed mod Klavs, som er på vej op ad trappen i et lejlighedskompleks. 

Han er her for at besøge sin fætter, som også er glad for spil, men hvor Klavs primært bruger sin tid på computerspil, er hans fætter, Jonas, mere interesseret i bræt- og kortspil. 

Nu banker Klavs på døren, og han må vente næsten et minut, før den bliver åbnet.

"Hej Klavs. Hvor er det dejligt at se dig." siger Jonas.

Klavs går indenfor, de lukker døren, og sætter sig ned ved et bord.

Jonas har spillet skak. Det gør han altid. Oftest spiller han med sig selv, hvilket godt kan blive lidt ensomt.

Klavs siger så "Jonas, jeg har sgu været ude for noget mærkeligt. Jeg var nede i metroen, og lige pludselig standsede toget. Der var kun mig og to andre. Vi var de eneste passagerer, så vi gik ud af toget, og stødte på en gammel mand..og det er her, det bliver virkelig mystisk. Han påstod at han var tidligere borgmester i København..hans navn var..hvad var det nu..Hække et eller andet.."

"Hækkerup" siger Jonas så, som om han har helt styr på, hvem den tidligere borgmester er.

Jonas siger så "Klavs, jeg kender godt Jakob Hækkerup. Ja altså, ikke personligt, men jeg kan godt huske han var borgmester indtil for et par år siden. Et eller andet gik galt. Aviserne kunne ikke finde frem til hvorfor han var gået af som borgmester, eller hvor han var blevet af. Nogle mente, at han måske var død."

Klavs føler sig lidt dum nu. Det er åbenbart almindeligt kendt, at Jakob Hækkerup har været forsvundet i et godt stykke tid. 

Jonas fortsætter så

"Hvis det du siger, er sandt, så er det fantastisk. Jeg vil gerne have en chance for at tale med ham, og høre hvordan det hele gik til."

Klavs ved ikke om det er en god ide at opsøge Jakob igen.

"Jonas, hvad nu hvis vi bliver blandet ind i en eller anden farlig sag om korruption? Så eventyrlysten er jeg altså ikke.."

Jonas ryster på hovedet, og siger så "Nå, så du vil måske bare sidde her og snakke om det, og håbe at vi finder frem til et rigtigt svar uden at undersøge det? Tror du selv, at det vil føre os til et særlig godt svar?”

Klavs er måske ikke modig, men han ved intuitivt at hans fætter har ret, også selvom det er irriterende, når det sker. 

De kigger på uret der hænger på væggen. Klokken er kun 15:30, altså er dagen langtfra forbi, og de har ingen undskyldning for ikke at gå ud og undersøge denne historie.

Klavs kigger på Jonas, og de nikker begge. Nu tager de jakker på og går ud af døren.

Ud af døren, ned ad trappen og ud på gaden. Nu står de der, og vil gå til den metrostation, som hurtigst vil føre dem til Jakob Hækkerup.

Mens de snakker om hvordan de hurtigst kommer derhen, vil vi aflægge en anden ung mand, som heller ikke spilder tiden, et visit.

Vi er nu tilbage i Emils lejlighed. Han står ude i køkkenet og spiser en salat. Egentlig er han ikke så glad for at spise grønt og den slags, men han har læst at det skulle være med til at holde hjernen klar, og Emil vil gøre alt for at være på toppen, så han bider i det sure æble - altså, metaforisk ment - og spiser løs af den småkedelige salat.

Han tænker lidt for sig selv 

"Det var sgu lidt mærkeligt med ham der Jakob nede i undergrunden..hvad ville han egentlig? "

Emil er nysgerrig, men ikke lige så meget som Klavs, og da han får en besked fra en pige på sin telefon, glemmer han alt om deres lille eventyr.

"Hey, hvad laver du i aften?" skriver en pige, som hedder Caroline.

Det er en pige, som han aldrig har mødt. De har kun skrevet online i et par dage, men hun er så smuk, og Emil kunne godt trænge til lidt dameselskab, så han svarer på beskederne så snart han får dem. Eller, det plejer han at gøre, men denne gang tænker han sig om.

Måske skulle man vente lidt længere, måske skulle man vise, at man ikke er desperat.

For en ung mand, der ikke helt har lært at spille det spil, som altid foregår mellem mænd og kvinder, kan det godt være svært at vide, hvad man skal gøre.

Dog gør Emil det rigtige. Han lader telefonen ligge, og venter med at svare.

Det ville være nemmere at modstå, hvis han havde noget andet, der optog ham.

Naturligvis er der også noget, der optager ham mere end noget andet, og det er at sælge jakkesæt.

Selv har han gået med dem siden han blev konfirmeret, og han kan tydeligt huske hvordan det var, første gang han havde et på. 

"Da min far gav mig mit første jakkesæt..så følte jeg egentlig ikke så meget..det var jo bare et stykke tøj..jeg havde allerede så meget tøj..men da jeg så prøvede det..da jeg havde fået det på, og så mig i spejlet..og da jeg kunne mærke hvor godt stoffet føltes mod min hud...så vidste jeg, at jeg fra den dag af kun ville gå i jakkesæt og intet andet!"

Mange har kaldt Emils forkærlighed for jakkesæt for overfladisk, og flere af hans venner mener, at han bare prøver på at virke sofistikeret, og som om han har mere klasse end dem.

De har slet ikke forstået, hvor meget Emil går op i stil. Det handler ikke bare om hvordan det ser ud, men også om hvordan det føles.

"Det føles så fandens godt." tænker Emil, mens han tygger på de sidste rester af salaten.

Han kigger igen ned på sin telefon, ser at det nu er 10 minutter siden at han modtog beskeden fra Caroline, og tænker så 

"Nå, jeg kan vel godt svare nu."

Det gør han så, og i beskeden skriver han "Jeg tror godt, vi kan finde ud af noget i aften."

Emil vil helst ikke virke for ivrig, så han svarer så nonchalant som han kan.

Han har lært noget af sine tidligere erfaringer. Det er godt.

Nu vil vi forlade Emil, og i stedet se hvad Olivia går rundt og laver.

Hun har sat sig på en bænk i en park. Der sidder hun så og nyder de 16 grader, som denne udmærkede forårsdag byder på.

Egentlig skulle hun havde spist sushi med en veninde, men efter eventyret nede i undergrunden, havde hun lige brug for at samle sine tanker lidt.

Olivia sidder nu og tænker over de ting hun har set i dag 

"Det giver ikke rigtig mening..Det var som om ham der Jakob både ville have, at vi blev og gik på samme tid..som om..ja, jeg ved det ikke..han virkede lidt forvirret..og nu er jeg også lidt forvirret.."

Hendes forvirring er ganske forståelig. De fleste i hendes situation ville nok føle det samme, men dette betyder ikke at Olivia giver op. Hun vil til bunds i det her, på den ene eller anden måde.

Men..det vigtigste er den drøm, hun havde. For den var ikke som de fleste andre af hendes drømme..alle drømme er lidt mærkelige, og giver sjældent særlig meget mening..men den her drøm ville give hende svar..

Sandheden er lige foran hende, men hun er forblændet  af ego og den opdragelse hun fik som barn, så der er grænser for, hvor meget selvindsigt hun kan opnå.

Det har at gøre med hendes potentiale. Det, som hun endnu ikke har udforsket helt. Dette er ikke ualmindeligt for en ung pige på 22, og især ikke når hun primært får ros for sit udseende.

Olivia har meget mere at byde på. 

Hendes udseende er bare en bonus, hendes gevinst i det genetiske lotteri. Der er mere hun kan tilbyde denne verden, men det bliver hun sjældent komplimenteret for.

Den opfattelse som andre har af hende, den unge smukke pige, som er så sød ved alle, den opfattelse har Olivia for længst taget til sig og gjort til sin egen. Men måske er det her problemet ligger. Det er her tvivlen kommer fra. Det er dette, der har affødt den mystiske drøm, som hun ikke kan få ud af hovedet.

Hun tænker, og hun tænker. Svarene finder hun ikke i denne park, men nye opdagelser, det skal hun nok gøre sig inden længe.

Olivia kan lugte noget. Det lugter ikke af slået græs eller af hundelort. Nej, det er en lugt af sod og sæbe. Man skulle nærmest tro at nogen havde puttet sod i deres sæbe og så vasket hår med det!

At lugte er en sanseoplevelse, og sanseoplevelser kan bedrage en.

Men dette kan være lige meget nu, for foran hende står Jakob Hækkerup og siger 

"Hej Olivia. Jeg er glad for, jeg kunne finde dig. Kom. Vi har meget, vi skal nå.."

Fortsættes..

Nye skæbner - kapitel 6

Olivia ved ikke hvad hun skal sige. Jakob har sagt, at der er meget, de skal nå, men hvad snakker han om?

Hun kigger undrende på ham, og han kan godt se, hun ikke helt er med, så han sætter sig ved siden af hende, og begynder at forklare.

“Jeg har borgmesterens dagbog..ja, altså den nuværende borgmester..der er nok ikke så mange, der kan huske, at jeg engang var borgmester..”

Olivia siger så “Nej, jeg kan godt se hvad du mener. Men det er godt, at du i det mindste har barberet dig. Hvad er det egentlig du vil?”

Jakob siger “Der er mange ting, jeg gerne vil. F.eks spise marcipanbrød. Men det vigtigste er, at vi får afsløret den nuværende borgmester. Han troede, at han var sluppet af med mig, men han tog fejl. Så grueligt fejl.”

Olivia føler sig lidt utryg ved situationen. Selvfølgelig er hun nysgerrig, og kan godt forstå Jakobs stræben efter retfærdighed, men samtidig er hun også nervøs for sin egen sikkerhed. Hvad nu, hvis hun bliver blandet ind i en farlig sag? 

Hun kender slet ikke omfanget af den korruptionssag, der resulterede i Jakobs udstødelse fra det politiske liv i København. Hvad skal man gøre i sådan en situation?

Jakob viser hende så dagbogen, og siger så 

“Åbn den. I den vil du se hvor korrupt han egentlig er.. og hvad hans egentlige identitet er..”

Olivia åbner dagbogen. Den er beskidt, og har rester af spindelvæv på mange af siderne. 

Hun slår op på den første side, og følgende ord står skrevet “Jakob er en idealist. Vi må skaffe ham af vejen. Hvis han får inspireret for mange, kan det her ende helt galt.”

Olivia siger så “Ja, okay..det lyder bekymrende..men hvad skal det egentlig betyde?”

Jakob skal til at svare, men deres samtale bliver afbrudt, da Olivias telefon ringer.

“Hvorfor ringer Klavs til mig?” tænker hun. 

Nej, hun havde ikke ventet at få et opkald fra ham. I hvert fald ikke så tidligt.

Hun tager den og siger så “Hej Klavs. Hva’ så?”.

Klavs, som sidder i metroen sammen med sin fætter Jonas, siger 

“Olivia, hvor er du?”.

Olivia svarer, at hun sidder i en park, og at Jakob Hækkerup netop har fundet hende.

Klavs siger så “Okay. Bliv hvor du er. Jeg kommer over i parken. Min fætter Jonas er med. Han siger, at han godt kender lidt til Hækkerups sag.”

De lægger på, og Olivia tænker “Nå..det her bliver en dag, jeg sent vil glemme.”

Jakob har ventet høfligt på, at hun skulle afslutte samtalen, men nu fortsætter han med sin forklaring om den nuværende, korrupte borgmester.

“Han er en rigtig slyngel. Og det er ikke svampene der taler. Nej, han er virkelig en slyngel. Slesk og lusket, manipulerende, løgnagtig, uærlig..en patologisk løgner med smag for moralsk fordærv. Det er nærmest som om, det tænder ham at begå ugerninger.”

Olivia tænker, at Jakob bærer nag, og at det påvirker hans dømmekraft.

“Jakob, han kan da umuligt være så slem? Er alle politikere ikke lidt små korrupte?” 

Jakob nikker. Hun har ret i, at kun de færreste politikere har en helt ren samvittighed. Men denne borgmester, den nuværende, snu, korrupte og bedrageriske borgmester, er i en klasse for sig, og det forklarer vores nybarberede ven ved at sige.

“Han får de fleste politikere til at ligne artige skoledrenge. Han har forbindelser til det kriminelle miljø. Han er ligeglad hvor pengene kommer fra, bare de kommer..han sidder på magten nu..men vi skal nok stoppe ham..”

Nu forstår Olivia lidt mere. Det har altså noget med kriminalitet at gøre. Så der er tale om mere end bare lidt skattesnyd. 

Der er stadig mange brikker, som ikke er faldet på plads, og mens de to sidder og snakker om de alvorlige detaljer, vil vi vende blikket mod Emil, som sidder og skriver på en forretningsplan hjemme i sin lejlighed.

Der er mange ting, man skal tage med i sine beregninger, når man sidder og laver langsigtede planer. 

Han regner på det, forestiller sig hvor mange penge han vil tjene i løbet af de næste par måneder, hvornår han kan sige op som tjener nede på restauranten, hvor meget han skal betale i skat, osv.

Emil gør sig en masse overvejelser, og kigger på sin forretningsplan hver dag, for at sikre sig, at den er helt vandtæt. Perfektion er en dyd for ham, og hvis han kan se, at hans plan mangler noget, tilføjer han det med det samme, og justerer på den, så den sidder lige i skabet.

Det er hårdt arbejde, men samtidig nyder han også at fordybe sig i den proces det er, at skabe en forretning, at tjene penge, mens man gør folk glade, ved at give dem noget af høj kvalitet.

Ja, det er selvfølgelig ikke noget han giver væk, men sælger, men de jakkesæt, som hans ven syr, er af så høj kvalitet, at Emil nærmest føler, de gør kunderne en tjeneste ved at lade dem købe disse små mesterværker.

-- RUKN MARCH 25TH 2022--

Tilbage til virkeligheden; Emil arbejder hårdt og har store planer, og selvom hans ven er god til at lave tøj, er der stadig lang vej endnu. De er stadig ikke millionærer, og han må væbne sig med tålmodighed, før hans drøm kan blive til virkelighed.

Emil tager sig en lille pause, og tjekker sin telefon. Endnu en gang er der kommet en besked fra en smuk pige. Det får ham til at smile lidt, så han åbner beskeden, og ser hvad der står i den.

“Hey. Du ser godt ud. Skal vi drikke en kop kaffe om en times tid?”

Emil tjekker hendes profil. Hun har et par billeder med nedringet top, andre hvor hun er på stranden iført bikini, og nogle enkelte, hvor hun fester på stranden med nogle veninder.

Det lover godt. Hvor ville det være fedt, hvis han kunne møde hende. Så ville hans lykke være gjort. 

Ikke nødvendigvis fordi han vil noget seriøst med hende, nej, det orker han ikke rigtigt. Men det ville booste hans ego, og den slags er jo altid rart.

Han svarer på hendes besked, og siger “Lad os mødes. Husk at tage høje hæle på ;)” 

Nu er han i godt humør. Et nemt bytte for ham, ja, det lader denne smukke pige til at være, men det er næsten for godt til at være sandt. Det er næsten lidt for nemt.

Hun er frisk, og han er frisk, men så får Emil et opkald. 

Det er ikke pigen eller hans forretningspartner. Nej, det er Jakob Hækkerup, som har lånt Olivias telefon.

Den tidligere borgmester siger “Emil. Det var Emil, du hed, ikke? Nå, men ved du hvad, jeg står faktisk her i parken med Olivia. Og vi kunne godt bruge din hjælp!”

Olivia nikker, og kigger sjovt på Jakob, som nærmest råber ind i telefonen. Man kan godt se, det er lang tid siden, han sidst har snakket i telefon.

Emil ved ikke hvad han skal sige. Nu har han jo aftalt med hende den smukke pige, at de skulle mødes og drikke en kop kaffe. En kop kaffe som jo blot er et påskud for noget andet.

Spillet skal spilles, piger skal nedlægges, men hvad skal Emil gøre, når han også gerne vil opklare sagen om den tidligere og den nuværende borgmester?

Det er svært at beslutte sig, så han slår plat eller krone, og overlader det til tilfældighederne..hvis han ellers kan acceptere udfaldet.

bb

Han siger til Jakob “Okay..jeg skal nok hjælpe jer..”, lægger på, finder en mønt og slår plat eller krone.

Mens han gør det, vil vi vende blikket mod Klavs og Jonas, som netop er ankommet til parken. De har ikke set Olivia og Jakob endnu, men de kan lugte noget sod, som de følger lugten af, indtil de ender ved den bænk, hvor de to sidder.

Olivia siger så “Nå, det var godt I kunne komme..Jeg hedder for resten Olivia..”

Klavs siger så “Ja, det ved jeg da godt.”

Olivia siger så “Ja, nu var det din fætter, jeg talte til..”

Klavs havde ikke rigtigt opfanget det. Lidt pinligt for ham. 

--- RUKN APRIL 8TH 2022--

Han sætter sig ved siden af Jakob og siger “Jakob, der stod skrevet noget i avisen om din afsked med det politiske liv. Jeg troede det var en hemmelighed, men det er det slet ikke.”

Jakob siger så “Nej, det er almindeligt kendt at jeg blev afskediget. Det er detaljerne, der er hemmelige. Men det vil de ikke være meget længere..”

Klavs får øje på dagbogen, og spørger om han må kigge i den.

Den tidligere borgmester siger, at han godt må, så nu sidder Klavs og bladrer lidt i den.

Siderne er slidte, som om dagbogen var gammel. Men det er den ikke. Skandalen som den beskriver, fandt sted for blot et par år siden.

Klavs kigger på Jakob uden at sige noget. Der foregår mange mystiske og spændende ting inde i den tidligere borgmesters hoved, og det er aldrig til at vide, hvad han vil sige. 

Måske er han også lidt småtosset, men denne sag er så kompliceret og spændende, at Klavs begynder at tænke “Hmm..det her er meget mere interessant end nogen af de computerspil, som jeg har spillet de sidste ti år..tænk, at jeg har brugt flere år af mit liv på at jagte pixels..på at jagte belønninger, som ikke engang findes i virkeligheden..og nu sidder jeg her..ved siden af en mand, som muligvis er på randen af at være sindssyg, men samtidig også kender til hemmeligheder, der kan ændre alting..når det her eventyr er forbi..bliver jeg vist nødt til at revurdere min livsstil..”

Klavs åbner så endelig munden og siger “Nå, hvad med Emil? Kommer han også?”

Det er der ingen der ved med sikkerhed, men hvad der er sikkert, er at et vendepunkt venter på vores nysgerrige venner.

Ikke så langt fra den bænk hvor de sidder, står der nogle mænd og holder øje med dem.

Hvem de er, kan ikke ses, da de har solbriller og hat på.

Hvem de arbejder for, er til gengæld meget mere interessant og relevant.

Den ene af dem foretager et opkald, og siger “Hey, chef..den gamle er vendt tilbage..hvad skal vi gøre ved det?”

Fortsættes..

Nye skæbner, kapitel 7

I parken sidder Jakob på en bænk. Ved siden af ham sidder Olivia og skriver på sin telefon.

Overfor dem står Klavs og hans fætter Jonas.

Nu er de alle samlet her for at finde ud af, hvordan de kan afsløre den nuværende borgmester.

En borgmester som tilsyneladende har forbindelser til den kriminelle underverden i København, og ikke skyr nogen midler.

Jakob Hækkerup snakker lidt om borgmesteren, og siger 

“Det hjælper at være kynisk når man arbejder inden for politik. Det er den nuværendes styrke. Og det var min svaghed. Jeg var for blød. Havde for meget hjerte, stolede for meget på de forkerte folk, og se..se hvordan det er gået mig.”

Jonas, som har læst lidt om Jakobs fyring i avisen, siger så 

“Hvordan kom den nuværende borgmester egentlig ind i politik? Kendte han allerede nogle i det politiske miljø, eller..?”

Jakob ryster på hovedet, og svarer så 

“Han kendte ikke så mange til at starte med. Det var svært for ham. Han ville gerne sidde i byrådet. Men ingen havde rigtigt tillid til ham.”

Olivia siger så “Nej, det kan jeg da godt forstå. Han lyder heller ikke som en særlig rar type.”

Jakob siger så “Rar er han ikke, men det er heller ikke et nødvendigt egenskab som politiker. Efter et stykke tid begyndte de forskellige byrådsmedlemmer at trække sig. Nogle af dem kom med forklaringer, der var ret langt ude, f.eks at de havde “brug for at genopdage sig selv”, eller “ville prøve en anden karrierevej”. Ingen af dem virkede særligt oprigtige, men fælles for dem var, at de forsvandt meget hurtigt. Og for hver politiker som trak sig tilbage, kom der hurtigt en ny til..og alle disse var personer uden nogen politisk fortid..de kom bare og sagde ting som ‘Ja, jeg vil gerne gøre en forskel for den her by’..og det kunne vi jo ikke rigtig nægte dem, og der var lang tid til næste kommunalvalg, så vi accepterede dem, og tænkte “Lad os se om ikke de har noget godt at bidrage med.” Vi besluttede os for at give dem en chance.”

Klavs siger så “Men det lyder ikke så slemt. Det er vel okay med nogle nye ansigter.”

Jakob trækker på skuldrene og siger så “Nej, det var også hvad vi tænkte. Men som tiden gik, blev flere og flere pladser i byrådet fyldt ud af de her nykommere..efter fem måneder, var der kun 5 af de oprindelige medlemmer tilbage..og der var kommet 8 nye..”

Jonas siger så “Begyndte du ikke at blive nervøs? Hvordan vidste du, hvem du kunne stole på?”

Jakob siger så “Det er lige præcis det. Jeg vidste ikke, hvem jeg kunne stole på. Jeg havde virkelig gamblet med min politiske karriere. Nu var der et flertal af folk, som jeg ikke kendte. Jeg vidste, at jeg måtte gøre et eller andet. Snakke med nogen. Bare et eller andet. Jeg ringede til en af de mere erfarne byrådsmedlemmer, en af dem som jeg vidste, jeg kunne stole på, og bad ham om at komme ind på mit kontor, så vi kunne diskutere den her sag.

Heldigvis delte han mine bekymringer, og efter blot en halv time kom han ind på mit kontor. Nu kunne vi endelig få os en snak. Ja, det troede jeg. Men nej, i stedet havde han dårligt nyt. Endnu et byrådsmedlem havde trukket sig, og ja, som I nok har gættet, var hun allerede blevet erstattet af en nykommer. Nyheden gjorde mig rasende, så jeg stormede ud af mit kontor, løb ned ad gangen, og ind på det store fællesrum, hvor vi altid byder nye medlemmer velkommen. Jeg satte farten ned før jeg trådte ind i værelset, så de andre ikke skulle se hvor gal jeg var, men da jeg så trådte derind..der så jeg ham..den mand, der i dag sidder som borgmester..da blev jeg gal igen. Han smilte til mig. Han kunne godt genkende mig. Men det lod ikke til at han nærede nogen egentlig respekt for mig. Nej, han kiggede på mig, som var jeg en mand uden betydning. En mand som var på vej ud. Han havde allerede sat en plan i værk..”

Mens Jakob sidder og fortæller sin historie, vil vi vende blikket mod de to mænd med solbriller, som står ved et træ ca. 30 meter væk fra vores kære venner.

Disse mænd ser lidt skumle ud. De kan dog ikke tillade sig at vække for meget opsigt, da det er højlys dag. Altså står de og foregiver at være to gode venner, som får sig en lille hyggesnak, selvom det de egentlig laver, er at overvåge Jakob og de andre på og omkring bænken.

De har netop snakket i telefon med deres chef. Han har bedt dem om at være ekstra opmærksomme på de nysgerrige sjæle.

Den ene siger til den anden “Chefen sagde, at vi ikke må slippe dem af syne. Tror du, det er nogle farlige typer eller hvad?”

Til hvilket den anden svarer “Ikke farlige nok til at gøre mig bange. Kan godt være at Jakob har barberet sig, og omgivet sig med nye venner..men vi har allerede opdaget ham..endnu en gang har han valgt at handle uden strategi..”

Nu får de så endnu et opkald fra deres chef, og den ene af dem tager telefonen, rømmer sig og siger “Hej Chef. Er der noget vi skal gøre?”

Manden i den anden ende af røret siger, med en stærk, dominerende tone i sin stemme “I har set dem. De har dagbogen. Skaf den dagbog. Den skal brændes.”

Den ene som snakker med chefen, siger så “Jamen chef, det er meget farligt at forsøge den slags ved højlys dag. Det vil tiltrække alt for meget opmærksomhed.”

Deres chef bliver utålmodig, men har allerede et løsningsforslag, som vil motivere dem “Jeg ved det er risikabelt. Og derfor vil jeg også belønne jer, hvis I formår at destruere dagbogen..jeg vil give jer en ny bygning, hvorfra I kan styre jeres handel med automatvåben..”

Det er noget af et tilbud. Den slags kommer ikke hver dag. De to mænd tager deres solbriller af et kort øjeblik, for at udveksle øjenkontakt og blive enige om, hvad de skal sige til deres chefs generøse tilbud.

“Okay, chef. Det er en aftale. Vi skal nok skaffe den dagbog af vejen. Og hvad med Hækkerup? Skal vi også gøre det af med ham?”

Chefen ler lidt, og siger så “Nej..lad ham leve..lad ham tro, at han er nær målet..det fortjener den gamle mand..”

Røret bliver lagt på, og mændene med solbriller nikker til hinanden, og begynder at diskutere, hvornår det er bedst at stjæle bogen fra Jakob. Lige nu er det Olivia der sidder og læser i den, og selvom hun nok er den nemmeste at tage den fra, er det stadig for risikabelt med alle disse mennesker. 

Der må lægges en god strategi.

Olivia sidder med bogen, og bladrer lidt i den, men det er ikke sidernes indhold der fylder mest i hendes hoved lige nu, men den drøm hun havde i nat. En drøm, som hun stadig ikke kan tyde.

En mand der ville give hende noget. Han ville vise hende vejen. Lære hende noget. Hvorfor skal drømme altid være så svære at tyde? Hvorfor kan de ikke bare gå lige til sagen, og lære en det budskab, som de mener man trænger til at høre? Det er her det bliver lidt svært for Olivia. Det handler jo om hendes underbevidsthed. Og det eneste hun ved, er at drømmen har noget at gøre med “udnyttelsen af hendes fulde potentiale”

Hun ved, hun er god til at hjælpe andre mennesker. Og hun er smuk, så det er med til at gøre tilværelsen lidt nemmere, når så mange mænd gerne vil servicere hende, i håbet om at være heldige med hende - selvom det næsten aldrig sker.

Af temperament er hun også meget heldigt anlagt, da hun hverken har de store humørsvingninger eller depressive tendenser.

Hun har det hele. Hun har det godt. Hvad mere kan hun bede om? Hvad mere er der?

Hvis hun ikke kan se mere, hvis hun ikke kan få øje på noget der mangler, hvad er problemet så?

Hendes hverdag består af venner og familie, modeljobs og en gang imellem en tur i byen. Hun giver lidt til velgørenhed, og hun ser dårlige film på Netflix, når hun har tømmermænd.

Nu begynder hun så at tænke “Hvorfor er det egentlig mig, som er blevet blandet i den her sag? Hvorfor var det lige mig som sad i toget, da det standsede? Kunne Gud eller universet ikke have valgt en anden? Jeg havde ikke bedt om det. Jeg har det fint med mit liv, jeg behøver ikke spænding, jeg behøver ikke at vide noget om en eller anden korruptionssag..hvad er meningen med det? Klavs virker nysgerrig. Godt for ham, men han er vist også lidt af en nørd. Det der intellektuelle halløjsa, alt det der mystik..jeg kan se han elsker det. Men jeg har ikke brug for at vide mere, ellers tak!”

Hun sidder i sine tanker, men Jakob tror hun læser hans bog. Han er glad for at have mødt disse unge mennesker. Han er sikker på, de kan hjælpe ham. Og han håber, at hele denne oplevelse, dette lille eventyr som udspiller sig inden for storbyens rammer, også vil berige deres liv og potentielt udvide deres horisont.

Dog mangler de stadig en person, og det er Emil.

Emil har tilbragt de sidste par timer i sin lejlighed, hvor han har arbejdet på en forretningsplan, spist en salat og skrevet med et par piger.

Faktisk har han allerede lavet to aftaler i dag, men han tvivler på, at han kan nå nogen af dem.

Han er netop lige stået af toget, og er nu på vej hen mod parken. Han får en besked fra endnu en pige, som skriver “Jeg elsker virkelig din stil..”, og selvom disse linjer får ham til at smile og hans ego suger det til sig med det samme, vælger han er sætte sin telefon på lydløs, da tiden er kommet til at opleve noget, som han rent faktisk vil huske. 

Han kan altid møde piger, tynde såvel som tykke, uopnåelige såvel som billige, når han har fundet ud af, hvad Jakob Hækkerup har at fortælle ham.

Emil nærmer sig parken, han skærper sin opmærksomhed og tænker “Så finder vi snart ud af hvordan det hele hænger sammen..”.

Han befinder sig nu endelig i parken, men før han får øje på Jakob, Olivia, Klavs og Jonas, kan han mærke noget andet, der trækker i ham.

Han ser de to mænd med solbrillerne stå ved et træ. De er også iført jakkesæt. Den slags kan Emil ikke bare ignorere. Han vil rigtig gerne hjælpe de andre som venter på ham henne ved bænken, men først er han nødt til at snakke med “de to herrer” som han beskriver dem inde i sit hoved.

Han går hen til dem og introducerer sig selv “Hej, undskyld, jeg håber ikke, jeg forstyrrer. Men jeg bliver altså bare nødt til at høre, hvilken skrædder I har købt de der jakkesæt hos.”

De to mænd er ret så overraskede, og ved egentlig ikke hvad de skal sige. Den ene af dem er dog noget irriteret, da de netop skulle til at stjæle bogen. De var lige kommet på en god strategi, og så kom der bare en påtrængende ung mand og spolerede det perfekte øjeblik!

De beder Emil om at gå, så det gør han, selvom han ikke forstår, hvad han har gjort galt.

Han går så hen til de andre, som sidder ved bænken, og siger “Nå, hva’ så? Hvad er det, I vil fortælle mig?”

Jakob begynder at fortælle Emil om dagbogen og hvad den nuværende borgmester egentlig har gjort for at sikre sig den magt, han stadig sidder på.

Og ikke så langt derfra, inde på et kontor af den finere slags, sidder denne magtfulde mand og skriver under på nogle dokumenter.

Han har travlt. Jakob Hækkerup er vendt tilbage, og dette kan i værste fald forpurre hans planer.

Dette må ikke ske.

Manden underskriver endnu et dokument.

“Svend Kup” står der på det.

Manden læner sig tilbage i sin lænestol, kigger op i loftet, og tænker så lidt højt for sig selv

“Hækkerups tilbagevenden er en forhindring...dog vil det ikke blive mit endeligt, men hans..”

Siger den nuværende borgmester, mens han tænder en cubansk cigar, og finder en gammel genstand frem fra sin øverste skuffe..

Fortsættes..

Nye skæbner, kapitel 8.

Emil, Klavs, Jonas, Olivia og Jakob Hækkerup er samlet i parken. 

Jakob har fortalt om den nuværende borgmester, og hvorfor han er så stor en trussel, at han må fjernes.

Emil, der altid er meget handlingsorienteret, siger “Nå. Skal vi få ham fjernet eller hvad?”

Jakob kender Svend Kup mere end Emil gør, og derfor ved han godt, at man ikke bare kan opsøge den nuværende borgmester, Svend Kup, uden videre. 

“Emil. Hør nu her. Svend Kup er en farlig mand. Han arbejder ikke alene. Kan du se de to mænd med solbrillerne derovre? De er hans muskelmænd. Og der er mange flere, hvor de kommer fra.”

Olivia kigger på dem. De er store og stærke, kan nok skabe en masse respekt og frygt omkring dem, i kraft af deres størrelse og barske udstråling, men alligevel tænker hun, at hun har en chance for at få sat dem ud af spillet.

Hun siger til de andre “De der mænd..de er sikkert meget nemme at narre. Muskelmænd plejer ikke at have så meget mellem ørerne..jeg er ret sikker på, at jeg kan få dem til at lade os være i fred..”

Ingen af de andre på bænken ved, hvad hun taler om, men da de ikke selv er kommet på nogen strategi endnu, siger de blot “Okay. Du kan da give det et forsøg.”

Olivia forlader dem, og går over til de to mænd. De har self. allerede set Olivia med bogen, men skuffede er de, da de ser at hun ikke har taget den med sig.

Hun snakker til den ene af dem, og siger “Hey. Jeg har godt lagt mærke til, hvordan I sådan holder øje med os..det er lidt ubehageligt.. men jeg kan godt forstå det..jeg dømmer jer ikke..fortæl bare mig sandheden..er det ikke bare fordi I ikke kan lade være med at stirre på mig? Det er helt okay. Jeg er vant til den slags opmærksomhed.”

De to mænd kigger på hinanden. Begge tænker de noget i retning af “Okay. Hun ved ikke at vi holder øje med dem. Det er godt. Det kan vi måske bruge til vores fordel.”

De er slet ikke klar over, hvad der venter dem.

Olivia fniser lidt, og siger så “Det er noget fint tøj I har på. Og de der solbriller viser, I har stil..men hvorfor tager I dem ikke af? Jeg tror jeres øjne ville have godt af at få lidt frisk luft..”

Mændene føler indtil videre ikke så meget. Olivias ord har ikke gjort så meget ved dem endnu. De nikker til hinanden, og beslutter sig for at tage solbrillerne af. Bare for at vise, de ikke har noget at skjule.

Olivia smiler venligt til dem, uden at vise sine egentlige intentioner.

Imens de to mænd prøver at finde ud af, hvad Olivia har gang i, sidder Jakob Hækkerup og de andre ovre på bænken, og prøver at følge med i hvad der sker.

Emil kan ikke se idéen med det, og siger “Hvorfor står hun bare og sludrer? Hun skal da få dem til at forlade parken.”

Hækkerup svarer på Emils bemærkning, og siger “De må godt blive her. Jeg tror, hun ved hvad hun laver. Det er en afledningsmanøvre. Har du hørt om sådan en før, Emil?”

Emil vender det hvide ud af øjnene. Hækkerups tone er lidt nedladende. 

Klavs siger “Jeg ved ikke, hvad det er hun har gang i, men det ser ud til at virke. Skal vi så ikke forlade den her bane?”

“Den her bane?” siger Emil med et ansigtsudtryk, der antyder at Klavs har sagt noget helt forkert.

“Øhh nå ja..jeg mener: Lad os komme ud af parken!”

Det var straks bedre. Klavs er klart påvirket af alle de computerspil, han har spillet i årenes løb. Han har været vant til at tænke i levels, baner, dungeons, bosser, points, osv.

Det her er virkelighedens verden, og han må lægge sin fantasi på hylden - for en stund.

Jonas forstår godt sin fætters idé, og siger noget i samme retning 

“Ja, skal vi ikke bare smutte? Olivia har vist godt styr på de to muskelmænd derovre.”

Jakob Hækkerup har bevaret overblikket, og ved præcis hvordan det skal gøres.

“Jo. Lad os forsvinde. Men en ad gangen. Hvis vi alle forlader bænken på en gang, vil det  vække for meget opsigt. De vil kunne se det ud af deres øjenkrog, selvom de fokuserer på Olivia lige nu. Derfor vil jeg også efterlade min jakke her. Det skal helst ligne at vi stadig er her.”

Emil siger så “Okay. Jeg vil gå først.”. Det gør Emil, og 1 minut senere følger Klavs trop.

Mens de langsomt forlader bænken, vil vi se hvad den luskede Svend Kup foretager sig. 

Han sidder stadig inde på sit kontor. Som borgmester har han fået byens fineste, og denne luksus nyder han til fulde, mens han sidder i sin dyre designer-stol og tænker på, hvordan han skal få Jakob Hækkerup til at forsvinde igen.

“Den gamle mand er vendt tilbage. Han tager åbenbart ikke ved lære. Ærgerligt for ham. Jeg har en helt speciel gave til ham.”

Svend har netop fisket en gammel genstand op af skuffen. Den er gammel og rusten, men nu sidder han og sliber den. Det er en metalgenstand, men ikke en af den slags man kan se hver dag.

Det er den slags metalgenstand, som ikke længere er i brug. Men den er berømt. Det er en genstand, som mange har hørt om, omend det måske har været i en noget mytologisk eller til tider historisk sammenhæng.

Svend er ligeglad med den slags. For ham handler det bare om at ramme Hækkerup effektivt, så han holder sig væk.

Eller, hvem er det, han prøver på at narre? Han ved jo godt, at han bliver nødt til at slå Hækkerup ihjel.

“Sådan nogle gamle fjolser vender altid tilbage. Og hvordan kan jeg opbygge mit kriminelle imperium, hvis han bare kommer her og afslører mig? For fanden, han skal skaffes af vejen. Jeg ved ikke hvad det er, der har motiveret ham til at komme tilbage, men hvad der er helt sikkert, er at han vil komme til at fortryde det. Ingen skal krydse Svend Kup ustraffet.”

Disse tanker sidder han og gør sig. Hans storhedsvanvid er næsten for stort til en lille by som København, men Svend er godt tilfreds. Hans kriminelle indtægtskilder har det fint her. 

Mange folk undervurderer de organiserede kriminelle, og regner dem ikke rigtig for noget. 

Korruption er der heller ikke så mange, der frygter. Man antager simpelthen at den slags bare ikke forekommer. Korruption er noget man har i andre lande! Ja, det er sådan de fleste tænker i denne skandinaviske hovedstad, men det er netop også denne naivitet, der har gjort det muligt for en mand som Svend Kup at komme til magten.

Han er nu snart færdig med at slibe den gamle metalgenstand. 

“Det skal blive godt at give den her til Jakob. Nu må jeg bare tænke over, hvordan jeg skal gøre det..timing er alting..”

Svend Kup er en mand med forkærlighed for det teatralske.Jovist går han op i effektivitet og penge, men der er ikke meget der slår det, at gøre en ordentlig entré - eller måske slet ikke at gøre nogen entré. Luskeri kan også være godt. 

Vi vil nu forlade borgmesteren, for at vende tilbage til Olivia, som står og snakker med de to muskelmænd i parken.

Hun har fundet ud af, at den ene hedder Per og den anden hedder Ulrik. To ganske almindelige navne. Hun flirter lidt med dem, og foreslår indirekte, at de burde få sig nogle kælenavne, der giver mere respekt.

“Drenge, I er så flotte..og så muskuløse...men helt ærligt. Per og Ulrik..hvad er det for nogle navne? Jeg tror ikke engang min mormor ville frygte jer..og lad os nu være helt åbne her..I vil gerne have at folk frygter jer lidt, ikke?”

Olivia har fat i noget. Både Per og Ulrik har hver især et ego, der altid trænger til forplejning. Nu arbejder de jo trods alt også for en skurk som Svend Kup. Hans storhedsvanvid har smittet lidt af på dem. Hvorfor egentlig ikke få sig nogle seje navne? Ja, og nu når de er i gang, hvorfor så ikke bede om en lønforhøjelse? 

Olivia har ikke sagt andet, end at de skal få sig nogle seje kælenavne, men hun er god til at lege med den mandlige psyke, og ved præcis hvilke knapper, der skal trykkes på. 

Hun manipulerer dem. De ved det ikke, men det gør hun. Olivia har taget kontrol over situationen, og de to mænd har helt glemt at holde øje med dem på bænken.

Ja, den ene der nu er tilbage. Jakob Hækkerup er nemlig den eneste, som stadig sidder der. Han venter på det helt rigtige øjeblik. Han må ikke blive set. Han er deres førsteprioritet, og deres opmærksomhed vil nok skærpes, hvis de ser ham forlade bænken.

Han venter til Olivia har hypnotiseret dem helt, og de står og griner med hende.

Nu slår Jakob til. Han lister væk fra bænken, og om bag en busk. Egentlig burde han ikke blive i parken, men han er bare lidt for nysgerrig, og den nysgerrighed får ham til at sætte sig på hug, og holde øje med dem.

Det varer dog ikke længe før han bliver prikket på skulderen af Emil, der hvisker til ham 

“Jakob .Det der er for farligt. Vi bliver nødt til at forlade parken. Kom nu.”

Det irriterer Jakob at blive forstyrret, men det lykkes ham at modstå fristelsen, så han følger med Emil, og de løber hen til Klavs og Jonas, som står foran en pølsevogn 20 meter uden for parken. 

De står i kø, og mens de venter på at det bliver deres tur, diskuterer de den alvorlige sag, som de skal til at afsløre.

Jonas, som er lidt ældre end Klavs, siger “Det har været rigtig spændende indtil videre. Og vi er ikke engang nået til den bedste del endnu. Tror du Svend Kup har luret vores næste træk, Klavs?”

Til det svarer Klavs “Det tror jeg ikke. Hans to mænd er sat ud af spillet. De dur ikke til så meget lige nu. Og vi må formode at Svend befinder sig inde på sit kontor. Og det er jo på rådhuset. Så jeg er sikker på, at vi nok skal overraske ham.”

Jakob bryder ind i deres samtale og siger så “Ja, vi skal nok overraske ham. Men at overraske ham er ikke nok. Det er en god start, men Svend Kup er altid forberedt. Han forventer det uventede. I kan være sikre på, at han har andre mænd end de to, som Olivia snakker med lige nu.”

Emil siger så “Jakob, vi skal nok få ham Svend ned med nakken. Og når først vi har gjort det, bliver jeg altså lige nødt til at spørge hans folk, hvor de får de der flotte jakkesæt fra, for der er da ellers lige lidt konkurrence, kan jeg godt love for..”

De andre griner lidt. Emil tænker altid på jakkesæt. En dejligt ensporet tankegang, det har han. Ja, dejligt for ham, og lidt komisk for de andre. Til tider lidt trættende, men indtil videre har de moret sig meget godt over hans fiksering med de fine klæder.

De står og hyggesnakker lidt foran pølsevognen. Der er en dejligt duft af stegt svinekød i luften. Ketchup og sennep, ristede løg og brød.

Dog bliver deres hygge afbrudt, da de ser en limousine komme kørende i høj fart. 

De kan ikke tage øjnene af den, og de prøver at se, hvor den kører hen.

De går ud mod kanten af fortovet, for eventuelt at kigge ind ad ruderne, når bilen kommer forbi om et par sekunder.

Limousinen kommer nærmere, men sætter nu pludselig farten ned. Alle forbipasserende er helt forvirrede. De har ingen anelse om hvad der foregår.

De fire der står ved pølsevognen ved lige så lidt, om hvad eller hvem det kan være.

Bilen sænker nu farten helt ned til omkring 5 kilometer i timen, og et af vinduerne bliver rullet ned.

Ud kommer en arm, som holder noget i hånden. Det ligner noget af metal. En lille metalgenstand. Men hvorfor? Og hvem er denne mærkelige person, som vifter med den lille genstand?

Nu bliver vinduet rullet helt ned, og en mand stikker hovedet ud.

“Hey, Hækkerup. Længe siden.”

Det er Svend Kup. Det er ham, som sidder med hovedet ud af vinduet.

Jakob når næsten ikke at sige noget, får Svend fyrer sin perfekt timede bemærkning af 

“Her er en lille gave, gamle ven.”

Svend kaster genstanden, en uhyggeligt skarp kastestjerne, mod en forsvarsløs Jakob, og den rammer ham lige i brystet, så han skriger af smerte, mister bevidstheden og falder bagover..

Fortsættes..

Kapitel 9

Når man bliver ramt med en kastestjerne lige i brystet, kan det godt gøre en anelse ondt, og så er det en god idé at køre på sygehuset.

Heldigvis er Jakob omgivet af folk, som gerne vil hjælpe ham, så Emil, Klavs og Jonas skynder sig at ringe til en ambulance, så deres sære, uheldige ven kan få hjælp hurtigst muligt.

Hvert sekund tæller, men til Jakobs held ligger der et sygehus ikke så langt fra parken, så inden for et par minutter er ambulancen allerede fremme, og sygeplejerskerne får ham ind i ambulancen, godt hjulpet på vej af de tre andre, som lige har observeret denne mildest talt uventede hændelse.

Borgmesteren Svend Kup kastede en kastestjerne i brystet på Jakob Hækkerup.

Emil siger “Hva’ fanden sker der? Hvem angriber med kastestjerne nutildags?”

Ingen bruger kastestjerner mere. Svend Kup må have en meget speciel smag i våben, siden han har valgt at bruge sådan en her.

Ambulancen kører, men der er ikke plads til Emil, Klavs og Jonas i den, så de løber efter den i stedet.

Inde i parken står Olivia stadig og snakker med de to muskelmænd, men da hun bemærker at hendes venner allerede har forladt parken, indser hun, at der ikke længere er nogen grund, til at stå og snakke med disse to neandertalere, som Svend Kups mænd egentlig er.

Eller, det er der måske alligevel? Det kunne være, at hun kunne få lidt mere information ud af dem, hvis hun blev og snakkede med dem..hvis det ellers ikke er for farligt!

Deres navne er henholdsvis Per og Ulrik, hvilket hun allerede har drillet dem lidt med.

De er nemme at manipulere. Det har været sjovt at lege med deres egoer, men nu bliver hun nødt til at få dem til at afsløre noget om deres chef.

“I har en chef der prøver at bestemme for meget over jer, har I ikke? Det er lidt synd .. I har så meget potentiale..men det er ham, der er hjernen i foretagendet..”

Godt nok er de to muskelmænd ikke for kloge, men de er meget loyale over for Svend Kup.

Han er en god chef, selvom han er lidt hård. De kommer selv fra bandemiljøet i København, så de er vant til den hårde tone, og den kontante afregning, som der altid er, når man gør sig med ulovligheder, og andre lyssky aktiviteter.

Nu ser Per så, at der ikke sidder nogen på bænken længere. Den er tom. Helt forladt. 

Han er lidt overrasket, men lægger så to og to sammen, og regner ud, at Olivia blot har stået og snakket med dem, for at aflede deres opmærksomhed fra det, der egentlig skete ovre på bænken.

Han har lyst til at råbe det højt, men bider sig i tungen, for ikke at skræmme Olivia væk. 

Lige pludseligt ser Per muligheder i at have hendes opmærksomhed. Hun tror, at hun udnytter dem, men hun er slet ikke klar over, at rollerne snart vil blive byttet om, og at de vil snøre hende. Intelligens er ikke alting. Det er skønhed heller ikke.

Per skriver diskret en kort besked til Ulrik, der informerer ham om at deres oprindelige mission er fejlet. De skulle have fået fat i dagbogen, men det lykkedes ikke. 

Dog får de en trøstepræmie i form af Olivia. Vil hun mon følge med dem, når de forlader parken?

Det vil vi finde ud af senere, men først skal vi på sygehuset, hvor Jakob netop er blevet indlagt.

Hans tilstand er ikke fastslået endnu. Lægerne arbejder hårdt for at holde hans puls oppe, men den går op og ned. Jakob har allerede mistet en masse blod.

Ude i venteværelset sidder Emil, Klavs og Jonas.

Situationens alvor er ved at gå op for dem. 

“Ham der Svend Kup er rigtig farlig. Vi må håbe, at politiet fanger ham..” siger Klavs forhåbningsfuldt og med en anelse desperation i sin stemme.

Jonas er knap så optimistisk og siger “Det tror jeg ikke, vi skal regne med. Hvis Svend vælger at angribe sådan ved højlys dag, så er det nok fordi at han er dækket så godt ind, at angrebet ikke kan spores tilbage til ham. Selv hvis nogen har set ham, vil det sikkert ikke være nok til at sigte ham for noget. Og det ville heller ikke undre mig, om han har bestukket adskillige politifolk her i byen allerede.”

Nej, optimismen er svær at spore hos Jonas, og denne vurdering af situationen deler han med Emil, der heller ikke ser for lyst på det.

Det eneste de kan gøre nu, er at krydse fingre, og håbe på, at Jakob overlever det her.

I mellemtiden må de se, hvad de kan gøre, for at stoppe den farlige borgmester.

Nu er han sikkert også efter dem. Han har set dem, han ved hvem de er. 

Der er ingen vej tilbage. Selv hvis Jakob ikke overlever angrebet, er de stadig nødt til at stoppe Svend Kup, og sørge for at han ikke vil komme til at forårsage mere skade på uskyldige mennesker.

Emil tænker “Der er sket så mange ting i dag..og jeg har ikke engang mødt nogen piger..eller solgt nogen jakkesæt..”

Nu får han sig en overraskelse, da han hører en kvindestemme bagfra, der siger 

“Emil? Er det dig?”

Han vender hovedet, og ser at det er en ung kvinde. Først kan han ikke genkende hende, men så siger hun

“Det er mig, Marie. Vi skulle have drukket en kop kaffe sammen, men så aflyste du.”

Nu føler Emil sig lidt dum. Tænk, at han ikke engang kunne genkende hende.

Han siger så “Øhh, nå ja. Det er rigtigt. Undskyld. Men..hvad laver du her?”

Marie svarer “Jeg er her for at se til en veninde, som er langtidsindlagt. Hvad med dig? Og hvem er dine venner her?”

Emil ser ikke rigtigt Klavs og Jonas som sine venner, men gider ikke bruge energi på at rette Marie, så han svarer 

“Det er Klavs og Jonas. Vi sidder og chiller lidt, mens vi venter på en kammerat der har brækket benet.”

Klavs og Jonas kigger mærkeligt på Emil. Hvorfor i alverden lyver han?

Jonas siger “Ej, Emil. Fortæl hende dog sandheden. Det kan være, hun gerne vil høre den.”

Marie kigger lidt forvirret på dem alle tre. Hun ved ikke hvad der foregår.

Emil rømmer sig, og siger så “Okay..det var ikke helt sandt, det jeg lige sagde..vi sidder her, fordi en ‘ven’ har været offer for en ulykke..nej, en ulykke vil jeg ikke kalde det. Snarere et attentatforsøg. For en halv times tid siden blev han ramt i brystet med en kastestjerne..og nu er han på intensiv afdeling..”

Marie havde ikke ventet at få så mange detaljer. Men hun sætter pris på det. Hendes profession kræver lidt, at hun er nysgerrig.

Hun siger så “Nå, det lyder forfærdeligt. Har I nogen idé om, hvem der kastede den kastestjerne?”

“Ja” siger Emil, og fortsætter “Det er Svend Kup. Borgmesteren.”

Marie hører ordene der kommer fra Emils mund, og de sætter noget i gang hos hende

“Svend Kup..jeg vidste, at der var noget råddent ved ham!”

Emil venter på hendes reaktion, og endelig får han den

“Så, du siger det er borgmesteren, ja? Det lyder meget sandsynligt. Han er pilrådden. Skide falsk. Og jeg burde vide det om nogen.”

Emil spørger så “Nå, hvordan kender du ham da?”

Marie svarer “Jeg er journalist, med speciale inden for lokalpolitik. Jeg har fulgt Svend Kup nøje. Også før han blev borgmester. Jeg vidste, at der var et eller andet råddent ved ham. Og jeg har ovenikøbet beviser på det. Men åbenbart ikke nok til at min redaktør ville trykke artiklen..”

Emil øjner en mulighed i Marie. Hun ved åbenbart allerede en masse om Svend kup. 

Han spørger hende så 

“Du ved tilsyneladende en del om lokalpolitik. Det er godt. Hvad siger du så, hvis jeg siger Jakob Hækkerup?”

Marie har ikke hørt nogen sige det navn i lang tid, men det er et hun selv har brugt lang tid på at undersøge 

“Ja! Jeg ved godt, hvem han er. Jeg nåede aldrig at interviewe ham, men jeg ville gerne. Han var borgmester før Svend Kup. Så forsvandt han lige pludselig. Meget mystisk. Jeg syntes, det virkede meget uforklarligt. Ved I noget om ham?”

Emil smiler endelig en lille smule, og siger så “Ja, det er ham, der er blevet ramt med kastestjernen.”

Det havde Marie ikke ventet at høre.

“Jamen, hvorfor er..? Hvad har han..?”

Hun har så mange spørgsmål, at de nærmest står i kø for at blive stillet.

Klavs siger så “Vi mødte Jakob i undergrunden. Han var beskidt, og lignede en hjemløs. Vi faldt i snak, og så fortalte han os om den nuværende borgmester, Svend Kup..”

Nu stiller Jonas, som er meget interesseret i dybdeborende journalistik, et spørgsmål til Marie

“Jeg har også læst lidt om Hækkerup og hans sag. Men der stod ikke så meget konkret i aviserne. Hvad er det for nogle beviser du har fundet imod Svend Kup?”

Marie beder ham om at komme tættere, så hun kan hviske ham i øret. Den her slags ting har hun ikke lyst til at de andre fremmede i venteværelset skal høre.

“Jeg har en optagelse af ham, hvor han snakker med nogle kriminelle typer. Det er fra før han blev borgmester. De snakkede om hvordan man kunne vælte den daværende borgmester, Jakob Hækkerup. Det kunne have været et fældende bevis, men min chef mente ikke, at videoen viste Svend Kups ansigt tydeligt nok. Så jeg blev frustreret og opgav det. Men jeg har stadig optagelsen..”

Mens de sidder og snakker om Maries mulige beviser mod Svend Kup, vil vi vende tilbage til Olivia, som står og snakker med de to muskelmænd i parken.

De er ved at være trætte af at tale med hende. Før kunne hun manipulere dem og lege med deres egoer, men nu hvor de har gennemskuet hende, føles det meget trættende at høre på hendes endeløse small-talk. Hun er kommet til at sænke sine parader, og er begyndt at snakke om sig selv. Det var ikke meningen. Nej, at snakke om hende selv var ikke en del af planen. Men det er altså sket. Det er vel ikke Olivias skyld. Hun er bare så interessant. Så er man vel nødt til at være lidt selvoptaget, er man ikke?

Olivia tænker for sig selv “De ser mere afslappede ud nu. Det kan være, at de snart vil afsløre noget om deres chef. Jeg tror, at Jakob og de andre allerede er smuttet. Men derfor kan jeg jo stadig godt snakke med de her to. Må bruge mine talenter og få dem til at forråde deres chef.”

Per siger så “Du virker som en man kan stole på. Ulrik og jeg vil tage en lille pause nu, og spise en pizza. Vil du med?”

Olivia er faktisk lidt sulten, og hun tænker, at disse to mænd vil åbne sig endnu mere, hvis de sidder og nyder en lækker pizza.

Hun følger med, og Per siger “Der ligger en god restaurant ikke så langt herfra. De har byens bedste pizza. Og jeg mener nok, der er 10 % discount hvis man er under 25.”

Olivia har vist heldet med sig i dag. Hun får lov til at spise lækker, billig pizza mens hun langsomt får de to mænd til at fortælle en masse hemmelige detaljer om deres chef.

Hun roser sig selv, og tænker “Du er så god, Olivia. Så snedig. Mænd er så nemme at manipulere for dig.”

De går på fortovet og kigger ud på vejen. Der kører ikke så mange biler på den her vej. Der er heller ikke så mange fodgængere.

Nu siger mændene så “Vi skal ned ad den her gyde. Indgangen til restauranten ligger et meget mærkeligt sted.”

Olivia kan ikke forstå, hvorfor man har valgt at lægge restauranten på et sted, hvor der næsten ikke kommer nogen. Det virker ikke som en særlig god forretning.

Så siger Per “Nå, jeg mener nok, det er her..det her er døren til restauranten. Den er lidt beskidt.”

De åbner døren, men rummet de kommer ind i, er helt mørkt. 

Per tænder for lyset, og Olivia får øje på en mand, som sidder for enden af et bord. 

Han smiler, han har også jakkesæt på, han ryger en cigar, og siger “Hej Olivia.Jeg har et tilbud, som jeg tror, du vil være interesseret i..”

Det er Svend kup.

Tilbage i venteværelset sidder de andre og snakker.

Marie har nogle beviser der kan bruges. Det håber hun i hvert fald. Men hvordan?

Emil siger “Vi skal sørge for at de rigtige folk ser de her beviser. Vi kunne sagtens lægge dem ud på nettet, så alle kunne se dem, men jeg mener nok, det er ulovligt.”

Marie siger “Ja..det er faktisk ikke så nemt, som man tror. Men jeg er opsat på at finde ud af, hvordan vi kan løse det her. For Svend Kup..han skal ned med nakken..det fortjener han..og Jakob Hækkerup fortjener at få oprejsning!”

Og når man taler om solen, så bliver den ofte nævnt.

Nu kommer en af sygeplejerskerne ud i venteværelset, og siger “Hr. Hækkerups tilstand er stabil, men han er stadig skrøbelig. I må godt komme ind og se ham, men vær forsigtig med at hæve stemmen eller lave høje lyde. Han er meget følsom lige nu.”

Emil, Klavs, Jonas og Marie rejser sig fra deres pladser, og går ind for at se til Jakob.

De håber, at han klarer den.

Der ligger han så, i en hospitalsseng. Han ser ikke for godt ud, men i det mindste er han uden for livsfare. 

De går forsigtigt hen imod ham, og Emil siger med en stille stemme 

“Hej Jakob..det er godt at se dig..hvordan har du det..?”

Jakob kan ikke formulere en sætning ordentligt, men det er der heller ikke nogen, der forventer lige nu. Han har brug for tid til at komme sig.

Så får han øje på Marie, som han åbenlyst ikke har set før. Han rynker øjenbrynene. Hvem er hun?

Hun siger “Hej Jakob..jeg hedder Marie. Mødte lige de andre i venteværelset..jeg vil gerne hjælpe dig..jeg har nogle optagelser af Svend Kup..optagelser der kan fælde ham..”

Disse ord har en meget stærk virkning på Jakob, og sekundet efter hun er færdig med at tale, åbner han munden, og bruger alle sine kræfter på at sige den følgende sætning 

“Det er godt, Marie..vi skal nok få ram på ham..”

Fortsættes..

Nye skæbner, kapitel 10. 

Jakob Hækkerup ligger i hospitalssengen. Han har netop fået at vide, at Marie har nogle beviser, der muligvis kan fælde Svend Kup, og denne nyhed har givet Hækkerup livsstyrken tilbage, så han sidder nu op i sengen, klar på at lægge den endelige strategi for at sætte en stopper for den nuværende borgmesters uretfærdigheder.

Marie har en optagelse af Svend Kup, og den optagelse dokumenterer et møde mellem Svend Kup og nogle bandemedlemmer.

Jakob Hækkerup vil vide mere, så han spørger “Marie, hvornår er den optagelse fra?”

Marie tænker sig godt om. Hun har ikke optagelsen på sig, men hun kan nogenlunde huske hvilken dato den er fra.

“Jeg mener nok, Svend Kup havde det møde den 3. november 2014.”

Den 3. november 2014. Jakob tænker over tallet. Det ligger tæt op ad en anden meget vigtig dato.

Marie siger så “Ja, det er faktisk en videooptagelse, men man kan ikke se hans ansigt så godt i den. Måske vidste han godt, at nogen prøvede på at filme ham.”

Svend Kup er ikke født i går. Han ved godt, at folk holder øje med ham. Men selvom det er sandt, er der stadig nogle ting han har overset. Han ved nemlig ikke noget om Marie. Han så hende et par gange på rådhuset, men da han ikke regnede hende for at være en trussel, gjorde han aldrig en indsats for at finde ud af, hvem hun var.

Nu går det så op for Jakob, hvorfor den 3. november 2014 minder ham om et eller andet.

“Det var fem dage før jeg blev afskediget som borgmester! Nu kan jeg huske det. De sparkede mig ud den 8. november 2014. Det var ikke en god dag.”

Nu er det så Jonas, som også har fulgt lidt med i sagen, der siger noget 

“Den 8. november..ja, jeg kan godt huske, at der stod noget i avisen om, at ‘Jakob Hækkerup havde trukket sig tilbage’ den dag. Jeg synes, at det virkede som en meget mærkelig artikel. Ikke at avisen prøvede at lyve eller noget, men det var som om, der manglede et eller andet. Ja, der var noget uldent ved det.”

Så spørger Klavs “Jakob, havde du været indblandet i en politisk skandale i tiden op til din fyring?”

Jakob ryster på hovedet. Han har altid undgået skandaler, da han mener, at de ikke er med til at fremme den politiske dagsorden. De er spild af energi, synes han.

Marie siger så “Nå, men i hvert fald, så synes jeg, at vi skal få fremstillet nogle kopier af den optagelse jeg har, så vi har en bedre chance (Med e til sidst) for at fælde Svend Kup. Er der nogen der vil tage med mig, og få lavet nogle kopier?”

Emil melder sig frivilligt, hvilket ikke rigtigt overrasker nogen. 

Marie siger “Nå, lad os komme af sted. Det er aldrig til at vide, om Svend Kup allerede leder efter os.”

Er Marie paranoid, eller bare forsigtig? 

Svend Kup overvåger altid potentielle trusler, men lige nu er han travlt beskæftiget.

Han har nemlig lokket Olivia ind i et lille mørkt rum, hvor han sidder og giver hende et tilbud, som hun får svært ved at afslå - i hvert fald, hvis man skal tro de ord som kommer fra hans onde læber.

“Olivia, jeg har hørt, at du sad med Jakob Hækkerup. Du havde hans dagbog i hånden, havde du ikke?”

Olivia siger ikke noget. Hun opfatter situationen som et forhør, og ved, at Svend Kup har en lusket dagsorden. Hvad end hans tilbud er, bliver hun nødt til at sige nej til det.

Hun prøver at kigge væk og virke ligeglad, men han ser igennem hendes skuespil, og siger 

“Nå..så det er sådan du vil have det..du sidder bare der, og er .. ubehøvlet..tænk, at du ikke engang har en smule manerer. Jeg stillede dig jo bare et spørgsmål. Jeg tvinger dig ikke til at svare. Men hvorfor egentlig ikke fortælle mig hvad du lavede med Hækkerup og de andre tosser, der sad på bænken? Jeg kunne vel egentlig være ligeglad, jeg mener, det påvirker jo ikke rigtigt mig, at han er kommet tilbage. Jeg er borgmester nu, og det har han det sikkert fint med, da han jo selv valgte at trække sig tilbage. Hvorfor ved jeg ikke, men det var vel hvad han havde brug for. En mærkelig mand. En meget mærkelig mand.”

Olivia bliver irriteret. Hun ved, at Svend Kup sidder og lyver hende lige op i ansigtet.

Han stikker hende den ene plade efter den anden, og hun prøver at lade være med at vise, hvor meget det generer hende, men efter noget tid bliver det for meget for hende, og hun ender med at give efter for sin irritation, og siger så

“Okay! Jeg ved, du lyver. Du er så fuld af pis, dit korrupte svin!”

Det var nogle hårde ord. Olivia plejer ikke at ty til så grimt et sprogbrug, så hun er også selv lidt chokeret. Hun føler afsky og forargelse over den nuværende borgmesters adfærd. 

Svend Kup læner sig tilbage i stolen med et lusket smil, og siger så “Nå, så du siger jeg lyver? Og siger, jeg er korrupt? Jamen, det er jeg måske..men ved du hvad det gode ved at være korrupt er, Olivia?”

Hun aner ikke hvad, han vil sige. Hun er ved at være træt af hans lange tale.

Svend Kup siger “Det er at man er villig til at gøre hvad som helst, og indgå hvilken som helst form for kompromisser. Man gør hvad der er nødvendigt. Du kalder det nok at være korrupt..men jeg kalder det at være arbejdsom..at være ustoppelig.

Det gør også, at man er i stand til at tilbyde ting, som andre ikke kan tilbyde. 

Det kan godt være, at jeg mænger mig med nogle lidt skumle typer en gang imellem, men det betyder skam ikke, at jeg ikke ved hvad en ung kvinde som dig, har brug for.”

Olivia føler, at samtalen har taget en uheldig drejning. Hvad nu hvis Svend Kup er god til at manipulere? Det kan blive meget farligt. Hun må slippe væk. Men hvordan? Hun er ret sikker på, at hans to gorillaer ikke vil lade hende forlade stedet, og hendes charme og skønhed er nok et udspillet kort, så hun ved ikke, hvad hun skal gøre.

Svend Kup fortsætter “Olivia..du er ung..22-23, vil jeg skyde på..og du har udseendet med dig..det kan jeg også se..det må være dejligt, ikke? At være velsignet med den slags..og du virker også som en meget rolig person. Du har f.eks kun råbt ad mig en gang til indtil videre. Det er ikke alle som er lige så beherskede som dig..men..du søger noget, gør du ikke? 

--Du kigger på dit liv, og det ser måske ud som om du har det hele, men inde i dig selv, kan du mærke, at der er noget, som du ikke har, er det ikke sandt? Noget som ikke kan købes..noget som andre mennesker ikke kan give dig.

Olivia bliver nervøs. Svend Kup er ved at trænge ind i hovedet på hende, og af en eller anden grund, lader hun ham gøre det. Hun kan ikke få sig selv til at sige stop. Han siger alle de rigtige ting.

Svend Kup fortsætter “Olivia, jeg kan ikke give dig det, du har brug for..men jeg kan vise dig vejen dertil..jeg kan fortælle dig hvordan du finder det..hvordan du finder ind til kernen af dig selv..hvordan du kan skrælle de overflødige lag af, så du ser dig selv, som du er, og ikke som du ønsker eller tror du er..og det er nødvendigt hvis du vil udnytte dit sande potentiale..det potentiale som ingen gider at fortælle dig om, fordi du allerede er god nok i deres øjne..dine venner, familie og kollegaer synes alle, at du er god nok, og at du ikke skal ‘ændre dig’..men det her handler ikke om at du skal ændre dig..men om, at du skal finde ind til den du virkelig er..og det kan jeg hjælpe dig med..hvis du til gengæld gør noget for mig..”

Olivia er fanget i hans spil. De ting han har sagt, er svære at stå imod. Han virker som en, der kan give hende svar. Måske var han manden i hendes drøm?

“Nej, det kan ikke være rigtigt” tænker hun.

“Han er en meget ubehagelig type. Ham kan jeg ikke lære noget af. Og jeg er sikker på, at han bare udnytter mig..”

Men så hører Olivia en anden stemme inde i sig selv, der siger “Måske er det okay at blive udnyttet, så længe du også får noget ud af det..”

Svend Kup går nu til sagens kerne, og siger  “Okay. Det du skal gøre for mig, er at stjæle den dagbog, som Jakob Hækkerup har..det er min..det ved du sikkert godt.

Svend Kup ved præcis hvordan han skal overtale folk. Alle de gyldne ord og løfter, der kommer fra hans mundtøj, gør det svært at sige nej.

Men hvad med de andre? Jakob, Klavs og Jonas? Kan Olivia virkelig forråde dem?

Olivia føler sig splittet. Det er ikke en nem beslutning for hende.

Svend Kup kigger på hende, og er meget sikker i sin sag. For ham er der ikke skyggen af tvivl. Han er sikker på, at hun vil hjælpe ham. Fordi hun i virkeligheden vil hjælpe sig selv.

Det er sådan han har formuleret det, og det er sådan hun har opfattet det.

Tingene kan kun gå en vej, og det er den, som Svend Kup vil have det.

Nu vil vi forlade deres forhandlinger, for i stedet at se hvordan det går med Marie og Emil. 

De sidder i bussen lige nu. Det er den hurtigste vej hjem til hendes lejlighed, hvor hun mener, at hun har gemt optagelsen.

Emil sidder og tænker “Ååh ja. Vi skal hjem til hende. Det lyder godt. Og hvor er det gået nemt. Min charme er vist lige som den skal være i dag..”

Dog ved han, at det ikke nytter noget at tænke sådan, når de har sådan en vigtig opgave foran dem.

Lige så snart de kommer hjem til hende, skal de finde optagelsen og få den kopieret, før nogen når at stoppe dem.

Emil er ikke så glad for at tage bussen. Han har altid ment, at det kun er fattige eller fulde mennesker, der tager bussen. 

Det gør ham utilpas at sidde i den, men hans lidelser er ved at være ovre, da Marie trykker på stopknappen og siger “Så, det er her vi skal af. Min lejlighed ligger et par minutters gang herfra.”

De stiger af bussen, og går ud på gaden. Det er lidt køligt, så Emil krummer ryggen, og Marie griner lidt ad ham.

De nærmer sig hendes lejlighed. Det skal blive godt at komme indenfor i varmen igen, tænker Emil.

De står nu uden foran lejligheden, og Marie finder sin husnøgle frem. 

Emil kigger på den og tænker lidt for sig selv “Det kunne være dejligt, hvis jeg fik en kopi af den på et tidspunkt..”

Vores ven der er så glad for jakkesæt og damer, har svært ved at fokusere, men nu sker der noget, som tvinger ham til at skærpe sin opmærksomhed.

De kommer ind i lejligheden, men noget er galt. Der er rykket rundt på nogle ting. Det kan Marie se lige med det samme. Nogen har været i hendes lejlighed, mens hun har været væk.

Det tegner ikke godt. Der ligger glasskår på gulvet. Puderne ligger ikke hvor de burde.

Emil og Marie kigger på hinanden og tænker “Hvem fanden har været her..?”

Fortsættes..

Nye skæbner kapitel 11.

Nogen har været inde i Maries lejlighed, men hvem?

Emil og Marie leder efter spor. Er der mon stadig nogen i lejligheden? 

De kan se en masse glasskår og puder på gulvet. Det er et kæmpe rod.

Så banker det på døren. Emil og Marie kigger på hinanden. At åbne døren kan være farligt, men de kan ikke lade være.

Emil går forsigtigt hen til den og åbner den.

Synet, der møder ham, er ikke noget der kan skræmme nogen.

Det er en lav mand. Han tygger nervøst på noget tyggegummi, mens han siger

“Øøh undskyld, jeg hørte bare nogle lyde, så jeg ville tjekke om alting var okay”

Marie ser så hvem det er, og siger “Åh, Valdemar. Det er okay. Kom bare ind.”

Hun forklarer, at Valdemar er hendes excentriske nabo, som kommer på visit i tide og utide.

De ved stadig ikke hvem der har været i lejligheden, og om de stadig er der.

Så ser de en skikkelse bevæge sig. Det er ikke et menneske, men et dyr

Det er Maries kat, som jager en mus. Den gør det uden at tage hensyn til hverken lamper eller andre skrøbelige genstande - men hvad kan man forvente? Det er trods alt en kat.

Katten jager musen og nyder hvert sekund, og det er i dette øjeblik, at det går op for Marie, hvad der er sket.

“Det er bare katten der har skabt det her rod” siger hun lettet.

Emil siger “Imponerende..tænk at et lille dyr kan forårsage så meget ballade..”

Maries nabo Valdemar forlader hendes lejlighed.

Emil spørger så “Nå, skal vi finde de optagelser eller hvad?”

De går ind i soveværelset, hvor Marie gemmer en kasse inde i skabet.

Det er en stor kasse fyldt med alle de noter, hun har skrevet ned i sin tid som journalist.

Emil får det indtryk, at hun, ligesom ham, går meget op i sit arbejde, og det respekterer han.

Det er altid fedt at se nogen, der brænder for det, de laver.

Marie går i gang med at tømme kassen i jagten på de vigtige optagelser.

Hun har beskæftiget sig med journalistik i mange år, så der er virkelig meget at gå igennem.

Emil hjælper hende, og prøver at lade være med at kigge for meget i hendes private ting, selvom det er fristende .

Endelig får Marie øje på en kasse, hvor der står “Vigtige optagelser fra efteråret (EFTERåret) 2014”.

Hun åbner den, og ser ti USB-nøgler. Videofilen (VIDEOfilen) må være på en af dem.

Nu begynder hun at sortere nøglerne efter deres datomærkninger.

Imens (iMENS) de leder efter filen, vil vi vende tilbage til hospitalet hvor Jakob stadig ligger i sengen, og lægger en strategi for hvordan de skal fremlægge beviserne for politiet, når først de har fundet dem.

Dagbogen har de allerede, og den kan være med til at styrke deres sag, men det fældende bevis vil være i form af den hemmelige, og muligvis ulovligt optagede samtale mellem Svend Kup og nogle af Københavns mest berygtede (hårdt G) mafia-bosser.

Loven er en sjov størrelse. Det siges, at den er med til at skabe retfærdighed, men når banditter  som mafia-medlemmer og korrupte mænd af mørket som Svend Kup klarer frisag  gang på gang, kan man godt begynde at betvivle det danske retssystems formåen, når det kommer til at fængsle dem, der virkelig er kriminelle og skader samfundet. 

Jakob Hækkerup, Klavs og Jonas sidder sammen og udvikler en strategi. 

At deres plan lykkes er af allerypperste vigtighed, men selvom det er en alvorlig situation de har med at gøre, forhindrer det dem ikke i også at nyde livet lidt. 

Det gør de ved at spise tiramisu, og drikke cappuccino.

Helt hyggeligt kan det ikke blive, men at få lidt til den søde tand er godt for vores venner i dette øjeblik. 

De kigger på hinanden og brainstormer ideer. 

Meningen med denne udveksling af ideer, er at man ikke tænker før man taler, men i stedet taler frit fra leveren  

Det er noget som Klavs ikke helt har forstået. Han er så indadvendt, og til tider også socialt akavet , at han altid analyserer det han skal sige. 

Spontanitet er ikke lige ham.

Det der med at lade ordene flyde frit .. det er meget mærkeligt for ham. 

Nogle gange, når han bliver nervøs eller ikke ved hvad han skal gøre i en social situation, begynder han at tænke på hvilket computerspil han skal gennemføre, når han kommer hjem igen. 

Klavs har fået smag for eventyr og detektivarbejde. Ja, man kan godt sige, han har fået blod på tanden, men selvom denne korruptionssag har gjort noget ved ham, kan han også godt mærke at han har svært ved at give slip på gamle, forankrede tanke- og adfærdsmønstre. 

Forandring sker ikke fra den ene dag til den anden. I den virtuelle verden kan man stige i level, og få adgang til nye evner, bare man spiller ihærdigt nok, men i den virkelige verden tager tingene tid, og dette har Klavs måttet sande nu. Det er egentlig ikke fordi han er synderligt bevidst om det. Nej, hans følelsesmæssige intelligens kan nok ligge på et meget lille sted, så det eneste han er bevidst om, er at noget ikke føles rigtigt, og at han helst vil flygte fra det. 

Ud af Klavs hoved og tilbage i den virkelige verden, sidder Jakob og Jonas og udvælger de dele af dagbogen, der bedst kan bruges imod Svend Kup.

Nu kommer der nogen ind ad døren, og det er Olivia. 

Det er et par timer siden de andre sidst har set hende, og Jakob kan ikke lade være med at spørge 

“Hvor har du været?!”

Olivia kan, eller vil ikke fortælle Jakob og de andre hvor hun har været og hvem hun har snakket med. 

Jonas siger så “Nå, men vi sidder her og er i gang med at gennemgå dagbogen for de mest inkriminerende noter. Er det noget du vil hjælpe med?” 

Olivia har ikke tænkt sig at sidde og kigge på noter, nej, hun har noget helt andet i tankerne. 

Hun kommer med et forslag 

“Ved I hvad? Jeg synes, det er alt for risikabelt kun at have én kopi af dagbogen. Jeg mener, vil det ikke være en god ide, hvis vi havde nogle kopier eller scanninger af den? Jeg kan sagtens gøre det”

Jakob, Jonas og Klavs tænker lidt, og den førstnævnte svarer så 

“Jo, det lyder da egentlig som en meget god ide. Hvor lang tid tror du det vil tage dig?”

Olivia tænker én ting, men siger noget andet 

“Det kommer ikke til at tage meget mere end 15-20 minutter. Jeg skal nok skynde mig” 

Jonas giver hende dagbogen, hun putter den i sin taske, og holder masken, mens hun narrer de tre som intet ved om hendes møde med Svend Kup. 

Hun forlader lokalet, og mens hun bevæger sig hen mod elevatoren, tænker hun for sig selv 

“Nu er jeg så tæt på. Jeg skal bare overbringe Svend Kup dagbogen, og så vil han belønne mig ved at tyde min drøm for mig. Jeg kan næsten ikke vente”

Olivia har truffet et valg. Nogle ville sige, at det er egoistisk, men den slags tanker har hun ikke plads til lige nu. 

“Dårlig samvittighed er bare endnu en hæmsko” er en sætning som hun vender i sit hoved lige nu. Det er Svend Kup hun har den fra. 

Den korrupte mand har formået at trænge under huden på hende. 

Hans forsøg på at manipulere hende er lykkes. Hvad der vil ske nu, kan man kun gisne  om. 

Olivia forlader bygningen, og går hen imod en sort limousine, som er parkeret et minuts gang fra hospitalet. 

Døren bliver åbnet for hende, hun sætter sig ind i bilen, og siger så 

“Her har I dagbogen. Det var så nemt at skaffe den. Tænk, at I ikke engang selv kunne gøre det” 

Ved siden af hende sidder en af Svend Kups muskelmænd, og til hendes flabede bemærkning siger han 

“Ja, ja. Det er fint. Det vigtigste er, at du har skaffet den. Det bliver chefen rigtig glad for at høre”

Muskelmanden foretager et opkald til Svend Kup. 

Bilen holder stille. Chaufføren er inde på hospitalet og får målt sit blodsukker. 

Olivia føler lidt, at hun spilder tiden ved bare at sidde i bilen og lave ingenting, så hun ruller en af de tonede ruder ned, og stikker hovedet ud for at få lidt frisk luft.

Det er ved at være lidt køligt, og solen er også på vej ned. 

Dog er der nok sollys tilbage til at Olivia bliver spottet af nogle, der kender hende. 

“Hey Olivia, hvad laver du?”

Det er Emil som kommer gående sammen med Marie. Olivia ved selvfølgelig ikke hvem den sidstnævnte er, men Emil har set Olivia sidde med hovedet ud af den sorte limousine (limouSINE), og det er problematisk. 

Hun ville ønske, at bilen ville starte nu, men på den anden side, ville det også virke meget mistænksomt. 

Emil kommer helt hen til bilen, og spørger 

“Hey, hvad laver du der? Har du været inde og se til Jakob?”

“J-ja, det har jeg” får Olivia fremstammet. 

Emil ved endnu ikke hvad der foregår, men det vil han snart finde ud af. 

Olivia prøver at få Emil til at stoppe, men han lader til at være meget snakkesalig lige nu.

Han fortæller hende om den vigtige optagelse som det er lykkedes ham og Marie at finde. 

Muskelmanden overhører deres samtale, skubber Olivia lidt til siden, og stikker nu selv hovedet ud af vinduet, hvor han med en dumhed så stor at den kan imponere, og tilsvarende mangel på diskretion spørger “Hvad er det for en hemmelig optagelse?”

Fortsættes.. 

Nye skæbner 12

Hvad skal Olivia gøre? Hun føler sig afsløret, nu hvor Emil og Marie har set hende sidde i bilen ved siden af muskelmanden, som lige har spurgt til den hemmelige optagelse.
Olivia siger ingenting. Emil kigger forvirret på hende, men er helt lamslået.
Marie ved ikke engang hvem muskelmanden er. Hun var ikke med de andre henne i parken, og har altså aldrig set ham før. Dog kan hun godt se hvilken type han er.
Olivia kigger på muskelmanden og sender ham et blik der siger "Helt ærligt. Kunne du ikke have brugt hovedet bare en lille smule?".
Han ved, at han har dummet sig. Diskretion er en meget vigtig ting, når man arbejder inden for politik og kriminalitet. Ikke at de to er det samme, men når man arbejder for Svend kup, kan det godt være svært at holde dem adskilt.
Det er vigtigt at holde kortene tæt ind til kroppen.
Emil får endelig samlet sine tanker, og siger nu
"Olivia, hvad fanden har du gang i? Det der er altså en af Svend Kups muskelmænd. Ham skal du holde dig langt væk fra. Ja altså, du må da godt lige lad mig prøve hans jakkesæt, men ellers.."
Marie ryster på hovedet, og får nu øjenkontakt med muskelmanden. 

Hun har set nogle af Svend kups mænd før, og de virkede mere intelligente og præsentable end ham Olivia sidder ved siden af nu.
Marie siger til ham "Hold kæft, hvor er det nogle grimme solbriller du har. Er det nogle Svend Kup har købt til dig i Tiger eller hvad? Jeg håber, han betaler jer godt. Og hvad er det for en stank der kommer fra dig? Du har dårlig ånde, mand..kan godt se, at Svend kup ikke hyrer lige så professionelle folk som han gjorde engang.."
Marie provokerer ham. Det er helt bevidst. Hun ved godt, at han vil blive sur. Hans ego kan ikke tage det. Han burde være ligeglad, men det er han ikke. Maries flabede bemærkninger gør ham så sur, at han vrisser "flyt dig!" Til Olivia, skubber hende til siden og stiger ud af bilen for at skræmme Marie.
Olivia tænker "Hvordan kan det være at ingen her mistænker mig for at arbejde sammen med Svend kup? Er Emil virkelig så blank? Det havde jeg ikke troet om ham.."
Muskelmanden sender Marie et truende blik. Han puster sig op, for at true hende, i håbet om at hun vil fordufte, velvidende om at han ikke kan røre hende. Vold er han ikke imod, men ved højlys dag gælder det om at agere på en måde, der ikke tiltrækker for meget opmærksomhed. Han nøjes med at sende et truende blik, og i det hele taget antage et kropssprog, der ville skræmme de fleste væk. Det er trods alt den slags der skaffede ham jobbet som Svend Kups muskelmand i første omgang.
Marie er fuldstændigt upåvirket af det. Hun har mødt typer som ham før. Han er sikkert farlig, når han vil være det, men nu står de altså på en offentlig vej, og hans handlingsmuligheder er begrænsede.
Emil kan se, at Marie ikke lader sig true af muskelmanden, så han retter sin opmærksomhed mod Olivia som sidder inde i bilen. Hun gemmer sig. Hun ville ønske, at hun kunne gøre sig usynlig lige nu. 

Emil kan mærke, at hun er ude på noget, og hendes dårlige samvittighed nager hende, men han er endnu ikke parat til at beskylde hende for noget, så han vælger i stedet at sige
"Nå, men..i det mindste har han ikke gjort dig noget. Vil det så sige, at det lykkedes dig at manipulere med begge muskelmændende? Har de givet noget info om Svend kup, som vi kan bruge imod ham?"
Olivia har ikke forberedt sig på Emils spørgsmål. Hendes blik flakker nervøst rundt, og da hun endelig samler mod nok til at se ham i øjnene igen, smiler hun nervøst og prøver at charmere ham, mens hun siger "nååå ja. D-de er så nemme at manipulere..ja, ja. Stol trygt på mig. Jeg har styr på det"

Hvis Olivia ikke havde siddet ved siden af en af Svend kups mænd, og hvis hendes nervøse kropssprog ikke havde afsløret hende som en løgner, ville Emil måske have troet på hende, men han kan ikke glemme hvad han har set: hun sidder i en bil ved siden af en muskelmand, som arbejder for den nuværende borgmester, som vel nok kan beskrevet som Jakob hækkerups værste fjende. 

En slyngel, en løgner, en uærlig, umoralsk, korrupt opportunist.
Emil er skuffet. Han er ikke engang vred. Han kigger på Olivia og siger "nå..du er vel bare ikke en af dem man kan regne med..det må du selv om, Olivia..pas godt på dig selv.." disse ord bliver hans sidste, før han smækker bildøren, går forbi Marie og prikker hende på skulderen, for at fortælle hende de skal vende tilbage til Jakob og de andre inde på hospitalet.
Marie smiler falskt til muskelmanden, og vender så ryggen til ham, mens hun sammen med Emil går hen mod indgangen til hospitalet.
Ingen af de to ved, at Olivia har dagbogen. Den del af planen er de ikke blevet indviet i.
Muskelmanden ryster på hovedet, og åbner bildøren igen, sætter sig ind ved siden af Olivia, kigger mistroisk på hende og siger "nu har du vel ikke skiftet side igen? Svend Kup kan godt blive i rigtig dårligt humør, hvis han finder ud af du har fortalt ham der fyren noget, som.."
Olivia bliver lidt bange i et øjebliks tid, men beroliger så sig selv og siger
"Nej, bare rolig. Jeg stak ham en plade, om at jeg har narret jer. Han aner ikke uråd"
Muskelmanden er ikke helt overbevist. Olivia virker ikke særligt troværdig lige nu. Alligevel lader han det ligge, da de allerede har hvad de skal bruge, nemlig dagbogen fra Jakob.
Henne foran indgangen til hospitalet står Emil og Marie. De skulle egentlig være gået indenfor, men Emil vil gerne stå udenfor og se bilen køre væk. Han ved ikke helt hvorfor, men han føler virkelig, at Olivia har forrådt ham. Hvorfor er hun gået over til fjenden?
Marie kan se, at han er trist, selvom han prøver at skjule det.
"Emil, det kan vi ikke gøre noget ved nu. Olivia gør det, hun synes er rigtigt. Desuden kan det også være lige meget, for vi har jo optagelsen af Svend kup, og Jakob har dagbogen. Vi har beviser nok! Han skal nok ende med at blive straffet for sine forbrydelser"
Marie mener det godt, men hun vil også snart finde ud af hvad det er, Olivia i virkeligheden har gjort.
Det er et trist øjeblik, men Emil og Marie kigger på hinanden, og tænker begge "Nå..det er Olivias valg". 

De udveksler nogle flere blikke, og bliver enige om at de ikke behøver at fortælle Jakob og de andre om Olivias lille forræderi.
Nu går de ind ad døren til hospitalet, og på vej hen til den nærmeste elevator, siger Emil "Tror du virkelig, at vi kan få Svend Kup dømt?"
Marie rynker panden let og kigger på ham, som om det var et helt unødvendigt spørgsmål.
"Emil, jeg kan garantere dig at de her beviser vil kunne få Svend Kup dømt uanset hvor korrupt retssystemet måtte være"
De træder ind i elevatoren, og snakker om hvor godt det bliver, at fortælle Jakob om den hemmelige optagelse som det er lykkedes at finde.
Elevatoren stopper, døren går op, de går ud ad den og sætter retning mod det værelse hvor Jakob ligger.
Jakob ser dem fra sit værelse, og udbryder "Emil! Marie! Hvor er det godt at se jer! Fik I optagelsen?" 

Emil smiler, og informerer Jakob om at deres mission er gået godt. De har optagelsen, og dette gør Jakob ekstatisk, ja, nærmest så meget, at han gør et forsøg på at hoppe ud af sengen, men inden han når så langt, kommer han i tanke om, at han nok hellere må blive i den. 

Marie siger så “Ja, vi har skaffet optagelsen. En video mellem Svend Kup, to byrådsmedlemmer og en anden skummel politiker, samt en lydoptagelse hvor Svend snakker om, hvor ‘træt han er af Jakob Hækkerup’ og “Hvor godt det bliver når først han er ude af billedet’. Borgmesteren har ikke en chance nu”

Emil tilføjer så “Nej, især ikke når vi også har Svend Kups dagbog med alle de noter der kan inkriminere ham. Den er virkelig prikken over i’et”

Jakob nikker bekræftende, og siger “Du har ret, Emil. Dagbogen skal nok sætte en stopper for Svend Kup og hans korrupte foretagende. Jeg tænkte, at det ville være godt, hvis vi kunne få nogle sikkerhedskopier af den, så jeg har sendt Olivia ind til byen, og hun skulle meget gerne være i færd med at fotokopiere og scanne den lige nu”

Marie og Emil kan ikke tro deres egne ører. De kan ikke glemme Olivias forræderi. At hun har skiftet side er én ting. Det er ganske forfærdeligt og trist, men at hun nu også har dagbogen, gør det til en regulær katastrofe.

At de nu skal fortælle Jakob, om hvad de har set Olivia gøre, bliver ikke nemt, men de bliver nødt til at gøre det.

Emil starter sin sætning med “Øhh Jakob, faktisk..”, og mens helvedet bryder løs og panikken rammer Jakob, vil vi forlade vores helte, og se hvad Svend Kup sidder og laver.

Han er lige blevet færdig med at ryge en cigar. Dem ryger han ca. 10 af om dagen. Det er ikke så sundt, det ved han godt, men med det arbejde han har og de typer han omgiver sig med, er tobakken nok ikke det der slår ham ihjel først.

Han knipser med fingrene, og en ung mand kommer ind og tager Svends askerbæger.

Bordet skal være helt rent nu. Det er tid til at vende tilbage til arbejdet.

Olivia kan træde ind ad døren når som helst, og med sig har hun - hvis ellers hun har været loyal overfor Svend Kup - dagbogen, som den ondsindede borgmester naturligvis har i sinde at destruere. 

Tanken om at den aldrig vil se dagens lys, giver ham et smil på læberne, og han bryder nu gradvist ud i en ond latter. Den slags latter som man normalt ville kunne forvente af skurken i en superheltefilm. Det er næsten ærgerligt, at der ikke er flere, som kan høre den. 

Svend Kup er mange ting. En del negative tillægsord kunne med rette bruges om ham, og han ville sikkert ikke engang protestere over det. Han er den, han er. 

Og nu går døren op, for Olivia kommer ind, ledsaget af de to muskelmænd, Per og Ulrik.

Hun sætter sig ned på en stol, med en anelse nervøsitet i kroppen. Men samtidig er hun også spændt. Hun har bragt Svend Kup dagbogen, men det var ikke for at gøre ham en tjeneste. 

Hun gjorde det fordi Svend Kup sagde, han ville hjælpe hende med at tyde den mystiske drøm, som Olivia havde i nat.

Faktisk bliver det sværere og sværere for Olivia at huske detaljerne i den. Klokken er ved at være omkring 19:00, og det er ca. 12 timer siden hun stod op.

Svend smiler til Olivia og siger “Godt arbejde, Olivia. Jeg vidste, du var til at regne med. Eller, må faktisk indrømme, jeg tvivlede lidt på dig” siger han, mens han holder et lille grin tilbage, hvorefter han fortsætter

“Men det kan være ligemeget nu. Du har skaffet mig dagbogen, og det er jeg overordentligt taknemlig for.”

Olivia siger “Ja. det var så lidt” og anstrenger sig for at frembringe et høfligt smil.

Hun behøver ikke at lade som om, hun kan lide ham. Det vigtigste nu, er at han fortæller hende, hvad hendes drøm betød, eller at han i hvert fald kan hjælpe hende på vej med at forstå den.

Han siger “Ja, så du vil nok gerne have, at jeg hjælper dig med at tyde den mystiske drøm nu. Ikke sandt? Det tænkte jeg nok.”

Olivia bliver lidt irriteret. Hvis bare han ville skynde sig lidt og komme til sagen.

Svend Kup læner sig tilbage i sin stol, fletter sine fingre som en sand mester, og siger så 

“Glem dit ego. Lad det brænde. Det vil hjælpe dig på vej”

Disse ord forlader hans mund, og han mener dem dødalvorligt, men for Olivia giver de ikke meget mening.

“Så, jeg skal glemme mit ego? Og lade det brænde? Er det dit fantastiske råd?”.

At sige Olivia er skuffet, ville være noget af en underdrivelse. Hun føler lidt, at Svend Kup bare har slået op i en tilfældig selvhjælpsbog og valgt nogle gloser der lød tilpas vise.

Hende skuffelse overrasker ham ikke. Kun de færreste ting overrasker ham. Så han siger 

“Det er ikke mit råd til dig. Det er en nøgle. Men kun den første nøgle. Der kommer flere. Brug den her først. Forstå den, og sæt den ind i den rigtige dør. Ordenes klang og overfladiske betydning er ikke nok. Du skal forstå meningen bag mine ord. Når du har forstået den, vil dit sind have åbnet sig en lille smule, og du vil være parat til at modtage den næste nøgle.”

Olivia sukker.  Hun plejer at få alting let. Normalt er hendes smil, skønhed og ungdommelige charme nok. Men ikke med Svend kup. Han har set mere end de fleste, og intet lader til at virke på ham.
Hun forsøger dog igen "okay, men altså..jeg havde en drøm..og manden i den var ikke en jeg kendte.. alligevel kunne jeg mærke, at han symboliserede et eller andet. Som om han havde noget til mig. Noget som jeg har manglet. Men..nu siger jeg det bare som det er: jeg mangler ikke noget. Mit liv er perfekt. Ja, okay, hvis man ikke lige tæller i dag med. Men indtil i dag var mit liv perfekt. Det var den drøm der ændrede alting. Jeg kan ikke glemme den. Normalt plejer jeg at glemme drømme efter et par timer, men den her husker jeg stadig."
Svend kup hører hvert eneste ord, hun siger, men hans ansigt er udtryksløst.
Han gentager sig selv "Brænd dit ego".
Olivia ryster på hovedet, og rejser sig fra stolen. Hun forlader lokalet, og ser sig ikke tilbage. Men hun ved at hun snart vil komme tilbage.
Hun er nu ude på gaden igen.
"Hvordan kan jeg slå mit ego ihjel? Betyder det at jeg skal glemme hvem jeg er eller sådan noget? Det lyder altså bare så mærkeligt.."
Disse tanker går hun med, og da hun ikke er vant til at tænke i disse baner, gør de hende træt. En hovedpine melder sig hos hende, og hun må erkende at kompleksiteten er mere end hvad hun kan klare.
Hun må tage en pause. Et hvil. Nu ringer hun til en veninde for at glemme sine bekymringer.
Mens hun med håbet om forglemmelse foretager dette opkald, vil vores øjne nu vende tilbage til Jakob Hækkerup, Emil og Marie.
Jakob har nu haft lidt tid til at fordøje den katastrofale nyhed, om at Olivia har forrådt dem, men han er stadig i chok.
"Hvad fanden bilder hun sig ind? Ejer hun ikke anstændighed?"
Han kunne sige meget grimmere ting om hende, men vælger at holde lidt igen.
Jakob er tydeligvis mere af en idealist end både Emil og Marie, så hvor de føler sig forrådt og svigtet, føler han sig stødt, og de tanker der kører igennem hans hoved, er "Det her er uretfærdigt. Det er ikke fair. Sådan burde det ikke være".
Marie ser dog et lys i mørket, og siger "Jamen..vi har stadig optagelserne. Måske er de ikke nok til at få ham dømt, men de er uden tvivl nok til at få pressens opmærksomhed"
Jakob kan se en pointe i det Marie siger. Måske er alt ikke tabt alligevel.
Hun fortsætter så "Og nu er jeg tilfældigvis en journalist der arbejder for en stor avis her i byen. Mon ikke min chef vil være interesseret i den her sag?"
Emil begynder at se potentialet i hendes forslag, og siger så
"Jo, du har ret. Kontakt din chef, og lad os få skrevet en artikel om det..og for resten, du må godt nævne mit navn i den..det vil være godt for mit omdømme".
Emils sleske forsøg på at opnå lidt anerkendelse via medieeksponering får Marie til at vende det hvide ud af øjnene, og hun kommenterer ikke på hans ønske.
Hun tager sin telefon, finder sin chefs nummer, ringer til ham og siger
"Hej, det er mig, Marie. Kan du huske, jeg fulgte Svend Kup for et par år siden, lige inden han blev borgmester?"
Det kan hendes chef, Magnus Balle, godt.
"Marie, du var meget optaget af den sag, det ved jeg godt, men den er død nu. Der er ikke noget at skrive om."
Marie havde regnet med at møde lidt modstand, så hun siger "Men Magnus..jeg har nye beviser imod ham..tror du ikke det ville blive en god historie?"
Magnus, som sidder i sin dyre stol bag sit skrivebord, vågner op ved ordet “beviser”, og svarer
"Marie..hvis det du siger, er sandt, vil vi have årtiets historie..mød mig på mit kontor om en halv time..det er tid til at afsløre Svend Kup..hvis retssystemet ikke kan dømme ham, vil folket gøre det.."

Fortsættes..

Nye skæbner, kapitel 13 

Olivia har skuffet Emil, Marie og Jakob, men heldigvis er Magnus Balle, Maries chef, villig til at hjælpe dem ved at trykke en historie i avisen, og bakke den op med optagelserne af Svend Kup.
Der er håb, der er muligheder. Svend Kup vil blive straffet på den ene eller anden måde.
Men hvad med Klavs og Jonas? Hvad sidder de to fætre og foretager sig i dette øjeblik?
De er ude at gå en tur. De havde brug for at komme lidt væk fra al dramaet. De tænkte, at de andre nok skulle klare sig uden dem i et stykke tid.
Nu sætter de sig ned på en bænk i en park - det er tilsyneladende det som alle vores helte her gør - og sludrer lidt.
"Det har været noget af en dag", siger Klavs.
Jonas siger så "Ja, det har det. Klokken er også ved at være 22:00. Måske burde jeg snart gå hjem"
Klavs siger "Men du kan da ikke gå hjem nu, Jonas. Det er alt for spændende til at du kan sove"
Jonas havde ikke sagt noget om at sove, men forstår godt sin fætter.
"Tjo, det har du ret i. Men jeg kan bare mærke, at jeg har brug for lidt alenetid" siger Jonas, og tilføjer så "Har du det ikke på samme måde, Klavs? Du plejer jo altid at være alene .. i hvert fald det meste af tiden"
Klavs benægter intet af det Jonas lige har sagt. Det er sandt, at han elsker at være alene. Eller, helt alene er man vel ikke når man sidder og spiller computerspil online med andre ivrige gamere.
Han siger så "Det er rigtigt. Det har været en lang dag, og jeg kunne godt tænke mig at sidde ned og spille lidt LoL, men det her eventyr med Jakob bliver jeg nødt til at være en del af"
Jonas kender Klavs bedre end de fleste, så spørger lidt nysgerrigt
"Godt så. Men føler du dig ikke lidt truet af en type som Emil? Jeg mener, han er jo meget selvsikker og sådan, og han siger det han mener..holder heller ikke tilbage"
Klavs følte sig faktisk lidt truet af Emil i starten. Da de befandt sig nede i undergrunden, var det en meget akavet følelse for Klavs at være vidne til Emil og Olivia som udtrykker sig mere eller mindre hæmningsløst.
Grunden til, han følte sig truet, var ikke fordi han troede Emil ville gøre ham noget, altså rent fysisk.
Men Klavs har endnu ikke glemt sin barndom, og hvordan han altid blev mobbet af de "seje drenge" eller dem der gerne ville spille lidt smarte på hans bekostning. Han var et nemt offer, og gennem det meste af folkeskolen og gymnasiet var han drengen, som ingen rigtigt tog seriøst. Han blev regnet for at være en computernørd, der ingen sociale kompetencer havde. Det blev naturligvis til en selvopfyldende profeti, og jo mere Klavs blev drillet og mobbet med sine manglende sociale evner, des mere gik han ind i sig selv, blev frustreret, lod sig overtage af sin generthed, og ja, i det hele taget blev han bare mere og mere indadvendt, for hver dag der gik.
Det var ikke en sjov tid. Og den negative cirkel har han stadig ikke fået brudt.
Jonas kan se at Klavs tænker nogle mørke tanker, så han gør et forsøg på at afbryde ham, ved at sige "Nå, så farlig er han vel heller ikke. Jeg var bare nysgerrig efter at vide, hvordan du havde det med ham."
Klavs hører sin fætters venlige ord, men er en smule fjern rent mentalt, og får så en besked på sin telefon. Det er ikke fra en pige eller en ven, nej, det er en notifikation, altså en påmindelse om at han skal huske at opdatere sine spil derhjemme. Flere af dem har nemlig lige fået nogle nye versioner.
Klavs putter sin telefon i lommen, og tænker "Det må vente".
Jonas smiler, og siger så “Nå, jeg går hjem nu. Det kan være vi ses igen i morgen. Sov godt, Klavs”

Jonas går hjem, og Klavs sidder tilbage på bænken alene. Han kigger på stjernerne. Der er mange af dem. Det er som om de prøver at fortælle ham noget. Men han kan ikke tyde det. De kigger ned på ham. Han kniber øjnene sammen, og læner sig tilbage.

Ingen taler til ham, men en stemme inde i Klavs, siger at det her lille eventyr er begyndelsen på et helt nyt liv for Klavs, en helt ny skæbne.

Måske kan han give slip på sin fortid. Måske behøver han ikke at være alene for evigt, og sidde bag sin computerskærm.

Han tænker “Hvorfor var det kun os tre i metroen i dag?”.

Det forekommer meget mærkeligt for Klavs. Det giver ikke mening, rent logisk.

Man skulle næsten tro, at nogen bevidst havde fået toget til at stoppe. Og nu hvor Klavs tænker over det, var der ingen af de tre som tjekkede, om toget overhovedet havde en fører.

Klavs skriver sine tanker ned på sin telefon, og forlader så parken for at vende tilbage til hospitalet. Klokken er mange, og det kan sagtens være han ender med at sove på hospitalet, men det har han det helt fint med. Han har ikke nogen derhjemme som venter på ham, og da al hans indtægt kommer fra hans livsstil som gamer, har han masser af fritid.

Mens Klavs gør dette, vil vi igen besøge Svend Kup, som sidder på sit borgmesterkontor. Han er også ved at være lidt træt efter en lang dag, men før han kan lægge sig til at sove, skal han lige have skrevet nogle vigtige notater først.

“Destruer dagbogen. Sørg for at Olivia kommer tilbage et par gange om ugen, for at få mere af min såkaldte ‘visdom’, og bed hende om flere tjenester i fremtiden”

Det banker nu på hans dør, og ind kommer en lokal bandeleder som går under navnet Ronnie D. Det rigtige navn holder han hemmeligt.

“Svend, mine mænd har ikke modtaget de forsyninger, vi bad dig om. Hvorfor har du ikke overholdt din del af aftalen?”

Svend Kup er helt rolig.

“Ronnie D, jeg er stødt på nogle forhindringer. Den gamle borgmester prøver på at afsløre mig. Så i dag har jeg ikke haft tid til at sende jer de ting I købte af mig.”

Ronnie D siger så “Nå, okay. Men sørg for at de kommer i morgen. Mine mænd er trætte af ikke at have automatvåben. Det går altså ikke, at politiet har bedre våben end dem..”

Svend Kup siger “Bare rolig. Tre af mine bedste mænd passer på våbnene lige nu. Det var ikke helt nemt at stjæle dem fra militæret, men det lykkedes. Og I skal nok få dem i morgen”

Ronnie D nikker, og siger “Tak. Og hvad var det du sagde med den gamle borgmester? Er det ham der Hækkerup, du snakkede om før?”

Svend Kup fortæller Ronnie D om Hækkerups tilbagevenden, og Ronnie D kan godt se problemet.

Han siger “For helvede. Det går nok. Synes du ikke bare jeg skal pløkke ham?”.

Svend Kup føler sig fristet til at takke ja til tilbuddet, men tænker strategisk i stedet.

“Nej. Ikke endnu i hvert fald. Der er stadig et par dommere vi ikke har bestukket. Tror faktisk også der er nogle politifolk, som jeg endnu ikke har en klemme på. Men lige så snart vi har det, så kan vi godt slå Hækkerup ihjel. Vi skal bare lige vente lidt. Om et par uger vil vi være så godt som urørlige.”

Ronnie D ser potentialet i Svend Kups ide, selvom hans egen fantasi og intelligens slet ikke er på samme niveau.

Han siger “Det lyder rigtig godt. Og hvad med det andet løfte du gav os? Det med at du ville lave en lov, så banderne i København kunne få offentlig støtte?”

Svend Kup har før fortalt Ronnie D om den ide. En genial ide han fandt på, mens han sad i en brandert og spillede GTA 5.

“Ronnie, før den lov bliver til virkelighed, skal jeg have vundet folkets tillid. Lige nu ved de ikke så meget om mig. Jeg har kun været borgmester i knap tre et halvt år. Hvis jeg kommer med sådan et lovforslag nu, vil det virke for mistænkeligt.”

Ronnie D forstår, og kommer så med et andet forslag “Fair nok. Men måske ville det hjælpe lidt på folkets tillid til dig, hvis du skiftede navn? Svend Kup er..”

“Ja, en en eller anden har valgt, at jeg skal hedde Svend Kup, og kun guderne må vide, hvad der foregår i den persons hoved. Men det er nu engang mit navn, og det beholder jeg”
Ronnie D nikker endnu en gang, og siger så “Nå, jeg tror, jeg vil gå hjem i seng. Hvis ellers ikke du har andet jeg skal vide lige nu?”.

Svend Kup siger “Nej, det er der ikke. Gå du bare hjem og få noget søvn.”

Ronnie D forlader bygningen, og Svend Kup sidder nu tilbage alene.

Han tager igen dagbogen frem, og kigger i den. Der er godt nok mange sider i den, som kunne sende Svend Kup i fængsel i flere år - forudsat at en dommer og nævningene i sagen tror på at den tilhører Svend Kup.

Hvorfor har han ikke destrueret dagbogen endnu? Han har midlerne til det. Det er ikke svært at gøre. Det kan ordnes på et øjeblik.

Måske er det fordi, Svend Kup smiler hver gang han læser i den. Et ondt smil.

Den genistreg, som det var at sparke Jakob Hækkerup ud af politik, står detaljeret beskrevet i bogen. 

Hvis han destruerer den, er det også et minde han destruerer. Et minde der, på en perverteret og ond måde, gør ham glad.

Mens Svend Kup sidder og bliver sentimental over sit eget mesterværk, vil vi vende tilbage til Olivia, som sidder hjemme hos sig selv. 

Normalt plejer hun at invitere en fyr - en af de lækre selvfølgelig - hvis hun ikke arbejder, men i aften sidder hun alene og tænker. Hun tænker over Svend Kups ord.

“Glem dit ego. Lad det brænde. Det vil hjælpe dig på vej”.

Svend Kup er en mand, som elsker at snakke. Men her har han sparet på ordene. Og det driver Olivia til vanvid.

Hun fokuserer på den første sætning. “Glem dit ego.” Okay. Hvordan gør man det?

Olivia googler ordet “ego og psykologi” og frem kommer en masse søgeresultater, som ikke giver særlig meget mening for hende. Der er noget Freud har skrevet, der står noget som nogle Buddhister har sagt. Der står en masse ting, og fælles for dem alle er, at de snakker om egoet som noget man har, men ikke er. For Olivia er det svært at forstå.

Hun har en idé om hvem hun er. Hun er en ung kvinde med appetit på livet. Hun har været heldig med sit udseende, og hun er generelt sød ved de fleste. Det er sådan hun tænker om sig selv. 

Skal hun glemme hvem hun er? Hvis hun glemmer det, hvad skal hun så gøre? Bare finde på en ny tilfældig identitet? 

Hun tænker, at hun er vigtig. At Svend Kup burde kunne se det. At alle burde kunne se det. Hun er Olivia Nielsen. Hendes efternavn bruger hun sjældent, for det er lidt kedeligt, men vigtig, det er hun. Folk lægger mærke til hende, når hun går på gaden. Hendes veninder ser op til hende. Altså, må hun være vigtig. Og vigtigere end de fleste, det er hun nok også. Hun er ikke bevidst om det, men hun ser lidt sig selv som værende mere værd end mange andre mennesker. Det siger hun ikke til dem. Det ville ikke lyde godt. Så ville hun fremstå arrogant. Men hun har tit tanker, der kommer af den underliggende tro.

Tanker som “Ved han eller hun ikke hvem jeg er?” og “Selvfølgelig vælger han mig og ikke hende den anden”. Noget af det er selvtillid. Den har aldrig fejlet noget hos hende. Hun er bare så fandens interessant. Det synes hun selv. Og alle liker hendes statusopdateringer på sociale medier, samt de billeder hun uploader. Det kan da kun være fordi hun er noget specielt! Sådan tænker hun.

Olivia kommer ikke frem til nogen konklusion i aften, og hun ender med at falde i søvn med computeren på skødet. 

Før dagen er helt forbi, vender vi vores søvnige blik mod Magnus Balle, Maries Chef, som egentlig burde ligge og sove, men i stedet har valgt at drikke lidt kaffe og lægge en strategi for, hvordan artiklen om Svend Kup bedst kan skrives.

Han har ikke fået bevismaterialet fra Marie endnu, men han har tillid til hende, og ved det bliver godt.

“Hvor bliver det godt at få den her historie ud. Svend Kup har virkelig fortjent det.”

Selvom Magnus normalt er meget professionel, betyder denne historie noget særligt for ham. Måske fordi han afskyr korrupte politikere så meget. De skal bare ned med nakken!

Han er overbevist om, at artiklen nok skal blive en sensation.

Han sætter noget stille musik på, og arbejder videre, mens han tænker “Med lidt held kan vi have den her artikel trykt om tre dage..”

Fortsættes ..

Nye skæbner. Kapitel 14

Det er en ny dag, og for Svend Kup betyder det en ny mulighed for at begå ugerninger.

Han er ond, det ved han. Han er snu, det er han stolt af.

Snart vil der komme en masse automatvåben til København, og takket være Svend Kup og hans korrupte samarbejdspartnere, vil politiet ikke blande sig i det. De er nemlig blevet bestukket.

“Alting kører når man er rig, og bestikker de rigtige tænker Svend Kup for sig selv, mens han ryger sin morgen-cigar og ser en af sine yndlingsfilm “The usual suspects”. Han ser en film hver morgen, og oftest er det en hvor hovedpersonerne er kriminelle. 

Svend Kup pudser sin pistol, slukker cigarer i en edderkop, der har været så uheldig at lande på hans bord, og siger så “Nå. Må hellere komme i gang”.

Ham forlader vi nu, og vender vores øjne mod en bus. Bussen er ikke så interessant, men det er de personer der sidder inde i den.

Jakob Hækkerup, Emil, Klavs, Maria og Jonas sidder i den, og de er på vej hen til Magnus Balles kontor, for at diskutere detaljerne omkring artiklen med ham.

Det er naturligvis artiklen om Svend Kup der er tale om.

De vil fremlægge alle beviserne for Magnus, han vil klappe i sine små hænder, og sammen vil vores helte sørge for at retfærdigheden sker fyldest.

Jakob siger “Mine venner, som jeg har kendt i lidt under et døgn..dette er en stor dag. Vi fælder Svend Kup. Og måske vil vi endda blive berømte for det”

Emil tænker lidt over det, som Jakob har sagt, og giver så udtryk for sin egen drøm “Hvis vi bliver berømte, så kan jeg måske bruge det til at promovere mine jakkesæt. Det ville være suverænt”.

Klavs tænker lidt, og udtrykker sig så lige så forsigtigt “Jeg, øh.. jeg har ikke rigtig lyst til at være berømt. Tænk nu, hvis nogle af Svend Kups venner kommer efter os..”

Emil finder den bemærkning unødvendig, og forstår ikke logikken bag den, så han siger “Klavs, lad være med at være så kedelig. Berømmelse er noget af det bedste du kan have. Den giver dig magt. Den giver dig opmærksomhed. Vil du ikke gerne have mere af det?”

Klavs svarer ham ikke, men tænker sit. Det interesserer ham overhovedet ikke at få så meget opmærksomhed.

For Emil forholder det sig helt anderledes. Hvis han er berømt, vil det give ham en højere status, og den kan han bruge til at score piger. En plan så genial kan ikke slå fejl.

Måske skulle Emil kalde sig selv for Hr. Genial? Nej, det går ikke. Det navn tilhører allerede en anden.

Marie, som er en meget seriøst journalist med en stærk retfærdighedssans, siger så 

“Hør nu her, drenge: Det vigtigste er, at sandheden kommer frem. Jeg er rimelig sikker på, at Svend Kup vil blive dømt for et eller andet, når folk finder ud af hvad han har foretaget sig, men det der virkelig er vigtigt, er at Københavns borgere lærer sandheden at kende. Så kan de selv vælge hvor hårdt de vil dømme ham efter det. Tro mig. Det er sådan det skal være”

Emil synes lidt, hun mangler passion i forhold til den kæmpe bedrift det er, at få straffet Svend Kup, men gider ikke diskutere med hende, så han spørger i stedet

“Nå, er vi der snart? Vi har siddet i bussen i mere end 20 minutter nu”.

Emil har ret. Det har været en lidt lang bustur.

Marie siger så “Vi skal af ved næste stop. Så skal vi gå 200 meter. Emil, du kunne også have brugt Google Maps, ikke?”

Emil har ikke Google Maps på sin telefon. Der er kun apps som Facebook, Whatsapp, Twitter, Instagram, Snapchat, OkCupid, POF og Tinder. Den sidstnævnte er selvfølgelig den vigtigste for ham. Med alle de matches han har på den, hvoraf han allerede har spoleret sine chancer med de fleste af dem, fylder Tinder mere end 1,2 GB på hans telefon.

Marie siger så “Okay. Nu er vi her.”

De stiger alle af bussen, og følger nu efter Marie, som ved præcis hvor bygningen ligger.

Nu er de henne ved den, og Marie banker på døren. Der er ikke nogen ringeklokke. Den slags hader Magnus Balle nemlig.

Efter at have ladet dem vente i et minuts tid, kommer Magnus så endelig og lukker dem ind.

Han giver hånd til de fleste af dem. Men Jakob Hækkerup giver han et kram.

“Jakob Hækkerup! Det er dig der har gjort alt det her muligt. Jeg kan slet ikke udtrykke, hvor taknemmelig jeg er over at du har stået frem og fortalt hvad du ved.”
Jakob er glad for den beundring, som Magnus tydeligvis føler, men er så fokuseret på at få Svend Kup ned med nakken, så han siger “Lad os komme i gang med arbejdet.”

De går alle sammen ind på et kontor. På redaktionen er de andre journalister og øvrige ansatte ved at møde op, men vores helte får ikke tid til at sige hej til dem.

Magnus Balle lukker døren, så ingen kan høre hvad de foretager sig, og siger så “Nå, fortæl mig hvad I har”.

Mens de gør dette, flyver vi med lydens - eller i hvert fald lysets - hastighed hen mod Olivias lejlighed, hvor hun lige er vågnet.

Klokken er 9:30. Normalt vågner hun tidligere end det, men dagen i går var så vild og lang, at hendes krop havde brug for lidt ekstra søvn.

Hun ligger stadig i sengen. Denne gang har hun ikke drømt om den mystiske mand, men i stedet om forræderi hun begik imod de andre, og den nøgle som Svend Kup har givet til hende, om at hun skal glemme sig selv, og brænde sit ego. 

Olivia tænker “Jeg har ikke noget ego. Jeg er bare den, jeg er”.

Den måde hun tænker på er så dejligt ukompliceret.

Nu får hun en notifikation på sin telefon, og det er en der har kommenteret på et af hendes billeder på Instagram.

“Hey Smukke. Du er skønheden selv.”

Olivia får den slags kommentarer hele tiden, så den vækker ingenting i hende rent følelsesmæssigt, men alligevel tænker hun “Nej. Jeg er ikke en skønhed. Skønhed er noget jeg har”

Uden at vide det, har Olivia lige taget det første skridt i retningen af at løsrive sig fra sit ego.

Hun tager sutsko på, og strækker sin krop. Den er perfekt formet. Og den perfektion bliver hun belønnet for på et dagligt basis.

Nu koger hun lidt vand, så hun kan få sig noget morgente. Den slags er med til at skabe klarsyn.

Hun tænder for Netflix, og sætter et afsnit af “New girl” på. Den serie gør hende i så godt humør, og hun elsker tanken om, at bo sammen med tre fyre, som er helt harmløse, oftest hjælpsomme og aldrig prøver at komme i bukserne på hende. Det er selvfølgelig en umulig drøm, og det ved Olivia godt. Alligevel kan hun godt lide den slags serier, fordi de lader hende undslippe virkeligheden lidt, og fortæller hende det hun gerne vil høre.

Det er så lækkert at blive forført. Og det gælder ikke kun sex. Det gælder også TV-serier og folk der bilder hende forskellige fantasier ind. Olivia vil gerne leve sig ind i en anden verden i mindst en time om dagen. Det er godt for hendes humør. Hun vil gerne have, der bliver løjet over for hende.

Måske er det også det, der gjorde at Svend Kup formåede at komme ind under huden på hende. Han sagde de rigtige ting, trykkede på de rigtige knapper, og han vidste, at Olivia inderst inde ikke er interesseret i at kende sandheden, men kun i at føle hun gør.

Hvis hun føler, at alting er mere eller mindre afklaret, og hvis ting virker ukomplicerede, så er hun glad. Så er hun tilfreds, og brokker sig ikke.

Men siden drømmen med den mystiske mand, og Svend Kups kryptiske råd, som han insisterer på, ikke er et råd, men en “nøgle”, har Olivia tvivlet på sig selv og verdenen omkring hende. Og tvivl er ikke rart. Når man føler det, er det svært at slappe af og slå hjernen fra. Og hvis Olivia ikke kan slå hjernen fra, og ikke kan nyde livet, hvad er meningen så med det hele?

Alle disse tankera gør hende træt i hovedet, men hun ved at hun ikke rigtigt kan undslippe dem, før hun er kommet frem til en konklusion, så i stedet for at få ondt af sig selv, og krybe tilbage i sengen, får hun nu en anden ide. En som ikke er typisk hende.

“Måske skulle jeg prøve at meditere. Jeg kan huske at min mormor engang fortalte mig om et meditationskursus, hun havde taget. Det havde vist været ret godt for hende. Jeg tror sgu, jeg giver det en chance” 

Ideen er faktisk slet ikke så tosset, nu hvor hun tænker over det. Dog bliver hun bremset af tanken om at tage på et kursus for at gøre det.

“Så vil andre se mig sidde her..og måske vil jeg se åndssvag ud..og hvad nu hvis jeg kommer til at gabe eller slå en prut fordi jeg slapper så meget af? Ej, det gider jeg ikke..”

Olivia vil ikke risikere at ydmyge sig selv foran andre, især ikke da hun jo er kvinden med styr på det hele, så hun vælger i stedet at meditere alene, hjemme i sin lejlighed.

Hun sætter sig ned på gulvet i lotusstilling, lukker øjnene og tænker så “Nå, nu sidder jeg i hvert fald på den rigtige måde. Så må resten komme af sig selv”.

Helt så nemt er det ikke, men vi vil nu give Olivia plads til at meditere i fred, og i stedet vende tilbage til Svend Kup, som sidder på sit kontor og har et møde med en af mafiabosserne.

“Svend Kup, du siger, våbnene er på vej. Det er jeg glad for at høre. Er du sikker på, at ingen vil tjekke den container de ankommer i?”

“Bare rolig. De containere nede på havnen bliver ikke tjekket. Det har jeg allerede sørget for.”

Mafiabossen Ronnie D siger så “Det er godt. Skal vi så tage ned på havnen eller hvad? Jeg har lyst til selv at overvære det”

Svend Kup er frisk på idéen og siger så “Det lyder godt. Lad os gøre det”

De forlader nu Kups kontor, sætter sig ind i en sort limousine og kører ned mod havnen.

På vejen derned snakker Ronnie D om hvor mange penge de kan tjene nu, og hvor berygtet hans organisation vil blive med alle disse nye automatvåben. En bekymring har han dog.

“Svend Kup, hvad nu hvis de andre bander også får automatvåben? Så kommer vi ikke til at dominere det kriminelle marked alligevel”

Svend Kup forsikrer om, at det kun er Ronnie D’s bande, Sorte Skud, som får lov til at gå med automatvåben. Hvis andre bander bliver tager med dem, vil politiet anholde dem. Svend Kup har alle de rigtige aftaler på plads. Hans plan er idiotsikker. 

Inde i limousinen er der et par flasker. Dem er der champagne i. Ronnie D spørger om ikke de skal fejre dagens levering og drikke lidt, men Svend Kup siger “Jeg drikker ikke i arbejdstiden”.

Nu ankommer de til havnen. De stiger ud af den flotte bil, og kigger ud på havet. Et skib nærmer sig. Det er det rigtige skib. Det skib har hvad de skal bruge. På det er containeren.

De gnider sig begge i hænderne og griner ondt, som var de født til det.

Mens de to herrer står der med høje forventninger, skal vi atter engang besøge Hækkerup og de andre.

De sidder inde på Magnus Balles kontor. Artiklen bliver skrevet hurtigt, for alle vil gerne have den afsted snarest muligt. 

Magnus og Marie er dem der besidder de egentlige journalistiske evner, så de sidder og gennemgår artiklen for fejl, om alt der står i den kan bakkes op med dokumentation, og om den virker troværdig.

Det er et farligt spil de spiller. Når artiklen kommer ud vil alle læse den, og Svend Kup vil utvivlsomt reagere på en eller anden måde.

Magnus udskriver en foreløbig udgave af artiklen, og læser højt “Borgmester i skandale: Svend Kup menes at stå i forbindelse med adskillige personer fra det kriminelle miljø i København” han læser fortsat op, og de andre kan lide hvad de hører.

Artiklen er godt formuleret, og alle er overbevist om, at den nok skal gøre livet surt for Svend Kup.

Jonas siger så “Jeg skal helt sikkert have et eksemplar af den avis, når den kommer ud. Jeg vil hænge den hjemme hos mig selv, og kigge på den hver dag, for at blive om vores store bedrift”.

Det er stort. Det betyder noget. Vores helte løber en risiko, men de gør det for retfærdighedens skyld, og Jakob Hækkerup aner måske også en lille chance for at han kan vende tilbage til dansk politik. Tankerne om dette har han dog ikke delt med de andre endnu. Først skal bjørnen skydes, så kan skindet sælges.

Nu kigger Magnus så op fra sin computer igen, og siger “Okay. Jeg tror, artiklen er helt færdig nu. Og klokken er kun 11:00, så den kan nå at komme med i dagens avis, som bliver trykt kl. 14:00.”

Alle er henrykte. De viser det på forskellige måder. Men Jakob, Emil, Marie og Jonas er tilfredse og kan ikke vente med at se avisen i landets butikker.

Fortsættes..

Nye skæbner, kapitel 15.

Avisen bliver trykt, og vores helte er ekstatiske. De prøver at styre deres begejstring, men det er svært, for de ved hvor meget udgivelsen af den her artikel kommer til at betyde.

Hele landet vil læse om Svend Kup og hans forbrydelser. Alle vil finde ud af hvem han i virkeligheden er. Han vil blive afsløret.

Magnus Balle siger “Marie, det her er helt fantastisk. Hvis vi overlever det her lille eventyr, er jeg sikker på der venter os en pris.”

Det har Marie slet ikke overvejet endnu.

Hun siger blot “Det ville være fint. Men lad os nu først se hvordan Svend Kup reagerer. Noget siger mig, at han vil blive en smule utilfreds”

“For at sige det mildt” tilføjer Emil kækt med en skævt smil, og rømmer sig så før han fortsætter “Svend Kup får hvad han fortjener. Og det gør vi også. Anerkendelse og berømmelse.”

Klavs og Jonas synes også det er spændende, men som de naturlige introverte fyre de er, har de mest af alt lyst til at gå hjem og følge begivenhederne derfra. De føler lidt, at de har gjort deres del af arbejdet.

Jonas siger “Nå, Klavs og jeg vil gå hjem til mig. Vi vil gerne lidt på afstand hvis nu Svend Kup skulle finde på at sende nogle muskelmænd eller lejemordere efter os”

De andre synes, at de er lidt kedelige, men stopper dem ikke i at forlade lokalet, så nu går de to fætre, og tilbage sidder Magnus Balle, Jakob Hækkerup, Marie og Emil.

Magnus er lidt nysgerrig om hvordan Marie egentlig kom i kontakt med Jakob, så han spørger 

“Marie, hvordan fandt du og Jakob egentlig hinanden? Jeg troede han var gået under jorden..”

Jakob har det lidt mærkeligt med det spørgsmål, og forstår ikke, hvorfor han bliver snakket om, som om han ikke er til stede. Han ryster på hovedet, og kan se at Marie skal til at åbne munden, så det lader han hende.

“Faktisk var jeg bare inde på et hospital, og så genkendte jeg Emil..ja, det er en længere historie, men Emil fortalte mig om Jakobs sag, og så vidste jeg allerede der, at vi havde årtiets historie”

Emil kan ikke lade være med at tænke lidt for sig selv “Hmm, egentlig lidt en skam at Marie og jeg aldrig kom på date. Det skulle vi have været.”

Det skulle de. Men valgte begæret fra og eventyret til, da han aflyste sin date med Marie i går. At han så har mødt hende alligevel, dog under andre omstændigheder, er en anden sag.

“Måske skulle jeg også snart gå hjem. Hvis der sker noget vigtigt i den her sag, skal Jakob nok fortælle mig om det. Jeg trænger altså virkelig til at møde nogle piger i en mere afslappet sammenhæng. Og forhåbentlig også få lidt på den dumme”

Mens de fire sidder og gør sig nogle forskellige tanker, vil vi vende vores blik Svend Kup, som står nede på havnen, og netop har taget imod de store kasser med automatvåben.

Det gør ham altid så glad, når han modtager sådan en levering. Så føler han, at alting er gået efter planen. Mange ting kunne være gået galt undervejs - det er jo trods alt kriminalitet, det han foretager sig - men denne gang er det gået godt.

Han har fået våbnene, givet dem til mafia-bossen Ronnie D, og den sidstnævnte udtrykker nu sin tilfredshed med det resultat som Kup har leveret.

“Svend Kup, tusind tak. Mine mænd vil blive glade for dem her. Vi skal nok bruge dem på en fornufftig måde. Du ved..”

Han skifter til at simulere lyden af maskingevær, og bliver i et kort øjeblik som en dreng på fem år, der lige har fået sin første legetøjspistol.

Svend Kup vender det hvide ud af øjnene, og går hen mod limousinen. Han åbner døren, men sætter sig ikke ind i den endnu. Han tager noget som ligger på sædet. Det er en  flaske champagne. Nu er det tid til champagne. Han har sejret. Han har gjort en forretningspartner glad, og denne dag er at betegne som en succes.

En lastbil ankommer til havnen, Ronnie D hilser på lastbilchaufføren, og de åbner køretøjet, hvorefter de begynder at læsse kasserne på.

Alt er godt for de kære skurke, men en sådan dejlig følelse kan ikke vare særlig længe ad gangen, og dette bliver nu bekræftet, da Svend Kup får et opkald 

“Hey Boss. Har lidt dårligt nyt. Det er faktisk katastrofalt nyt. Du er i avisen, og det..”

Svend Kup er i så godt humør, at han afbryder manden i den anden ende og siger “Og det er vel en historie, om jeg ikke er en god borgmester. Er det ikke noget i den stil der står? For fanden, Egon, hvor mange gange skal jeg sige det? Al omtale er god omtale”

Svend Kup har altid levet efter disse ord, men efter dette skæbnesvangre øjeblik vil han nok tage dem op til revision.

Egon siger “Boss..det er en historie om dine kriminelle forbindelser og hvordan du kom til magten..”

Svend Kup er rasende! Han udbryder et skingert “Hvad?!!” han er ude af sig selv. Han bliver så stegt rasede, at han kaster telefonen mod en mur, og den går i stykker med det samme.

Nu kommer Ronnie D gående hen imod ham og spørger “Hey, Hva’ så? Er der noget galt?”

Svend Kup er lige ved at eksplodere af vrede igen, og hans forsøg på at holde sin vrede inde, gør ham svag, og han kan næsten ikke stå på sine to ben.

Han læner sig op ad limousinen, fnyser så og siger “Okay, Ronnie D..dine nye våben vil allerede komme i brug i dag..”

Ronnie D forstår ikke Svend Kups plan, men er altid frisk på at fyre en masse skud af, så han siger “Jamen, lad os komme i gang! Hvem skal vi aflægge et visit først?”

Svend Kup indvier ham i sin spontant udtænkte plan, og mens de to står og snakker, vil vi igen besøge Olivia, som sidder og spiser frokost med en veninde.

De skulle have spist frokost i går, men Olivia aflyste fordi hun havde så travlt på grund af alt det drama med Jakob Hækkerup, Svend Kup og de andre.

Olivias veninde, Rita, kan se at noget går hende på, så hun spørger ind til det.

Olivia sukker, kigger lidt væk og siger så “Jeg ved ikke.. det er bare det, at..jeg havde den her drøm i går..eller i forgårs, var det vel egentlig. Og den havde et eller andet budskab til mig. Det har jeg så fået tydet til at jeg skal glemme mit ego..”

Rita minder om Olivia på mange måder, så hun forstår heller ikke så meget af idéen med at “glemme sit ego”.

Så siger hun “Måske betyder det at du skal starte på en frisk? Eller at du måske bare skal prøve noget helt nyt?”

Olivia trækker på skuldrene og siger “Jeg ved det ikke helt, Rita. Men måske skal jeg bare glemme hvad folk siger jeg er, og bare være den, som jeg er.”

“Jamen, er det ikke det samme? Den som folk siger man er, er vel også den man i virkeligheden er?”

Olivia er uenig, og ryster lidt på hovedet. “Nej, det tror jeg ikke. Måske er det meningen at jeg skal være noget andet end det folk forventer af mig”

Rita er ikke vant til at se Olivia i et filosofisk emne, så hun skifter hurtigt samtaleemnet før det bliver for akavet for hende.

“Nå, men nu skal du bare høre om en fyr jeg mødte i går på..”

Olivia har lyst til at afbryde hende, men i stedet for at gøre det, går hun ind i sig selv og søger efter svar på sine spørgsmål. Hun lytter ikke til Ritas historie. Det går nok. Rita fortæller den samme historie hver uge. Hun har mødt en eller anden fyr på en klub eller en bar, og han har enten været mega-klam og opmærksomhedssøgende eller fantastisk lækker og med en halvguds selvtillid.

Ja, Rita kan godt lide at smøre lidt tykt på. Hellere for meget end for lidt. 

Og det med at finde en middelvej når hun udtrykker sine følelser, er heller ikke hende. Fyre er enten klamme eller lækre. Der findes ikke noget midt imellem.

Det Olivia og Rita har til fælles, er at de ikke rigtigt tænker på fyrenes følelser. De går ind for ligestilling og forlanger respekt, men inderst inde mener de, at det er en mands eget ansvar at passe på sine egne følelser, og hvis han bliver såret af noget, som de har sagt eller gjort, er det hans egen skyld. En rigtig mand har styr på sit følelsesliv og lader sig ikke påvirke af lidt drama eller konfrontation. Sådan tænker både Olivia og Rita. Og det er bare så svært at finde en rigtig mand.

Det går nu op for Rita, at Olivia ikke rigtigt har hørt efter, så hun bliver irriteret og siger “Hey, hva’ så? Jeg sidder her og fortæller en mega interessant historie, og så lytter du ikke engang”

Olivia undskylder på en noget uoprigtig måde og siger “Undskyld, jeg var lidt fjern. Jeg sad bare og tænkte lidt”

Rita siger “Ved du hvad? Jeg tror, vi trænger til at gå en tur. Du er færdig med din sandwich, ikke?”

“Jo, det er jeg. Men lad os lige lægge nogle drikkepenge”

“Det behøver vi ikke. Vores blotte tilstedeværelse må tælle som en form for drikkepenge. Du må ikke glemme hvem vi er, Olivia” siger Rita med et glimt i øjet.

Hun er flabet, og hun slipper altid af sted med det. 

Nu forlader de caféen, og vi forlader dem for igen at se hvordan det går med Jakob, Magnus, Marie og Emil.

De sidder inde på redaktionen, og de forskellige medarbejdere kommer hen til Magnus, han er trods alt chefredaktør, og roser ham for artiklen. 

En af dem siger “Det er virkelig en flot artikel, Magnus. Hvordan fandt du en troværdig kilde?”

Magnus siger ikke noget, men smiler skævt og læner lidt med hovedet, så det nærmest peger mod Jakob Hækkerup.

Medarbejderen får så øje på ham, og kan ikke se hvem han er, men efter et øjeblik går det op for ham, at det er selveste Jakob Hækkerup, Københavns tidligere borgmester, som sidder her.

Marie siger så “Det er takket været Jakob, alt det her blev muligt. Jeg har godt nok haft de hemmelige optagelser i lang tid, men vi har Jakob her, som kan fortælle os om hvor respektløst Svend Kup har behandlet ham. Han giver historien mere troværdighed”

Emil siger så “Jakob er en fantastisk mand. En modig mand. Jeg er stolt af at kunne kalde ham min ven.”

Emil har endnu ikke brugt ordet ‘ven’ om Jakob, men nu hvor han kan se at Jakob er populær, vil han gerne associeres med ham. Det kan måske forbedre hans eget image. Og det kan være godt på et senere tidspunkt, hvis folk forbinder Emil med en modig mand.

Medarbejderen vender tilbage til sit eget skrivebord, og Magnus kigger på Jakob og siger så “Jakob, vi har skrevet Danmarkshistorie her. Du er en helt. Intet mindre”

Jakob siger så “Ja..det er jeg vel”.

Nu hvor artiklen er blevet trykt, og danskerne er begyndt at læse den, kan Jakob ikke lade være med at tænke på hvor længe der går før Svend Kup reagerer og hvordan han vil gøre det.

Han siger så “Heroisme har også sin pris”.

Prisen er der, men hvornår og hvordan bliver den betalt?

Svaret kommer nu, men ikke i form af ord. Et potentielt blodbad venter lige om hjørnet.

En af medarbejderne skriger. Så skriger en til. Folk er gået i panik. Nogle har lagt sig ned på gulvet. 

Vores helte reagerer straks og kigger rundt omkring for at se hvad der har forårsaget denne panik.

Nu kommer tre mænd gående ind ad døren. Jakob genkender dem med det samme. Emil genkender en af dem. Marie ved også godt hvad der nu skal til at ske.

Det er Svend Kup, Ronnie D og den sidstnævntes håndlanger Kenny Kill, der har skræmt alle redaktionens ansatte fra vid og sans.

De står med automatvåben i hænderne. De er ladt. Der er allerede blevet affyret et par skud mod loftet.

Svend Kup kigger direkte på Jakob Hækkerup og siger “Ned på jorden, gamle mand”.

Jakob lader sig ikke intimidere, og siger “Jeg tager ikke imod ordrer fra dig”.

Svend Kup ryster uforstående på hovedet, og fyrer så ti skud af mod en computer, som brænder sammen.

Nu lægger Jakob sig ned på gulvet, og Emil, Magnus og Marie følger trop.

Svend Kup kigger nu rundt på redaktionen og siger “Nå..jeg er kommet her for at rydde lidt op i det rod I har skabt..”

Fortsættes..

Nye skæbner, Kapitel 16.

“For helvede, Hækkerup! Hvorfor kunne du ikke bare være blevet under jorden? Din tid var forbi, min tur var kommet, og det vidste du godt. Du skulle absolut vende tilbage. Du er dum. Dum som en dør. Dum som en dør der knirker” Svend Kup er vred. Han føler ikke, han burde spilde sin tid på at jagte folk som Jakob Hækkerup.

Ronnie D siger så “Ja mand, Jakob, du er bare grim”.

Svend Kup kigger mærkeligt på Ronnie D. Idéen her var ikke bare at komme med tilfældige fornærmelser.

Jakob siger så “En slyngel som dig er altid i farezonen for at blive afsløret, Svend. Hvis ikke jeg var kommet tilbage, ville nogle andre have fået ram på dig”

Svend Kup kigger hovmodigt på ham og siger “Nå, hvilke andre skulle det så være? Ingen kan røre mig. Jeg er borgmester”

Jakob siger “Marie havde nogle optagelser af dig. Hun har faktisk gjort endnu mere end jeg har. Hun er en sand helt..heltinde”

Marie ryster på hovedet, og tænker “Jakob, det var kvajet sagt”. 

Ja, det var det.

Svend Kup siger “Okay, Marie..og jeg går ud fra at du må være hende..jamen, hej..”

Nu trykker han på aftrækkeren og skyder hende i benet.

Smerten er uudholdelig. Marie skriger. Græder. Ryster.

Svend Kup er iskold og har ingen reaktion på det. Det er ren rutine for ham.

Han siger “Det er ikke noget der slår dig ihjel. Ronnie D her har lært mig hvordan man skyder nogen nok til at de lider, men ikke dør. Vil helst have at du lider. Det behager mig”

Ronnie D nikker. Han bliver helt tændt af de ord der kommer ud af Svend Kups mund.

Emil tager noget køkkenrulle og binder det rundt om Maries skudsår. Han har aldrig prøvet den slags før, men han ved at hun risikerer at forbløde hvis ikke blødningen bliver stoppet.

Hun kigger på ham, og de deler et kort øjeblik, som ingen andre af de tilstedeværende lægger mærke til.

Svend Kup vender nu sin opmærksomhed væk fra vores helte, og kigger i stedet på de andre ansatte på avisen, som alle ligger nede på gulvet, af frygt for hvad den bevæbnede og skydeglade borgmester kan finde på at gøre. 

“Nå, så jeres redaktør har skrevet noget han ikke burde..det er jo ikke så heldigt..er der mange her, som har hjulpet ham med at få historien trykt?”

Han scanner lokalet for at finde skyldige eller nervøse blik. Men alle er nervøse. Nej, nervøs er ikke ordet. Nervøs er hvis man står over for en person, der får en til at føle sig lidt utilstrækkelig. F.eks en kollega som er langt mere erfaren og professionel end en selv.

Og det er ikke det, de ansatte føler. De føler frygt. Ren frygt. Frygt i sin reneste form. Den er næsten til at tage og føle på. Den kan utvivlsomt opfanges med næsen. Og med øjnene. Med alle sanserne. 

Svend Kup har taget alle på redaktionen som gidsler, og det er han godt tilfreds med.

Nu er spørgsmålet bare: Hvor længe går der før folk udenfor finder ud af det?

At affyre et skud indenfor ved højlys dag var måske ikke det smarteste at gøre. 

Det føltes godt og det lød godt, men helt smart var det ikke.

Et godt stykke væk fra redaktionen, omtrent 2 kilometer, går Olivia med sin veninde Rita.

De går og snakker om hvilken film de skal se i biografen.

Olivia siger “Jeg ved ikke..kører “50 shades of grey” stadig i biograferne?”.

Rita tænker lidt og siger så “Nej, det har den vist ikke gjort i et par måneder nu. Men hvad en actionfilm? Det kunne også være sjovt..”

Olivia er ikke så meget for actionfilm. De har for mange eksplosioner. De eneste eksplosioner som Olivia er interesseret i, er dem en rigtig mand hende til at føle, når han giver en orgasme - og det sker ikke så tit.

De dropper biffen, og går lidt videre. 

Rita stopper og siger “Jeg vil lige have en smoothie.”

Olivia venter på hende, og tænker lidt.

“Gad vide, om jeg skulle besøge Svend Kup igen for at få nogle svar. Nu ved jeg i hvert fald, at jeg ikke behøver at være den, som folk forventer. Det må da være en god start”

Så lægger hun mærke til noget. Det er en limousine. Den er flot. Og ved siden af den ser hun en pakke cigarer. Det er den samme slags cigarer som Svend Kup ryger.

Han er nok ikke den eneste, men hun har aldrig set andre ryge dem før.

Og ved siden af står en limousine parkeret. Det ville ikke undre hende, om Svend Kup også har sådan en.

Hun tænker lidt. “Det kan være, han er et sted i nærheden.”

Olivia kigger på Rita. Det tager lang tid for hende at købe den smoothie. Det irriterer Olivia lidt. 

Olivia går hen til hende og siger “Rita, der er lige noget, jeg bliver nødt til at ordne”

Rita ligner et stort spørgsmålstegn, men Olivia smiler bare, og går så hen til limousinen igen.

Hvordan skal hun finde Svend Kup?

Hun ser så en hjemløs, som sidder og spiser en beskidt sandwich. Ja, med jord på og det hele. Rigtig appetitvækkende.

Han kigger på hende mistroisk og siger “Heeey. Det er min sandwich! Fingrene væk!”.

Olivia kommer til at grine lidt, men stopper så, da hun ikke har lyst til at gøre ham vred.

“Nej, jeg rører ikke din sandwich, bare rolig. Jeg vil bare spørge om du har set Svend Kup gå forbi her..”

“Svend Kup?”

“Ja, du ved, borgmesteren. Høj fyr, iklædt jakkesæt. Måske har han haft nogle store fyre med sig”

Nu dæmrer det for den hjemløse. 

“Ja..ja, ja. Der var en mand i jakkesæt. Han så lidt gal ud. Som om nogen havde spist hans kaviar. Han sagde at han skulle ned og besøge en avisredaktion eller noget”

“Okay, der vil jeg lede..men hvorfor sagde du ‘hans kaviar?”

“Ja..jeg ved det ikke. Er det ikke den slags der gør rige mennesker gale i skralden?”

 Olivia klukker, og siger så “Heh..nå, tak for hjælpen. Her er en tyver. Lad være med at bruge den i 7-11”

Forvirret tager han imod tyveren, og før han når at sige tak, er Olivia forsvundet.

Hun er på vej mod redaktionen, fuldstændigt uvidende om hvad der venter hende.

Hvis hun var synsk, ville hun nok ikke søge efter Svend Kup. Eller ville hun? Spænding er godt for Olivia. Det er noget af et stof. 

Det er ikke det stof hun normalt er på, men uden at indrømme det overfor sig selv, har hun nydt de mange spændende oplevelser, hun har haft det sidste døgns tid. Utroligt, at der er sket så meget på så kort tid. Man burde næsten lave en film eller tv-serie om det. Ligesom “24 timer” med Jack Bauer. Ja, så bare med Olivia i hovedrollen i stedet for. Og i stedet for eksplosioner - igen, de forbistrede eksplosioner som Olivia hverken gider høre eller se på - burde der være en masse mandlige fotomodeller som sværmede om hende.

Det er vel ikke for meget at forlange når man har hovedrollen, er det?

Olivia hopper på en bus for at spare tid, og mens hun gør det, vil vi se hvad Klavs og Jonas laver.

De sidder hjemme hos den sidstnævnte og spiller skak.

Jonas er en mere erfaren skakspiller end Klavs. Det irriterer Klavs lidt, og han foreslår at de spiller Diablo i stedet for.

Det gider Jonas ikke. Han er på hjemmebane når de spiller skak, men Diablo har han ikke spillet i flere år.

Der er lidt konkurrence mellem de to fætre. Nørdernes kamp. De ter sig ikke truende og hånende overfor hinanden, som typiske alfa-hanner ville gøre det, men de prøver at presse den anden på forskellige måder. 

De fornærmer modpartens intelligens, når chancen byder sig. 

Det er bare for sjov. De ved godt, det er en del af spillet. Ligesom når to boksere snakker lort om hinanden i dagene op til kampen.

Nu gider Klavs ikke mere.

“Jonas, lad os lave noget andet. Noget, jeg er god til”.

Jonas nikker, og siger “Jamen, okay..”

Klavs går over og tænder for fjernsynet.

“Jonas, har du ikke en film vi kan se?”.

Det har Jonas ikke. Han ser mest kun nyhederne. Nogle ville betegne ham som en lidt kedelig type.

Klavs slår over på TV2 news. 

Jonas bliver så glad når der er nyheder. Så føler han, at han er med.

“BREAKING NEWS!” ruller hen over skærmen

Hvad er der sket?

En stemme fortæller “Vi har hørt skud inde fra avisen Dagens Nyheders redaktion. Nogle siger, at de har set borgmester Svend Kup gå derind blot få minutter før skuddene hørtes. Kan han have noget med dem at gøre?”

Jonas og Klavs kigger på hinanden. På den ene side er de glade for at de forlod redaktionen i tide, men på den anden, er de også bekymret for deres venner.

Jonas tøver lidt, men siger så “Klavs, øhm..vi må gøre noget..”

Klavs tænker det samme, men ligesom Jonas, ved han ikke helt præcist hvad de skal gøre.

“Jonas, det må vi..men..hvad?”

De lægger hovederne i blød. Hvis de skal prøve at stoppe Svend Kup, kræver det ikke bare mod, men også en gennemtænkt plan.

Med Svend Kup får man kun én chance. Faktisk mindre end det. Man får måske en halv chance. For hvis først han har fået mistanke, er man død inden for få sekunder.

Tiden er knap, så Jonas og Klavs må tænke hurtigt.

Klavs siger så “Måske skulle vi bruge list..og snigmyrde nogen..du ved, ligesom i ‘Assasin’s Creed’..”

Jonas siger “Tsk, Klavs. Det her er den virkelig verden. Ikke et computerspil..”

Klavs er ikke helt enig i Jonas’ ræsonnement.

“Jonas, computerspil er inspireret af den virkelige verden. Jeg har lært meget af ‘Assasin’s Creed’ og ‘GTA 4’..”

Jonas er stadig skeptisk og siger “Ja, det lyder godt, men hvor mange har du så lige snigmyrdet eller kørt ned? Hvor mange politifolk har du nakket?”

Klavs bliver lidt irriteret nu. Jonas ved udmærket godt, hvor indadvendt han er.

“Jeg siger ikke, at vi skal prøve at kopiere det som de gør i computerspillene..men vi kan da lære noget af dem..”

De to fætre tænker meget over det, og mens de gør det, vil vi vende tilbage til Olivia, som netop er stået af bussen.

Hun er ikke så langt fra stationen, og det er så nu hun ser et TV-hold foran redaktionen. 

Hun har ingen anelse om hvad der foregår, men hun fortsætter hen i mod bygningen, hvor hun bliver stopper af nogle journalister.

De kan ikke forstå hvorfor hun vil ind i bygningen. 

“Ved du ikke hvad der lige er sket derinde?” råber nogle journalister efter hende. 

Det ved Olivia ikke, og det behøver hun heller ikke. Hun skal have råd af Svend Kup og det skal være lige nu. Olivia er ikke typen lader sig stoppe, og især ikke af fremmede.

Hun åbner døren, går ind af den, og kigger rundt omkring. Hun kan ikke se nogen.

Nu bevæger hun sig ind på selve redaktionen, og her ser hun Svend Kup stå med sine mænd.

Hun forstår ingenting, og siger bare “Øhh..hva’ så?”.

Emil genkender hendes stemme, så han hopper op i begejstring og udråber “Olivia! Skynd dig væk!”. Det er nærmest per refleks, og dette bryder Svend Kup sig ikke om, så skyder en lampe der hænger i loftet, og siger så

“Du har ikke fået lov til at bevæge dig”

Olivia er i chok. Hun havde ikke ventet at komme ind til sådan et gidseldrama. 

Trods chokket forsøger hun at forholde sig roligt, og tager langsomme skridt mod Svend Kup, som siger “Olivia, din timing er ikke ideel. Nu bliver jeg også nødt til at straffe dig.”

Olivia er ikke helt sikker på hvad hun skal gøre nu, så hun tager et par skridt tilbage, men Svend Kup griber fat i hendes håndled, og smider hende hen mod væggen, hvor hun lander og slår hovedet.

Svend Kup ryster på hovedet og siger “Nå..håber ikke at der kommer flere forstyrrelser i dag, for jeg er ved at være godt træt af jeres pis…”

Fortsættes …

Nye skæbner, 17.

Klavs og Jonas er på vej. De vil redde deres venner. De ved ikke, hvordan de skal gøre det, men at forholde sig passivt kan de heller ikke.

De sidder i bussen og snakker om deres plan.

Klavs siger “Vi kan liste ind i bygningen..jeg er sikker på den har en skorsten, hvis det er en gammel bygning..og hvis det er en ny bygning, har den måske nogle ventilationsskakte vi kan benytte os af”

Jonas siger, at Klavs lyder lidt for meget som Spider-Man, men han har ikke selv nogle andre ideer lige nu, så han siger ikke så meget andet end “Okay, Klavs..det kan vi prøve..jeg er rimelig sikker på det er ulovligt at bryde ind på den måde, men hvis vi kan redde vores venner og de andre inde på redaktionen, tror jeg nok at man kunne tolerere vores lille lovovertrædelse. 

De må bruge list. De må tænke sig godt om.

Jonas siger så “Måske kan vi også prøve at narre Svend Kup..ikke fordi han er nem at narre..men hvis nu vi kan provokere ham på en eller anden måde, eller få ham til at miste besindelsen..så bliver det nemmere at hjælpe vores venner”.

De venner som de kun har kendt i et døgns tid. Hvorfor er det så vigtigt for dem at komme og redde dagen? Hvorfor er det ikke en opgave, som de overlader til politiet?

Måske fordi de ikke stoler på politiet. De ved, at Svend Kup er korrupt, og at han muligvis allerede har bestukket de fleste betjente i byen.

Der står mange betjente foran redaktionen, men det er spil for galleriet. Det er for at forsikre borgerne om, at man tager situationen alvorligt. Og det gør man også. Man tager den meget alvorligt. Hvis Svend Kup på den ene eller anden måde bliver besejret og begynder at fortælle om sine onde planer, så er der stor sandsynlighed for, han også vil nævne hvor stor en del af politistyrken han har bestukket. Og den slags ville ikke være særlig godt for politiets image.

Inde på redaktionen går det ikke for godt. Marie bløder fortsat, og selvom Emil har prøvet at stoppe blødningen, kommer der stadig lidt blod ud, og det ser ikke for godt ud.

Hun kigger på Svend Kup og spørger, om ikke hun kan få lov til at tage på hospitalet.

Svend Kup er iskold. Han er bedøvende ligeglad med om hun forbløder. Han har alligevel så mange liv på samvittigheden. Hvis hun dør, gør det ingen forskel for ham. 

Jakob Hækkerup åbner så endelig munden og siger “Svend! Du slipper ikke af sted med det her! Du ved godt hvor mange journalister og mediefolk der er udenfor. Alle ved at det er slået klik for dig. Selv hvis du likviderer alle herinde, vil du have tabt. Du har begået politisk selvmord. Du taber..”

Svend Kup bliver irriteret, men denne gang skyder han ikke noget eller nogen.

I stedet tager han dagbogen frem og sætter ild til den. Den lægger han så på et bord. Der brænder den. Først brænder den langsomt. Man begynder at kunne lugte lidt røg.

Svend Kup kigger så op i loftet, og der ser han en røgalarm. Den passer ikke så godt ind i hans plan, så han giver et nik til Ronnie D, og den sidstnævnte skyder den.

Dagbogen brænder fortsat, og nu har ilden spredt sig til det bord den ligger på. 

Jakob kigger så igen på Svend Kup og siger “Er du blevet fuldstændig vanvittig? Prøver du at starte en ildebrand eller sådan noget?”

Svend Kup siger ikke noget, men smiler ondt. Han har en plan. En løsning på det dilemma som Jakob Hækkerup lige har formuleret.

Flammerne tager til, og røgen spreder sig i lokalet. Vores helte og alle de ansatte begynder at hoste. Nogle prøver at søge mod toilettet, men Svend Kup skyder toiletdøren for at advare dem.

Han mener det alvorligt, og ingen skal trodse ham. Ingen skal forpurre hans plan. Ingen skal prøve at gøre modstand. For han er en genial, men gal mand. En mand der har tænkt på det hele. Han har ikke overset noget. Bortset fra en ting. Han ved ikke at Klavs og Jonas er på vej. Og de er ikke bare på vej. De er allerede inde i ventilationsskakterne. De er tæt på. 

Og det ved de, for de kan lugte røgen. Den røg som langsomt gør det svært for alle gidslerne at trække vejret, gør det også svært at se. Og flammerne gør det ikke nemmere.

Nu går en ventilationsskakt op, og selvom alle kan høre lyden, og den gør Svend Kup ekstremt paranoid er der ingen der kan se hvor den kommer fra.

Svend Kup er for en gangs skyld forvirret. Hans blik flakker rundt. Han prøver at fokusere, men det er svært med al den røg. Den gør det svært at se, og svært at tænke klart.

Nu ryger noget ud af ventilationsskakten. Det bliver faktisk kastet ud. Det er en mursten og den rammer Svend Kups højre skulder. Farten er så høj, men nok til at vælte ham omkuld. Med sig i sit fald tager han også Ronnie D og Kenny Kill. De vælter alle tre, og taber deres skydevåben.

De prøver at komme op igen, og vifte røgen væk, men der er for meget af den. De er helt rundforvirrede, og Emil øjner nu sin chance til at angribe dem.

Han hopper op fra gulvet og giver Svend Kup en mavepuster. En mavepuster der rammer hårdt, og igen sender Svend Kup i gulvet.

Ronnie D rækker ud efter sit våben, men det tager Jakob Hækkerup. Nu holder den tidligere borgmester automatvåbenet. Det har han ikke prøvet før. Det er tungt, og han ved, at han ikke har modet til at skyde nogen. 

Selvom Jakob er vred, kan han ikke sig selv til at dræbe et andet menneske. Han har det simpelthen ikke i sig.
Olivia observerer dette. Hun kan se, at Jakob føler sig presset. Det er kun et spørgsmål om tid før Svend Kup eller en af de skurke river den ud af hænderne på ham. Og hvis de gør det, har han ikke noget at true dem med.
Noget må gøre noget. Olivia tænker på det med at hun ikke behøver at leve op til andres forventninger, at hun kan handle uden for de rammer som omverden har sat for hende.
Hvis hendes ego nogensinde skal dø og hun skal genopdage sig selv eller i hvert fald prøve nogle grænser af, så er det nu.
Hun rejser sig fra gulvet, river våbenet ud af Jakobs hænder, skubber ham lidt til siden og siger “Jeg skal nok klare den her”.

Nu stirrer hun på Svend Kup. Hun holder det tunge våben i hænderne. Der skal kun trykkes på aftrækkeren en gang. Mere skal der ikke til før Svend Kup er en død mand.
Olivia tøver selv lidt, men lukker så øjnene, mens hun affyrer skuddet.
Svend Kup er ramt. Olivia har stadig ikke åbnet øjnene, så hun kan ikke se hvor.
Emil siger “Han er blevet ramt et værre sted end Marie”.
Kan Olivia have ramt ham et fatalt sted som i hovedet eller brystet?
Hun åbner langsomt sine øjne, og ser at skuddet har ramt ham i skulderen.
Der er meget blod, men borgmesteren er stadig ved bevidsthed.
Olivia smider våbnet på gulvet, og prøver at finde en dør. Der er alt for meget røg i luften. Mange hoster, og flammerne raser som var de sadistiske dæmoner, hvis eneste formål er at ødelægge og fortære alt på deres vej.
Nu bliver døren til redaktionen sparket ind. Det er nogle journalister som har hørt skuddet. De kunne ikke vente længere.
På grund af røgen kan de ikke se så meget. De medbragte kameraer kan ikke få en ordentlig optagelse.
Olivia kigger på det kaos som hersker. 

De fleste ville nok tænke “Hvad fanden sker der?” og Olivia er ingen undtagelse.

Nu ser hun så Klavs og Jonas, der står foran hende.

Hun er lidt overrasket, men siger så “Nå, så det var jer der…”.

Ja, det var dem som ramte Svend Kup med en mursten. På en måde, har de faktisk reddet dagen. Eller måske var det Olivia, som gjorde det, da det trods alt var hende som skød den korrupte borgmester. Og det havde han vel egentlig fortjent. Alligevel kan hun ikke lade være med at tænke, at det nok er bedst hun smutter. 

Inden hun når at forlade lokalet, griber Ronnie D fat i hendes højre ankel, og siger “Det her er ikke overstået endnu”.

Han giver slip på hende, men sender hende et dræberblik. Om det er en tom trussel ved Olivia ikke, men der er ingen grund til at blive og finde ud af det.

Ledsaget af Jonas og Klavs, forsvinder Olivia ud ad en dør. 

Inde på redaktionen har en af de ansatte fundet en blæser frem, og den tænder han. 

Nu forsvinder røgen langsomt. Branden får de også hurtigt slukket, og både brand- og politifolk stormer ind på redaktionen for at se hvad der er sket.

Branden bliver slukket, resten af røgen forsvinder, og folk begynder at rejse sig op fra gulvet.

Alle er lidt omtågede og forvirrede. Dette har været en traumatisk oplevelse for alle involverede, og den vil tage tid at komme sig over.

Politiet ser at både Marie og Svend Kup er blevet skudt, så de går hen til dem, for at høre hvordan det skete.

Svend Kup føler sig svag, og siger “De svin har skudt mig..få mig på hospitalet..og sørg for de bliver straffet..”.

Jakob Hækkerup og Emil ryster på hovedet. De ved, at de mange vidner inde på redaktionen vil fortælle politiet hvad der virkelig skete, og at politiet vil sigte Svend Kup for..forhåbentlig en lang række forbrydelser. 

Emil rejser sig op, og siger så til en af betjentene “I skal ikke tro på Svend Kup. Han er en løgner. Hans to partnere er begge hærdede kriminelle. Han er så korrupt, at han..”

Betjenten afbryder ham, og siger så “Ja..det ved jeg..” med et glimt i øjnene.

Mere siger betjenten ikke, men Emil har fanget hentydningen; Denne politibetjent er bestukket af Svend Kup, og er ikke interesseret i at retfærdigheden sejrer i dag.

Ronnie D og Kenny Kill bakker op om Svend Kups forklaring. De siger, han er en uskyldig mand. Dette kan de ansatte inde på redaktionen dog ikke ignorere. De protesterer, og siger at det var Svend Kup som tog dem alle som gidsler. De vil se Svend Kup straffet, enten bag tremmer eller værre.

De to politimænd kigger på hinanden. De er begge blevet bestukket mange gange af Svend Kup gennem de sidste par år, og de kan ikke bare smide ham i fængsel. Så risikerer de at han sladrer om deres ulovlige samarbejde.

Hvad gør en korrupt politimand i sådan en sag? Hvordan kan man bevare facaden og fremstå som en der håndhæver loven, men samtidig holder hånden over den person som har finansieret ens luksuriøse livsstil? 

Den ene af betjentene siger så “Okay..det er klart at Svend Kup er en skurk..han skal tage sin straf..det skal vores retssystem nok sørge for..derfor vil min kollega nu eskortere ham ud af bygningen, hvor en politibil vil føre ham væk..bare rolig, folkens..han skal nok få hvad han fortjener..”

Den anden betjent lægger Svend Kup i håndjern, og fører ham ud af lokalet, men ikke af hovedindgangen. Han vælger i stedet den samme dør som Olivia og de andre benyttede sig af for blot få minutter siden.

Heldet er med Svend Kup i dag, for lige så snart de er kommet ind i et andet lokale, fjerner betjenten håndjernene og siger “Det må du undskylde. Vi var nødt til at..”

Svend Kup forstår ham godt. Betjenten var nødt til at føre ham væk, så de ansatte kunne føle sig trygge. Men nu er betjenten og Svend Kup alene, så den sidstnævnte siger 

“I gør jeres arbejde så godt I kan, det ved jeg..og tak for det..du er en snedig mand, Erik.”

Nu siger betjenten, som åbenbart hedder Erik “Nå, men hvad har du så tænkt dig at gøre nu? Ja, vi vil bare fortælle pressen at alle de ansatte truede med at slå dig ihjel, men at du så slap væk som den uskyldige mand du er..”

Svend Kup smiler, og svarer så på spørgsmålet “Jeg har et regnskab der skal gøres op. Hende der skød mig er flygtet. Hvortil ved jeg ikke, men jeg må finde hende..”

Svend Kup skal lige til at gå, men så siger betjenten “Hey, du er blevet skudt i skulderen. Vil du ikke have en sygeplejerske til at kigge på det?”
Svend Kup kigger på sit skudsår. Det gør stadig lidt ondt, og nu hvor han tænker over det, så er han faktisk lidt svimmel.
“Okay. Få en sygeplejerske herind, og lad det gå lidt stærkt.”
Betjenten ringer en sygeplejerske op og inden for et par minutter er hun der.
Hun kigger på skudsåret. Det er ikke så dybt, så det tager hende kun et øjeblik at få stoppet blødningen.
Hun hiver kuglen ud af Svend Kup og spørger om han vil have den.
Han takker pænt nej.
Svend Kup må videre i teksten. Han har ikke tid til at blive her.

Betjenten og Svend Kup siger farvel, og Svend Kup forsvinder ud af døren med blod på tøjet og en overvældende hævntørst i sit hjerte.

Fortsættes..

 Nye skæbner, kapitel 18.

Politiet er gode venner med Svend Kup. De holder hånden over ham. En betjent har netop sluppet ham fri, så Svend Kup kan få sin hævn over Olivia.

Tænker Svend Kup rationelt nu? Er det virkelig en god idé med sådan et hævntogt nu? Risikerer han at blive afsløret og at folk vil se hans sande farver?

Disse tanker er der ikke plads til. Som han ser det, fortjener hun at blive straffet.

Det er generelt sådan Svend Kup tænker. Straf eller belønning. Dialog og forhandlinger findes ikke i hans univers.

Betjentene beder de ansatte på redaktionen om at gå hjem. De beder dem om at lægge denne forfærdelige oplevelse bag sig

Avisens redaktør Magnus Balle tænker lidt for sig selv “De her betjente lader til at være bestukket af Svend Kup. Nu må vi se hvordan offentligheden reagerer på historien om ham..politiet har i hvert fald ikke tænkt sig at gøre noget”

Som journalist ved han, at det er hans pligt at informere folket. Det har han gjort. Folket vil altid reagere på stærke nyheder. De vil, hvis de altså tror på historien, insistere på at Svend Kup bliver fængslet.

Et sted ca. 1 kilometer fra redaktionen er Olivia, Klavs og Jonas på flugt. De ved at Svend Kup og hans mænd vil komme efter dem, så de tør ikke at stå stille.

Klavs siger “Måske skulle vi gå ned i metroen?”

Han lyder ikke så sikker. Han ved ikke hvorfor det skulle være en god ide at gå ned i metroen, men hverken Olivia eller Klavs har selv nogle idéer, så de går med til det, og så snart de tre ser en station, går de tre ned i den.

Olivia spørger “Klavs, hvordan vidste I hvordan I skulle komme ind i bygningen uden at blive opdaget?”

Klavs tænker lidt før han svarer “Vi var ikke helt sikre..men jeg fik den idé, at vi skulle benytte os af ventilationsskaktene..der var en vis risiko forbundet med det..men vi tænkte, at vi var nødt til at prøve..”

I betragtning af at Klavs og Jonas har været med til at redde dagen er de meget ydmyge, men Olivia er mere end taknemmelig.

“Det var virkelig modigt af jer. Jeg troede ikke I havde det i jer”

Jonas kigger undrende på hende og spørger så “Hvad troede du ikke vi havde i os?”

Olivia siger “I virker bare ikke som nogle der ville gøre noget så modigt..”

Klavs forstår hvad hun mener. Han kan heller ikke selv tro at de var modige nok til at sætte livet på spil. Men det gjorde de.

Jonas siger så “Ja, det er faktisk mest Klavs, du skal takke. Det var hans idé at kravle ind i ventilationsskaktene. Jeg syntes idéen virkede for komisk, men det gjorde han ikke.”

Olivia siger så “Uanset hvad er jeg glad for I kom. Det gjorde hele forskellen. Svend Kup og de andre slyngler blev distraheret. Og jeg skød ham. Det kan jeg stadig ikke tro”

Jonas siger så “Nej..tror du politiet vil lede efter dig?”

Det ved Olivia ikke. Det er der ingen der ved med sikkerhed. 

Nu køber de deres billetter, og løber ned ad rulletrappen.

Hvilket tog skal de tage? Det er ligemeget. De skal bare væk.

De tager det første tog, og sætter sig ned på nogle sæder. Der er ikke så mange mennesker i toget.

Dette virker lidt bekendt for Olivia og Klavs.

De er ikke helt alene. Der er også en gammel mand, som står og klapper sin hund, og to drenge på 11-12 år, som spiller på deres smartphones.

Klavs siger så “Jeg er lidt træt..tager mig en lur..væk mig lidt senere..”

Han lukker øjnene, og inden der er gået 2 minutter, kan man høre en snorken.

Klavs er langt væk i drømmeland, og mens han besøger dette sted, vil vi besøge Emil, Marie og Jakob Hækkerup som står ude på gaden. 

De forskellige medier står og interviewer de ansatte fra redaktionen om, hvad der er sket, og alle giver de den samme historie “Svend Kup tog dem som gidsler”

Emil siger “Jeg tror det her mareridt endelig er overstået. Det var fandeme også på tide. Jeg trænger til at komme hjem og tage mig en ordentlig lur”

Jakob Hækkerup siger “Ja..det siger du..men jeg tror ikke det er overstået..jeg er sikker på, Svend Kup stadig er på fri fod..har du måske set politiet køre ham væk? Nej, han er et eller andet sted derude..og hvad end hans plan er, er jeg sikker på, den er ond..”

Emil siger så “Måske.. men jeg gider ikke mere eventyr for i dag”.
Disse ord bliver hans sidste, og nu går han hjem.
Jakob Hækkerup står tilbage og tænker hvor Svend mon kan være gået hen. Og hvor er Olivia?
Så kigger han over på Magnus Balle, som står og bliver interviewet af en journalist.
“Ja, vi vidste godt noget om Svend Kup, så vi følte ligesom at vi var nødt til at trykke den her historie. Det var ikke bare for at sælge en masse. Det var virkelig nødvendigt! Og det gjorde Svend Kup så rasende at han stormede ind på redaktionen med to af sine mænd. Det var skræmmende. Vi troede vi skulle dø.  På en eller anden måde overlevede vi”
Magnus fortæller historien som den er. Journalisterne kommenterer ikke så meget på hvad han siger, da de prøver at være objektive.
Uanset hvem man tror på i denne historie, er det en som fanger alles opmærksomhed.
Frygt sælger. Næsten lige så meget som sex.
Alle i byen er nysgerrige efter at vide om Svend Kup virkelig er så forfærdelig, som Magnus Balle og hans artikel påstår.
Med den politikerlede som hersker i landet er det for mange ikke svært at tro den. Politikere er korrupte og de tænker kun på at fremme deres egne interesser, mens demokratiet smuldrer.  Sådan tænker de fleste.
Svend Kup er dog lidt anderledes end den sædvanlige, korrupte politiker.
Han er hævngerrig og på grund af denne følelse af han nu på jagt efter Olivia.
“Hun skal bøde” tænker han.
Svend Kup leder efter hende. Folkene i gaden genkender ham og undrer ham over det raseri, som kommer til udtryk i hans gang og paranoide kropssprog.
Måske ved nogle af hans folk hvor hun er. Han har trods alt ret mange forbindelser i byen.

Han sender et billede af Olivia til sine mest betroede mænd, i håbet om at nogen har set hende inden for de sidste ti minutters tid.
Der går ikke længe før en af dem svarer på beskeden og siger “Jo, jeg synes hun virker bekendt. Hun gik vist sammen med to kejtede fyr.. hvor fanden var det nu jeg så dem ,nå ja, det var ved Kongens Nytorv. Ja, så gik de ned i metroen. Ved ikke hvorfor, men altså..”
Svend Kup siger tak og lægger på. Nu ved han hvor han skal finde Olivia.
Han tager en taxa til Kongens Nytorv, hopper ud af den så snart den er ankommet, glemmer at betale chaufføren, og løber så ned i metroen.
Alle genkender ham på vej ned. De stirrer på ham som om han var spedalsk, men dette påvirker ham ikke det mindste.
Hævn er det eneste han føler i sit hjerte. Hvisbrugte sin hjerne lidt, ville han nok hurtigt indse, at både hans karriere og liv er forbi, at han ikke har noget at vende tilbage til, efter han har fundet Olivia.
Sådan forholder virkeligheden sig, men den har Svend Kup valgt at gøre sig fri af nu.
Normalt ser han sig hævet over loven, men lige nu føler han sig også hævet over realiteterne. Over de konsekvenser som uundgåeligt vil indtræffe før eller senere.
Han hopper på et tog. Egentlig ved han ikke hvilket et Olivia er hoppet på, men det er også ligemeget.
Hvis hun gemmer sig nede i metroen vil han før eller siden støde på hende. Og så bliver hævnen sød. Hendes forræderi vil koste blod. 

Nu vil vi vende tilbage til en person der ikke føler hævntørst, men udmattelse.
Det er Emil, som er på vej hjem.
Han er stadig i gang med at fordøje alle de ting han har oplevet.
De sidste 30 timer har været de vildeste i hans liv, og han tvivler på at hans venner og familie kan relatere til al dramaet, når han fortæller dem det.
Før hele det her eventyr startede, tænkte Emil kun på jakkesæt og piger - og så penge selvfølgelig.
Han tænkte som en forretningsmand, en iværksætter.
Men nu tænker han som en overlever, for det er det han er.

Han overlevede at være taget som gidsel inde på redaktionen. De mange skud som blev affyret, ildebranden og den tilhørende røg, ingen af dem gjorde det af med Emil. Han er taknemlig, men stadig i chok.
Egentlig er det utroligt, at ingen omkom mens hele det drama udspillede sig, men dagen er ikke forbi endnu, så ingenting er sikkert.
Nu er Emil næsten hjemme. Han sætter nøglen i døren, låser den op og går indenfor.
Endelig er han hjemme igen.
Så får han en besked på sin telefon.
Det er en pige der skriver til ham “Hey, hva’ så? Haft en god dag?”.
Emil griner lidt ved tanken om hvad han kunne svare, men i stedet svarer han bare “Dagen har budt på mange ting. Hvad laver du?”.
Egentlig er han slet ikke i humør til noget som helst med piger lige nu, men han gør det for at glemme de traumatiserende ting han har været igennem.

At møde piger er dejligt ukompliceret, og det værste der kan ske, er at de beder ham om at skride. Efter at være blevet truet på livet, kan han godt overleve at blive afvist af en fra det modsatte køn.

Emil forlader vi nu, og endnu engang skal vi ned i metroen, hvor Olivia, Klavs og Jonas sidder i toget. 

De ved ikke hvor de skal stå af. Indtil videre har de kørt 12 stationer, og toget vender snart. Måske skulle de bare blive i toget, og vente på at Svend Kup ikke leder efter dem mere. Men de ved også godt, at en mand som Svend Kup ikke bare giver op, når først han har sat sig noget for.

Klavs sover. Han er i drømmeland, og i drømmene bearbejder han mange af de oplevelser han har haft de sidste 30 timer. Det har været vildt, det har været syret. Han har fået sig en på opleveren, og får svært ved at vende tilbage til det liv, han havde før.

Drømmene hjælper ham med at bearbejde de mange nye indtryk, men der er sket så meget, så den søvn Klavs får lige nu, får ham ikke til at føle sig udhvilet.

Olivia kigger på ham. Hun er også selv lidt træt, men holder sig vågen og tænker “Metroen er det sikreste sted..her kan Svend Kup ikke finde os..men der er noget jeg ikke forstår..hvorfor er der ikke så mange mennesker her? Det minder mig alt for meget om i går hvor jeg først mødte Emil og Klavs..hvorfor sker alle de her mærkelige ting for mig? Er det en del af min rejse? Sker de her ting, fordi jeg skal have besvaret mine spørgsmål? Åh, Gud, jeg er så træt i hovedet..alt det her pis, nu kan det snart være nok”

Jonas kan se hun er frustreret, men ved ikke hvad han skal sige. Så han tænker i stedet lidt for sig selv “Nå, så nu er vi her..i metroen..og vi aner ikke hvor vi skal stå af..og om Svend Kup lige pludselig kommer, ved vi heller ikke.. Jeg tror snart de andre her i toget stiger af..og hvorfor er der egentlig så få? Det er sgu mærkeligt..”

Jonas tænker, Klavs sover og Olivia prøver at bevare roen.

Nu stopper toget, og de andre passagerer forlader det. De står af på perronen, og forsvinder. Toget er ikke ved endestationen. Det kører videre. Olivia og Jonas kigger på hinanden, begge kan de mærke forvirringen der vokser.

Olivia siger så “Det her er sket før..det skete i går..om lidt vil vi befinde os på skinnerne..toget vil først standse, så vil vi forlade det.. og så vil vi gå på skinnerne.. Jeg ved at det vil ske”

Jonas siger så “Hvorfor skulle toget standse? Det giver ingen mening”

Olivia svarer “Det giver ingen mening, men det behøver det heller ikke..og faktisk minder det mig om min drøm..”

Jonas er nu endnu mere forvirret, og spørger så “Hvad for en drøm?”

Olivia forklarer “En drøm jeg havde i går..eller, det var vel i forgårs..jeg drømte, at jeg så en mand..en mand som havde noget til mig..han havde svar..han ville fortælle mig noget om mig selv..noget som jeg ikke allerede vidste..”

Klavs siger så “Nå, men det er vel meget normalt..vi vil alle gerne kende os selv bedre..”

Olivia føler, at han forklejner hendes åbenbaring, og siger så “Du forstår ikke, Jonas..det her er stort for mig..jeg kender ikke mig selv så godt som du gør..mit liv er meget let..jeg har ikke så mange bekymringer..og derfor har jeg heller ikke reflekteret så meget..”

Det har hun så nu. Endelig er hun begyndt at reflektere. 

Klavs siger så “Nå, okay..så det betyder virkelig noget for dig..okay så..jamen, hvem end manden i din drøm var, så er jeg sikker på at den visdom, som han ville have overbragt dig, også er til at finde i den virkelige verden..jeg er ikke den bedste menneskekender, men jeg er sikker på, at den sandhed du søger er for øjnene af dig, og at du hverken behøver mystiske mænd eller drømme for at finde den. Den skal nok finde dig..”

Olivia ser nu lidt lettet ud, og skal lige til at svare, men så standser toget. Ganske akkurat som hun havde forudset. Toget er standset, og Jonas rusker i Klavs, så han vågner op.

Klavs, som naturligvis er lidt omtåget, kigger forvirret på sin fætter, og spørger så “Hey, hvad laver du? Jeg sagde jo, at jeg trængte til en lur..”

Olivia kigger så på Klavs og siger “Klavs, det er sket igen..toget er standset..og der kun os tre tilbage..”

Klavs kan næsten ikke tro det. Det er sket før, så han er ikke i chok på samme måde som den første gang, men det er da mærkeligt at det sker to dage i træk.

Han rejser sig op fra sædet, og siger så “Jamen, så lad os gå ud på de skinner igen..”

Jonas kan ikke helt følge logikken i at forlade toget. Man kunne jo vente, og håbe, og måske være så heldige at nogen kom og reddede de tre. Men disse tanker gør Olivia og Klavs sig slet ikke. De går bare hen til den nærmeste dør, lægger kræfterne i, og åbner den.

De hopper ud på skinnerne. Jonas forstår ikke så meget, men følger efter dem. Denne gang er det ham, der ikke hvad han skal gøre.

På skinnerne står de, og hvad skal de gøre nu? Hvem skal hjælpe dem? Sidste gang de var hernede, mødte Olivia, Klavs og Emil Jakob Hækkerup. Det var interessant. Det fik ligesom det hele til at give mening, som om der var en idé med at toget var standset. Måske var det guddommelig indgriben. Men hvad er så meningen denne gang? Gemmer der sig en galning i mørket som har noget at fortælle dem? Eller er det meningsløst at søge efter en mening, når den ikke eksisterer?

Olivia, Klavs og Jonas kigger rundt for at orientere sig. Der er ret mørkt nede i undergrunden, men de kan godt se lidt takket været de små lamper i loftet.

Nu hører de så en stemme. Den virker bekendt. Og skræmmende. Det er en stemme, man helst vil glemme. Og den tilhører Svend Kup. Han har fundet dem. Men de kan ikke se ham. Hvor er han? Hvilket retning kommer lyden af hans stemme fra? 

Han snakker til de tre helte på flugt “Olivia, du har virkelig været slem i dag..og det hører du sikkert tit fra fyre som en form for kompliment, men det er ikke sådan jeg mener det..du har forrådt mig..den slags slipper man ikke ustraffet fra..du ved hvem jeg er, du ved hvad  jeg er i stand til..troede du virkelig at du kunne overleve hvis du først gjorde mig gal? Du er ung..ung og dum..og naiv..og snart er du også død..ja, du vil snart stifte bekendtskab med døden..jeg har ikke selv prøvet at dø før, men jeg har hørt at det skulle være ret så ubehageligt..”

Olivia siger ikke noget. Hun forholder sig stille i håbet, om at Svend Kup ikke finder ud af hvor hun står. Jonas og Klavs siger heller ikke noget. De ved det er bedst at tie stille. Ingen grund til at friste skæbnen. Det er ikke nu man skal være modig. Ikke hvis man ikke kan se sin fjende.

Hvis bare nogen udefra kunne hjælpe. Hvis en modig helt kunne komme og redde dagen. 

Det ville være perfekt...men det er måske for meget at bede om. Ønsketænkning er godt, men enden er måske nær for vores tre bange helte, og hvad kan de egentlig stille op mod en trussel som Svend Kup der gemmer sig i mørket?

Svend Kup kommer nærmere. Hans stemme bliver højere. Olivias hjerte banker så hurtigt, at hun får svært ved at stå stille. Hendes instinkter fortæller hende, at hun skal flygte, men hendes hjerne siger, at hun skal blive hvor hun er.

Nu kan de tre svagt ane Svend Kups skikkelse i mørket. Han bliver til en silhuet, med et lys bag sig der står i stærk kontrast til det mørke som han repræsenterer.

Han kommer nærmere, og siger “Olivia, jeg kunne have vist dig vejen..men du valgte at skyde mig..det skulle du ikke have gjort..”

Svend Kup elsker at høre sig selv tale. Han er lidt forelsket i sin egen stemme, men nu bliver han afbrudt.

En lyd kommer fra toget. Nogen har startet det. Lysene inde i toget bliver tændt igen. 

Olivia, Klavs og Jonas, som alle står foran den forreste togvogn, skynder sig hen mod en af de andre vogne, og prøver på at komme ind i den.

Svend Kup skal lige til at løbe efter dem, men så er der nogen som kalder på ham.

“Hey, Svend Kup! Hva’ så?”

Hvor stemmen kommer fra ved Svend Kup ikke, men så kigger han på den forreste vogn, og ser hvem der sidder som om han skal til at køre toget. Det er Jakob Hækkerup.

Jakob Hækkerup sidder i toget, og smiler til Svend Kup.

“Jakob, hvad laver du her? Lad mig nu være!” Svend Kup er ved at gå op i limningen.

Han træder et par skridt tilbage, og kigger på Jakob Hækkerup med afsky. 

De to kan ikke fordrage hinanden, men hvor Svend Kup er ved at miste kontrollen fuldstændigt og ligner en tidsindstillet bombe, sidder Jakob helt afslappet og smiler, som om han har et æs oppe i ærmet.

Svend Kup råber “Forsvind, Jakob! Skrid med dig!”

Jakob siger så “Må jeg selv bestemme hvordan jeg forsvinder?”

Svend Kup er ved at blive vanvittig, og svarer så “Ja! Jeg er bedøvende ligeglad! Jeg gider bare ikke se på dig!”

Jakob trækker lidt på skuldrene, smiler så og siger “Jamen, så tror jeg bare jeg vil køre min vej..”

Svend Kup ryster på hovedet, og vender ryggen til toget. Han kan ikke klare at høre på Jakob. Det gíver ham simpelthen hovedpine. Men hovedpine er ingenting sammenlignet med den smerte som Svend Kup snart vil få at føle.

Jakob starter toget, og begynder at styre det lige imod Svend Kup.

Svend Kup ænser at noget er galt, så han vender sig, og får et chok så stort, at han ikke når at hoppe af skinnerne.

Toget rammer ham. Svend Kup rammer først den forreste vogn, men ryger så ned på skinnerne, hvorefter toget tromler hen over ham.

Livet forlader hans krop, og hans smerteskrig forsvinder. 

Døden er indtruffet, og toget kører videre.

Toget kører videre, og nu kan livet også gå videre. Svend Kup er endelig død, og det lader til at mareridtet er forbi. Et mareridt som den nu afdøde borgmester selv skabte.

Olivia, Klavs og Jonas kan næsten ikke tro hvad der er sket.

Tænk, at Jakob Hækkerup bare sådan uden videre kørte Svend Kup ned med et tog. Den slags ser man ikke hver dag, og de fire snakker om hvad der nu skal ske.

Olivia siger “Det her er ufatteligt..Jakob, du..du har reddet vores liv..og det er på trods af jeg forrådte dig, og gav dagbogen til Svend Kup..jeg håber, du kan tilgive mig..”

Jakob er ikke typen der bærer nag, så han siger bare “Olivia, det du gjorde var dumt, det var det virkelig..men jeg tror på tilgivelse..ikke bare fordi det føles godt..men fordi det giver mere mening..du er ikke den samme person nu, som du var da du forrådte mig..hvordan kan jeg være sur på en person som har ændret sig og ikke længere er den samme?”

Han har en interessant pointe, og den lytter Olivia til. Hun tænker nøje over hans ord, og siger så “Tak..det er storsindet af dig..jeg ved bare ikke hvad jeg skal..jeg ved ikke hvad min skæbne er..”

Jakob siger så “Din skæbne er ikke forudbestemt..hverken dit DNA eller din opdragelse afgør hvem du er eller hvem du kan blive..du kan få en ny skæbne, hvis du vælger det..”

Han tager så en pause, kigger på Jakob og Jonas og siger “Faktisk tror, jeg at vi allesammen kan ændre os..vi kan vælge en anden vej i livet..vi kan få nye skæbner..”

Nu stopper Jakob toget, og de andre forstår ikke hvorfor.

Døren går op, og ind træder Emil og Magnus Balle.

Den sidstnævnte siger “Ja, Jakob Hækkerup fortalte os, at han var taget ned i undergrunden for at redde jer..så tænkte vi, at vi hellere måtte mødes med jer, når det hele var overstået..”

Emil siger så “Klavs, hvor har du været modig..jeg kan næsten ikke tro det..og Jakob..du er den største helt..jeg skulle forresten hilse fra Marie og sige tak..hun er på hospitalet nu, men hun har det okay..og takket været dig, udgør Svend Kup ikke længere en trussel..”

Alle nikker, alle er glade. Det er lidt en lykkelig slutning. Hvad der skal ske nu, ved ingen med sikkerhed. Vil Jakob Hækkerup igen prøve at blive borgmester? Vil Klavs tage på endnu et eventyr og trodse sin generthed og frygt? Vil Olivia finde sig selv? Vil det lykkes Emil at blive rig på sit salg af jakkesæt?

Dørene står åbne for vores helte. De har reddet dagen, de har lært hinanden at kende, de har lært nye sider af sig selv at kende, de har vovet, og de har vundet.

Hvad pressen og den generelle offentlighed vil sige til hele den historie er ikke til at forudsige, men hvad Jakob Hækkerup og de andre ved med sikkerhed, er at de har været med til at skrive Danmarkshistorie, og forhåbentlig vil fremtidige generationer tage ved lære af hele denne korrupte og lyssky, men også spændende og uforglemmelige affære.

Slut.

Valdemars rejse, 1. kapitel 

Natten er forbi, og solen står op. Det er en ny dag, og hovedpersonen i vores historie 

er klar til at gå den i møde.

Han står op, og siger til sig selv “ Valdemar, det er tid til at løbe en morgentur”.. men inden han når det, bliver han fanget af sin telefon, da han hører lyden af en notifikation.

På den måde, er han ikke anderledes end så mange af os andre.. 

men selvom dette er sandt, bliver denne dag ikke som de fleste andre. 

Det ved vores kære hovedperson bare ikke endnu.

Det banker på døren, og Valdemar tænker “Hvem kan det være?”

Han åbner døren, men der står ikke nogen. Lidt mærkeligt, må man sige. 

Hvad kan forklaringen være?  

Den kommer senere.. i form af et nyt bekendtskab.

Men alt dette ved Valdemar intet om, og han har travlt i dag. Han skal på arbejde, og hvis han møder for sent, bliver han fyret. 

Det er i hvert fald det, som hans chef har sagt.

Tanken om at blive fyret er ikke så fed, og nogle gange tænker Valdemar “Måske skulle jeg bare sige op, og starte min egen virksomhed”.

Ja, det siger han til sig selv, men indtil videre har han ikke gjort noget ved det. 

Han går bare og brokker sig, og håber på en bedre fremtid, men yder ikke den indsats, der er nødvendig for at skabe en betydelig forandring i sit liv. 

Det er ikke nemt at arbejde for andre, men det er heller ikke nemt at være selvstændig. 

Konklusionen må være, at det ikke er nemt at være voksen. 

Hvis man nu vandt i lotto, så ville alle ens problemer være løst.. eller, man ville i hvert fald have penge nok til at dække ens udgifter… men så ville man få en masse nye problemer.

Valdemar tænker lidt over livet, mens han børster tænder. Han tænker så længe og så dybt, at han kommer til at sluge lidt tandpasta. Det smager ikke så godt, og han skyller sin mund grundigt, selvom det ikke hjælper. 

Smagen af mint er ikke den bedste, men i det mindste er der ingen, der kan sige, at man har dårlig ånde. 

Det kan være fascinerende at tænke over livet, og det gør vores hovedperson flere gange om dagen, men man skal også videre på et tidspunkt.. 

… så nu går Valdemar ud af døren, lukker den bag sig, låser den med sin blå nøgle, og går hen mod sin bil, der ligner noget, som har set bedre dage. 

Han åbner døren, og sætter sig ind i den. 

Den lugter lidt. Den lugter af et eller andet, men han kan ikke helt sætte sin finger på det. 

Et andet sted, et par kilometer fra Valdemars hus, går en anden mand rundt. Han er også alene, men han leder efter nogen, og det er meget vigtigt, at han finder denne mand, eller kvinde. 

Visse ting kan vente, men dette kan ikke. Der er ting, som han er nødt til at sige.. og måske er det ikke nok bare at snakke. 

Vi vender nu tilbage til Valdemar. Klokken er kvart over otte om morgenen, så han er forberedt på, at der vil være lidt morgentrafik. 

Sådan er det, når man bor i en storby. Man kan selvfølgelig vælge at bo på landet, hvor der er mindre trafik og larm, men så er der til gengæld heller ikke så meget at lave.

Valdemar kører i sin bil, og den lugter stadig. 

For at glemme lugten, sætter han en lydbog på. Lydbøger er noget af det bedste, der findes, og nutildags er der så mange at vælge imellem, at man aldrig løber tør for dem. Det er en skøn verden, vi lever i.

Til lyden af en ti timer lang lydbog, der handler om honning, hvilket i øvrigt smager meget bedre end ahornsirup, sidder Valdemar bag rattet i sin halvgamle bil og smiler. Han kan mærke, at selvtilliden er i top i dag.. 

..så han tager sin telefon frem, åbner kamera-appen og tager en selfie. 

Det gør han, men timingen er ikke så god. Han skulle nok have ventet lidt, for nu rammer uheldet vores ven. Han kommer til at køre ind i et træ. 

Bilen rammer træet, og Valdemar får et kæmpe chok. Heldigvis har han sikkerhedssele på, så han er ikke kommet til skade, men bilen har det ikke så godt. 

Før uheldet kunne man sige “Den har set bedre dage.... men nu ville det nok ikke være helt forkert at sige “Den er helt færdig. Farvel og tak”. 

Ja, den har haft et langt liv. Hvis ellers man kan sige, at en bil har et liv. 

Valdemar har i hvert fald haft den i mere end ti år, og han købte den brugt..

..så helt ny er den i hvert fald ikke, og for ham har den aldrig været det. 

Nu stiger vores ven ud af bilen, og tænker “Nå, det var lidt træls”.

Han ved godt, at det er noget af en værre situation, han er kommet i..

.. men det giver ham også en undskyldning for ikke at møde op på arbejde til tiden, så.. der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. 

Glasset er halvt fyldt, og i Valdemars tilfælde er det en drikkedunk..

 og den er mere end halvt fyldt.. og det er med mango juice, ikke vand. Man kan lige så godt nyde livet. Så nu nyder Valdemar livet og strækker sig. Det kan man også godt trænge til en gang imellem…...især, hvis man lige har haft et trafikuheld.

Er det nu man skal ringe efter nogen, så de kan komme og hente bilen? Ja, det er det måske. Valdemar hiver sin telefon op af lommen, og begynder at taste et telefonnummer ind, men så hører han en lyd. 

Hvor kom den lyd fra? Det er noget, han bliver nødt til at undersøge, så han lægger telefonen tilbage i sin lomme, og følger den nysgerrighed, som den mystiske lyd har vækket i ham.

Det træ, som Valdemar kom til at køre ind i, ligger ved siden af en lille sø, og han overvejer, om lyden måske kommer derfra. Nu hører han lyden igen, men det er svært at sige, hvilken retning den kommer fra. 

Han udforsker området omkring søen, hvor der både er højt græs og små buske, men lydens kilde er ikke nem at finde. Det hele virker lidt mystisk, så nu vender han sig om og går tilbage mod bilen. 

Han læner sig op ad bilen, klør sig i skægget, og siger til sig selv “Jamen, jeg var sikker på, at jeg hørte noget”. 

Han drikker lidt mango juice, men den er ved at være lunken på grund af det varme vejr.. 

.. så nu står han og drikker, med et misfornøjet udtryk i ansigtet, og da han beslutter sig for, at smagen er for grim, lægger han drikkedunken tilbage i bilens bagagerum.

Han lukker øjnene et øjeblik, og overvejer, hvad hans næste træk skal være. 

Skal han ringe til sin chef, og sige, hvad der er sket?

Nu slår Valdemar øjnene op igen, og han er ikke længere alene. 

Ved siden af ham står en mand, der er omkring 2 meter høj, med krøllet hår. 

Som man nok kan forestille sig, er Valdemar en lille smule forvirret, og han siger så “Hvem er du? Og hvor kom du fra?”

Manden med det krøllede hår smiler, som om de to mænd allerede kender hinanden..  

..og siger så “Mit navn er Peter. Jeg ved godt, hvem du er, Valdemar. Jeg har længe ledt efter dig. Vi to er nødt til at tale sammen”

Nu er Valdemar endnu mere forvirret, men han kan ikke benægte, at han også er nysgerrig. 

Peter fortsætter “Du ved nok ikke, hvem jeg er, og det er også okay. Jeg skal nok forklare det hele. Hvis bare du vil følge med mig”

Valdemar siger “Øhh ja, det kan jeg vel godt, men..

...jeg har lidt et problem med min bil, som du kan se”

Peter smiler, som om der intet problem er, og siger så med en rolig stemme “Tænk du ikke på det. 

Jeg skal nok få mine folk til at komme og hente din bil. Jeg har et andet køretøj, vi kan bruge. Kom bare med mig”

Valdemar gør store øjne, og siger “Dine folk? Undskyld mig, men hvem er du egentlig?!!”

Fortsættes..

Kapitel 2

Peter siger, at der er noget, han skal tale med Valdemar om. Hvad kan det være?

Dette spørgsmål vil vi få svar på inden længe, men først skal Valdemar have svar på et andet spørgsmål.

Hvem er Peter? Udover at være høj, have krøllet hår, og tilsyneladende være så vigtig, at der er folk, der arbejder for ham, hvad er han egentlig for en mand? Og hvordan fandt han Valdemar?

Han må være en mand med mange ressourcer.

Ja, det giver god mening. Når man har mange ressourcer, kan alting lade sig gøre.

Men det hjælper ikke at spekulere. Man kan altid gætte, men det er bedre at vide. 

Valdemar venter på en forklaring. Han er nødt til at vide mere om Peter.

Den sidstnævnte kigger på vores nysgerrige hovedperson, og siger så 

“Jamen, jeg er en ung mand, ligesom dig, og jeg lever det gode liv. Det kan du være helt sikker på”

Valdemar er ligeglad med om Peter “lever det gode liv”, og går nu direkte til sagen.

“Ja, det er fint. Men hvorfor skal du bruge min hjælp?”

Peter sukker lidt, og kigger selvhøjtideligt op mod himlen, som var han med i en boyband musikvideo fra slutningen af 90’erne, og siger så 

“Selvom jeg lever det gode liv, og har masser af penge, så er der stadig noget, du skal hjælpe mig med. Det er ikke alting, man kan købe sig til .. desværre” 

Det var ikke et komplet svar, men Valdemar beslutter sig for at være tålmodig, og siger så

“Nå, okay. Det må du fortælle mig lidt mere om. Skal vi finde din bil eller hvad?”

Peter siger “Bil? Hvem sagde noget, om at vi skulle køre i bil?”

Nu er Valdemar lidt forvirret igen, og siger så “Jamen, du sagde, at du havde et køretøj, gjorde du ikke?”

Peter nikker på den unikke måde, som kun han kan gøre det, og svarer så.

“Jo, det sagde jeg. Men jeg har ikke lyst til at køre i bil i dag. Nogle gange får jeg klaustrofobi når jeg sidder i sådan en, så.. jeg ringer til min assistent nu. 

Så kommer han med en bus”

Dette havde Valdemar ikke ventet at høre, men samtidig har han også på fornemmelsen, at der kommer mange flere overraskelser i dag, så han må forberede sig på lidt af hvert, og forvente det uventede.

Spændende, interessant og meget anderledes. Sådan kan man meget passende beskrive denne dag indtil videre. Måske var det alligevel ikke så slemt, at Valdemar kørte ind i det træ. Held i uheld, kan man sige. 

Peter tager sin telefon frem og siger “Nå, min assistent svarer ikke. Så sender jeg bare en talebesked i stedet”

Mens de venter på at Peters assistent hører talebeskeden, fortæller Valdemar lidt om det job, som han højst sandsynligt ikke længere vil have, når dagen er omme.

Peters reaktion er undervældende, og han siger så “Nå, okay. Men du kan jo altid finde et andet job. Der er masser af muligheder derude, mand. Det må du aldrig glemme”.

Valdemar synes, at det lyder lidt banalt, men vælger at smile af ren høflighed.

“Nå, min assistent har lige skrevet til mig. Han er på vej” siger Peter med fornyet energi.

Valdemar tænker “Gad vide, hvorfor han har sin egen bus. Hvad er det for et liv, han lever?”

Ja, det er ikke hver dag, at man møder folk som Peter. Det er helt sikkert.

For ikke at kede nogen ihjel, vil vi spole tiden lidt frem.

Der er nu gået tyve minutter, og bussen er lige ankommet. 

Busdøren går op, og ud af den kommer en lav mand, iført en brun vest, med kort, mørkt hår.

Peter siger “Det var godt, at du kunne komme så hurtigt. Hvordan er trafikken?”

Assistenten siger “Den er okay. Jeg blev angrebet af et egern på vejen herhen, men ellers har der ikke været nogen problemer”.

Peter giver ham et anerkendende nik, og siger “Det er godt at høre. Men du er jo også den bedste mand til jobbet”.

Assistenten smiler, og siger “Tak, Hr. S”.

Valdemar siger “Det er en flot bus, du har. Interessante farver, må man sige”

Peter smiler, og siger “Ja, det er meget vigtigt for mig, at alle mine køretøjer er flotte. Derfor skulle bussen være rød, blå, gul og lyserød”

“Det giver god mening” siger Valdemar, uden at være sikker på, om han egentlig mener det.

På vej op ad bussens trappe fornemmer Valdemar en behagelig duft. Hvad kan det mon være?

Inden han når at stille spørgsmålet, har Peter læst hans tanker og svarer 

“Det er duften af lavendel. Dejlig duft, synes du ikke?”

Valdemar må indrømme, at det er lidt genialt, at have en bus, der dufter af lavendel.

Det er ikke hver dag, man oplever den slags.

Nu sætter de sig ned, og Peter siger “Nå, jeg er faktisk lidt sulten. Måske skulle vi spise en banan”

Man siger aldrig nej til en banan, hvis man er et anstændigt menneske, og det ved Valdemar godt.

Så nu sidder de to i bussen, hvor der er mere end femogtyve sæder, og spiser dejlige bananer. 

Friske bananer fra Thailand, dyrket af vise mænd, der har overført deres visdom til bananerne .. eller, det påstår de i hvert fald, i reklamen.

Valdemar siger “Nå ja, der var også noget andet, jeg ville spørge om”

Peter venter på at høre, hvad spørgsmålet er.

“Jeg hørte, at din assistent kaldte dig Hr. S”. Hvad står S’et for?

Peter griner lidt, og siger “Nå ja..mit efternavn .. det.. det kan vi snakke om senere”

Det er lidt mystisk, at Peter har så mange hemmeligheder.. men også lidt spændende.

Valdemar kigger ud af vinduet. Det er virkelig en smuk sommerdag.

Han er glad for, at han er vokset op i dette smukke land.

Vintrene er kolde, men ikke ekstremt kolde, og somrene er perfekte.

Grønne træer, græs, marker, og masser af heste, grise, køer og får.

Men nu er tiden kommet. Peter har besluttet sig for at åbne lidt op.

Der er ingen grund til at spilde tiden længere. Han åbner munden, og siger

“Nu skal du bare høre, Valdemar. Jeg sagde, at jeg har brug for din hjælp, og det har jeg også.

Du kan se, at jeg er en ung mand, med godt udseende og en betragtelig formue, men der er noget, som nager mig”

For en gangs skyld føler Valdemar ikke behov for at skynde på ham, og lader ham derfor fortsætte. 

“Sagen er den, at jeg mangler noget i mit liv. Noget, som ingen har kunnet give mig endnu. Noget, som jeg ikke har kunnet købe. 

Jeg har indset, at jeg ikke kan gøre det her alene. Jeg har brug for din hjælp. Der er ingen andre, der kan gøre det”

Valdemar bliver mere og mere nysgerrig. Hvad kan det dog være, som Peter snakker om?

“Der er mange ting i mit liv, som jeg er taknemlig for. Men jeg mangler noget. Jeg føler et tomrum inde i mig selv. Og det er fordi jeg ikke kender mine rødder. Hvorfor er jeg, som jeg er? Hvorfor var mine forældre, som de var?”

“Der er så meget, jeg ikke ved. Og mine forældre vidste det heller ikke. De kunne ikke fortælle mig hvorfra vores familie stammer. Og det kan jeg ikke leve med længere. Jeg bliver nødt til at vide, hvor jeg kommer fra. Hvem var mine bedsteforældre? Hvor kom de fra? 

Hvorfor har jeg været så heldig og velsignet hele mit liv?

Jeg har fundet genstande i mit hjem, som jeg ikke ved, hvor kommer fra. Halskæder med mystiske tegn på, malerier, som ingen kunsteksperter har hørt om. 

Hvor kommer alle de ting fra? Det ved jeg ikke. Og jeg bliver nødt til at finde ud af det .. ellers bliver jeg vanvittig”

Det var noget af en mundfuld. Valdemar skal lige fordøje alt det, som Peter har sagt.

Men inden han kan gøre det, er der stadig et vigtigt spørgsmål, som mangler at blive besvaret 

“Jamen, hvorfor har du brug for “min” hjælp”? Hvad er det, der gør mig så speciel?”

Det er det oplagte spørgsmål, og nu svarer Peter på det.

“Det er fordi .. at du .. hvis mine eksperters beregninger er korrekte .. er i familie med mig. Vi er beslægtede. Det tyder alting i hvert fald på. Så derfor har jeg ledt efter dig. Jeg har et spinkelt håb om, at du også er nysgerrig, og kunne tænke dig at vide mere om dit stamtræ”

Nu forstår Valdemar det hele. Eller, så meget som man nu kan, når nogen lige har fortalt sådan en historie.

Så, ifølge Peter er de to i familie med hinanden. Kan det virkelig være rigtigt?

Er de fætre? Nej, det ville Valdemar have vidst.

Er Peter måske hans fætters fætter? Er det sådan, det hænger sammen? 

Valdemar er glad for, at Peter har fortalt ham, hvordan det hele forholder sig.

“Okay. Jeg forstår. Jeg må nok sige .. det er noget af en historie.

 Men hvis den er rigtig .. så kan jeg ikke sige nej .. du vil gerne vide, hvor du kommer fra .. jamen, det lyder som lidt af et eventyr”

Peter er lettet, og glad. Han takker Valdemar, og giver ham et lille kram. 

Det er måske lidt mærkeligt at kramme nogen, man kun har kendt i en halv times tid, men i dag er en lidt speciel dag, så de normale regler gælder ikke, og alt kan ske.

Nu siger Peter “Det er godt at høre, Valdemar. Ja, det her bliver et eventyr. Lad os tage en lur nu. Spise et godt måltid. Og efter det .. jamen, så synes jeg bare vi skal gå i gang..”

Fortsættes..

Bus

Banan

Lavendel

Kapitel 3.

Uden mad dur helten ikke. Dette er et udtryk, som de fleste har hørt om. Og vores to hovedpersoner, Valdemar og Peter, ved, at de skal spise et stort måltid, før de drager ud på dette spændende eventyr.

De skal finde ud af hvor de kommer fra. 

Peter siger “Det var et dejligt måltid. Der findes ikke noget bedre end spaghetti med hvidløgssovs”

Valdemar er enig, og tilføjer så “Det har du ret i. Og den muslingesuppe.. så lækker, at den næsten ikke kan beskrives med ord”

Den gode stemning breder sig i bussen, og Peters assistent er også i godt humør.

Han elsker at arbejde for Peter, eller Hr. S., som han plejer at kalde ham.

Nu kommer Valdemar i tanke om noget, der faktisk er lidt vigtigt. 

“Hey, hvad blev der egentlig af min bil? Kom dine folk og hentede den?”

Peter svarer “Ja, de har hentet den. Bare rolig. Den står i en af mine garager lige nu.

Jeg ved ikke, om din bil er til at redde. 

Du kørte trods alt ind i et træ, men i hvert fald, er der ingen, der kommer og stjæler den”

“Tak for det” siger Valdemar og ånder lettet op.

Selvom bilen er gammel, og ikke i særlig god stand, har den en vis affektionsværdi for ham.

Og desuden, har han gemt et fotoalbum under et af sæderne i bilen.

I dette album er der billeder, som han meget sjældent viser til nogen. Dette er helt bevidst. 

Det er okay at have hemmeligheder, og dem har Valdemar et par stykker af.

“Det er godt, at bilen står et sikkert sted” tænker han.

Nu siger Peter “Nå, men nu synes jeg, at vi har hygget os længe nok.

Det er på tide at vi kommer i gang. Det ville være en god ide at besøge et museum. 

Det kunne inspirere os. Vi skal tænke på den rigtige måde. Tænke på fortiden. 

Hvordan var livet dengang? Det skal vi forstå. Når først vi forstår det, vil det være nemmere for os at finde tilbage til mine rødder”

Det er tydeligt at se, at Peter er meget målrettet.

Valdemar siger “Det lyder som en god ide. 

Det er lang tid siden, jeg sidst har været på museum. Lad os gøre det”

Peter siger “Sådan skal det lyde. Vi skal nok komme til bunds i det her”

Valdemar siger “Hvor længe går der før vi er der?”

Peter tænker lidt, og svarer så  “Jeg tror, vi er der om et kvarters tid. 

Først skal vi køre over broen”

Det er altid dejligt at køre over en bro, og det gør de nu.

Valdemar spørger “Hvor længe har du egentlig haft den her bus?”

Peter svarer “Hmm, hvornår var det nu, jeg købte den… jeg tror, jeg købte den for fem år siden. Ja, det skal nok passe”

Valdemar vil gerne vide mere, så han siger “Okay. Og hvad var det, der fik dig til at købe en bus? Er det ikke nemmere at køre i bil?”

Peter svarer så “Jo, det er det måske. Men bare fordi noget er nemt, betyder det ikke nødvendigvis, at det er bedre. Jeg elsker min bus. Det gør jeg virkelig. Og så er der plads til en masse gæster. Det ville aldrig kunne lade sig gøre i en bil”’

Valdemar forestiller sig, at Peter holder en masse vilde fester i bussen, men vælger ikke at spørge ind til det, da han hellere vil fokusere på deres opgave nu.

Bussen nærmer sig langsomt det museum, som de har valgt at besøge.

Det er ikke nemt at parkere en stor bus, men når man arbejder for Peter S, er næsten alting muligt. 

Den bliver parkeret på en smuk, ja, nærmest poetisk måde, og nu stiger vores målrettede venner ud af den, og betragter det lille hyggelige museum.

Men glæden er kortvarig, for de kan se, at det er lukket i dag.

Dette var ikke, hvad de havde håbet på.

Assistenten står også ved siden af dem, og siger så “Ja, det er ikke så godt. Hvad vil du så gøre nu, Hr. S?”

Peter tænker lidt, mens han tygger på noget, han har i munden, og svarer så

“Vi kan blive her et stykke tid. Måske kommer der nogen forbi, som kan hjælpe os. Man ved aldrig”

Peter er optimistisk, og det har bestemt sine fordele.

Nu siger han “Jeg går lige på toilettet. Tror der ligger et her i nærheden”

Peter forlader parkeringspladsen for en stund, og tilbage står Valdemar og Peters assistent.

Valdemar er lidt nysgerrig, så han spørger 

“Hvordan er det egentlig at arbejde for Peter?”

Assistenten smiler, og siger “Det er det bedste arbejde, jeg nogensinde har haft”

Meget enkelt svar. Han er tilfreds med sit job. 

Valdemar smiler, og spørger så “Hvad er dit navn, for resten?”

Assistenten svarer “Jeg hedder Tako.”

Valdemar siger så “Tako? Ikke andet?”

“Tako er mit fornavn. Yaki er mit efternavn” svarer assistenten.

“Okay, så dit fulde navn er Tako Yaki", konkluderer Valdemar.

Tako giver et bekræftende nik, og retter på sit slips.

Alle, der arbejder for Peter, går med slips. Det skal de. Det er obligatorisk.

Nu kommer Peter tilbage og siger “Nå, har I set nogen, mens jeg var væk?”

Det har Valdemar og Yaki ikke.

Peter siger “Hmm.. ja, man kan ikke altid være heldig..men måske hvis vi beder en bøn, eller krydser fingre, kan det være, at der lige pludselig kommer en vis mand forbi”

Peter er klar til at gøre hvad som helst, der skal til.

Dette bliver dog ikke nødvendigt, for nu kommer der tilfældigvis en gammel mand forbi, og han ser faktisk også lidt vis ud. 

Peter siger “Undskyld mig. Arbejder du her?”.

Den gamle mand, som er noget lavere end Peter, kigger op og svarer 

“Ja, det gør jeg. Hvem er I?”

Peter siger så “Vi er nogle unge fyre, som leder efter svar. Jeg er sikker på, at du er en meget travl mand, men lad mig sige det sådan her.. jeg ved ikke, hvor jeg kommer fra. 

Og ham der med de fine hvide bukser, han er min fjerne slægtning. Der er nogle ting, vi ved, men der er også rigtig mange ting, som vi ikke ved. Og du virker sådan lidt .. ja, lad mig sige det, som det er: Du virker som en mand, der kan hjælpe andre på vej. 

Jeg vil vædde 800 kroner på, at du er vis”

“Nå, det er da lidt mange penge. 

Men behold du bare dem. Jeg kan bekræfte, at, ja, jeg er en mand, som de fleste nok ville betegne som ‘vis’.. om jeg kan hjælpe jer.. det ved jeg ikke.. måske kan du fortælle mig lidt mere om, hvad det hele drejer sig om”

Valdemar fortæller ham det hele, og det tager cirka 10 minutter.

Nu forstår den gamle mand, hvad det er, de vil. 

“Det her handler om at finde jeres rødder. Den slags har jeg stor respekt for. Måske kan jeg godt hjælpe jer.

“Jeg har en gammel bog … den er faktisk ældre end jeg selv er, og den rummer… noget, som I måske vil kalde ‘visdom’..et ord, som jeg sjældent bruger, men det beskriver nu denne bogs indhold ganske godt. Lad mig lige hente den”

Den gamle mand henter bogen, mens Peter, Valdemar og Tako venter spændt.

Der er noget specielt ved gamle bøger. Ja, de lugter tit af mug og støv, men der er noget rustikt ved dem”

Tanken om gamle bøger kan få nogle mennesker til at gå helt i trance.

Men som alt andet, må en trance slutte før eller siden, og nu kommer manden tilbage.

Det bliver spændende at se, hvad den gamle bog indeholder. 

Peter siger “Jeg er virkelig taknemlig for, at du vil hjælpe os”

Den gamle mand siger “Vi hjælper alle hinanden”

Han slår op på side 420, hvilket er et af de vigtigste steder i bogen.

Manden læser op “For 200 år siden, var der en familie, som boede langt væk fra resten af civilisationen. De boede i en hytte tæt på en gammel å, og forlod sjældent deres ejendom. 

De få, der var så heldige at falde i snak med dem, mener, at denne familie var i besiddelse af nogle mystiske genstande. Halskæder, sten, skriftruller og andre ting, som aldrig var set før..” den gamle mand kigger op, og siger “Er det noget, I kan bruge?”

Det er det. Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål, men denne bog lader til at indeholde en masse spændende historier og beskrivelser af fortiden, så både Peter og Valdemar takker den gamle mand, og siger så 

“Du aner ikke, hvor taknemmelige vi er, for at du har vist os denne bog. Tusind tak.

Må vi låne den? Eller, vil du have at vi betaler dig for den? Bare nævn din pris”

Den gamle mand ryster på hovedet og siger “Jeg er ikke interesseret i penge.

Jeg har haft et langt liv, og de seneste par år har været lidt kedelige. Det, jeg har brug for,  er spænding. Ja, et eventyr, det er hvad, jeg trænger til. Så, jeg vil gerne følge med jer på jeres lille rejse. Lad os sammen komme til bunds i denne fascinerende sag”

Valdemar, Peter og Tako udveksler et par blikke, uden at sige noget, og svarer så på det, den gamle mand har sagt.

“Det vil være os en ære, hvis du slutter dig til os” 

Den gamle mand smiler, og siger så “Nå ja..I ved ikke engang, hvad jeg hedder”

Det er rigtigt. Han glemte at præsentere sig selv. Den slags sker nogle gange, og især når man er lidt excentrisk.

“Mit navn er Robert Svendsen” . Han bukker, fordi han er høflig, og det samme gør de andre.

Det er godt at være høflig. Det er godt at være eventyrlysten.

Det er de alle sammen. Gad vide, hvilke eventyr der venter dem?
Peter siger “Lad os komme af sted”

Nu sidder de alle fire i bussen. 

De er meget målrettede, og stærkt motiverede.

Valdemar siger “Det kan godt være, at jeg snart bliver fyret..men jeg er ligeglad..”

Peter er enig, og skal lige til at sige noget, men inden han når at gøre det , åbner Robert munden, og siger 

“Den slags skal du ikke bekymre dig om i dag. At finde jeres rødder er meget vigtigere. Og jeg ved ikke hvorfor, men noget siger mig, at vi finder de næste spor i en stor skov”

Skove rummer mange historier, og dette ved alle. Nu kører de af sted, med åbne hjerter, åbne sind og en appetit på eventyr..

Fortsættes..

BONUS: 

Er Robert Svendsen virkelig en vis mand? Eller lyver han bare fordi han trænger til lidt eventyr i sit liv?

Han blev født på en våd efterårsdag. For at være helt præcis, var det den 3. oktober 1945. 

Mindet om Anden Verdenskrig stod stadig klart i alles bevidsthed, og da Robert kom til verden, så hans forældre det som et tegn på, at bedre tider var på vej.

Robert var ikke som de andre børn. Legetøj fangede ikke hans interesse, og bøger, især bøger om Europas historie, fascinerede ham så meget, at han allerede lærte at læse, da han var fire år gammel.

Nogle kaldte ham et vidunderbarn, og det var han måske også.

Han var, uden tvivl, anderledes end de fleste andre børn.

Robert vidste ting, som de ikke gjorde, og forstod ting, som de fleste børn slet ikke havde hørt om.

Som en ung mand skilte han sig også ud.

Hans hobbyer var ikke som de fleste andres.

De ting, som bragte ham glæde, var at læse gamle bøger.

Nogle syntes, at han var lidt mærkeligt, men deres meninger påvirkede ham ikke.

Robert vidste, at han det vigtigste i livet, var at forstå verden.

Han vidste, at det ville tage tid, fordi verden er fuld af mystik.

En af de bedste måder at forstå nutiden på, er at forstå fortiden mindst lige så godt.

Visdom er ikke noget, der kommer af sig selv.

Den skal opsøges, og dyrkes. Man skal respektere den lange proces, som er nødvendig, for at man opnår en dyb forståelse for livet, og dets mange gåder.

At være vis betyder ikke, at man aldrig gør noget forkert.

Det betyder heller ikke, at man ikke har øjeblikke, hvor man handler på en måde, der er uintelligent.

Man fejler stadig, og er på ingen måde perfekt.

Men man har et andet perspektiv. Man tænker på en anden måde.

Robert fik arbejde på et museum for første gange som 19-årig.

De relativt få venner, som han havde, forstod ikke hans valg.

“Hvorfor vælger du ikke noget, der er lidt mindre kedeligt?”

De forstod ikke, hvorfor han gjorde som han gjorde, men dette generede ham ikke.

Han vidste hvem han var, og hvad, der motiverede ham.

Visdom, viden, sandheden, klarsyn og forklaringer.

Disse ord er som sød musik i Roberts ører.

Gamle ører, der har hørt mange historier. Han har set lidt af hvert i sit lange liv.

Valdemars rejse, kapitel 4

Valdemar sidder ved siden af Peter og Robert. De spiser ananas og hygger sig. 

Rejsen er lidt lang, og han kan ikke lade være med at tænke over, hvor interessant denne dag har været indtil videre. 

Den startede helt normalt. Han kom til at sluge lidt tandpasta, satte sig ind i bilen, og vidste ikke, hvad der ventede ham. 

Alting ændrede sig, efter han mødte Peter.

Tanken om, at de to er i familie med hinanden, er dybt fascinerende.

Valdemar tænker lidt for sig selv

“Nu når jeg tænker over det, så snakkede mine forældre faktisk aldrig om mine bedsteforældre. Og så vidt jeg kan huske, mødte jeg dem heller aldrig”

Hans forældre lever ikke mere. Han sagde farvel til dem for et par år siden.

Deres afgang var lidt pludselig, men Valdemar havde, da det skete, sluttet fred med den kendsgerning, at livet nogle gange gør ondt.

Det kan det gøre, men det gør det ikke altid. Nogle gange sker der også fantastiske ting, og man oplever noget, som ændrer en for altid. 

Nu bliver Valdemars tanker afbrudt af Peter, der siger 

“Den her bog er virkelig spændende. Der står, at den er 100 år gammel, og den mystiske familie levede 200 år før den blev trykt, så det må være mindst 300 år siden, at de levede”

Fortiden kan være meget fascinerende. Især når den er markant anderledes end den tid, man selv er vokset op i.

Familien boede i et lille hus, i starten af 1700-tallet. 

Det er meget lang tid siden,

Før H.C Andersen blev født. Før Napoleon skrev historie. Før Voltaire delte sine idéer med verden. Før USA fik sin uafhængighedserklæring. 

Verden var et meget anderledes sted dengang. Genkendelig, men slet ikke som den er i dag. 

Robert siger så “Ja, fortiden er spændende. Jeg føler mig meget privilegeret. 

Jeg har tilbragt mere end 70 år på denne jord, og har set så mange ting, at det er svært at beskrive, hvordan det føles..

den udvikling, som har fundet sted.. 

at opleve den, og ikke bare læse om den.. 

.. det er en helt speciel følelse..men hvis vi skruer tiden 300 år tilbage, så er det næsten ikke til at forestille sig, hvordan livet var dengang. 

De fleste historiebøger viser kun et glimt af, hvordan de fleste mennesker levede. 

For at være helt ærlig, tror jeg, at de fleste historikere igennem tiden har været mere interesserede i de kongelige og andre magtfulde personer, end i almindelige mennesker. 

Det er en skam, synes jeg.. for alle har en historie at fortælle. Og de mystiske genstande, især halskæderne med de ukendte tegn, vidner om hvad jeres forfædre har bedrevet..det er meget spændende..”

Peter smiler, klør sig lidt i skægget, og siger så

“Jeg ved ikke, hvad der venter os, men jeg er sikker på, at det vil ændre os for altid”

Valdemar lukker øjnene, og siger “Det er jeg sikker på, at du har ret i”

Mens de tre sidder og deler deres fascination, hopper vi over til Tako, som sidder bag rattet i bussen.

Han nyder synet af den blå himmel, og nynner lidt for sig selv. Det gør han altid, når han er i godt humør.

“Det er godt, at jeg tog imod det jobtilbud fra Hr. S for et par år siden”.

Ja, Tako traf virkelig en god beslutning dengang, og det er derfor, at han arbejder så hårdt.

Hvis man ikke selv er skabt til noget stort, eller ikke besidder evnerne til at starte en virksomhed..

… så kan man altid opsøge de personer, som både har magt, penge og lidenskab.

Nu får Tako en besked på sin telefon. Han tjekker den, og kan se, at den er fra hans kone.

Hun skriver “Jeg tænker lidt på, hvad vi skal have til aftensmad i dag. Hvad har du lyst til?”

Tako tænker i et kort øjeblik, og svarer så “Blæksprutte”

Han behøver ikke at sige mere. Hun ved, hvad han vil have.

Tako elsker blæksprutte mere end noget andet, og sådan har det altid været for ham.

Han er en god mand. En lidenskabelig mand. Og en mand, der er stolt af sit arbejde. Sådan er Tako Yaki.

Nu vil vi give ham lidt fred, og vender derfor tilbage til de andre. 

Valdemar er ved at være lidt utålmodig, og siger “Nå, tror I snart vi er fremme?”

Peter tjekker kortet på sin telefon, og siger “Hmm, jeg tror vi er der om 40 minutter.”

Valdemar siger “Det er faktisk et godt stykke tid siden, at jeg har været ude i en skov. 

Og det er fordi, at..”

Peter og Robert venter på Valdemars forklaring.

“Ja, det er fordi, at jeg altid har været lidt bange for dyr. Altså, ikke alle dyr, men dyr som for eksempel edderkopper og biller. Og der er så mange af dem i en skov”

Nu kan Peter ikke lade være med at grine lidt 

“Jamen, hvorfor er du bange for dem? De er da harmløse”

Det er de, men Valdemar har alligevel lidt en fobi overfor dem.

Det er ikke nemt at være Valdemar, men i det mindste har han et kongeligt navn.

“Er der ikke noget fjollet og irrationelt, som du er bange for?” spørger Valdemar Peter.

Dette er et spørgsmål, som Peter må tænke lidt over.

Er der noget, som han er bange for, men egentlig ikke har nogen grund til at være?

———-

Peter overvejer, om han skal være ærlig, og vise en mere sårbar side sig selv.

“Der er noget, jeg er bange for. Men det er ikke edderkopper eller andre insekter. 

Det er heller ikke flyskræk. Højdeskræk har jeg heller ikke.

Det, jeg er bange for, det jeg frygter allermest, her i livet, er at miste kontrollen. At miste alt, hvad jeg har. Den virksomhed, jeg har opbygget. 

De kompetencer, som jeg har tilegnet mig gennem årene. 

Hvis jeg lige pludselig ikke havde dem mere, så .. ja.. det er ikke et scenarie, jeg har lyst til at forestille mig”

Peters frygt er måske ikke en af de sjove, eller vildt irrationelle, men den er forståelig, og både Robert og Valdemar kan relatere til den.

Robert siger “Frygten for at miste kontrollen .. den kommer du nok aldrig helt af med”

Dette er ikke de mest opmuntrende ord, så Peter kigger mistroisk på ham, men dette opfanger Robert med det samme, og uddyber så

“Det er et menneskeligt behov at føle sig tryg.

At føle, at livet har en vis struktur og forudsigelighed, så det hele ikke ender i kaos. Og det er helt naturligt, at man gerne vil bevare det, man har opbygget eller tilegnet sig”

Dette er måske ikke nogen stor åbenbaring, men ikke desto mindre er det rart for Peter at høre en fundamental sandhed, som han kan forstå helt inde i sjælen.

“Hvis jeg lige pludselig mister alt .. hvem er jeg så? 

Hvem er Peter hvis han ikke har nogen penge, magt, indflydelse og projekter?” siger han. 

Dette er ikke noget, han forventer at få et svar på. Han lufter bare sine tanker.

Det er tydeligt at se, at han sjældent deler disse bekymringer med andre.

På en måde, er det dejligt at være ærlig. Det er befriende at sænke paraderne, og fortælle andre, hvad det er, man frygter allermest.

Ærlighed kan, hvis man anvender den på det rette tidspunkt, og sammen med de rette mennesker, styrke ens selvværd og tillid til omverdenen.

Peter har åbnet op, og dette er noget Valdemar har så stor respekt for, at han nu også selv beslutter sig for at være åben, og fortælle noget, som han kun 

sjældent deler med nogen.

“Peter, som du nok kan huske, står min bil i en af dine garager lige nu. Det er rigtig godt. Grunden til at jeg spurgte om det tidligere, var ikke bare fordi, at min bil har en vis affektionsværdi. 

Det er fordi, at jeg, i den bil, opbevarer et fotoalbum under et af sæderne.

Det er et album, som jeg næsten aldrig viser til nogen. De fleste af mine venner ved ikke engang, at jeg har det”

Peter og Robert er meget nysgerrige, og kan se, at Valdemar skal til at dele noget med dem, som han normalt holder hemmeligt. De respekterer hans mod, og sætter pris på den tillid, som han viser dem. 

“I det fotoalbum er der nogle billeder.. det er billeder af min ekskæreste.. ikke min sidste ekskæreste .. men én, som slog op med mig for fem år siden. Hun knuste mit hjerte. 

Men minderne har jeg stadig. De er ikke forsvundet. Og de billeder, vi tog sammen, dem har jeg også. Jeg kan ikke få mig selv til at smide dem ud”

Peter siger så “Okay. Det er jeg virkelig glad for, at du fortæller os. 

Robert, fordi han ved, hvor sårbar Valdemar er lige nu, giver et bekræftende nik og siger 

“Du holder fast i fortiden, fordi den er en del af dig. En del af din historie, som du ikke kan give slip på”

Valdemar har længe været bevidst om, at det er det, som det hele drejer sig om, og siger så 

“Ja.. det er sådan, det er. Jeg ved godt, at jeg aldrig kommer til at se hende igen. Og på en måde, er det også okay. Jeg er kommet videre med mit liv. Men alligevel .. så betyder de billeder virkelig meget for mig. 

Og hvis jeg smider dem ud.. så er det som om, jeg .. mister en del af mig selv”

Peter siger så “Det er ikke for at virke uforstående og følelseskold, men har du måske overvejet, at du giver de billeder for meget magt, når du insisterer på at beholde dem?

Er det ikke svært at komme videre, når du ikke vil sige farvel til fortiden? 

Valdemar sukker lidt og siger “Jo, måske .. men..det ved jeg ikke rigtigt, for at være helt ærlig.. jeg synes bare .. nej, jeg har ikke noget definitivt svar..”

Peter bliver lidt irriteret, for han vil gerne vide, hvad det er, der forhindrer Valdemar i at komme videre, men inden han når at sige noget, giver Robert ham et blik, der siger 

“Det er nu, du skal tie stille. Han har åbnet sig for os. 

Lad være med at fortælle ham, hvad han skal gøre”

Peter stopper sig selv, og siger så “Nå, men jeg tror også vi nærmer os.

Jeg tror, jeg vil spørge Tako, hvor langt der er endnu.”

Peter rejser sig, og går hen til Tako, som smiler og siger 

“Vi er der om et par minutter, Hr. S”

Imens dette sker, sidder Valdemar og Robert tilbage, og den sidstnævnte siger 

“Når det kommer til følelser, er der ikke noget, der er rigtigt og forkert. 

Det eneste, der betyder noget, er at du føler, du er i balance. Alt andet er lige meget”

Valdemar sætter pris på Roberts venlige ord, og siger så 

“Tak for det, Robert. Det var vist godt, at vi mødte dig. 

Du virker som en mand, der ikke bare er belæst, men også forstår livet og dets vanskeligheder” 

Robert siger “Hvad kan man sige.. livserfaring er da bestemt en fordel, som jeg nyder godt af, nu hvor mit liv langsomt lakker mod enden .. 

men tro mig, min ven.. der er stadig mange ting, som jeg ikke forstår. 

Og hele det her mysterium om jeres forfædre, er noget af det mest interessante, jeg har hørt om i lang tid.”

Valdemar siger så “Det er virkelig spændende. Tror du, at vi vil finde svar i skoven?”

Robert svarer så godt som han kan “Det tror jeg.. men samtidig, er jeg også overbevist om, at det ikke bliver nemt. 

Det vil være naivt, hvis vi bare forestiller os, at vi finder én person, som kan løse hele dette mysterium med et enkelt svar..

 

.. nej, jeg tror, at det kommer til at tage længere tid .. og måske er det ikke alle, som er interesserede i at hjælpe os.

Vi søger sandheden, og vil gøre alt for at komme til bunds i denne sag … 

..men nogle gange sker det, at andre mennesker, at visse skjulte kræfter, vil gøre alt, hvad de kan, for at vi ikke finder de svar, vi leder efter..”

Valdemar havde slet ikke overvejet denne mulighed, og siger så 

“Mener du, at der er nogle overnaturlige elementer, som vil komme til at spænde ben for os?”

Robert rømmer sig, og siger så “Jeg tror ikke, at vi skal forvente et møde med det overnaturlige .. 

men mennesker, helt almindelige mennesker, kan nogle gange finde på at gøre de mærkeligste ting .. og nogle er bedre til at holde på hemmeligheder end andre. Det er det, der gør det hele svært .. men det er også det, der gør det hele spændende.

Hvis du bare kunne åbne Google, og finde dit svar der, ville det jo ikke være så spændende.

Det har Robert ret i. At finde svaret er én ting, men det er selve rejsen, og de udfordringer som de møder på vejen, der gør det hele til en uforglemmelig oplevelse.

Nu siger Tako Yaki så “Okay. Vi er der næsten. Gør jer klar!”

Det gør de. De gør sig klar. 

Klar til at stige ud af bussen, klar til at stille spørgsmål, og klar til at finde sandheden.

Robert smiler, og i hans øjne ses små glimt, som udstråler en dyb livsglæde og begejstring

“Nu er vi her endelig. I den store skov. En skov som ingen andre.

Lad os finde de svar, vi alle søger.

Fortsættes..

Valdemars rejse, kapitel 5

Here is the corrected version of the text with all the necessary changes:

---

Skoven er et sted, hvor man kan slappe af og finde sig selv. Man kan opleve naturen, og det er derfor, at de fleste kommer her.  

Men det er ikke dette, som har motiveret Peter, Valdemar, Robert og Tako Yaki.  

De er kommet her for at finde svar.  

Rejsen var lidt lang, men i det mindste fik de en god snak på vejen.  

Tako Yaki strækker benene lidt. Nogle gange kan man få lidt ondt i benene af at køre bus.  

Dog strækker han dem på en diskret måde, så ingen lægger mærke til det.  

Robert, som er den ældste i vores smukke historie, siger så:  

“Normalt kan man bruge GPS til at finde det, man søger. Det kan vi ikke her.  

Vi skal finde en hytte.  

Det er ikke den hytte, som står beskrevet i bogen, men den kan bringe os lidt tættere på sandheden.”  

De andre siger ikke så meget og følger blot efter ham. De har tillid til Robert.  

Valdemar kigger rundt og prøver at slappe af, men det er ikke helt nemt. Hvad nu, hvis der lige pludselig kommer en edderkop og bider ham? Det er måske lidt irrationelt og urealistisk, men sådan er det tit med frygt; det giver ikke altid mening.  

Peter tænker lidt for sig selv:  

“Gad vide, om jeg snart finder ud af, hvor jeg kommer fra.. det ville være fantastisk.. men er jeg måske for utålmodig? Skal jeg forberede mig på diverse forhindringer?  

Jeg kan godt mærke, at det her ikke er ligesom at drive en forretning. Den slags er meget nemmere. Penge er noget, jeg forstår, og de forstår mig. Vi har et godt forhold til hinanden... men det her... det er noget helt andet.  

Jeg håber bare, at Robert er lige så vis, som han fremstår.”  

Visdom er en sjov størrelse. Det er noget, der kommer med tiden. Men tid er ikke nok. Man skal også have viden og erfaring.  

Så konklusionen må være, at hvis man er vis, betyder det, at man har haft den rette kombination af tid, viden og erfaring.  

Heldigvis for de nysgerrige sjæle skinner solen i dag, og der er ikke en sky på himlen.  

Vejret er på deres side. Det må være god karma, eller noget i den dur.  

God karma eller ej, nu sker der noget!  

Robert siger: “Stop! Kan I se den hytte på den anden side af søen? Det må være den, vi leder efter.”  

Nu går de rundt om søen.  

Efterhånden som de kommer tættere på hytten, kan de se, at den ikke har det alt for godt. Den minder lidt om Valdemars gamle bil (må den hvile i fred i en af Peters mange garager).  

Det er ikke en stor hytte.  

Hoveddøren er åben, og den lader til at være rådden.  

Kan det virkelig være rigtigt, at der bor nogen her?  

Der er ikke andet at gøre end at åbne døren og se, hvilke hemmeligheder hytten gemmer på.  

Valdemar er den første, der går ind. Han kan ikke se så meget. Der lader ikke til at være nogen lamper. Det er godt, at de kom midt på dagen.  

Tako Yaki tænker: “De kunne godt have pyntet lidt herinde. Måske med nogle neonlys.”  

Peter, som står lige bag Valdemar, siger så: “Jeg synes, at her er lidt støvet. Det er ikke så rart. Jeg tror, vi har at gøre med en forladt hytte. Det er utænkeligt, at nogen bor her.”  

Robert lukker øjnene, da det hjælper ham med at koncentrere sig, og siger så:  

“Der bor ikke nogen her. Men jeg kan mærke, at nogen har været her for nylig. Det er derfor, døren er åben. Måske vidste de, at vi ville komme.”  

Peter siger så: “Er du sikker på det?”  

Det er Robert ikke, men det fortæller han ikke til de andre.  

Nu hører de en lyd. Hvor kom den fra? Den kom udefra. Er det en person, som bor i hytten? Eller er det måske én, som kommer for at hente noget i den?  

Valdemar og de andre går udenfor og kigger sig rundt omkring.  

Til at starte med er der ikke nogen eller noget at se. Lidt skuffende... men så får Peter øje på en ung mand, der kommer gående. Han holder en stor, brun sæk i den ene hånd og en skovl i den anden. Hvad er det, han har tænkt sig at gøre?  

Der breder sig en lidt nervøs stemning, men heldigvis når den ikke at eskalere, da den unge mand, som forresten har et fint overskæg, lægger skovlen og sækken fra sig og siger:  

“Hej. Hvor kommer I fra? Er I faret vild?”  

Han lader heldigvis til at være normal, og dette er en lettelse.  

Valdemar siger: “Goddag. Vi er... ja, hvordan skal jeg sige det... vi er kommet her, fordi vi er nysgerrige. Vi havde håbet på at finde nogle svar i denne gamle hytte.”  

“Hvilke svar?” spørger den unge mand, en anelse forvirret.  

Valdemar forklarer, og efter cirka ti minutter forstår den fremmede, hvad det hele drejer sig om.  

“Nu er jeg med. Ja, sådan en gammel hytte passer godt ind i en mystisk fortælling. Det er forståeligt, at I troede, den kunne give jer svar… det kan den ikke helt, men...”  

Han holder en pause og drikker lidt vand. Lidt irriterende timing.  

Nu fortsætter han så:  

“Jeg bor selv her i skoven... og hvis I virkelig gerne vil se noget, som I aldrig har set før... så kom med mig... men I må love mig, ikke at fortælle det til nogen.”  

Det er altid svært at love noget, når man ikke ved, hvad der venter en, men de accepterer hans betingelse og følger efter ham.  

Valdemar siger så: “Jeg fik ikke fat i dit navn.”  

“Jeg hedder Janus Overgaard. Ja, det er det navn, jeg har nu. Engang for længe siden havde jeg et andet navn. Men jeg var nødt til at tage navneforandring...”  

Valdemar tænker lidt for sig selv: “Okay. Endnu et mysterium.  

Er det værd at spørge ind til, og finde ud af, hvilken historie denne mand har?”  

Han lader det ligge og vælger i stedet at fokusere på missionen.  

Robert, som går bagerst, tænker også lidt for sig selv:  

“Så vi fandt ikke noget i hytten. Men denne unge mand vil vise os vejen... spørgsmålet er bare: Vejen til hvad? Han lader til at have et godt hjerte, så jeg tror ikke, at han prøver at lokke os i en fælde... vi må se, hvad det er, når vi når frem.”  

Nu siger Janus: “Vi er der snart. Jeg må bede jer om ikke at tage nogle billeder. Det er vigtigt, at vi bevarer hemmeligheden.”  

De går langt ind i skoven. Længere end de fleste mennesker ville gå.  

Nu ser de røg. En røg, der langsomt bevæger sig over deres hoveder.  

Er der ildebrand et sted i nærheden? Er deres liv i fare? Nej. Røgens duft er god.  

Ingen ødelæggelse i luften, men masser af skabelse.  

Der er ingen fare på færde. Alt er godt. Og især hvis man vil se noget helt nyt, som de fleste mennesker ikke engang har hørt om.  

De tager et par skridt til, og Janus siger: “Nu er vi her. Det her er et sted, som kun de færreste har set med deres egne øjne... og endnu færre har hørt om.”  

Peter siger: “Hvad er det, jeg kan lugte? Er det oregano?”  

Det er det. Duften af oregano er ikke til at tage fejl af.  

Men det er ikke det eneste, de kan dufte.  

“Der er nogen, der bager noget!” siger Valdemar så.  

Janus smiler lidt. De besøgende er ved at regne den ud.  

Tako Yaki siger så: “Jeg kan se en ovn. Er det en rigtig ovn?”  

Det kan de alle se, at det er. Langt inde i skoven står en ovn. Og den er tændt.  

---

Let me know if you need any more revisions!

Skoven er et sted, hvor man kan slappe af og finde sig selv. Man kan opleve naturen, og det er derfor, at de fleste kommer her.

Men det er ikke dette, som har motiveret Peter, Valdemar, Robert og Tako Yaki.

De er kommet her for at finde svar.

Rejsen var lidt lang, men i det mindste fik de en god snak på vejen.

Tako Yaki strækker benene lidt. Nogle gange kan man få lidt ondt i benene af at køre bus.

Dog strækker han dem på en diskret måde, så ingen lægger mærke til det.

Robert, som den er ældste i vores smukke historie, siger så 

“Normalt kan man bruge GPS til at finde det, man søger. Det kan vi ikke her. 

Vi skal finde en hytte. 

Det er ikke den hytte, som står beskrevet i bogen, men den kan bringe os lidt tættere på sandheden”

De andre siger ikke så meget, og følger blot efter ham. De har tillid til Robert.

Valdemar kigger rundt, og prøver at slappe af, men det er ikke helt nemt. Hvad nu hvis der lige pludselig kommer en edderkop og bider ham? Det er måske lidt irrationelt og urealistisk, men sådan er det tit med frygt; Det giver ikke altid mening.

Peter tænker lidt for sig selv

“Gad vide, om jeg snart finder ud af hvor jeg kommer fra.. det ville være fantastisk.. men er jeg måske for utålmodig? Skal jeg forberede mig på diverse forhindringer? 

Jeg kan godt mærke, at det her ikke er ligesom at drive en forretning. Den slags er meget nemmere. Penge er noget jeg forstår, og de forstår mig. Vi har et godt forhold til hinanden.. men det her.. det er noget helt andet. 

Jeg håber bare, at Robert er lige så vis, som ham fremstår”

Visdom er en sjov størrelse. Det er noget som kommer med tiden. Men tid er ikke nok. Man skal også have viden.. og erfaring. 

Så konklusionen må være, at hvis man er vis, betyder det, at man har haft den rette kombination af tid, viden og erfaring.

Heldigvis for de nysgerrige sjæle, skinner solen i dag, og der er ikke en sky på himlen.

Vejret er på deres side. Det må være god karma, eller noget i den dur.

God karma eller ej, nu sker der noget!

Robert siger “Stop! Kan I se den hytte på den anden side af søen? Det må være den, vi leder efter”

Nu går de rundt om søen.

Efterhånden, som de kommer tættere på hytten, kan de se, at den ikke har det alt for godt. Den minder lidt om Valdemars gamle bil, (må den hvile i fred i en af Peters mange garager)

Det er ikke en stor hytte. 

Hoveddøren er åben, og den lader til at være rådden. 

Kan det virkelig være rigtigt, at der bor nogen her?

Der er ikke andet at gøre, end at åbne døren, og se, hvilke hemmeligheder hytten gemmer på.

Valdemar er den første, der går ind. Han kan ikke se så meget. Der lader ikke til at være nogen lamper. Det er godt, at de kom midt på dagen. 

Tako Yaki tænker “De kunne godt have pyntet lidt herinde. Måske med nogle neonlys” 

Peter, som står lige bag Valdemar, siger så “Jeg synes, at her er lidt støvet. Det er ikke så rart. Jeg tror, vi har at gøre med en forladt hytte. Det er utænkeligt, at nogen bor her”

Robert lukker øjnene, da det hjælper ham med at koncentrere sig, og siger så 

“Der bor ikke nogen her. Men jeg kan mærke, at nogen har været her for nylig. Det er derfor døren er åben. Måske vidste de, at vi ville komme”

Peter siger så “Er du sikker på det?”

Det er Robert ikke, men det fortæller han ikke til de andre.

Nu hører de en lyd. Hvor kom den fra? Den kom udefra. Er det en person, som bor i hytten? Eller er det måske én, som kommer for at hente noget i den?

Valdemar og de andre går udenfor og kigger sig rundt omkring.

Til at starte med, er der ikke nogen eller noget at se. Lidt skuffende.. men så får Peter øje på en ung mand, der kommer gående. Han holder en stor, brun sæk i den ene hånd, og en skovl i den anden. Hvad er det, han har tænkt sig at gøre?

Der breder sig en lidt nervøs stemning, men heldigvis når den ikke at eskalere, da den unge mand, som forresten har et fint overskæg, lægger skovlen og sækken fra sig, og siger 

“Hej. Hvor kommer I fra? Er I faret vild?”

Han lader heldigvis til at være normal, og altså er der ikke noget at frygte. 

Valdemar siger “Goddag. Vi er .. ja, hvordan skal jeg sige det.. vi er kommet her, fordi vi er nysgerrige. Vi havde håbet på at finde nogle svar i denne gamle hytte”

“Hvilke svar?” spørger den unge mand, en anelse forvirret.

Valdemar forklarer, og efter cirka ti minutter, forstår den fremmede, hvad det hele drejer sig om.

“Nu er jeg med. Ja, sådan en gammel hytte passer godt ind i en mystisk fortælling. Det er forståeligt, at I troede den kunne give jer svar … det kan den ikke helt, men..”

Han holder en pause, og drikker lidt vand. Lidt irriterende timing.

Nu fortsætter han så 

“Jeg bor selv her i skoven.. og hvis I virkelig gerne vil se noget, som I aldrig har set før.. så kom med mig .. men I må love mig, ikke at fortælle det til nogen”

Det er altid svært at love noget, når man ikke ved, hvad der venter en, med de accepterer hans betingelse, og følger efter ham.

Valdemar siger så “Jeg fik ikke fat i dit navn”

“Jeg hedder Janus Overgaard. Ja, det er det navn, jeg har nu. Engang for længe siden havde jeg et andet navn. Men jeg var nødt til at tage navneforandring..”

Valdemar tænker lidt for sig selv “Okay. Endnu et mysterium. 

Er det værd at spørge ind til, og finde ud af hvilken historie denne mand har?”

Han lader det ligge, og vælger i stedet at fokusere på missionen.

Robert, som går bagerst, tænker også lidt for sig selv

 

“Så vi fandt ikke noget i hytten. Men denne unge mand vil vise os vejen.. spørgsmålet er bare: Vejen til hvad? Han lader til at have et godt hjerte, så jeg tror ikke, at han prøver på, at lokke os i en fælde.. vi må se, hvad det er, når vi når frem”

Nu siger Janus “Vi er der snart. Jeg må bede jer om ikke at tage nogle billeder. Det er vigtigt, at vi bevarer hemmeligheden”

De går langt ind i skoven. Længere end de fleste mennesker ville gå. 

Nu ser de røg. En røg, der langsomt bevæger sig over deres hoveder.

Er der ildebrand et sted i nærheden? Er deres liv i fare? Nej. Røgen duften godt. 

Ingen ødelæggelse i luften, men masser af skabelse. 

Der er ingen fare på færde. Alt er godt. Og især hvis man vil se noget helt nyt, som de fleste mennesker ikke engang har hørt om.

De tager et par skridt til, og Janus siger “Nu er vi her. Det her er et sted, som kun de færreste har set med deres egne øjne.. og endnu færre har hørt om”

Peter siger “Hvad er det, jeg kan lugte? Er det oregano?”

Det er det. Duften af oregano er ikke til at tage fejl af. 

Men det er ikke det eneste, de kan dufte. 

“Der er nogen, der bager noget!” siger Valdemar så.

Janus smiler lidt. De besøgende er ved at regne den ud.

Tako Yaki siger så “Jeg kan se en ovn. Er det en rigtig ovn?”

Det kan de alle se, at det er. Langt inde i skoven står en ovn. Og den er tændt. 

En ovn i skoven. En gylden ovn. Og den er tændt. Der er noget inde i den.

-

Kapitel 18: 

Invasioner er sjældent fredelige, og denne er ingen undtagelse.

Mirakeløen er blevet invaderet af Dræbernisser.

Det er ikke bare en lille hær, som den Dybfrossen, Isdjævelen, Gudeskøn og Julemanden stødte på i Canada, nej, det er alle dræbernisserne, der er kommet til Mirakeløen.

Vores tre venner, Dybfrossen, Isdjævelen og julemanden sidder inde i en fængselscelle.

Ud af et lille vindue, kan de se dræbernisserne rende rundt i gaderne. De spreder rædsel, og skræmmer de lokale.

Det er et meget trist syn.

Julemanden kan ikke forstå, hvordan de har fundet Mirakeløen. Kunne det mon være, at de har fulgt Julemandens kane? 

Eller har de måske en spion her på Mirakeløen?

Dræbernisserne er så organiserede, at de sikkert har op til flere spioner rundt omkring i verden.

Intet er umuligt for dem. 

Julemanden ved godt, at det ikke er den bedste situation, de befinder sig i, men som den evige optimist og glædespreder han er, vælger han at sige 

"Mine venner, der er noget, jeg helt har glemt. Mine rensdyr er ikke blevet taget til fange. De er stadig derude..ja, et eller andet sted. Jeg sagde, at de kunne hvile sig, men jeg er sikker på, at de vågnede, da dræbernisserne ankom til Mirakeløen"

Isdjævelen tænker lidt over det, som julemanden har sagt, og siger så  

"Godt, at du kom i tanke om det, julemand! Men.. hvor er de? Det er spørgsmålet..enten slås de mod nogle dræbernisser, eller også har de gemt sig et eller andet sted."

Dybfrossen kommer i tanke om, hvad Julemanden gjorde sidste gang de var i knibe, og rensdyrene kom og reddede dem.

"Julemand, er der ikke noget med, at du har en lille fløjte, som kun dine rensdyr kan høre?"

Julemanden svarer "Det er rigtigt, Dybfrossen. Det er den vi skal bruge nu. Jeg finder den lige frem."

Dybfrossen og Isdjævelen venter på, at Julemanden finder sin fløjte frem.

--- MACIEJ MAY 7TH 2022--

De håber virkelig på, at rensdyrene kan komme og redde dem - selvom det er lidt træls at blive reddet af nogle planteædere - ja, det tænker Isdjævelen i hvert fald.

Han har altid forholdt sig lidt arrogant i forhold til planteædere, og de har altid diskrimineret ham på grund af hans navn, men her på det seneste, har han indset, at nogle af dem også kan være meget nyttige.

Julemanden pifter i sin fløjte. 

Isbjørnene kan ikke høre den, og det samme gælder Julemanden, men det er lige meget, da rensdyrene sagtens kan høre den. Deres hørelse er meget bedre end de fleste andre dyrs. 

Nu er spørgsmålet så bare: Kommer de? Er de mon også blevet taget til fange af dræbernisserne eller har deres mægtige styrke været nok til at slippe væk fra de farlige, diabolske væsener? 

"Godt nyt!" lyder det fra Julemanden

"Jeg kan se mine rensdyr! De er på vej!"

Dybfrossen og Isdjævelen giver hinanden fem, mens Julemanden smiler fornøjet.

Det er næsten så godt, at man får lyst til at ryge en fed, men Dybfrossen behersker sig, og tænker "Det må vente til senere".

Rensdyrene er nu ude foran vinduet til den lille fængselscelle. 

De sparker alle til den tykke mur, og efter ca. 20 sekunder har de ødelagt den så meget, at Julemanden, Dybfrossen og Isdjævelen kan sparke resten væk. Holdarbejde er nu engang en skøn ting.

Rensdyrene har taget kanen med, så julemanden giver dem en anerkendende tommelfinger opad.

De hopper alle op i kanen, og kigger så ned på byen.

Der er kaos og krig. Dræbernisserne er bevæbnede og hurtige, de tager uskyldige væsener til fange. Langt de fleste af Mirakel-øens indbyggere kan ikke forsvare sig selv, og må overgive sig til de onde krigere, for ikke at blive slagtet.

Isdjævelen tænker så "Hmm, jeg synes Gudeskøn sagde noget om, at enhjørninger er så gode til at slås..men jeg kan næsten ikke se nogen her..er det mon fordi de er bange for dræbernisserne..?"

Isbjørnen kan ikke helt forstå det, så i stedet siger han til sin bror 

"Dybfrossen, det her bliver vores livs kamp. Det er godt, at jeg allerede kender dræbernisserne, og derfor har jeg en nogenlunde idé om hvordan de slås, men det er ikke nok. Vi må virkelig holde fokus her, hvis vi skal besejre dem..og forhåbentlig uden nogen blodsudgydelser.”

Selvom deres konge, Superhersk, valgte at burre vores tre venner inde, kan de ikke bare se til, mens Dræbernisserne hærger dette smukke land.

Det ville være forkert ikke at gøre noget.

De flyver af sted i kanen, langsomt henover byen, og kigger ned for at finde et godt sted, hvor de kan parkere kanen.

Endelig finder de så en åben plads, hvor der lader til at være en masse dræbernisser.

Julemanden lander kanen på jorden, og de stiger alle tre ud af den.

Der er mange dræbernisser.

Julemanden siger 

"Der er 130 dræbernisser i alt. Vi må passe på. De er gode til at samarbejde, og mange af dem er stærkere end mig. Ja, endda stærkere end Isdjævelen."

Disse ord ville nok gøre de fleste lidt nervøse, men ikke Isdjævelen.

Han er fast besluttet på at besejre disse farlige og morderiske væsener, så han siger

"De er stærke, men så længe vi holder sammen, skal det nok lykkes os at besejre dem. “

Han tror på en sejr, men er samtidig også trist over at ty til vold endnu en gang. Isdjævelen kan godt lide at slås, men ikke når det er et spørgsmål om liv eller død. Han ønsker ikke længere at skade nogen.

De tre venner kigger på hinanden, og begynder så at slås mod dræbernisserne.

Det er en stor fjende de møder, og dræbernisserne er talrige, men Dybfrossen, Isdjævelen og julemanden har heldigvis allerede lidt kendskab til deres kampteknik og dette øger deres chancer for en sejr.

Kampen står på i flere timer. Den er hård og udmattende, men vores helte giver ikke op.

Et godt stykke væk fra den åbne plads, finder vi Gudeskøn inde i kongens palads. Hun kigger bekymret ud af vinduet, mens kongen sidder på sin trone, med sit vinglas i hånden og beklager sig 

"Åh, hvor er det træls med al den vold udenfor. De der dræbernisser er da vist ikke helt normale oppe i hovedet. Nå, vi må håbe at de snart tager hjem igen, for det er lidt kedeligt bare at blive herinde i paladset. Jeg kan ikke bare blive siddende her og lave ingenting.”

Gudeskøn hører næsten ikke hvad kongen siger. Hun tænker nemlig på Dybfrossen

"Det er synd for ham. Hvorfor skulle jeg absolut prøve at bringe mig selv ære ved at lokke ham herop? Tanken om at have en masse isbjørne som kæledyr er ikke engang særlig tiltalende. Jeg skammer mig virkelig over det her..Dybfrossen har sådan et godt hjerte..og jeg misbrugte bare hans tillid.."

Kongen kan se, at hun ikke lytter til ham, og da han er vant til at folk lytter til hvert eneste ord han siger, bliver han lidt utålmodig og siger så 

"Gudeskøn..

Gudeskøn! Hvad tænker du på?"

Hun svarer ikke på hans spørgsmål, men siger i stedet 

"Vores land er blevet invaderet. Det er dræbernisserne, der på en eller anden måde har fundet vores vidunderlige land, og nu er de i gang med at ødelægge det."

Kongen synes, at Gudeskøn overdriver lidt, så han siger 

"Du bekymrer dig for meget. Jeg er sikker på, at de snart bliver trætte og tager hjem."

Gudeskøn ryster på hovedet. 

"Man skal aldrig undervurdere sin fjende" siger hun til ham.

Det har hun ret i.

Dræbernisserne er farlige, og meget stærkere end kongen tror.

I det mindste, har han ikke fundet ud af, at hans fanger er sluppet ud af fængslet. 

Det ironiske er selvfølgelig, at de kæmper for hans land, på trods af hvad han har gjort imod dem.

Dybfrossen, Isdjævelen og julemanden har kæmpet i flere timer, og de er ved at være udmattede. Det er hårdt, og de har virkelig brug for et hvil.

Hvis bare de kunne få lidt hjælp, hvis nogen kunne gøre det lidt lettere for dem.

Der er væsener derude, som gerne vil hjælpe. Det er der ingen tvivl om.

Og nu sker der endelig noget godt..hjælpen er på vej..

Det bedste ville selvfølgelig være, hvis dræbernisserne bare overgav sig, men når nu det ikke sker, kan man jo altid håbe på et andet mirakel.

Og det andet mirakel får vi så lige her..

Det er næsten ikke til at tro, og mange tror de drømmer, men nu kommer en hær af isbjørne flyvende i en masse luftballoner..

Fortsættes..

-- MACIEJ MAY 14TH 2022--

Enhjørningen og isbjørnen kapitel 19

-------

Situationen er meget alvorlig. Dræbernisserne hærger Mirakeløen, og selvom Dybfrossen, Isdjævelen og Julemanden kæmper en brav kamp, er deres kræfter ved at være udtømt.

Heldigvis er en kæmpe hær af isbjørne netop ankommet til Mirakeløen.

Mere end 120 isbjørne kommer nu det stakkels land til undsætning.

Dybfrossen og Isdjævelen er overraskede, men også glade 

"Far og mor!" råber de i kor.

Ja, det er naturligvis hele deres familie, og nogle nære venner, som er kommet for at hjælpe indbyggerne på Mirakeløen med at besejre de farlige dræbernisser.

Deres far hedder Kølig-Kurt, og deres mor hedder Vinter-Vera.

De er glade for at se deres to sønner igen, også selvom omstændighederne er lidt triste.

Dybfrossen og Isdjævelen løber hen til dem, efter de er landet, og krammer dem.

"Hvor er jeg glad for at se jer" siger Dybfrossen og fortsætter.

"Der er ingen tid at spilde. Dræbernisserne er gået helt bersærk. Jeg ved ikke hvorfor, men de har besluttet sig for at overtage Mirakeløen her. Vi bliver nødt til at stoppe dem."

Isdjævelen nikker, og siger så 

"Dybfrossen har ret. Nisserne er endnu farligere end før. De har forbedret deres kampteknik. Heldigvis er julemanden her også, så han hjælper os."

Kølig-kurt siger "Mine sønner, jeg er stolt af jer. Tænk, at I er modige nok til at slås mod disse dræbernisser. Jeg er virkelig imponeret over jer. Især dig, Isdjævelen. Jeg vidste, at du nok skulle komme til fornuft en dag. Jeg er glad for at se, at du har lagt din mørke fortid bag dig."

Isdjævelen siger "Tak, far..men inden vi går i gang, er der lige noget jeg bliver at spørge jer om. Hvordan fandt I ud af, at vi var heroppe?"

Kølig-kurt ler lidt, og svarer så på sin søns spørgsmål "Åh, Isdjævelen, det var slet ikke så svært. Din mor og jeg kunne godt fornemme, at du og Dybfrossen ikke længere befandt jer i Grønland. Det var nærmest som om, vi kunne lugte det. Måske var det fordi luften føltes så ren. Jeg kunne næsten ikke lugte noget pot. Og da vi så dræbernissernes store hær forlade Grønland, vidste vi, at noget var galt, så vi fulgte efter dem."

Isdjævelen synes, det lyder meget logisk, men ved også, at de bliver nødt til at skynde sig, hvis de skal besejre dræbernisserne.

De fire isbjørne, Dybfrossen, Isdjævelen, Køligkurt og Vintervera, samt alle de andre isbjørne råber "Del og hersk!" i kor, og går så i gang med at nedlægge dræbernisserne.

Kampen er stadig hård, men nemmere end før.

Dræbernisserne har ikke forberedt sig på så mange isbjørne, og selvom deres blodtørst gør dem til nogle formidable krigere, er de i undertal, og de begynder at tvivle på deres egen sejr.

Deres leder, som hedder Ultra-mord, kravler op i et tårn, stiller sig på toppen af det, og råber ud til alle sine mednisser

medmennesker 

medsammensvorende

"Mine kære dræbernisser! Isbjørnene er kommet her for at uskadeliggøre os, men det skal de ikke slippe godt fra. Nej, vi ved, at sejren er vores. Lad bare de naive, hvide væsener tro, at de kan vinde, lad dem bare tro det..i den sidste ende, er det os, som vinder denne krig. Vi vil overtage dette land, og VI..vi vil få verdensherredømmet!" 

Disse ord inspirerer dræbernisserne. De genvinder deres kræfter, og kampen bliver nu lidt hårdere for vores modige isbjørne, som nægter at give op.

Alt imens dette sker, står Gudeskøn og Kong Superhersk og observerer begivenhederne fra hans palads.

Gudeskøn føler, at det hele er meningsløst. 

"Dræbernisserne ødelægger vores land!" siger hun til kongen, med en røst i sin stemme.

Kong superhersk kigger ud af vinduet og siger så 

"Ja..du har måske ret..de er ret aggressive, de dræbernisser..men bare rolig..jeg er sikker på, at isbjørnene nok skal klare det her problem for os..og når de har gjort det, vil vi tage dem alle sammen til fange, og gøre dem til vores kæledyr!"

Gudeskøn synes ikke længere, at tanken om disse kæledyr lyder som en god ide.

Hun siger så 

"Vi smed dem i fængsel. Jeg forrådte en god ven. Og alligevel kæmper de for os. Det må da tælle for et eller andet. Tænk på, at de er villige til at ofre sig for os, selvom vi har forsøgt at narre dem!"

Superhersk sipper igen lidt på sit vinglas, og siger så 

"Gudeskøn..nogle gange, er man som konge nødt til at træffe nogle svære valg. Tingene er ikke altid så enkle. Nogle gange, er man nødt til at træffe nogle upopulære beslutninger. Det er ikke nemt at være magtfuld"

-- MACIEJ JUNE 19TH 2022--

Gudeskøn ved ikke, hvad hun skal sige. 

Hun kigger fortsat ud af vinduet.

"Jeg håber på det bedste..måske skulle jeg have været regent for vores land, og ikke dette selvglade firben.." tænker hun for sig selv.

Tilbage på den store plads er kampen mellem dræbernisserne og isbjørnene stadig i gang.

Beboerne på Mirakeløen har overladt kampen til deres gæster, og gemt sig nede i deres kældre.

De ved godt, at de ikke har en chance mod de farlige nisser.

Isbjørnene dominerer kampen, og dræbernisserne kan mærke presset.

Julemanden får øje på deres leder, Ultramord, og følger efter ham.

Det er som om, Ultramord gerne vil væk fra den store kamp. Måske er han bange for at slås?

Julemanden følger efter ham, og ender så oppe på et tag.

Ultramord ser så, at julemanden har fulgt efter ham og siger 

"Nå..er det dig igen? Du giver ikke så let op. Har du ikke forstået, at vi aldrig vil komme hjem igen? Det er din skyld, at vi er blevet sådan her. Vi var bare nogle helt almindelige nisser. Vi ville bare gerne have lidt opmærksomhed..men du havde ikke tid til os. Du havde alt for travlt..dig og dine joints..og din forpulede juleaften..hvad med os, dine børn? Synes du ikke, at du burde have tilbragt lidt mere tid sammen med os? "

Julemanden ved, at Ultramord har ret, men samtidig ved han også, at det ikke nytter noget at give efter for mørket. 

Nyttig 

-- MACIEJ 

"Ultramord, vi ved begge, at jeg ikke var en særlig god far. Faktisk var jeg en rigtig dårlig far. Jeg skulle have været der for jer. Det skulle jeg virkelig. MEN! Når det så er sagt, så hører det altså fortiden til. Der er ikke noget, jeg kan gøre ved det nu. Det er flere årtier siden, I flyttede hjemmefra. Jeg troede bare, at I havde brug for lidt plads. Jeg vidste ikke, at I var ved at danne en ond organisation."

Dræbernissen kan, på trods af alt det had som har fordærvet hans hjerte, stadig føle noget. 

Han er ikke så kold, som han selv påstår. 

Julemanden fortsætter så sin lange tale

"Alle de ting I gør nu..den ødelæggelse I forårsager..den er..til at tilgive."

Disse ord havde Ultramord ikke ventet at høre, men da han er i chok, kan han ikke formulere en ordentlig sætning, så julemanden fortsætter 

"Måske tænker du at..alle de ting, I har gjort, er så forfærdelige, at I aldrig kan komme tilbage til lyset..måske har I tanker om, at jeg ikke elsker jer mere..men ved du hvad, Ultramord? Jeg elsker jer stadig..på trods af alle de ting, I har gjort..I er stadig mine børn, og jeg er villig til at tilgive jer.."

Ultramords hårde facade er væk nu. Han kan ikke foregive at være fyldt med had, når hans fars ord har rørt ham så meget.

Han kan mærke, at en tåre er på vej ned ad hans kind, men han stopper den, da han ikke vil have at julemanden ser det.

Julemanden behøver dog ikke at se nogen tårer, for at kunne tyde hvordan hans søn har det.

"Min dreng, det er okay. I har min tilgivelse. Hvad siger du? Er du klar til at komme hjem?"

Ultramord ved ikke, om han kan vende hjem. Nu har han gjort så mange ting, at han måske aldrig kan blive en almindelig nisse igen.

Han stiller julemanden et spørgsmål

"Nå..du snakker meget. Du har vel fat i en ting eller to..hvordan har de fredelige nisser det? Er de bange for os? Er de sure på os?"

Julemanden ler lidt af spørgsmålet, og svarer 

"Nej, det er de bestemt ikke. For et par dage siden, snakkede jeg med Dejlig-Dan, og ved du hvad han sagde til mig? Han sagde "Far, jeg håber at du kan få Ultramord, Ægtekaos, Snavsethånd, og alle de andre nisser til at komme hjem igen. Jeg savner dem."..det sagde han..og din søster Herlig-Hilda var enig med ham. De savner jer, Ultramord. Kom hjem igen."

Nu kan Ultramord ikke holde tårerne tilbage mere. 

De triller ned ad hans kind, og han siger "Okay..far..jeg kommer hjem igen.."

Julemanden giver ham et ordentligt kram. Dette er deres første kram i mere end 20 år.

Ultramord siger så "Men først er der lige noget jeg skal ordne.."

Fortsættes..

Isbjørnen kapitel 20.

Julemanden er glad for, at hans søn endnu en gang har åbnet sit hjerte. Han glæder sig til at fejre jul med alle de børn, som han ikke har set i flere år.

Der er ingen tvivl om, at Ultramord har rigtig dårlig samvittighed over alle de ting, han har gjort, men nu hvor hans far har tilgivet ham, føler han, at han har styrken til at komme tilbage til lyset.

Nissen kravler ned ad taget, og finder så det tårn, hvorfra han før talte til alle dræbernisserne.

Han kravler endnu en gang op ad det, stiller sig på toppen og kigger ud på den store plads, hvor alle dræbernisserne er i gang med at slås mod isbjørnene.

Han tænker "Dette kaos må ende nu."

Så tager han en dyb indånding og siger

"Mine brødre..og søstre..julemanden og jeg har lige haft en interessant snak. Han snakkede om tilgivelse..noget som ikke altid er nemt..han sagde, at vi ikke behøver at være bange længere..at vi godt kan komme hjem..alle de ting, som vi har gjort..hvor forfærdelige de end måtte være.. er alle sammen til at tilgive..julemanden..vores far, har fortalt mig, at de andre nisser savner os..og I ved alle hvad dette betyder!" 

Dræbernisserne tænker over hans ord. De ved godt, hvad han mener.

Det er svært for dem at tro. Kan julemanden virkelig tilgive dem?

Snavsethånd siger "Lad os vende hjem!" og tre andre nisser siger "Ja, lad os det!"

Ægtekaos råber "Endelig kan vi vende hjem igen!" og ti andre nisser råber det samme.

Den gode stemning breder sig, og efter et par minutter, er alle nisserne blevet overbevist: De kan trygt vende hjem igen.

Ultramord, som højst sandsynligt vil tage navneforandring meget snart, siger så 

"Det er besluttet. Vi vender alle hjem i dag!"

Alle nisserne klapper og jubler.

De føler en form for lettelse.

Det er så dejligt at give slip på deres had. Det er en befriende følelse.

Isbjørnene er også glade for at høre dette, så de giver nisserne hånden, eller poten, og siger "Tillykke. Og velkommen tilbage til Grønland!"

Der er god stemning, og julemanden stiller sig så ved siden af Ultramord oppe på tårnet, og siger "Det er godt at se jer igen, mine børn!".

Alle er glade, alle er tilfredse. 

Ja, alle på nær et..individ.

Kong Superhersk har hørt Ultramords tale, og siger så 

"Ja..det var en god tale. Tillykke til alle jer nisser. Jeg er glad på jeres vegne. Men lad os nu ikke glemme isbjørnene. I skal alle sammen blive mine kæledyr. Det har jeg allerede bestemt."

Isbjørnene kigger meget skeptisk på kongen, som har sat sig på en høj sten, midt på den åbne plads 

Køligkurt siger "Dine manerer er vist ikke de bedste.."

Dybfrossen overtager, og siger så 

"Kong Superhersk..du er en meget ambitiøs konge..det må jeg give dig..din ide med, at tage alle os isbjørne til fange og gøre os til dine kæledyr var en meget..interessant ide..yderst fascinerende..men jeg tror bare, at du må se sandheden i øjnene: Vi er ikke interesserede i at være nogens kæledyr, og hvis du nu skal være helt ærlig med dig selv, så vil du da heller ikke have en masse hvide bjørne i dit land, vil du?"

Superhersk føler sig lidt dum. Dette har muligvis noget at gøre med, at alle kigger på ham.

Der er ikke nogen tilbage, som støtter hans forslag. Ikke engang Gudeskøn støtter det, så hun siger 

"Det med at tage levende væsener til fange..at tæmme dem..at gøre dem til kæledyr..det er altså ikke verdens bedste ide. Kong Superhersk, jeg foreslår at du indgår en fredsaftale med isbjørnene."

Superhersk kigger på hende, som om hun er tosset. 

Han synes på ingen måde, at det lyder som en god ide.

Dybfrossen siger så "Gudeskøn, du er genial."

Der bliver helt stille.

Dybfrossen hvisker så lidt til sin bror Isdjævelen, som så hvisker til deres forældre, som så hvisker til de andre isbjørne.

Efter et par minutter, siger de så 

"Ja. Vi har lige diskuteret Gudeskøns forslag om at indgå en fredsaftale, og vi er blevet enige om, at du skal skrive under på dette stykke papir."

De viser Superhersk et stykke papir, hvorpå der står en fredsaftale.

Kongen kommer hen til isbjørnene, og læser kontrakten 

"Mirakeløen vil ikke længere forsøge at bortføre, skade, lyve overfor eller på nogen anden måde behandle isbjørnene på en måde, som de pragtfulde, hvide væsener ikke bryder sig om. Overtrædelse af denne aftale kan føre til fængsling."

Modvilligt skriver han under på den, og siger 

"Okay..nu har jeg skrevet under på den..jeg var ikke meget for det.."

"Godt!" siger Dybfrossen.

Isbjørnene er tilfredse med denne fredsaftale. 

Deres næste mission bliver at stoppe den globale opvarmning, men det må vente til en anden gang.

Dybfrossen kigger på sin bror og siger

"Jeg har en god ide"

Dybfrossen bevæger sig igennem den store folkemasse og stiller sig op på den høje sten, hvor Kong Superhersk stod før 

"Isbjørne..nisser..enhjørninge..firben..køer..drager..slanger..hvad siger I til at fejre denne herlige stund?"

Stemningen er god, og alle er glade. Selvfølgelig vil de fejre den.

Det har været en hård kamp. De fortjener et hvil.

Dybfrossen udveksler et par blikke med sin familie. Hans forældre nikker, og giver de andre isbjørne besked på at uddele små gaver til alle på den store plads.

De deler gaverne ud, og det tager lidt tid, da der er flere hundrede væsener samlet her, men efter fem-seks minutter er det klaret, og Dybfrossen siger 

"Nå, er I klar?"

Alle væsenerne ser meget glade ud. De smiler og siger 

"Ja!"

Dybfrossen smiler med et glimt i øjet, og siger så

"Lad os ryge den fede.."

Nu sidder de alle sammen på den store plads og ryger den fede. Nisser, isbjørne, enhjørninge, dværge, drager, firben, køer, og slanger.

Det er i sandhed et herligt syn.

Gudeskøns forældre er der også, og de hilser på deres datters nye venner

"Goddag, mit navn er Yndig-Ida, og jeg er Gudeskøns mor. Tak, for at have passet så godt på hende."

Hendes far siger så 

"Og jeg er Gudeskøns far, Fantastisk-Frans. Det er mig en ære at møde jer"

Dybfrossen og Isdjævelen hilser på dem.

Der findes ikke noget bedre end at ryge en fed sammen med gode venner, og vide at man har vundet en hård kamp.

De nyder alle sammen freden, og føler de har fortjent den, efter alt det de har været igennem.

Det er et smukt øjeblik, og det kan være svært at sætte ord på det, men Gudeskøn prøver

"Dette er det bedste øjeblik i mit liv" siger hun til Dybfrossen.

Den skæve isbjørn føler endelig, at han er tilbage i sit rette element, og siger 

"Gudeskøn, jeg ved præcis hvordan du har det. Dette har været en spændende rejse..vi har set mange ting..haft fantastiske oplevelser..de sidste par dage har været uforglemmelige..jeg vil aldrig glemme dem..vil aldrig glemme dig..og alle de ting vi har været igennem sammen..det gode og det onde..det kolde og det varme..jeg fortryder intet..dette har været..et koldt eventyr"

SLUT

Ting der kan uddybes/forlænges mere:
Dræbernissernes planer 

Dræbernisserne når de ødelægger Dybfrossens iglo 

Gudeskøns motivation for at skaffe kongen isbjørne

Vores venners ankomst til og første indtryk af Mirakel-øen

Dybfrossen og Isdjævlens forældre, hvor de snakker om deres sønner