Så den tidligere borgmester lever under jorden, og ifølge ham selv, har det noget at gøre med den nuværende borgmester.
Den havde ingen af de tre set komme.
"Så du er altså hernede på grund af noget, den nuværende borgmester har gjort?" spørger Emil.
Den beskidte mand vender det hvide ud af øjnene, og svarer
"Ja, selvfølgelig er jeg det. Det kan da umuligt komme bag på nogen. Sådan fungerer det i politik."
Der hersker en stor forvirring lige nu.
Olivia spørger så manden hvad han hedder, og han svarer med sin stemme, der lader til at være lidt slidt
"Jeg hedder Jakob Hækkerup. I tre følger vist ikke så meget med i lokalpolitik, gør I?"
Det er sandt. Det gør de ikke.
Klavs har også noget, som han vil spørge Jakob om, men inden han når det, siger den tidligere borgmester "Ja, undskyld mig, men jeg skal lige på toilettet."
Tilbage står de tre, og undrer sig over hvad der har tvunget denne mand under jorden - bogstavelig talt.
Olivia siger "Det er lidt mystisk. Tror I det har noget med korruption at gøre?"
Emil og Klavs trækker begge på skuldrene, og ved ikke, hvad de skal tro.
De ved ikke så meget, og kan kun gætte.
Klavs kommer med en teori "Måske har det ikke noget at gøre med den nuværende borgmester. Måske lyver Jakob om det."
Emil er ikke enig med Klavs, og siger så
"Nej, han virker meget oprigtig og ærlig, men måske tager han svampe eller sådan noget, eller måske lider han af en eller anden psykisk sygdom, der gør det svært for ham at tænke klart."
De spekulerer og diskuterer hvordan det hele eventuelt hænger sammen, men stopper da de hører at Jakob er på vej tilbage.
Han kommer hen til de tre, og siger
"Ja, så jeg håber I har haft en god snak om mig, mens jeg var væk. Det er da dejligt, at der er nogen, der gider skænke mig en tanke. Den slags sker sjældent nutildags.
Nu går det op for de tre, at Jakob måske også er lidt ensom.
Det giver naturligvis også meget god mening, hvis han bor alene under jorden.
Hvordan han tilbringer sine dage, hvem han snakker med, og hvad han spiser, tør de slet ikke tænke på, da de har en forventning om, at den virkelighed han lever i, nok er mere bizar end hvad de kan klare.
Nysgerrigheden er der stadig, men de har på fornemmelsen, at jo mere de finder ud af om Jakob, desto flere spørgsmål vil de have, og hvad end der har tvunget ham under jorden, er det ikke noget, som de ønsker at blive involveret i.
Ingen har rigtig lyst til at sige til Jakob, at hans blotte tilstedeværelse faktisk ikke er særlig rar, men Olivia starter med at sige, at hun lige vil tjekke noget graffiti, som hun så henne på en væg.
Under det påskud, forlader hun nu Jakob, Emil og Klavs, som står tilbage, og egentlig ikke udveksler så mange ord, da de ikke ved, hvad det vil føre til.
Jakob siger så "Jeg ved godt, I er nysgerrige, men jeg ved også I er bange. Det kunne jo være, at I også ville få problemer, hvis I fandt ud af, hvorfor jeg er endt hernede, ikke?"
Klavs tænker, at selvom Jakob måske har lidt psykiske problemer, er han meget god til at aflæse deres ansigtsudtryk, ja, det er nærmest som om, han læser deres tanker.
Genial eller gal?
Hvis ikke det var for at de befandt sig nede i undergrunden, kunne det sagtens tænkes, Jakob var på en eller anden form for psykedeliske svampe.
Men uanset om det er psykedeliske svampe, almindelig visdom, skizofreni eller blot skuespil, tænker både Emil og Klavs, at det er bedst de kommer væk, før situationen udvikler sig til noget, som de ikke kan kontrollere.
Det er bedre at være på den sikre side.
Jakob har allerede læst deres kropssprog. Deres ansigtsudtryk, og de blikke, som de unge mænd sender til hinanden, har givet den tidligere borgmester en idé om, hvad de allerhelst vil.
Der er ikke behov for at kommunikere noget verbalt. De kan forlade ham på en anstændig måde uden at sige noget.
Jakob vender ryggen til, og siger "Jeg har lige noget, jeg skal ordne.."
Han går nu ned mod sin seng, som er en gammel madras med en masse huller i, og dette ser Emil og Klavs som en mulighed for at slippe væk. Men hvad siger deres samvittighed?
De benytter sig af chancen, men kan ikke lade være med at kigge tilbage. De har det lidt dårligt med at forlade Jakob, og deres nysgerrighed får de heller ikke stillet, nu hvor de har valgt at tage den nemme udvej - ja, det er selvfølgelig i overført betydning, for de mangler stadig at finde vej ud af undergrunden.
De går tæt langs væggen, og prøver at holde sig væk fra skinnerne, af frygt for pludselige tog.
Klavs ligger så mærke til noget graffiti på væggen, og gør Emil opmærksom på det
"Emil, prøv lige at se her."
De læser det, der står skrevet. Det ligner ikke bare almindelig graffiti, nej, det ligner at nogen har prøvet at formulere et budskab.
Nu er det naturligvis ikke så tit at nogen kommer herned, så det er oplagt at tænke, Jakob har skrevet det.
Emil prøver at læse det højt, selvom skriften ikke er særlig pæn, og lader til at være blevet noget udvisket med tiden.
"Find sandheden - hvis du tør. Belønningen vil være stor, men ikke for dig. Undersøg sagen på egen risiko."
Emil er lidt irriteret over den uklare formulering, og siger "Hvad sker der med, at sådanne nogle altid skal være så skide kryptiske? Ville det skade nogen, at være klar i spyttet for en gangs skyld?".
Han er helt klart en type, der godt kan lide at gå lige til sagen.
Klavs forholder sig dog til teksten på en lidt anden måde.
Han synes, det er spændende. Noget at tyde, noget at analysere.
Det hænger, ikke overraskende, sammen med at han godt kan lide mysterier.
Når han sidder og spiller computer hver dag, er det ikke kun for eskapismen og adrenalinens skyld - det er også det strategiske element, det at læse mellem linjerne, og prøve at gætte hvilke kort, en mod- eller medspiller egentlig sidder med.
Der er langt fra at spille computerspil online, og så tyde semi kryptiske sætninger i Københavns undergrund, men han kan mærke, at dette vækker et eller andet i ham.
Det tænder ham på en måde, det sætter hans tanker i gang.
Selvfølgelig siger Klavs ikke noget til Emil, da han ved, at han har det på en anden måde.
De to begynder at lede efter Olivia, i håbet om at hun måske har fundet en udvej.
Det har hun ikke. Olivia har nemlig benyttet sig af den alenetid hun nu har, til igen at tænke på den drøm hun havde i går.
"En mand, der havde noget at tilbyde..noget som jeg ikke allerede har..jeg har allerede skønhed og selvtillid..og jeg er vist nok også et godt menneske..jeg har det hele, har jeg ikke?"
Hvis man har det hele, søger man ikke efter svar, og dette ved Olivia også godt, rent intuitivt.
Problemet for hende er, at hun stadig mangler noget. Om det er noget spirituelt eller noget materielt, kan hun ikke finde ud af. Visse ting, visse tanker som hun gør sig, forhindrer hende i at se hele sandheden, forhindrer hende i at se sig selv objektivt.
Hvad der slører hendes klarsyn, og hvad der gemmer sig bag denne tåge agtige illusion, ved hun ikke.
Olivia er ikke vant til at gøre sig sådanne tanker, så hun beslutter sig for at give sin hjerne et hvil, og det gør hun ved at tjekke beskeder på sin telefon.
Godt nok har hun ikke modtaget nogen beskeder på sin telefon i et par timer, da der ikke er noget internet i undergrunden, men hun går ind i sin indbakke, og genlæser nogle af de beskeder, som hun har fået fra forskellige fyre de sidste par dage.
Der er mange søde beskeder. Mange søde ord, komplimenter, smigrende beskeder, med kysse-smiley'er, og andre ting, der minder hende om, at hun er populær.
At tjekke telefonen er det første hun gør hver dag.
Der er altid noget godt. Altid en fyr, der har skrevet i løbet af natten.
Mange af gangene, er det fyre, som hun aldrig ville røre med en ildtang, men en gang imellem er hun også heldig, at fange opmærksomheden fra en fyr, som hun rent faktisk føler, kan berige hendes liv.
Nogle fyre tilbyder at købe hende drinks og endda dyrt tøj, selvom hun ved, at de ikke kommer nogen vegne med hende, men hun siger ja alligevel, da hun ikke ser nogen grund til ikke at udnytte den skønhed, hun er blevet velsignet med, til at få de ting i livet, som hun gerne vil have.
Man må spille med de kort man er blevet tildelt, tænker hun.
Så hører Olivia en lyd. Det er et eller andet dyr. Hvilket dyr kan det mon være?
Hun ser så hvad det er, og det er en mus. Hun er lidt bange for mus, men tænker så "Nå, hvis jeg kan overleve at kravle oven på en togvogn, så skulle jeg nok kunne klare at se en mus kravle forbi mig."
Musen kommer nærmere, men hun forholder sig roligt.
Den frygt, hun føler, er indbildt, da musen er nok er mere bange end hun er.
Så hører Olivia en anden lyd, og denne gang er det Klavs og Emil.
Hun er glad for, at det er dem. Olivia tror ikke, at hun ville kunne magte at snakke med flere hjemløse og halv skumle typer i dag.
Emil siger så "Nå, har du fundet en vej ud?"
Det har hun ikke. Faktisk har hun ikke været så optaget af det de sidste 10-15 minutter.
Klavs siger så "Jeg tror ikke, der er så langt igen. Den mus vi lige så, har sikkert luret noget mad, og hvor der er mad..er der en god chance for, at der også er en station.."
Han er stolt af sig selv. Han har lige taget initiativ, og føler nu, at han kan vise vejen. Det er lidt stort for ham, da han normalt er meget passiv og tøvende. Måske er det noget, som undergrunden her gør ved ham. Han føler nærmest, han er i sit rette element.
Utroligt hvad der kan ske, når man bliver placeret i et andet miljø.
Klavs leder vejen, og lige som han har regnet med, finder de nu en station.
"Det var også på tide!" siger Emil, mens han støver sit jakkesæt af.
De hopper op på perronen, og heldigvis er der ikke så mange mennesker på den lige nu, så ingen spørger dem, hvorfor de har gået på skinnerne.
De går hen mod rulletrappen, og Olivia siger "Nå, men jeg skal vist også videre. Mine planer for i dag er lidt gået i vasken, men føler, at jeg har oplevet spænding nok i den her omgang."
Emil siger så "Ja, jeg har også nogle ting, som jeg skal ordne. Det har været meget uproduktivt at tilbringe så lang tid hernede."
Klavs er den eneste, som ikke har travlt med at komme videre.
Måske er det fordi, han endelig føler at han har levet lidt.
Han har mærket faren, mærket spændingen, snuset lidt til noget mystisk, og i det store hele, er han glad for, at han har haft denne oplevelse.
De tre kommer nærmere udgangen, og ingen siger rigtig noget, fordi de ikke ved, om de skal udveksle telefonnumre eller ej.
Det at det lige præcis var de tre, der endte alene i metroen, det må betyde et eller andet.
Ingen af dem tror for alvor på skæbnen, men alligevel kan de ikke lade være med at tænke tanken.
Hvad nu, hvis der er en mening med at de tre mødtes? Hvad nu, hvis det ikke bare var en tilfældighed?
Selvom de har sagt, at de skal videre, kan de godt mærke, at det her langt fra er slut.
Mysteriet er nok det eneste der binder dem sammen. Der er ikke så meget andet.
Men der venter dem flere overraskelser. Nysgerrigheden vil vende tilbage med fornyet styrke, brikker vil falde på plads, verdenssyn vil blive rykket ved, personlige historier vil blive delt og indre dæmoner vil komme frem i lyset.
De udveksler numre, og går hver deres vej.
Nu er de fysisk adskilt, men som vi ved, handler det ikke altid om, hvem der er tættest på en rent fysisk, men hvem man deler den samme fascination med.
Ærinder skal klares, og dagen fortsætter. Den er langtfra forbi.
Under jorden, sidder Jakob på en taburet, og tænker.
Han kigger i en dagbog. Det er ikke hans egen. Det er den nuværende borgmesters. Det er i den, detaljerne for Jakob's afskedigelse står.
Hvad står der i den? Hvor korrupt er det? Er Jakob i virkeligheden bare en gal mand?
Man siger tit, at intet er som det ser ud til, men nogle gange, er tingene præcis som de ser ud til. Hvad er tilfældet her? Hvor mange forviklinger er der tale om her?
Jakob lukker bogen, og siger så "Nogen må skride til handling.."
%20(2).jpg)
%20(2).jpg)